Etik og politik

Birgitte Stoklund Larsen har i Kristeligt Dagblad anmeldt en bog af Nick Spencer ”The Political Samaritan”, se her. Jeg kunne ikke dy mig, men måtte læse både hendes anmeldelse og en del andres anmeldelser for at få et indtryk af, hvordan Spencers behandling af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner stemmer overens med min påstand om, at europæiske politikere og mediefolk lider af ”samaritanitis”, altså en forestilling om, at der på det store europæiske teater for øjeblikket afspilles et drama med tekst af Jesus fra Nazareth, og at det for hvert enkelt land drejer sig om ikke at få tildelt rollen som præsten og levitten, der gik forbi, men i stedet påtage sig rollen som hovedpersonen i lignelsen, den barmhjertige samaritaner.

Min påstand er videre – og det er det væsentligste – at denne rollefordeling forudsætter, at de migranter, der banker på vor dør, er ynkværdige mennesker; hvis vi blot giver efter for pres, er der jo ikke noget etisk stort ved det, vi gør.

Endelig ligger der i min påstand om ”samaritanitis”, at vi europæere dermed kan bibeholde vores forestilling fra kolonitiden, at vi er blomsten af menneskeheden, mens de andre, migranterne, er os underlegne mennesker, som vi af vor ophøjede etik er forpligtede til at tage os kærligt af.

At denne forestilling er ved at krakelere, eller i hvert fald burde være ved at krakelere, kan man se en række tegn på. Men hvor meget disse tegn slår igennem i vor politiske elite, er stadig uvist.

Nuvel, Spencer synes at bruge den politiske anvendelse af lignelsen om den barmhjertige samaritaner som bevis på, at kristendommen stadig ligger som en solid undergrund under meget af det, vi foretager os. Og det gør den måske. Han kan i hvert fald opvise en del eksempler fra den engelske politiske scene på, at lignelsen stadig kan sige os noget.

Først Margaret Thatcher! Hun brugte lignelsen i 1968 på et partikonvent i en etisk formanende tale til at sige, at ”selv den barmhjertige samaritaner måtte have penge til at hjælpe med, ellers ville også han være gået lige forbi”. (Se her).

(Parentes: I den tidligere danske oversættelse hed det ”han gik lige forbi”. I den engelske oversættelse hedder det ”he went past on the other side”).

Og det kan vel Thatcher have ret i. Hun uddybede det senere i et interview: ”Ingen ville i dag huske den barmhjertige samaritaner, hvis han kun havde haft gode hensigter. Han havde også penge”.

Men alligevel! Er det nu også det, Jesus vil have sagt med lignelsen: ”hav altid penge på lommen!”?

Så er der Tony Blair. Han sagde i 1995 i en tale: ”Jeg er min brors vogter, jeg vil ikke gå lige forbi”. I hvert fald på engelsk er der en tydelig henvisning til Jesu lignelse.

Samme anmelder mener, at man fra Labour’s side ofte anvender udtrykket ”at gå lige forbi” som en moralsk opfordring til ikke at lade de svage sejle deres egen sø.

En ligefrem krigerisk udlægning af lignelsen kan man også finde. I 2015 holde Labour-manden Hilary Benn en tale, som ovenstående link refererer sådan:

”Som parti er vi altid blevet defineret ved vores internationalisme”, fortalte han sine Labour-kolleger, der var delte i spørgsmålet [om hvorvidt Syrien skulle bombes, rr]. ”Vi tror, vi har ansvar for hinanden. Vi har aldrig gjort det, og vi bør heller aldrig gøre det: gå lige forbi”. Dette var en kreativ læsning, og den fik nogle øjenbryn til at løfte sig, deriblandt komikeren David Mitchell’s, som i ”The Guardian” et par dage senere skrev: ”Hilary Benn har en ganske stærk fortolkning af lignelsen om den barmhjertige samaritaner. I hans version nøjes samaritaneren ikke med at hjælpe den rejsende, som er blevet slået fordærvet, han melder sig som frivillig for at finde den stakkels mands angribere og blæse hjernen ud på dem”.

Stoklund Larsen refererer Spencers konklusion som følger:

For Spencer er brugen af den barmhjertige samaritaner et argument for, at vores forestillinger om offentligt og rationelt må være så rummelige, at der også er plads til baggrundskulturens overbevisninger, værdier og grundlæggende fortællinger.

