Lad dog barnet!

Den 12-2 2018 var der på TV2 en reportage fra Vollsmose. Man besøgte med reporter og kamera en café og lagde mærke til, at i denne café sad mændene for sig og kvinderne for sig. Det gjorde man et nummer ud af. Blandt andet interview’ede man en række danske politikere om denne kønsopdeling, og værst i denne række af svar var nok Venstres Marcus Knuth, som mente, at når udlændinge kom her til Danmark, så burde de aflægge deres middelalderlige skikke.

Er manden ikke klogere? Véd han ikke, at når man importerer arbejdskraft, migranter eller flygtninge, så er det ikke blot nøgne og ubeskrevne mennesker, der ankommer til landet, det er hele menneske, der uvægerligt medbringer den kultur, de har fra det land, de stammer fra? Muslimer med muslimsk kultur vedbliver at være muslimer, når de kommer til Danmark, og vedbliver at have de opfattelser og værdiforestillinger, de har som muslimer.

Når muslimer i deres hjemlande er vant til at lægge stor vægt på adskillelse af kønnene, så ophører de ikke med at have dette ideal, fordi de passerer grænsen til Danmark.

Det burde være sivet ind hos enhver nogenlunde velbegavet politiker. Det er jo det, der er årsagen til, at vi hos muslimer ikke træffer det, vi kan kalde forelskelsesægteskaber. For de to køn får ikke lov til at omgås hinanden i ungdommens vår, de tænkes at skulle holdes skarpt adskilt. Derfor kan mand og kvinde ikke som hos os mødes, så sød musik opstår i hjerterne. Og derfor er der hos muslimerne kun mulighed for arrangerede ægteskaber.

I sin tid, da vi endnu ikke kunne forestille os, at muslimerne havde en anden kultur end vores, gik vi ud fra, at der lå kærlighed bag de muslimske ægteskaber, som der gør det bag vore ægteskaber. Når en ung muslim rejste til sit hjemland og dèr mødte én, han blev forelsket i, skulle han selvfølgelig have mulighed for at få sin elskede med til Danmark, det er klart. For hvem kan få sig til at lægge hindringer i vejen for kærligheden?

Nej, det kunne naturligvis ingen. Og derfor fik vi øgning af de muslimske miljøer i Danmark, der var ganske stor. For mærkelig nok, så blev ingen af de unge muslimer, der boede her i landet, forelsket i en muslim her, nej, de blev alle forelsket i en muslim fra hjemlandet. Det tog tid for os at opdage, at der ikke var tale om forelskelse, men om familiebefalinger, af og til ligefrem om handel, for der var ofte penge involveret. 24-års-reglen satte vel nogenlunde en bremse på den trafik, men der er jo vedblevet at være politikere, der ikke har forstået noget som helst, f.eks. folk fra Enhedslisten og fra de Radikale.

Venstres Bertel Haarder synes at have forstået det. Så man skulle tro, at denne anderledes kultur også var blevet åbenbar for Marcus Knuth. Det synes dog ikke at være tilfældet. Medmindre man skal tro, at det var en enkelt finke, der i fartens løb røg af panden.

Men hvad skal vi så gøre ved denne kønsopdeling? Skal vi bare lade dem gøre, som de vil? Som jeg plejer at sige: “Lad dog barnet!”

Nej, vi skal ikke bare lade dem gøre, som de vil. Vi skal sætte os ind i deres tankegang og handle ud fra den indsigt, vi måtte opnå.

Vi kunne for eksempel gøre det, at vi sløjfede antidiskriminationsreglen for natklubber, diskoteker og barer, så det fremover blev ejerne, der frit bestemte, hvem de ville modtage som gæster, uanset at der derved blev diskrimineret mod muslimske mænd.

Som man måske véd, administrerer de muslimske familier deres kønsadskillelsespolitik på den måde, at de holder pigerne hjemme, idet de er utrolig ømme over deres dyd, men lader drengene gå rundt på gader og stræder og fornøje sig med alkohol og piger, ganske som de har lyst til. Piger, ja, altså danske piger, ikke muslimske, for de sidder jo hjemme og passer på deres dyd.

Det førte en overgang til, at mange natklubejere klagede over, at de ikke måtte afvise muslimske mænd. Derved fik de en overvægt af mænd i natklubben, og det var ikke hensigtsmæssigt, hævdede de. Men de har vist fundet en modus vivendi, for jeg har ikke læst klager fra dem nu i lang tid.

Men alligevel, hvis der stadig eksisterer en sådan antidiskriminationsregel, så lad os ophæve den, så den enkelte natklub får ret til at afvise hvem de vil.

