Ligeværd

Det er ikke længer så tit, at jeg lader mig inspirere af en søndagstekst til at overveje, hvad man vel som prædikant kunne sige til denne tekst. Men i går skete det alligevel. Jeg havde skimmet teksten i Kristeligt Dagblad og på vej ind til kirke (der er cirka tre kilometer derind, og jeg plejer at benytte apostlenes heste) kom jeg i tanker om noget, der kunne siges i anledning af den tekst. Oven i købet nåede jeg at forestille mig, at præsten blev grebet af momentan stumhed, og at han derfor bad mig om at prædike. Ikke, fordi jeg tror, det nogensinde vil ske – dertil har vore præster et altfor godt helbred – men jeg har hele tiden syntes, det kunne være sjovt at sige, som jeg har hørt, at en gammel præst engang sagde i begyndelsen af sin prædiken: ”Da jeg på vej til kirke gik og spekulerede på, hvad jeg skulle sige i dag, kom jeg i tanker om …” Han boede lige ved siden af kirken, så det lød ikke, som om der fra hans side skulle megen forberedelse til, før han kunne prædike.

Jeg har længe drømt om at kunne begynde min prædiken sådan, men drømmen blev ikke opfyldt, før jeg tog min afsked som præst. Men ikke sandt, det kunne da være sjovt, om den kunne opfyldes bagefter.

Men nuvel, jeg kom da i kirke og glemte alle disse flyvetanker, så jeg så nogenlunde kunne følge med i den prædiken, der blev holdt af en aldeles ikke stum prædikant.

Men så går det hverken værre eller bedre end at jeg hen på søndag eftermiddag igen kommer i tanker om de overvejelser, jeg gjorde mig på vej ind til kirken. Så nu skal det undersøges, om der kan komme noget fornuftigt ud af det.

Teksten til 1. søndag i fasten er efter anden tekstrække taget fra Luk 22,24 og fremefter. Den del, jeg ville prædike over, lyder:

De [disciplene, rr] kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.

Her begynder vi med de iagttagelser, som Jane Goodall har gjort over livet i en chimpanseflok. Hun fortæller, at der hersker en bestemt rangorden i flokken. Hannerne har deres rangorden og hunnerne deres. Mest bemærkelsesværdig er hannernes rangorden. For hvem der skal være den øverste, den såkaldte alfa-han, det afgøres i en chimpanseflok igennem det, Goodall kalder imponereløb: en han udfordrer den dominerende han ved at foretage en slags raseriløb, nogle fingerede angreb på alle, der kommer i vejen for ham. Dette besvarer naturligvis alfa-hannen, og ud fra den måde, disse imponereløb forløber på, afgøres det så, hvem der skal være den dominerende han.

Det er ikke blot i toppen af flokken, at der forekommer rangordning. Det gælder hele vejen nedefter. Og det betyder faktisk noget, hvordan man er stillet i rangordenen. Hvis én, der er ens overordnede, beder én om en godbid, man har fundet, så gør man klogt i pænt at aflevere den. Ellers vanker der klø.

Og det må man jo indrømme, denne sociale orden har bevirket, at chimpanser har overlevet fra de blev til for en fem-ti millioner år siden indtil i dag.

Men hvordan det så er gået til, at der blev mennesker til, det er lidt af en gåde. Gåden har naturligvis med det at gøre, hvordan vi i legemlig henseende udviklede os anderledes end de andre primater: vi fik en oprejst gang, en stor hjerne, nogle frie hænder med meget forfinet bevægemulighed. Men disse ting er ved at blive opklaret, for vi finder stadigvæk skeletter af fortidsmennesker, der repræsenterer overgangsformer mellem dyr og menneske. Nej, den største gåde er, hvordan vi fik et sprog, eller mere præcist: hvordan vi fik sproget. For alle sprog synes at have udviklet sig af det samme, nu forsvundne grundsprog.

