(U)tilsigtet bivirkning

Den 5. februar 2017, har socialdemokratiet fremlagt sit nye forslag til udlændingepolitik.

Og samme dag er det blevet kritiseret, og nogle gange endda kritiseret sønder og sammen. Det har mange andre partier gjort, det har adskillige medier gjort, og det har også Niels Krause-Kjær gjort i Deadline kl. 22.30, hvor han interview’ede Mette Frederiksen. Det må dog siges, at Krause-Kjær var mest interesseret i at prøve at belyse, hvor stor en kolbøtte Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har slået. Ok, vi så en række klip med både hende selv og andre socialdemokrater stå og rakke ned på Dansk Folkeparti, da de foreslog det samme, som socialdemokraterne nu foreslår: oprettelse af dansk administrerede lejre i Nordafrika. Og ikke mindst fik han nævnt utallige gange, hvor uigennemførligt forslaget om disse lejre vil være.

Til dette med det uigennemførlige havde Mette Frederiksen et godt svar. Hun gjorde opmærksom på, at hvis nogen i 2015, hvor flygtningestrømmen var ved at tage pippet fra de europæiske politikere, ville have sagt, at man da nok kunne få Tyrkiet til at gå med til en nedbremsning af migrantstrømmen, så ville enhver have påpeget, hvor umuligt det ville være. Alligevel havde Merkel – af alle politikere den Merkel, der åbnede døren til Tyskland – et halvt år senere fået en aftale i stand med Tyrkiet.

Men der er en enkelt finesse ved denne aftale, som man skal lægge mærke til, en finesse, som går igen i det forslag, socialdemokratiet er kommet med: Man indførte en ”bytteordning”, så Europa til gengæld for de syriske flygtninge, man sendte tilbage til Tyrkiet, forpligtede sig til at modtage et tilsvarende antal syriske flygtninge fra de tyrkiske flygtningelejre.

Den finesse er værd at lægge mærke til. For derigennem fjernede man ethvert incitament for de mennesker, der ville migrere til Europa, til at betale noget som helst til menneskesmuglerne. Hvorfor i alverden skulle jeg, hvis jeg som syrer ville til Europa, betale en menneskesmugler for at sætte mig over Ægæerhavet til Grækenland, når det eneste, jeg opnåede, var at blive sendt tilbage til Tyrkiet. Godt nok ville så en anden syrer komme af sted, men det var jo mig, der skulle af sted, det var jo mig, der havde betalt i dyre domme for at komme af sted, og nok er jeg en menneskekærlig sjæl – ville en sådan syrer sige – men ligefrem betale for at en anden kan komme til Europa, det vil jeg nu ikke.

Det vil sige, at med den ordning ødelagde man fuldstændig menneskesmuglernes forretning. Og lur mig, om ikke også det var meningen. Og læg mærke til det: man ødelagde deres forretning uden at overtræde konventionerne. Det var ikke sådan, at man pure nægtede at tage imod flygtninge. Nej, nej, det ville man skam gerne, blot ville man ikke modtage dem, der kom via menneskesmuglere.

Man kan vist også sige, at man på den måde fik foretaget den sortéring, som hele tiden har været noget nær umulig, når migranterne var ankommet til det, de regnede for deres bestemmelsessted: sortéringen mellem migranter og flygtninge. Om det har været det, man ville, véd jeg ikke, det har måske kun været en utilsigtet bivirkning. Men jeg har nu en mistanke om, at man måske skal sætte en parentes om u’et i utilsigtet. Og så er det lige ved, at jeg tager hatten af. For så er det en ret smart manøvre.

Noget kan tyde på, at socialdemokratiets forslag indeholder en lignende finesse. For man foreslår ikke blot, at alle de spontane flygtninge, der tropper op ved grænsen og søger asyl, skal flyves ned til den etablerede lejr i Nordafrika, man foreslår også, at de flygtninge, der bliver godkendt som flygtninge, ikke skal tilbage til Danmark, men overgives til FN, og altså anbringes i én eller anden FN-flygtningelejr, mod, at Danmark modtager et tilsvarende antal kvoteflygtninge fra FN.

Hvis man får dette til at virke, har vi her at gøre ned noget, der er lige så smart som aftalen med Tyrkiet: Man får fjernet den enkeltes incitament til at betale menneskesmuglere for at ankomme til den danske grænse. For den enkelte får ikke derved adgang til Danmark, det gør ”kun” én af hans lidelsesfæller i en FN-flygtningelejr. Og nok er mange mennesker ret godgørende, men at være så godgørende med den smule penge, man har fået skrabt sammen, at man handler på den måde, det er der dog ingen, der er. Hvilket får som en (u)tilsigtet bivirkning, at der ikke er nogen flygtning overhovedet, der vil søge asyl fra den danske grænse. Og så vil den med møje opstillede flygtningelejr i Nordafrika blive tom.

Det er i hvert fald, hvad man kan håbe på, om end det måske ikke er denne smartness, der skal sælge idéen overfor de danske vælgere.

Men måske denne smartness skal være med til at sælge den til det nordafrikanske land, man vil forsøge at få til at være vært for lejren: Lejren vil formentlig blive tom eller i hvert fald meget lille.

Man kan henvise til Australiens erfaring. Den løsning, socialdemokraterne nu foreslår, ligner den løsning, Australien gennemførte for nogle år siden: Man nægtede at ville modtage nogen bådflygtning overhovedet i Australien. De bådflygtninge, der var undervejs, eller de, der vovede forsøget efter annonceringen af den nye politik, blev anbragt i lejre udenfor Australien.