Ja, gid det var så vel, må man sige. Hvis baggrundskulturen er lutherdommen eller bare Luthers tanker, må man desværre tilføje, at denne baggrundskultur ikke synes at spille nogen rolle for Spencer. Og heller ikke for hans danske anmelder.

Som bekendt skelnede Luther skarpt mellem tro og gerninger. Mennesket frelses ved tro, ikke ved gerninger, det var et motto for ham. Men den skelnen betyder tilsyneladende ikke noget for de politikere, der bruger lignelsen, hverken for de engelske, der er refereret ovenfor, eller for de europæiske, der lider af samaritanitis. De bruger alle lignelsen til at underbygge en rent human moral med.

Og den moral, de har for øje, er ikke Jesu moral, hvis man nu skal kalde Jesu forkyndelse for en ”moral”. Dette, at Jesus med sin forkyndelse nedbryder loven, betyder ikke, at så må mennesket gøre hvad som helst. Hvad det drejer sig om, kan bedst siges med Paulus’ ord om, at ”alt er tilladt, men ikke alt opbygger” (1 Kor 10,23). Det, der skal bygges op, er tillidsforholdet i menigheden, hvilket kan oversættes til nutidssprog med ”tillidsforholdet i familien, på arbejdspladsen og i andre nære relationer”. Og Jesu moralforestillinger – for nu at bruge dette dårlige ord – går ikke ud på at lave regler og forordninger, som skal overholdes. De går i stedet ud på at gøre, hvad man kan for at tilliden kan styrkes.

Hvis man f.eks. er blevet uenig med nogen om ét eller andet, og det er gået sådan, at man direkte skændes, og hver for sig holder på sin ret, så opfordrer Jesus os til at give afkald på vores ret eller – som det hedder – at vende den anden kind til (Matt 5,39). Meningen er ikke, at dette skal være en højere etik, meningen er, at det skal være et forslag til, hvad man kunne tage og gøre for at tillidsforholdet kan genetableres og skænderiet ophøre. Et forslag, altså, måske man med denne handling kunne genvinde den andens tillid, måske der skal noget andet til, det må den enkelte selv finde ud af.

Eller Jesus kan komme med advarsler om, hvad der kan ødelægge forholdet. Et enkelt lystent blik på en andens hustru, (Matt 5,28) måske, eller et uoverlagt ord (Matt 5,22). Uoverlagte handlinger i begge tilfælde, men også handlinger, der finder sted i løbet af sekunder, handlinger, der ikke er resultatet af lange og alvorlige etiske overvejelser pro et contra, men handlinger, der løber af med os, uden at vi lægger mærke til det.

Den slags handlinger – som jo næsten ikke kan kaldes handlinger – er det også, han tænker på med lignelsen om de ti brudejomfruer (Matt 25,1-13). For i Jesu optik er de væsentlige handlinger ikke disse alvorlige, lovoverholdende, gode, kærlige og velovervejede handlinger, det er i stedet de handlinger, vi kommer til at gøre næsten helt af os selv, hvis altså forholdet til næsten er i orden. For når forholdet til næsten er det vigtigste, gælder det om at have et øje på hver finger, så vi i tide kan opdage det, hvis næsten er ved at glide ud af forholdet. Hvis vi i vort forhold til vor næste går rundt med lukkede øjne og ikke er opmærksom, risikerer vi, at forholdet visner, enten langsomt eller med ét slag.

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner har en vis lighed med lignelsen om brudejomfruerne, hvad forresten de færreste lægger mærke til. Præsten og levitten, der ikke ser det, der dog er at se: den halvdøde landsmand, er at sammenligne med de brudejomfruer, der ikke var opmærksomme, ikke vågede, ja ikke var til stede, da det afgørende fandt sted. Og samaritaneren er at sammenligne med de andre jomfruer, for han gik ikke blind gennem verden, og derfor opdagede han den overfaldne. Men han hjalp ham, fordi han var i nød, han var ikke ude efter at samle sammen af gode gerninger, som han kunne fremvise på dommens dag. I den forstand var hans gerning gjort, så den højre hånd ikke anede, hvad den venstre foretog sig, sådan som Jesus jo også fortæller om det i lignelsen om verdensdommen, Matt 25,31-46.

