“Forskere”

De fleste har nok oplevet, at journalister på seriøse medier ofte bruger forskere til at slå deres teser fast med. Det synes i deres miljøer at være soleklart, at når de kan vise, at ”forskere” har sagt sådan og sådan, så må det være sandt.

Også i indvandringsdebatten har man ofte brugt ”forskere”. Jeg har da set mange Deadline-udsendelser, hvor den ene ”forsker” efter den anden er blevet draget ind i debatten, jeg har læst mange kommentarer, som kunne henvise til, at ”forskere” har sagt det og det. Men jeg har ofte været højlig uenig i det, forskeren sagde. Hans eller hendes såkaldte forskningsresultater har i hvert fald ikke formået at overbevise mig. Og det skulle man jo tro, at forskere kunne, det er noget af det, de får deres penge for: at forske, dvs. fremkomme med uafviselige kendsgerninger, som er så sikre, at politikere med sindsro kan bygge på dem.

Men sådan er det på ingen måde.

Og bevares, det har jeg da vidst længe. Men det er alligevel højst besynderligt at få det bekræftet af én af de forskere, som selv har deltaget i debatterne, og også deltaget med stærkt politiske holdninger. Jeg tænker på Thomas Gammeltoft-Hansen. I Weekendavisen for den 16-2 2018 er der et interview med ham i anledning af et foredrag, han har holdt i Videnskabernes Selskab med titlen ”Flygtningeforskning midt i en krisetid”. Desværre er det ikke on-line.

Og i det interview indrømmer han åbent, at flygtningeforskningen er meget énsidig, styres af et fastlagt syn på flygtningene og søger at holde alle borte fra ”forsknings”miljøet, som har et afvigende syn på tingene. Som den trofaste læser nok véd, har jeg kaldt den europæiske elite for syg, lidende af sygdommen samaritanitis, dvs., opsat på at gøre det gode, og da det gode kun kan gøres, hvis migranterne er ægte flygtninge og altså ynkværdige mennesker, antager man uden undersøgelse, at det er de.

Man kunne få den tanke, at en sådan opfattelse er lidt overdrevet. Der må vel være journalister med en mere naturlig nysgerrighed end som så. Men har man læst interview’et, bliver man klar over, at jeg nærmere har underdrevet end overdrevet. Gammeltoft-Hansen giver selv et eksempel på, hvordan ”forskerne” har ladet deres ønsker styre deres resultater. Det er et eksempel på det, han kalder kollektive sandheder, der ikke er belæg for. Han skriver:

Det oplagte eksempel på det er de dusinvis af forskere, der enten har skrevet eller citeret andre for påstanden om, at indirekte stramninger i flygtningepolitikken, som et land som Danmark excellerer i, er et spørgsmål om ren symbolpolitik, der ingen markant påvirkning har på, hvor mange asylansøgere der vælger at komme til Danmark frem for andre lande. Det har jeg selv forsket i og forsøgt at gøre op med på et empirisk grundlag. Det passer simpelthen ikke. Det kan man overhovedet ikke konkludere. Der er tværtimod meget, der tyder på, at den danske udlændingepolitik har været ganske effektiv i forhold til at begrænse asyltallet.

Han føjer forøvrigt til, at de fleste lægfolk, når de ser på tallene, nok selv vil kunne slutte, at den danske politik har haft en vis effekt. Jeg melder mig som én af dem, der har kunnet drage denne slutning. Og nu vi er ved eksemplerne, så lad mig fremdrage to mere.

Det ene har jeg nævnt her. Der er tale om, at norske Hege Storhaug citerer en vis Lucio Melandri fra UNHCR. Han har sagt, at det er en alarmerende trend, at flere af disse meget sårbare børn risikerer livet for at komme til Europa. Dertil indvender Storhaug:

Nei, det stemmer nok særdeles sjeldent at barn på eget initiativ risikere livet for å komme til Europa. De sendes av gårde. Pengene det koster betaler foreldre, storfamilier, stammer og klaner. Kan denne Melandri forklare oss hvordan et barn skulle ha råd til å betale tusener av dollar for å komme seg om bord i en båt?

Det hele er så enkelt, at når dette spørgsmål stilles: ”Hvem betaler for disse børn?”, så kan alle se det: de er ikke stakler, der har det så dårligt, hvor de er, at de er nødt til at flygte. Nogen har betalt for dem. En 17 års dreng har ikke levet længe nok til at kunne spare sammen, så han kan erlægge det beløb, der kræves.

