Den omvendte tankegang

Disse mimoseagtige muslimer, hvor er det dog svært at gøre dem tilpas!

Nu fornylig har Inger Støjberg, integrationsministeren, i et indlæg i Berlingske, se her, leveret, hvad avisen kalder ”et voldsomt angreb på islam”. Jeg véd såmænd ikke, om man skal kalde det et voldsomt angreb, der er vist blot tale om, at hun forholder sig til virkeligheden, altså, at hun fortæller sandheden.

Hun har taget anledning af den musical, der for tiden går på Det ny Teater i København, ”The Book of Mormon” – en forestilling, der gør tykt grin med mormonerne, og i deres øjne utvivlsomt er et outreret udtryk for blasfemi – til at overveje, hvad der ville ske, hvis man udskiftede ordet ”mormon” med ordet ”muslim”. Om dette tankeeksperiment siger hun:

Vi ved alle, hvad der ville ske. Hysteriske protester om krænkelse af muslimers religiøse følelser. Demonstrationer mod teatret. Hærværk. Dødstrusler mod skuespillere og instruktør. Sådan et stykke ville aldrig blive sat op. Pointen er, at vi har tabt. Vi har ladet os skræmme af en religion, hvis fanatikere har truet os til tavshed. Men ikke nok med, at vi har ladet os true til tavshed. Vi vil ikke engang være ved det.

Og det har hun da så evig ret i. Også det sidste, hun skriver: vi vil ikke rigtig være ved, at vi er bange for den muslimske terror; vi vil hellere dække os ind under det første: at vi vil gøre os umage for ikke at krænke muslimernes religiøse følelser.

Men hør så, hvad der skete!

Özlem Cekic, tidligere medlem af folketinget for SF, går stærkt i rette med Støjberg i et indlæg i Berlingske, se her. Her giver hun udtryk for sin stærke forargelse over Støjbergs indlæg. Og det, jeg her vil gøre, er nu at give udtryk for min næsten endnu stærkere forargelse over hendes forargelse.

Jeg mener, Özlem Cekic har jeg hidtil ment var en af de muslimer, man kunne regne så nogenlunde med, når det drejede sig om muslimers integration. Hun har været med i folketinget, hun har deltaget ganske på lige fod med de andre SF’ere, hun har lært det danske, noget kringlede politiske håndværk at kende, så hun kunne udtrykke sig fuldt ud på linje med enhver indfødt dansker.

Og så forarges hun over de sandheder, som Støjberg kommer frem med. Jeg er forarget.

For det er jo sandt, hvad Støjberg siger. Mener Cekic ikke, at man i dette land må sige sandheden?

Åbenbart ikke.

I hvert fald skal man, når det er muslimer, man vil omtale, være klar over, at man taler til et mimoseagtigt folkeslag, som bliver krænket så let som ingenting. Og hendes krænkelse benytter hun til at tale om noget andet, og så meget har hun da forstået af de mere kedelige tendenser i dansk politik, at hun ganske nøjagtigt véd, hvordan hun drager opmærksomheden væk fra de sandheder, som Støjberg afslører:

Når Inger Støjberg benytter en nyopsat musical til at lange voldsomt ud efter muslimer for at kræve særhensyn og selvcensur blandt danskere, er det et forsøg på at dække over egne møgsager.

Ikke sandt, så taler vi ikke længer om muslimers terror mod vort lands ytringsfrihed, så behøver hun ikke svare på de for hende åbenbart kedelige kendsgerninger, at tilværelsen for mange af dem, der har ytret sig imod islam, er blevet ganske uudholdelig på grund af trusler fra muslimer og på grund af den deraf følgende politibeskyttelse. Nej, alt dette kan indrulleres under begrebet ”muslim-bashing”, som om det ikke var en sørgelig virkelighed – forøvrigt jo ikke mindst for Inger Støjberg selv.

Sandheden i det, Støjberg siger, tillader Cekic sig at se fuldstændig bort fra. For nu skal muslimerne forsvares, føler hun.

Og det er da for så vidt udmærket, at hun føler en vis forbundethed med sine folkefæller og trosfæller. Men at hun ikke kan se, at den måde at gribe et muslimforsvar an på, er ved at være virkningsløst, det undrer ikke så lidt.

Hendes hele synsmåde skal faktisk vendes om 180 grader. Så vil hun kunne opnå det, hun vil.

Det er sandt nok, at vi i begyndelsen af den muslimske indvandring var tilbøjelige til at gøre muslimer til ofre, tilbøjelige til at have ondt af dem, tilbøjelige til at give dem lidt lang snor. Men denne ”lange snor” er jo gennem snart mange år blevet misbrugt af muslimerne på det groveste. Og vi kan i denne forbindelse lade alt det med ghettodannelse og tendenser til at danne særlige sharia-områder ligge og nøjes med at pege på det, Støjberg peger på:

Vi har ladet os skræmme af en religion, hvis fanatikere har truet os til tavshed.

Det er jo sagen i en nøddeskal. Man kan diskutere, om vi skal gøre nar af islam. Det skal vi måske ikke. Men om vi vælger ikke at gøre nar af islam, skønt vi gør nar af alle andre religioner, så skulle det jo gerne være noget, vi gør frivilligt. Og så længe vi har muslimske fanatikere iblandt os, som truer os med vold, om vi siger noget efter deres mening forkert om islam, så er det ikke noget, vi gør frivilligt, hvis vi undlader at ironisere over islam. Så er det noget, vi gør, fordi vi er bange.