Og dèr sidder de så endnu. De har, fra de blev anbragt der og til i dag, gennemført en tovtrækning med den australske regering – med diverse gutmenschen blandt medier og politikere som heppere – for at se, om ikke den australske regering i sidste ende ville bøje sig. For tage imod tilbudet om at komme til Cambodia og begynde et nyt liv dèr eller blive sendt tilbage til det land, man kom fra, det vil de ikke. Derfor, for at fremtvinge den efter deres mening eneste moralsk rigtige løsning bliver de siddende. Og den australske regering er godt klar over, at giver man efter, er det et signal til menneskesmuglere i Indonesien: Prøv bare igen, nu kan der atter tjenes penge på ulykkelige menneskeskæbner!

I det hele taget skal man i flygtninge- og migrantspørgsmål gøre sig klart, at menneskenes børn ikke er så gode, som de burde være. Det gælder menneskesmuglere, men det gælder også de migranter, de smugler. De undser sig ikke for at lyve om deres situation, de kaster rask væk deres papirer væk for at vække medynk, de lyver om deres alder for at komme ind under de lempeligere vilkår for uledsagede flygtningebørn, og de lyver naturligvis også, når de påstår, at de i deres hjemland er personligt forfulgte. Altsammen måske forståeligt nok, når man véd, at de ikke ville have en kinamands chance for at få asyl i Europa, hvis de fortalte sandheden.

Det betyder også, at man fra europæisk side er nødt til at anvende magt, noget, man naturligvis er yderst tilbageholdende med at offentliggøre for sine vælgere. For man véd jo godt, at vælgerskaren stadig har en tilbøjelighed til at opfatte alle migranter som ynkværdige mennesker, der naturligvis opfører sig som søndagsskolebørn.

For det første skal man bruge magt, når man vil lukke grænsen af. Den stikprøvekontrol, man udøver for øjeblikket, og som kræver mange ressourcer, skal udvides til at være en permanent og langt mere effektiv kontrol. Det lykkedes således omsider af få én af familien Levakovic dømt til permanent udvisning, og man fik ham fløjet til hans hjemland, Kroatien. En tre ugers tid senere fandt man ham i Kastrup, og han bedyrede, at han ville komme tilbage igen og igen. Og med den nuværende grænsekontrol er det åbenbart ikke særlig svært.

Dernæst skal man bruge magt, når man vil flyve de spontane asylansøgere til Nordafrika. Man skal bruge magt, når man vil sikre sig deres tilstedeværelse, indtil flyet afgår, for de fleste vil foretrække en tilværelse som illegal indvandrer i Danmark fremfor en tilværelse i en FN-flygtningelejr. Og man skal bruge magt, når de skal ombord på flyet. Det har man måttet gøre med en række afghanske afviste asylansøgere, og nogle af dem har skejet ud i en grad, så piloten har nægtet at flyve med dem.

Så skal man jo også overveje, om lejren i Nordafrika skal være bevogtet eller ej. De ”ikke-søndagsskolebørn”, man anbringer der, vil måske flygte fra lejren for igen at prøve lykken over Middelhavet: den gik ikke med Danmark, måske den vil gå med et andet land.

Og så til sidst: Hvorfor dog lave alt det bøvl med en lejr i Nordafrika, når vi blot kan afvise alle spontane asylansøgere ved grænsen (når den altså bevogtes effektivt) med den begrundelse, at de alle kommer fra et sikkert land? Der er naturligvis en masse mennesker, der vil protestere, men de vil så vidt jeg kan se kun kunne protestere med henvisning til den praksis, der har udviklet sig, ikke med henvisning til konventionernes ordlyd. Meningen med en sådan foranstaltning er at tvinge Tyskland til på samme måde at lukke for asylansøgere ved deres sydgrænse, hvilket vil få Østrig til at gøre det samme – noget, de allerede så småt har gennemført – så til sidst italienerne står alene med problemerne. Det gør de allerede for øjeblikket, og den øgede mængde af migranter – de kan ikke mere, som de plejede, sende dem videre nordpå – har fået dem til at understøtte den libyske kystvagt i at standse gummibådstrafikken ud til de ventende NGO-skibe.

Vi kan således komme tilbage til den situation, der herskede i Ægæerhavet, før Syriza vandt valget i januar 2015 på et løfte om at ændre forholdsordren til den græske flåde, så den ikke mere måtte tvinge både med migranter tilbage til Tyrkiets kyst. (Som denne blog – men så at sige ikke andre – har gjort opmærksom på, var det denne ændrede forholdsordre, der fremkaldte strømmen af migranter i efteråret 2015, se her). Nu kunne en lignende forholdsordre til den italienske flåde komme til at betyde et effektivt stop for alle migrantbåde over Middelhavet (og dermed et effektivt stop for alle drukneulykkerne). Vi kunne få genoprettet den gamle, velkendte ordning, at det er et lands egne styrker, der skal forsvare landet mod ulovlig indtrængen, ikke et naboland, der skal forhindre ulovlig udtrængen.

Foreløbig må vi vente og se, hvordan det italienske valg falder ud. Noget er i gære i støvlelandet, måske de virkelig vil sparke fra sig nu.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til (U)tilsigtet bivirkning

  1. Pingback: Barmhjertighedens blinde øje | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.