Hvis flygtningeforskere havde gjort deres arbejde godt nok, ville de forlængst have stillet dette spørgsmål, og vi ville alle have indset, at børnene bliver udnyttet af de voksne bag dem.

Thomas Gammeltoft-Hansen forklarer:

Mange flygtningeforskere ser det som en del af deres arbejde at fremme flygtninges beskyttelse og bidrage til praktiske løsninger til dette mål. Udgangspunktet for en del flygtningeforskning handler eksplicit om at fremme flygtninges beskyttelse.

Og ikke sandt: så må sandheden komme i anden række. Så er der ingen, der stiller det ellers oplagte spørgsmål, som Hege Storhaug stiller. Og den slags folk giver sig ud for at være videnskabsfolk!

Det andet eksempel, jeg vil nævne, har jeg fra en tysk etikfilosof ved navn Konrad Ott. Han skrev for et par år siden et essay, hvori han skelnede mellem sindelagsetik og konsekvensetik. Jeg var i sin tid meget optaget af ham og hans essay. Men som en slags biprodukt fandt jeg ud af, at han fortalte, hvad ingen andre havde fortalt: når et afrikansk land får lidt gang i økonomien, finder en landsbys beboere ud af, at det kan betale sig at investere i én af deres unge mænd. De skillinger sammen til at få betalt nogle menneskesmuglere, der kan få ham fragtet til Europa, og hvad enten han dèr lever som decideret flygtning eller som illegal arbejder, formår han at sende penge hjem til dem, der har betalt hans rejse, se her.

Vi skal derfor være klar over, at hvis vi bare bevidstløst hjælper et afrikansk land med at få gang i økonomien, får det den bivirkning, at landet derved kommer op i den indkomstklasse, hvor det kan betale sig at sende deres unge til Europa; det har de fattigste lande nemlig ikke råd til. Det betyder ikke, at vi ikke skal hjælpe de fattige lande, men det betyder, at vi samtidig skal gøre trafikken med at sende deres unge mænd til Europa urentabel.

Og se, den sammenhæng ville jeg mene, man skulle have hørt fra en forsker, hvis forskningsfelt er flygtninge. For det ville da være en yderst relevant kendsgerning for vore politikere at blive gjort opmærksom på, at en stigning i den økonomiske formåen i et afrikansk land i første omgang ville resultere i flere flygtninge fra dette land, flygtninge, som jo på ingen måde er flygtninge, men rene og skære investeringsobjekter. Så ville man fra politisk hold kunne søge at bremse denne migrantstrøm samtidig med at man hjalp afrikanske lande på fode.

Men som Gammeltoft-Hansen skildrer forholdene hos disse ”forskere”, skal man ikke vente sig nogen oplysning i den retning derfra. I interview’et hedder det:

Alliancen mellem forskningen og politiske interesser var i mange år et nogenlunde lykkeligt ægteskab. Efter Anden Verdenskrig og frem mod midten af 1980erne var flygtninge typisk fra den anden side af Jerntæppet. Frihedssøgende sjæle på flugt fra kommunismen. At tage vel imod dem var i overensstemmelse med den politiske konsensus og selvforståelsen i den frie verden. Men da flygtninge begyndte at dukke op i større antal fra andre verdensdele, og de politiske vinde skiftede mod en stadig strammere kurs, satte det forskerne i et dilemma. Skulle de drive med vindene og tage den politiske situation som en præmis, man måtte arbejde inden for? Eller skulle man i stedet kæmpe imod det, man så som en omsiggribende populistisk, højreorienteret og fremmedfjendsk udlændingepolitisk kurs?

I forbifarten kan man lige lægge mærke til, at som de to sider af valget er sat op her, er der ikke tale om noget valg. De to alternativer er skildret, så det er soleklart, hvad ethvert menneske med samvittigheden i behold skal vælge.

Men vælger ”forskerne” ud fra sådanne præmisser, vælger de altså ikke ud fra videnskabelige kendsgerninger, men ud fra personlige følelser. Hvis de kunne komme ud af den faste overbevisning, de tilsyneladende har, om, at ethvert forsøg på at mindske strømmen af migranter er ”populistisk, højreorienteret og fremmedfjendsk”, så ville de måske få den tanke at undersøge, om nu også alle flygtningene er flygtninge, om nu det også er personlig forfølgelse, der får dem til at søge mod Europa, om vi måske er med til at opbygge en incitamentsstruktur, hvis vi bevidstløst modtager disse migranter. Men intet af dette undersøger disse ”forskere”.