Luther har blik for den slags handlinger, som er så selvfølgelige, at de næsten ikke kan kaldes handlinger. Han skriver:

Den retfærdige har ikke fået nogen lov, men den uretfærdige. Hvorfor det? Fordi den retfærdige af sig selv gør alt og endnu mere, end nogen lov kræver. Men de uretfærdige handler ikke retfærdigt, derfor har de brug for retten, der kan retlede dem og tvinge og nøde dem til at gøre det gode. Et godt træ behøver ikke nogen anvisning eller forskrift for at kunne bære gode frugter, men det bærer frugt af sig selv, sådan som det er dets natur – uden nogen forskrift og anvisning. (Se her).

Det er værd at lægge mærke til, at dette skrives i skriftet om øvrigheden. Lidt senere skriver han i samme skrift:

For det fjerde: alle de, der ikke er kristne, hører til i verdens rige eller under loven. For eftersom det jo kun er få, der tror, og de færreste, der fører et kristeligt liv ved ikke at gøre modstand imod det onde, ja, ved ikke selv at gøre noget ondt, har Gud tildelt dem uden for den kristne stand og Guds rige et andet styre og underlagt dem sværdet, for at de ikke skal kunne bringe deres ondskab til udførelse, hvor gerne de end ville, og hvis de gør det, for at de så ikke kan gøre det uden frygt eller i tryghed og med held. (Se her).

Her er det bemærkelsesværdigt, at det er Gud, der har reageret på menneskets ondskab ved at indsætte sværdets embede. Dette, at øvrigheden udøver magt for at få lovene overholdt, er der altså ikke noget galt i. Når øvrigheden handler sådan, handler den i overensstemmelse med Guds vilje. Hvilket dog ikke betyder, at den kan pudse sin glorie i bevidstheden om at have handlet efter Guds vilje, det betyder blot, at den har handlet klogt. Det er jo forøvrigt også, hvad Matthæus kalder den mand, der har rettet sig efter alle Jesu formaninger i bjergprædikenen: ”Den, der hører disse ord (altså bjergprædikenens formaninger) og handler efter dem, skal ligne en klog mand” (Matt 7,24). Sådan er også den øvrighed, der får folk til at rette sig efter lovene, en klog øvrighed, og den bør berømmes som sådan, ikke berømmes, fordi den handler etisk korrekt, godgørende eller barmhjertig.

Men ak, nu har udviklingen i retning mod demokrati jo medført, at vi alle er blevet øvrighed, i hvert fald når vi diskuterer, hvordan vi som stat skal handle. Og – to gange ”ak” – selv om kristendommen har været forkyndt for os gennem århundreder, har det ikke medført, at farisæismen er forsvundet. Vi har stadig en tendens til at fremhæve os selv på de andres bekostning. Godt nok har den kristne forkyndelse medført, at denne tendens ikke direkte får afløb i vor dagligdag, så ville farisæismen være for tydelig, både vi selv og de andre ville kunne se den.

Men kan vi få staten eller det offentlige til at ”gøre det gode”, så kan farisæismen pludselig igen få vind i sejlene. For det første opnår vi det, at vi ved at holde på, at staten skal være barmhjertig, f.eks. barmhjertig overfor de migranter, der banker på vor dør, kan få den dejlige følelse af at handle rigtigt ind over os, uden at vi selv behøver ulejlige os med nogen ”god gerning”. For det andet opnår vi det, at den form for farisæisme er næsten umulig at afsløre som farisæisme. Vi diskuterer jo ikke, hvordan vi selv som enkeltpersoner skal handle, vi diskuterer, hvordan vort folk som folk skal handle. Og den glorie, der eventuelt skal pudses, er ikke vor egen individuelle glorie, men folkets glorie. Sådan får vi det i hvert fald til at se ud.

Og når dertil kommer, at vore medier i den skrappe konkurrence, der er opstået imellem de forskellige medier, har opdaget, at det giver afsætning, når de kan få os til at forarges (på god gammeldags farisæisk vis), forarges over andres handlemåde, og – ikke mindst – forarges over det offentliges handlemåde, så fyres der så meget op under den allestedsnærværende farisæismetendens, at ingen opdager det farisæiske i al forargelsen.

