Barmhjertighedens blinde øje

Den udmærkede betegnelse for den sygdom, vor europæiske elite lider af: ”samaritanitis” har jeg tidligere gjort temmelig meget ud af. Her skal blot den særegenhed ved sygdommen omtales, der består i, at man tilsyneladende kun kan opretholde sin lyst til at være barmhjertig ved at lukke øjnene for virkeligheden. Samaritanisterne er præget af den særlige form for blindhed, der består i, at de villigt laver om på virkeligheden for at få den til at passe med det skuespil, de mener pågår i Europa for tiden: den barmhjertige samaritaners drama, hvor det drejer sig om at undgå at spille rollen som præsten og levitten, der ”går lige forbi”, og i stedet påtage sig rollen som den barmhjertige samaritaner.

Som også tidligere omtalt består en del af denne blindhed i, at man betragter alle de migranter, der søger mod Europa, som ynkværdige mennesker, uanset om de er det eller ej, uanset om de af vore myndigheder betragtes som økonomiske migranter og ikke flygtninge, uanset, hvordan de iøvrigt opfører sig på modtagecentre og deslige. Hvis ikke man gør det, får man dem ikke til at passe ind i Jesu lignelse, og det vil sige: hvis ikke de er ynkværdige, trængende mennesker er vore gerninger ikke rigtige gode gerninger.

Et skrækeksempel på en sådan blindhed ses i en artikel af den tidligere generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, se her. I dette tilfælde har man oven i købet indtryk af, at han i en del tilfælde ikke blot er blind, men ligefrem ”vilblind”, altså, at han godt véd, hvad sandheden er, men ikke blot undlader at gøre opmærksom på den, men ligefrem påstår det modsatte af det, han egentlig godt véd er sandt.

Jamen dog, vil man sige, det pæne menneske!

Og det er jo sandt. Man ser ham for sig debattere på Tv, f.eks. i Deadline, rolig, afbalanceret, altid imødekommende. Kan han virkelig snyde på den måde?

Nej vel! Man skulle ikke tro det. Men læs så lige følgende gennemgang af ovenstående artikel!

Først er der nu overskriften:

Politikerne vil selv styre flygtningepolitikken. Det lader sig ikke gøre.

Denne overskrift er tricky. For senere i artiklen beviser han, at det faktisk godt kan lade sig gøre, at altså vore politikere godt kan styre flygtningepolitikken:

Angela Merkel kørte fast i sit forsøg på at skabe solidariske løsninger på krisen og endte med at indgå en EU-aftale med Tyrkiets Erdogan for at få flygtningetallet bragt ned og dæmpe de bekymringer, som i flere lande truede med at skabe dramatiske regeringsskift – regeringsskift, som de fleste og vel også Merkel frygtede for alvor ville skubbe til vores demokratiske værdier.

Det vil sige: Andreas Kamm viser her, at han godt véd, at det, han kalder flygtningekrisen (som var en migrantkrise) i 2015, blev standset af vore politikere; han viser jo her, at politikere faktisk kan styre flygtningepolitikken. Hvorfor skriver han så i overskriften og flere steder i brødteksten, at det ikke lader sig gøre?

Svaret på det spørgsmål ligger måske i det, Kamm fortsætter med: ”Aftalen var ikke smuk”. Meningen synes altså at være, at det ikke lader sig gøre at styre flygtningepolitikken på den smukke måde, der stemmer overens med Kamms åbenbart ret sarte samvittighed, eller at det kun lader sig gøre ved hjælp af det, han kalder en solidarisk løsning, hvilket vist betyder, at hvert land tager sin del af migrantmassen, og en sådan løsning er ikke indenfor rækkevidde.

Dette er ikke blot en énøjet betragtning, det er også fordrejning af den faktiske virkelighed.

Hvad er så det, der gør flygtningekrisen umulig at styre for politikere, efter Kamms mening? Det kommer straks i begyndelsen af artiklen:

Der er nogenlunde bred enighed om, at den globale flygtninge- og migrationskrise er et fænomen, som ikke forsvinder af sig selv, men derimod må forventes at tage til, fordi konflikternes antal og varighed stiger. Det forstærker udfordringen, at verdens ulighed og fattigdom fortsat er stor, at klimaudviklingen mange steder ødelægger folks livsgrundlag og skaber fordrivelse, samt at der dertil må forventes en stor befolkningstilvækst i de områder af verden, der kæmper med de allerede nævnte problemer.

Lidt senere gentager han pointen:

Og hele udviklingen drives af de ovennævnte faktorer: konflikter, fattigdom, klimaforandringer og befolkningsvækst.

Man kan lægge mærke til, at krisen nu er blevet til en ”flygtninge- og migrantkrise”. Ikke, at det tilsyneladende gør nogen forskel for Kamm. Han tænker sig stadigvæk, at krisen skal løses på globalt plan, og at det betyder, at vi i Danmark skal modtage vores del af flygtningene, uanset at de måske i virkeligheden er migranter.