Og der er altså, som jeg bedømmer det, flere og flere, der er kommet i tanker om, at det jo egentlig ikke er os, der er kommet til et muslimsk land, men muslimerne, der er kommet til os, og at man derfor skulle tro, at muslimerne ville gøre, som jøderne i sin tid, de jøder, der i tyverne og trediverne kom fra Østeuropa: prøve at indordne sig, forsøge at gå i ét med tapetet, gøre så lidt stads ud af deres anderledeshed som muligt.

Den proces lykkedes jo i høj grad for jøderne. Og den lykkedes, uden at de følte sig tvunget eller lokket til at opgive noget af deres eget. Det lykkedes jøderne at vinde danskernes anerkendelse i den grad, at da de i 1943 skulle samles ind af Gestapo for at føres til Tyskland, da kunne de forlade deres boliger og finde foreløbig skjul hos danskerne, indtil de – også ved danskernes hjælp – blev fragtet til Sverige. Det skrev jeg om for nogle år siden, og i dette indlæg hed det bl.a.:

Hvordan kan muslimer blive en lige så integreret del af det danske folk, som jøderne er blevet? At jøderne i tidens løb er blevet en anerkendt del af danskerne, viste sig under krigen i jødeaktionen, oktober 1943, hvor talrige danskere var med til at hjælpe jøderne med at flygte til Sverige. Og det, vi kan ønske for muslimerne, er jo, at de bliver en lige så anerkendt del af befolkningen. Naturligvis håber vi ikke, at vi nogensinde får brug for at få bevis for det på samme måde, som vi fik det med jøderne under krigen, blot håber vi, at vi danskere en gang ad åre, ligesom vi dengang måtte føle, at vel er jøderne jøder, men de er danske jøder, må føle, at vel er muslimerne anderledes end flertallet, men de er danske muslimer. (Se her).

Jo, vi ønsker da for muslimerne, at de kan blive en lige så anerkendt del af den danske befolkning som jøderne. Men når de bærer sig ad, som de hidtil har gjort, hvor de i den grad pukker på deres ret til at være anderledes, så er det nu svært at opnå den samme selvfølgelige anerkendelse, som jøderne i sin tid fik. Og specielt da: når der er fanatikere iblandt dem, der vil true os til tavshed, så er det noget afgørende ved vores kultur, de vil ændre – eller skal vi sige: allerede har ændret? – og så kan vi ikke blive ved med at håbe på, at de vil blive en selvfølgelig del af det danske folk.

Det, vi savner hos muslimerne, er en følelse af samhørighed hos dem, en samhørighed så stærk, at det får dem til at slå ned på alle i deres egne rækker, der er ud til bens, altså f.eks. truer med vold imod danske islamkritikere.

Inger Støjberg føler det jo selv. Hun er selv blevet offer for de muslimske trusler. Hun er nødt til at have politibeskyttelse døgnet rundt, og Berlingske havde for nogen tid siden et indlæg om den del af hendes liv, et indlæg, der lod os forstå, at der var tale om en næsten umenneskelig frihedsindskrænkning. Og denne indskrænkning er det altså muslimer, der påfører hende.

Er der dog ikke nogen i de muslimske miljøer, der selv kan føle, at dette er rivegalt, hvis der skal komme en god fremtid ud af muslimernes bosættelse i Danmark? Man skulle jo tro, at Özlem Cekic var én af dem, der nok kunne tage kraftigt til orde imod de muslimske trusler. Og så forarges hun i stedet på Støjberg, oven i købet med de sædvanlige flosker: Der er tale om generalisering af muslimer, siger hun, uanset, at Støjberg dog udtrykkeligt siger, at det er islams fanatikere, der har truet os til tavshed. Der er tale om, at hun sætter skel mellem muslimer og danskere, hedder det, uanset, at de muslimske terrorister jo netop viser, at det er muslimerne, der sætter skel.

Og bevares, igennem mange år – altfor mange år – har vi i politiske kredse og i medierne talt udenom, set igennem fingre med muslimernes utilpassethed. Men det billede er ved at vende. Nu er der flere og flere, der ser virkeligheden i øjnene, ikke mindst takket være de muslimske terrorister. Og man kunne tro og måske også håbe lidt på, at i det mindste de muslimer, der forekommer fuldstændig integrerede i det danske samfund, vil kunne forstå, at disse trusler må ophøre, hvis muslimer skal blive en del af det danske samfund; sådan kunne man håbe på, at Özlem Cekic var én af dem, der kunne se problemerne, føle tilpas samhørighed med sine trosfæller og virkelig tage til orde imod muslimernes udskejelser, i hvert fald imod dødstruslerne.

Men nej, sådan tænker hun ikke. Ikke så snart hører hun Støjberg sige sandheden om de muslimske samfund: at de altså avler fanatikere, der truer med vold, før hun farer op og kommer med alle de påstande, der snart hører en svunden tid til. Ikke tale om, at hun føler noget medansvar for det, andre muslimer foretager sig! Ikke tale om, at hun føler, at hun i de muslimske miljøer burde tage til orde imod den slags, nej, men danskerne, dem kan hun lade sin forargelse gå ud over! Ikke tale om, at hun gør sig klart, at muslimerne med den slags handlinger kan se langt efter den selvfølgelige danske anerkendelse, der i sin tid blev jøderne til del.

Nej, hun har ikke andet at komme med end sin forargelse. Og det gør mig voldsomt forarget. Og også lidt sørgmodig. For jeg havde ærlig talt ventet med noget bedre af hende.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.