Og – hvad der er meget værre – alle overser, at øvrigheden ifølge de tanker, Luther lægger frem om den, først og fremmest skal handle klogt. Den skal altså, hvis den handler barmhjertigt med en lovovertræder, spørge, om det er klogt at handle sådan, om måske andre vil udnytte barmhjertigheden, om retfærdighedsfølelsen i folket vil lide under, at der af og til ses igennem fingre med lovovertrædelser.

Blandt andet derfor er vi endt, hvor vi er endt: Enhver advarsel om, at det måske ikke er klogt at lade så mange fremmede, specielt muslimer, få opholdstilladelse i vort land, bliver fejet til side af majoriteten, fordi man er blevet overbevist om, at øvrigheden mere skal handle barmhjertigt end klogt, og den, der kommer med advarslen, bliver betragtet som fremmedfjendsk, som islamofobisk, eller – med Poul Nyrups ord – som ikke stueren.

Den farisæisme, som vi af den kristne forkyndelse har lært at gennemskue på det personlige plan, den lader vi os rask væk gribe af på det statslige plan, for, ikke sandt, det giver nu sådan en god mavefornemmelse at gøre det rigtige, at være god, at vise barmhjertighed.

Nu vil man måske sige: Bliv os fra livet med den Luther! Der er sket utrolig mange ting efter ham; vi kan ikke overføre tanker og begreber fra hans tid til vor tid.

Sandt nok! Vi har fået en række internationale traktater, og blandt andet derfor får farisæismen gode vækstbetingelser, hjulpet godt på vej af angsten for som stat at kunne blive udpeget som præst eller levit, altså som nogen, der går lige forbi.

Men hvis det er for uvant med modsætningen mellem farisæisk fastholden ved etiske idealer og klogskabsovervejelser over folkets vé og vel, så kan man jo bruge et andet modsætningsforhold, oven i købet ét, som Luther lægger op til med sin skelnen mellem lov og evangelium, nemlig modsætningen mellem retfærdighed og barmhjertighed.

Altså, hvis vi ikke kan forlige os med, at øvrigheden skal handle klogt, så kunne vi jo begynde at overveje, om den skal handle retfærdigt. Det er det ret svært at argumentere imod. Men gør vore øvrigheder det? Er det retfærdigt af vor nationale øvrighed, regering og folketing, at lade ønsket om at overholde alle internationale konventioner ganske overskygge spørgsmålet om, hvorvidt det er retfærdigt at gøre de muslimske enklaver i landet endnu større? Kan den barmhjertighed, som overholdelsen af konventionerne måske medfører, sætte spørgsmålet om retfærdighed helt til side?

Det har hidtil syntes at være tilfældet. Dog er der på det seneste kommet en del opbrud i den ellers ret håndfaste barmhjertighedsvilje. Det er godt nok ikke retfærdighed, man har taget som ideal i stedet for barmhjertigheden, det er snarere klogskaben: Vil folkets sammenhængskraft kunne holde til større muslimske mindretal?

Lad mig slutte med en klogskabsbetragtning, som kommer fra en engelsk forfatter, Douglas Murray, som har skrevet en bog, ”The Strange Death of Europe”, som er ved at blive oversat til norsk. I den anledning har Christian Skaug en omtale af bogen her. Han bringer dette korte citat fra bogen, oversat til norsk:

Mens den europeiske identiteten tidligere kunne kjennetegnes ved svært dype og spesifikke, filosofiske og historiske røtter, handler Europas etikk og overbevisninger i dag – selve identiteten og ideologien til Europa – om «respekt», «toleranse» og (mest selvfornektende av alt) «mangfold». Slike grunne definisjoner av oss selv kan kanskje holde oss gående i noen år til, men de har overhodet ingen sjanse til å påkalle den dype lojaliteten som samfunn må kunne mobilisere hvis de skal overleve i lang tid.

Murray er i det hele taget ret pessimistisk med hensyn til Europas fremtid. Jeg er nok lidt mindre pessimistisk, omend jeg stadig er spændt på at se, om det socialdemokratiske udspil kan bringes til udførelse.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Luther, Ny testamente og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.