For er de nu også flygtninge allesammen, dem, vi taler om?

De, der drager af sted på grund af fattigdom, kan vel ikke siges at være flygtninge i flygtningekonventionens forstand, hvor man skal være personligt forfulgt i det land, man flygter fra, for at kunne påberåbe sig asyl og få det. Det samme gælder klimaflygtningene og dem, der flygter på grund af befolkningstilvækst. Ingen af dem kommer ind under flygtningekonventionens flygtningebegreb. Strengt taget gør de mennesker, der flygter på grund af konflikter, det heller ikke. Men dem har vi vænnet os til at tage vel imod, jf. flygtningene fra borgerkrigen i Syrien. Dog skulle man forvente af en tidligere generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, at han formåede at skelne mellem flygtninge og migranter, at han kender flygtningekonventionen og ikke vil skabe flere flygtninge med asylbehov ved at omtolke den. Men er det ikke just det, han gør? Går hans bestræbelser i denne omtale ikke ud på at få så mange mennesker som muligt ind under flygtningebegrebet? Nej, jeg mistænker ham ikke for at ville mele sin egen kage, altså for at kæmpe for, at der stadigvæk skal være flygtninge, som hans organisation kan tage sig af. Jeg tror, han er ægte nok i sin bekymring. Men hans fordrejning af flygtningebegrebet må betragtes som en plet på hans samvittighed.

Man fristes til at spørge Kamm: Er virkelig de mennesker, der må opgive deres landbrug, fordi klimaforandringer gør det umuligt at drive landbrug, hvor de hidtil har boet, bedst hjulpet ved at komme ind i vort land og tvinges til so oder so at skifte kultur? Eller de mennesker, der lider under fattigdom? Var det dog ikke bedst, om vi fik skabt gode regeringsforhold i disse fattigdomslande i stedet for gennem vores ”gode gerninger” at fratage disse lande den bedst begavede del af befolkningen?

For slet ikke at tale om den sidste grund til ”flygtningekrisen”, Kamm omtaler: befolkningstilvæksten. Det kan måske være sandt nok, at dette giver mennesker anledning til at søge mod Europa. Men bliver de flygtninge af den grund? Og har vi en etisk forpligtelse til at tage imod dem og lade dem bosætte sig i vort land? Er det ikke landet selv, altså dets ledelse og dets institutioner, der har ansvar for, at landets befolkning ikke formérer sig ud over det, landets produktion kan bære?

Jeg vendte mig for et par år siden imod Andreas Kamm, fordi han havde fremdraget det kendte billede af den lille druknede dreng og brugte det til at pirke til vores dårlige samvittighed: Vi, verden, havde svigtet denne lille dreng, hans familie og de mange andre, der var druknet, hævdede han, se her. Denne dårlige samvittighed hos os kunne Kamm kun få frem ved at se bort fra den virkelighed, som ihærdige journalister havde gjort opmærksom på: drengen og hans familie var ikke flygtninge, men migranter; faderen havde i flere år haft arbejde i Istanbul; grunden til, at de flygtede, var, at faderen mente, han kunne tjene flere penge ved at komme til Tyskland; dèr kunne han også få sine tænder undersøgt. Der var altså tale om økonomiske migranter. Men den virkelighed så Kamm stort på i sin tid.

Det samme gør han øjensynligt i dag. Alle migranter tages ind under Kamms beskyttende vinger, uanset om de er krigsflygtninge, økonomiske migranter, klimaflygtninge eller overbefolkningsflygtninge. Alle kan bruges til det hellige formål at prikke til vores samvittighed. Kamms godhed er stor. Og hvad, det er jo os andre, der betaler.

Så følger i den førstomtalte artikel en omtale af FN’s svaghed og af Merkels ikke-smukke aftale med Tyrkiet. Intet land kan klare problemerne alene, hedder det, og så fortsætter han:

Derfor var og er det deprimerende at høre politikere sige, at de gerne selv vil styre vores flygtningepolitik. Det lader sig ikke gøre, når vi taler om den globale situation. Og hvad værre er: Det manglende fællesskab efterlader de nationale politikere med en værktøjskasse, der ikke egner sig til at løse de udfordringer, som vi møder i de enkelte lande. Sådan er det også i Danmark, hvor overskriften er blevet: »Vi må gøre Danmark mindre attraktivt«, underforstået at så vil asylansøgere nok vælge et andet land end Danmark.

Socialdemokratiet vil oprette såkaldte modtagecentre uden for Europa. »Skal vi stoppe den farlige rejse over Middelhavet, bliver vi nødt til så at sige at flytte Europas grænse fra at være nord for Middelhavet til at være syd for Middelhavet,« siger S-formand Mette Frederiksen.

