Ord, der bedrager

Ikke så få gange har jeg her på bloggen følt det nødvendigt at gøre opmærksom på og nærmere beskrive den boble, den europæiske elite befinder sig i. Denne elite søger at retfærdiggøre sig med en række snydeord, som på én gang overfor dem selv og deres ”menighed” skal forklare tingenes sammenhæng og overfor mennesker af anden opfattelse afskære enhver form for diskussion.

Sidst jeg gjorde opmærksom på det, skete det under overskriften ”Populisme” – ”Globalisering”, se her. Den gang var det et interview i Deadline, som jeg hæftede mig ved.

Nu er der imidlertid fremkommet en artikel i Berlingske, som bruger de samme ord til det samme, altså til at forhindre debat og til at tilsløre sandheden, se her. Artiklen er skrevet af Samuel Rachlin, og igen må man undre sig over den letsindighed og mangel på journalistisk nysgerrighed, der kendetegner artiklen. Både fordi den skrevet for i forvejen indforståede mennesker, og fordi den benytter sig af ord med glidende betydning for at få folk med på tanken om, at Bruxelles altid vil det bedste.

Rachlin begynder med at beskrive et Europa i forvirring:

Europa er ikke gået i koma, men gisper efter vejret og famler efter holdepunkter for ikke at miste balancen. Gode gamle Europa har svært ved at finde formen og sig selv i en tid med uforudsete kriser og prøvelser og en dagsorden, der står på chok, opbrud og skilleveje. Fra den euforiske drøm om fred, frihed og forbrødring efter Berlinmurens fald er Europa ved at synke ned i en tilstand af formørkelse og fortvivlelse. Fra triumf til faneflugt.

Det er en verden med omstigning til Brexit, indvandrer- og flygtningebølger, terror, fake news, Putin, Trump, ny oprustning og en sværm af populister. Der er blevet vendt op og ned på det, som man siden Murens fald har levet med og accepteret som det normale. Nu skal man vænne sig til at leve med »the new normal«, hvis man bare kunne finde ud af, hvad det er. Velkommen til det 21. århundrede, Europa.

Som uhildet læser bliver man lidt i tvivl om, hvor han vil hen, eller hvilken side han befinder sig på. Vil han tale om den virkning, indvandrer- og flygtningebølgen har haft, eller vil han koncentrere sig om Trump og populismen, hvad han så end vil forstå ved dette sidste.

Han understreger to af de værste problemer, Europa nu står overfor:

Europa kom i skred efter Ruslands overfald på Ukraine for fire år siden og den blodige krig i Øst-Ukraine, tidens mest underoplyste europæiske krig trods over 10.000 ofre og over to millioner flygtninge. Fredsdividenden er en saga blot, og et nyt trusselsbillede har banet vejen for oprustning og nye forsvarsbudgetter.

Samtidig er Europa blevet konfronteret med et uset flygtningepres og uophørlige blodige terrorangreb i europæiske storbyer. Oven i alt det har politiske kriser og dramaer bragt europæiske stormagter ud af balance og udløst en fragmentering og et kaos, som giver næring til de populistiske partier.

Dette er jo sådan set beskrevet korrekt nok, omend man stadig er lidt i tvivl om sigtet. For efterhånden har man jo opdaget, at for de fleste journalister er populisme et negativt ladet ord. Skulle det mon være det for Rachlin også? Det får man svaret på i det næste afsnit:

De vinder frem i det ene land efter det andet ved at spille op til yderligtgående nationalistiske holdninger i de befolkningsgrupper, der føler sig overset og svigtet. De er globaliseringens og den nye teknologiske tidsalders tabere, som Hillary Clinton under den amerikanske valgkamp kom for skade at kalde for »the deplorables« – de beklagelige, demagogernes mest eftertragtede bytte.

Her afsløres det, at disse populistiske partier efter Rachlins mening har en yderliggående nationalistisk holdning. Og det er jo nok ikke så godt. Der er befolkningsgrupper, der føler sig overset og svigtet. Men er de det? Og i bekræftende fald: af hvad?

Ja, det får vi ikke at vide. Kun får vi at vide, at de er tabere i det tilsyneladende uafvendelige fremskridts tidsalder, hvor globalisering og den teknologiske udvikling gør deres hidtidige arbejde overflødigt. Hvis det altså er det, Rachlin tænker på, og hvis det er det, der får store befolkningsgrupper til at føle sig svigtet.

Når han her nævner Hillary Clinton, hænger det sikkert sammen med, at han deler den fejltagelse eller ligefrem fejlagtige sprogbrug, som mange journalister og kommentatorer anvender: snydeordet ”globalisering” gør, at man mener at kunne sætte lighedstegn mellem Europas og USA’s problemer. Og man kan derved forhindre sig selv og sine læsere i at se, at der er tale om vidt forskellige problemer.

Hvis ”globalisering” betyder ”frihandel”, altså åbne grænser for varer, taler vi om problemer i USA, hvor kulminer er blevet lukkede, fordi kul kan fås billigere fra andres verdensdele. Hvis ”globalisering” betyder åbne grænser for mennesker, så er det ghettoproblemer i Europa, terrorproblemer og vanskeligheder ved integration af muslimer, vi taler om.