Det, der gør os til mennesker, det vil sige: til noget andet end dyr, er netop sproget. Godt nok er der dyr, der har en slags sprog, men deres sprog har slet ikke den kompleksitet, som vores har. Og sproget har givet os en række af de ting, der hører menneskelivet til. Det er igennem sproget og den fortællemulighed, vi får ved sproget, at vi bliver klar over, at vi skal dø. Ingen andre levende væsener begraver deres døde. Og igennem sproget er det også, at vi har fået noget, vi kalder ejendomsret, altså det sære fænomen, som intet dyr kan opvise magen til, at en ting, som et enkeltindivid har fundet, tilhører dette individ, og tilhører det på en måde, som de andre individer i flokken eller i samfundet tænkes at respektere.

Og spørger man, hvorfor i alverden et stærkere individ skulle respektere et svagere individs ejendomsret – hvorfor ikke bare som chimpanserne true sig til erhvervelsen af den omstridte genstand? – så er svaret på det spørgsmål sprogets umærkelige overbevisningskraft. Af én eller anden grund forstår individerne, hvad ejendom betyder, sproget har jo været der forlængst og bestemt, at denne madpakke er min, mens denne flaske er din. Og selvfølgelig kan man nægte at adlyde disse betegnelser, hvormed sproget forsøger at overtale os, men i så fald er sproget der igen og kalder ens handling for røveri, hvis der trues med vold, eller tyveri, hvis erhvervelsen af det fremmede gods foregår uset af ejermanden. Læg mærke til udtrykket ”det fremmede gods”! Sproget er med os overalt, vi kan ikke beskrive noget, uden at f.eks. ejendomsbegrebet spiller med ind; der er ikke bare tale om gods, der er tale om fremmed gods, som tilhører en anden.

Men mere end det. For i den sproglige kommunikation, du står i med ethvert andet mennesket, kræves der frihed, hvis den skal fungére. Altså, du må ikke blot gå ud fra, at den anden udtaler sin hjertens mening, du må også give praktisk mulighed for det, altså holde alle trusler tilbage. Det vil sige: ethvert menneske, du samtaler med, bliver din ligemand, du er ikke hævet over ham, han ikke over dig. Kun sådan fungére sproget.

Problemet er nu, at denne ligestilling kolliderer med den lyst til at være nummer ét, som vi har med os fra vor dyrefortid. Det er da også noget, vi godt véd: at magtkampe ikke er ophørt med at præge vore samfund, selv om vi aldrig så meget er sproglige individer. Blot har disse magtkampe i det menneskelige samfund iklædt sig sproglig skikkelse, har søgt at retfærdiggøre sig (og det at retfærdiggøre sig er en sproglig handling), har søgt at forklare nødvendigheden af netop denne magthandling, osv. Til tider har der af de mange småsamfund med nogenlunde ligelighed i beslutningsprocessen udviklet sig enorme magtstrukturer med alt andet end lighed, når bestemmelserne skulle træffes. Til andre tider er der fremvokset nogenlunde faste systemer, hvor en bonde var en bonde og en herremand en herremand. Og i vore dage har der udviklet sig et ret indviklet system til magtudøvelse, baseret på den forestilling, som jeg nævnte før: at alle sproglige individer i grunden står lige, og derfor bør kunne deltage på lige fod med alle andre i de demokratiske valg.

Jeg véd ikke, om vi kan sige, at denne moderne lighedsforestilling går tilbage til Jesus, f.eks. tilbage til hans ord her: at det ikke blandt disciplene skal være som hos verdens magthavere, hvor der hersker magtudøvelse og hvor de store lader sig kalde velgørere. Hvis man vil hævde noget sådant, er der i hvert fald en masse mellemregninger at gøre rede for, så her vil jeg undlade at hævde, at vort demokrati nedstammer fra Jesus eller fra kristendommen. Blot vil jeg understrege, at kristendommen jo altså ikke stiller sig imod den demokratiske lighedstanke.

Derimod kan det være på sin plads at gøre opmærksom på, at hvis det er rigtigt, som jeg hævdede tidligere, at alle sproglige individer allerede i kraft af sprogets virkemåde må stilles lige, så er det ikke sådan, at Jesus med sine ord til disciplene opfinder noget nyt. Han gør blot opmærksom på en opfattelse, som har været gældende fra menneskets skabelse, men som ofte er blevet undertrykt af diverse magthavere.