Det gør man ved at forringe vilkårene for flygtningene. Lavere sociale ydelser, optjeningsprincipper på pensioner, ødelæggende familiesammenføringsregler, smykkelov, burkaforbud osv. Flugten fra de gode demokratiske principper om »frihed, lighed og fællesskab« er markant. Flygtninge og indvandrere udstilles som »de andre«, som problemet og som dem, vi med sindsro kan behandle anderledes, ulige og dårligere.

Først dette med, at vi ”må gøre Danmark mindre attraktivt, så asylansøgerne vælger et andet land end Danmark”.

Ja, sådan gjorde vi i den forrige flygtningepolitiks tid. Men er det helt umuligt at forstå, at dette, at vi handlede sådan, afslører en fatal fejl ved EU’s flygtningepolitik? Det har jo aldrig været meningen, at flygtninge selv skulle kunne vælge, hvilket land de ville søge asyl i. Men i kraft af vor efterladende politik, specielt Italiens undladelse af at registrere de tilstrømmende migranter, er det for lang tid siden blevet sådan, at der foregår ”asylshopping”, altså at asylansøgerne selv udvælger sig det land, de vil søge asyl i.

Dernæst Kamms omtale af det nye socialdemokratiske forslag. Enten har han ikke forstået det, hvad jeg næsten ikke kan tro, eller også beskriver han det med vilje forkert, således at han kan fremkomme med sine etiske anklager mod os danskere. For dette med ”lavere sociale ydelser, osv” har jo intet at gøre med det, at socialdemokraterne vil flytte grænsen til Europa fra nord for Middelhavet til syd for Middelhavet.

Jeg tog for et par indlæg siden socialdemokratiets forslag frem til undersøgelse, se her. Noget af det fikse ved forslaget var, som jeg så det, at man ville lave en ”flygtningeomveksling” i FN-regi, således af de, der havde betalt menneskesmuglere i dyre domme, ikke selv fik noget ud af deres investering, men blot blev anledning til, at andre FN-flygtninge kom til Europa. Det har Kamm overhovedet ikke blik for. Nej, han har sat sig for, at vi danskere skal have på puklen, fordi vi ser stort på de demokratiske værdier ”frihed, lighed og fællesskab” i Kamms fortolkning.

Disse demokratiske værdier var i gamle dage – det vil sige: i tiden før migranttilstrømningen – værdier, der gjaldt for en stats egne borgere. Men nu, hvor stakkels, ynkværdige mennesker (som altså ikke er så ynkværdige endda) strømmer ind over vore grænser, nu skal friheden og ligheden og ikke mindst fællesskabet gælde for dem også.

Jamen, er de da sådan uden videre medlem af vort danske folk, blot fordi de tropper op på grænsen? Uanset hvor meget Kamm prædiker ”lighed”, bliver der dog ved med at være forskel på et lands statsborgere og alle andre landes statsborgere. Det gælder allevegne.

Og hvad fællesskabet angår, ja, i begyndelsen inviterede vi da som gode værter de fremmede indenfor, men efterhånden som vi har opdaget, at disse fremmede ikke ville have fællesskab med os, i hvert fald ikke, hvis de var muslimer, så er vores fællesskabsinvitationer blegnet noget.

Til sidst prædiker Kamm sammenhængskraft. Det er, siger Kamm,

problematisk at gå denne vej af »ufrihed, ulighed«, når vi samtidig prædiker bekymring for samfundets sammenhængskraft. Sammenhængskraft bygger på frihed, lighed. Sammenhængskraft er lig med fællesskab, og det næres ikke ved ulighed. Man skal ikke undervurdere de udfordringer, som er forbundet med modtagelsen af flygtninge i vores velfærdssamfund. Der er udfordringer i vores skoler, der er udfordringer i ghettoerne, det er vanskeligt at få flygtninge ind på arbejdsmarkedet og vi slås med bandekriminalitet – og udfordringerne går ikke væk.

Man skal ikke undervurdére de udfordringer, vi står overfor på skolerne, i ghettoerne, på arbejdsmarkedet, nej, det skal vi sandelig ikke. Men er det ikke ret præcist det, Kamm gør, når han vil blive ved med at holde vore døre åbne ikke blot for flygtninge ifølge konventionerne, men for økonomiske migranter, klimaflygtninge, og overbefolkningsflygtninge? Det er muligt, at socialdemokratiets forslag ikke er ”smukt” i Kamms optik, men det er dog en måde at bremse migrantstrømmen på uden at bryde flygtningekonventionen. Men hvis vi på nogen måde skal få integreret de mennesker, vi allerede har modtaget, må vi ”sætte en prop i”, som Pia Kjærsgaard sagde for snart lang tid siden.

Altså, af hensyn til netop sammenhængskraften skal vi føre en politik, der er modsat den, der fremgår af Kamms artikel.

Er Andreas Kamm da blind for de problemer, der er?

Ja, det er han, efter min mening. Han er oven i købet ”vilblind”, for han sætter problemer op en så snedig måde, at han undgår at komme i debat med dem, der mener det modsatte. De betragtes som mennesker, der lader hånt om de demokratiske værdier.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.