Problemet med Rachlins sprogbrug er, at vi ikke aner, om det er den ene eller den anden problemstilling, han vil omtale, om det er det ene eller det andet, der er skyld i det kaos, han med en vis ret ser i Europa.

Brexit er nok noget for sig, og burde ikke omtales i samme åndedrag som integrationsproblemerne i Europa. Men Rachlin giver også Theresa May et skud for boven. Derefter hedder det:

Det ser noget bedre ud i Berlin, hvor Angela Merkel siden valget i september har kæmpet tappert, men stadigt mere desperat for at danne en funktionsdygtig koalition. Det ser ud til at lykkes nu, men prisen har været høj for Merkel. Hendes anseelse og status som Europas ledestjerne har lidt ubodelig skade, mens hun umiskendeligt er på vej ind i sin karrieres tusmørke.

Nå ja, vi andre véd jo godt, at det, der er årsag til Merkels nedtur, er hendes skæbnesvangre ja til migranterne i efteråret 2015 og det efterfølgende vedholdende ”Wir schaffen das”. Men af ovenstående afsnit synes det at fremgå, at det er hendes mange anstrengelser for regeringsdannelse efter valget i efteråret 2017, der er årsag til hendes deroute. Og skal man tage de forudgående afsnits indhold med i betragtning, menes der måske, at problemet er det nye parti AfD’s fremmarch, et parti, som Rachlin vist vil mene er et yderliggående nationalistisk parti, som demagogisk har søgt at udnytte tidens tabere. Disse tabere er altså blot i Tyskland mennesker, der rammes af den alt for store indvandring, landet har været genstand for. Men det varer Rachlin sig for at sige ligeud. Med snydeordet ”globalisering” formår han at holde det hen i det uvisse, hvad der er tale om.

Men altså: Er der nogen forklaring i disse bemærkninger? Er de udtryk for en tænksom analyse? Jeg kan ikke se det. Jeg kan kun se et forsøg på at fastholde det synspunkt, der synes at gælde i den europæiske elites boble: at populisme er noget skidt, udtryk for en nationalisme, der udnyttes af demagoger, og at globalisering er noget godt, uanset at det fremkalder bekymringer i dele af befolkningerne.

Og i hvert fald lægges der ikke op til nogen form for debat med disse populister. Det betragtes blot som tåbeligt og forkert og uhensigtsmæssigt, hvad de foreslår. At der kunne være en berettiget vrede i f.eks. den tyske befolkning over at være blevet påduttet utrolig mange migranter til behagelig integration, og over at skulle finde sig i disse migranters mildest talt ikke integrationsvillige opførsel, det er ikke noget, der falder Rachlin ind, og derfor ikke noget, han ønsker at diskutere.

Og at Rachlin ikke ønsker nogen debat, men blot ønsker at stille et vrængeansigt op mod nogle mennesker, han ikke kan lide, kan ses af det sidste, han skriver. Her hedder det:

Det kræver nye holdninger og en anden form for politisk tænkning og handling at forholde sig til alliancer mellem populister fra den nationalistiske højrefløj og gamle kommunister og KGB-agenter anført af Vladimir Putin og hans kolleger i Kreml.

Hvem havde fantasi til at forestille sig den slags kabaler eller udspil fra en fremtrædende dansk politiker som Søren Espersen (DF), der kræver, at Danmark skal indgå partnerskab med autoritære ledere som Viktor Orban i Ungarn, Polens Kaczynski og andre af samme politiske kaliber? Det er så vildt, at man skulle tro, det var fake. Det er det bare ikke. Det er politisk forbrødring i det 21. århundrede til tonerne af »Ode til Glæden«: »Alle Menschen werden Brüder«.

Aha, det er Søren Espersen, han er ude efter. Men ude efter, ikke med argumenter, men med vrængeord. Det er det, alt det foregående har lagt op til. Det er derfor, han bruger snydeordene ”globalisering” og ”populisme”. Blot véd han det ikke selv. Han bruger blot den samme tankegang som alle andre indenfor boblen. Det ville ikke have været svært for ham at finde ud af, hvad Søren Espersens begrundelse er for at tilslutte sig f.eks. Viktor Orbans kamp mod Bruxelles’ ordre om at modtage et vist antal muslimer. Der er faktisk en del logik i Orbans nej til at lade sig påtvinge muslimske indvandrere. Han har set, hvad en indvandring af muslimer har ført til i Vesteuropa, og sådanne problemer ønsker han ikke frivilligt at importere til Ungarn. Det samme med en række andre østeuropæiske politikere.

Men intet af det interesserer Samuel Rachlin. Han befinder sig indenfor boblen og ser kun, at disse lande nægter at parere ordre. At de har argumenter for det, og at det måske var hans opgave som journalist at finde disse argumenter frem og lade ”boblens” modargumenter mødes med dem, det ser han ikke.

Hænger det sammen med, at ”boblen” ikke har nogen modargumenter? Eller er ”boblen” forsynes med spejl indvendig, så man indefra kun ser sig selv og den måde, man selv slås med problemerne på?

Det er ikke godt at vide.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.