Det er imidlertid ikke alle religioner, der går ind for en sådan lighedstanke. Buddhismen, f.eks., hævder, at en kvinde først må genfødes som en mand, før hun kan indgå i nirvana. Og islam sætter tilsvarende skel mellem mand og kvinde: manden er overordnet sin kone, han har endda ret til at slå hende, hvis hun ikke retter sig efter ham. Og mens manden har lov til at tage indtil fire koner, har kvinden ikke nogen tilsvarende tilladelse. Man kan også nævne det forhold, at en kvindes vidnesbyrd i retten kun skal gælde for det halve af en mands.

Disse forhold bevirker naturligvis, at ægteskabet bliver betragtet helt anderledes hos muslimerne end hos os. Eller vi skal vist nøjes med at sige, at det formodentlig bliver betragtet anderledes end hos os. Jeg siger, at det bliver betragtet anderledes, dermed ikke sagt, at det i den faktiske udøvelse også bliver anderledes end hos os.

For muslimer er jo også sproglige væsener. Og hvis der i sproget selv ligger en tendens til lighed, også lighed mellem mand og kone, så kan denne tendens jo godt slå igennem, også i muslimske ægteskaber. Og omvendt: fordi vi alle stadigvæk har denne lyst til at kæmpe os op ad rangstigen, kan der i vore samfund være ganske mange mennesker, der bruger magt i stedet for forståelse, bruger trusler i stedet for indlevelse.

Måske man i denne forbindelse skal rette sit blik mod muslimske kvinder. Der er mange, der har travlt med at påpege, at muslimske kvinder føler sig tvunget til at gå med tørklæde og måske endda niqab. Når man tænker på, at kvinder i almindelighed, altså både kristne og muslimske kvinder, udøver deres indflydelse gennem sproget, hvilket vil sige gennem love og regler eller gennem god moral, så tror jeg nu mere på, at også de muslimske kvinder søger at bestemme over deres egen skæbne på den måde; det vil sige: de vil gøre sig selv til gode muslimer i håb om, at islam er indrettet sådan, at gør de det, så vil også deres mænd opføre sig som gode muslimer. Ja, man kan vel oven i købet forestille sig, at de, hvis de hører ordene her om det store i at være den, der tjener, vil tage disse ord til sig: sådan gør jo netop de, så ydmyge er de, så selvudslettende, det må da være godt, ikke blot efter Jesu ord her, men også efter shariaen.

Men her kommer det nok alligevel til at spille en rolle, at Jesu ord er talt til både mænd og kvinder, mens koranens ord om ydmyg opførsel kun er talt til kvinder. Ligestilling er der ikke tale om i koranen. Og selv om det ene køn vil rette sig efter ydmyghedsordene, er det langtfra sikkert, at det andet køn vil gøre tilsvarende. Og gensidighed er nu engang afgørende i de nære menneskelige sammenhænge.

Jeg vil derfor mene, at de kristne formaningsord er langt bedre end de muslimske til at pege på den gensidighed, ja indbyrdes kærlighed, der tænkes at herske i vore ægteskaber.

Begge parter, både kristne og muslimer, har disse naturgivne tendenser til at stige op i rangordenen og holde de andre nede med vold eller trusler; og disse tendenser vil altså blive holdt i skak med den lighedsforestilling, som via sproget er nedlagt i os, og som også både kristne og muslimer har. Men i den henseende er det ikke helt ligegyldigt, at koranen opstiller en rangorden mellem mænd og kvinder, der forhindrer den sprogskabte lighed i at komme til udfoldelse.

Men til os kristne er Jesu ord som altid en formaning til os. De vil stille visse ting op til overvejelse for os, om ikke det og det var en måde at fremme kærligheden og fortroligheden på. Og i dag hører vi så denne formaning: Var det ikke en idé, om I lod rangorden være rangorden og holdt jer til den umiddelbare kærlighed og forståelse, den kærlighed, som vel var det egentlige ved jeres ægteskabs indgåelse, og som nu, hvis den da ikke hindres af den medfødte tendens til opstigning i rangordenen, vil stræbe efter stadig større tillid og fortrolighed?

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.