Thomas Gammeltoft-Hansen fortsætter:

Det er den sidste position, der har været mainstream indenfor flygtningeforskningen siden 1980erne. Det er udbredt, at man omtaler sig selv som et bolværk mod tidens politiske strømme og for enkelte endda som aktivister. Det falder i god tråd med dele af den ‘kritiske forskning’, man også ser vinde frem på andre områder. En stor del af forskningen bliver mere afkoblet fra den realpolitiske virkelighed. Nu er det liberale kompromis ikke længere noget, der skal forholde sig til statslige interesser, men højst de organisationer, der varetager flygtningenes interesser. Derfor ser vi mange forskere fremlægge meget idealistiske forslag om globale kvotesystemer, legale flugtruter, fordelingsnøgler, overstatslig asylbehandling – noget, meget få lande vil acceptere – eller endda de helt radikale forslag om åbne grænser. Flere forskere begynder at orientere sig mod NGOer, menneskerettighedsorganisationer og Internationale aktører som FN.

Det liberale kompromis” blev tidligere i artiklen defineret som dette, at man allierer sig med andre aktører udenfor forskningen. Og dette kompromis, forstår man, går nu, hvor flygtningestrømmen tiltager, ikke længere ud på at være i overensstemmelse med de forskellige politiske kræfter, nej, nu vil man forholde sig til de organisationer, der varetager flygtningenes interesser. Men forholde sig til sandheden, prøve at udforsker, hvad der er videnskabeligt sandt og hvad ikke, det falder øjensynlig ikke disse ”forskere” ind.

Læg mærke til udtalelsen om, at ”forskningen bliver afkoblet fra den realpolitiske virkelighed”! ”Forskningen” har længe været afkoblet fra virkeligheden, den ”realpolitiske virkelighed” betyder ”virkeligheden, som politikerne ser den”. Altså, når politikerne ikke mere vil ”beskytte flygtningene”, så vil ”forskerne” ikke undlade at komme med bebrejdelser mod politikerne.

Hvad gør man så i stedet for? Jo, man kobler sig på den NGO’ske virkelighed. Man ser virkeligheden gennem NGO’ernes briller. For på den måde mener man, man kan blive ved med at ”beskytte flygtningene”. Men komme med kendsgerninger som dem, Hege Storhaug og Konrad Ott kommer med, det drømmer man ikke om.

Umiddelbart efter ovenstående citat hedder det:

Ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen er der gode, ofte materielle grunde til, at forskerne orienterer sig mod internationale organisationer og NGOer.

»En væsentlig del af finansieringen hos flere af de større forskningscentre kommer fra de internationale organisationer som eksempelvis FN, Verdensbanken, humanitære fonde, NGOer eller fra regeringerne selv. Mange flygtningeforskere, herunder mig selv, har haft skiftende roller. Så du ser en svingdørseffekt, hvor man tilbringer tid både som forskningsansat og som ansat i forskellige organisationer. Mange har dobbelte hatte på. Jeg har selv siddet i Flygtningenævnet. Hvem finansierede min ph.d.? Det gjorde Dansk Flygtningehjælp. Jeg har arbejdet i UNHCR og Røde Kors. En hel del af de her organisationer har selv forskningsenheder og står dermed for en del af jobmarkedet. Så det er ikke så underligt.«

Disse organisationer har også stor betydning for, om man som forsker kan få publiceret sine artikler, fortæller Thomas Gammeltoft-Hansen.

Det er ikke så underligt”, hedder det. Hvad er ikke så underligt? At forskerne orienterer sig mod internationale organisationer og NGOer, når det er dèr, pengene kan hentes. Hvad betyder det at orientere sig mod? Det betyder at holde alle kendsgerninger, der kunne være generende for disse organisationer borte fra offentligheden. Og den slags brud på videnskabelig praksis udfører man altså for pengenes skyld.

Nej, nej, sådan skal det skam ikke forstås!

Jamen, er det ikke det, Gammeltoft-Hansen siger? Han gør i hele artiklen opmærksom på, at flygtningeforskningen aldrig har været fri. Først har den orienteret sig mod den politiske virkelighed, siden har den orienteret sig mod NGOernes ønskedrømme.

Og så får han lige indflettet den bemærkning, at det er Dansk Flygtningehjælp, der har finansieret hans ph.d. Det er dybt forargeligt. Man forarges på Gammeltoft-Hansen, og man forarges på Dansk Flygtningehjælp.