For snart mange år siden skrev jeg et indlæg om disse forhold, se her. Jeg sammenlignede dengang den forargelse, der var overfor visse caféejere, der ikke ville tillade ammende mødre at frekventere deres café, fordi de mente, det jagede andre gæster væk – det var diskrimination, lød det – med den forargelse, der vendte sig mod natklubejere, der ville lukke deres klub for muslimske mænd; også det var diskrimination, hed det sig. Den første forargelse gik hurtigt i sin mor igen, man lod caféejerne have deres frihed til at lukke ind og lukke ud, som de ville, men man ville på ingen måde tilstå natklubejerne den samme frihed.

Min forklaring dengang på denne mærkelige forskel i forargelsesstyrke var, at der, så snart det er muslimer, det drejer sig om, aktiveres et mærkeligt beskyttergen hos mange danskere. Specielt træder det i funktion, hvis muslimerne selv siger, at de føler sig udelukket. Så er der ingen ende på forargelsen mod dem, der ”lukker dem ude”. For vi skal jo virkelig allesammen sørge for, at vore muslimer befinder sig godt her i landet, ikke?

Men jeg tillod mig så også dengang at anklage vore muslimske landsmænd for hykleri. Muslimerne vil holde kønnene adskilt fra hinanden. Og til den ende lukker de deres unge piger inde i hjemmene, forbyder dem at gå i byen af hensyn til deres dyd. Men hvad med mændenes dyd? Hvorfor er det kvinderne, der absolut skal bevise deres kyskhed på bryllupsnatten med blod på lagnet, mens ingen spekulerer på mændenes dyd?

Det var derfor en stor glæde for mig, da jeg læste Sara Omars bog ”Dødevaskeren”, og så, at hun lod én af sine personer stille det samme spørgsmål, formentlig vel vidende, at sådan noget er der så at sige ingen muslimer, der spørger om.

Det er hovedpersonens morfar, Darwésh, der spørger sin søn, der er imam, om mandens ære. Det er noget vrøvl, svarer sønnen.

Nej”, sagde Darwésh. ”For hvornår bliver manden betragtet som uren, og kan hans jomfruelighed være symbol på en hel families stolthed eller skam?” Han rystede på hovedet. ”Det er det, der er kernen i det hele, min søn, for mandens mistede jomfruelighed er ligegyldig. Det er udelukkende kvinden og kvindens køn, der kan være skyld i al elendighed, og den skyld er så tung, at en mand altid kan retfærdiggøre vold og drab på grund af den”. (Side 305) (tidligere citeret her).

Det er et mægtigt hykleri fra muslimernes side, at det kun er kvindens jomfruelighed, der betyder noget. Og det er dette hykleri, der viser sig i den forskellige behandling af kønnene. Men hvorfor godtager vi dette hykleri? Hvorfor finder vi os i, at vore kvinder skal være legetøj for de unge muslimske mænd, indtil de kan indgå i et lovformeligt muslimsk ægteskab med en muslimsk kvinde, der har siddet hjemme og vogtet på sin dyd?

Nej, vi kan ikke forvente, at muslimerne smider deres kultur fra sig ved grænsen. Men vi kan påpege det hykleri, der ligger i den. Vi kan hævde, at det liv, de mener er fromt og gudvelbehageligt, ikke er spor fromt, som det udfolder sig i de muslimske miljøer, i hvert fald ikke før de unge mænd opfører sig lige så kysk som de muslimske kvinder.

Muslimerne mener, de er bedre end os. Det er, hvad deres religion siger dem. Og de mener, at deres afholdenhed fra spiritus, deres adskillelse af kønnene og deres krav om dyd (men altså kun kvindens dyd) er vor kultur moralsk overlegen. Hvorfor skal vi tie stille med et modsvar til disse påstande? Javist, for ikke at skade integrationen. Men ville det ikke være meget bedre for integrationen, om vi lod vores kritik komme åbent frem? Vi burde da fortælle dem åbent, hvorfor deres kultur ikke er vores moralsk overlegen. Ikke blot, fordi der er tale om en kultur, der ikke kan frigøre sig fra vold, men også fordi den hele tiden har sat manden over kvinden med de uhyggelige resultater, som Sara Omar (og mange andre) fortæller om, og sidst jo altså, fordi kønsadskillelsens krav om afholdenhed kun gælder for kvinden, ikke for manden.

Altså, dette: at påpege hykleriet og vise vor forargelse over det, burde vi gøre, i stedet for at forarges over en frivillig kønsadskillelse på en café.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Lad dog barnet!

  1. Pingback: Folkereligion | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.