På Gammeltoft-Hansen, fordi han åbenbart på forhånd, før han begynder sin forskning, véd, at den vil være til fordel for Dansk Flygtningehjælp. Hvad nu, hvis han i løbet af sin forskning fandt frem til kendsgerninger, der gik Dansk Flygtningehjælp imod? Vil han så mon have os til at tro, at han ganske uantastet af de penge, han fik fra Dansk Flygtningehjælp, ville offentliggøre sådanne ubehagelige resultater?

Og man må forarges på Dansk Flygtningehjælp. De samler penge ind i tide og utide, de vil bilde os ind, at de gør et stort humanitært arbejde og hjælper flygtninge! Men hvad gør de i virkeligheden? De bruger penge på at få folk til at hjælpe sig med at overbevise politikere og almindelige mennesker om, at de mennesker, de kalder flygtninge, virkelig har brug for hjælp, noget, vi andre mener, burde give sig selv. Man forstår efterhånden bedre de mennesker, der taler om en flygtningelobby, ja en hel ”flygtningeindustri”.

Men at det skulle være forskning – nej, den må I længere ud på landet med.

Landet? Ja, måske! I hvert fald landbruget. Jeg erindrer mig ikke så få Deadline-udsendelser, hvor der blev sat adskillige spørgsmålstegn ved et ”forskningsresultat”, fordi det var betalt af en organisation, der ville give landmænd lov til at bruge mere kunstgødning. På det punkt kunne man se, at ”pengene bestemmer”. Men her på migrantområdet? Nej, her skal man ikke vente sig tilsvarende anklager. Ikke engang Gammeltoft-Hansen selv anklager miljøet for uvidenskabelighed. Det er altsammen blot noget, der ”ikke er så underligt”.

Til sidst blot dette: Gammeltoft-Hansen overser, så vidt jeg kan se, at han ikke blot med sine bemærkninger trækker tæppet væk under sine forskerkolleger, men også under sig selv. Han har jo også været betalt af diverse politikere og organisationer. Han har jo også været med til at fastholde falske ”kollektive sandheder”, som havde til hensigt, ikke at give retvisende billeder af forholdene, men at beskytte flygtningene.

Lad mig komme med et enkelt eksempel på, hvordan en sandhed i hans mund kun er sandhed under visse omstændigheder. Når omstændighederne ændrer sig, ændrer sandheden sig tilsvarende.

I juli 2014 udsendte Amnesty International en rapport, der anklagede EU for med sin flygtningepolitik at bringe flygtninges liv i fare. Jeg omtalte det her på denne måde:

Og man er også utilfreds med, at EU bruger penge på at få transitlande som Marokko, Libyen og Tyrkiet til at standse flygtningene, før de når Europas grænser. Man siger:

”EU-landene betaler dybest set nabolandene for at bevogte deres grænser for dem. Problemet er, at mange af disse lande ofte er ude af stand til at garantere rettighederne for flygtninge og indvandrere, der er fanget der. Mange ender som nødlidende, de bliver udnyttet, chikaneret og er ude af stand til at få adgang til asyl”.

Det bliver i Thomas Gammeltoft-Hansens mund til, at det ud fra et menneskeretsjuridisk synspunkt er forbudt at udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser.

Men et år senere, da Angela Merkel lavede en aftale med Tyrkiet for at få standset den store migrantstrøm op gennem Balkanlandene mod Tyskland, da holdt alle ”forskere” omhyggeligt deres mund. Det, Angela Merkel lavede, var jo ellers nøjagtig det samme, som man fra EU’s side lavede et år tidligere: man ville have andre til at bevogte sine grænser for sig. Om migranterne med Merkels aftale ”ender som nødlidende, bliver udnyttet og chikaneret”, er måske tvivlsomt, men givet er det, at de bliver ude af stand til at søge asyl, og at derfor Merkel har udliciteret EU’s menneskerettighedsforpligtelser.

Én af dem, der holdt mund, var Thomas Gammeltoft-Hansen. For han er én ud af flokken. Og vi må forstå, siger han, at det ikke er ”så underligt”. Hvordan sandheden har det, det véd vi ikke. Hvordan hans samvittighed har det, vides heller ikke. Men det er klart, man bider ikke den hånd, der fodrer én. Det er ”ikke så underligt”.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til “Forskere”

  1. Pingback: Mikrofonholderi | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.