Er det muligt at fremstille et kunstigt menneske?
Det spørgsmål stiller filosof Claus Bertung i Kristeligt Dagblads kronik for den 20-2 2018, se her. Og det er et spørgsmål, der er meget relevant i disse videnskabsbeundrende tider, ikke mindst for mig, som igennem mere end 25 år har deltaget i de møder, der blev holdt på Aarhus Universitet i Forum Teologi/Naturvidenskabs regi. I dette forum blev vi flere gange præsenteret for en forudsigelse om muligheden af at fremstille et kunstigt menneske. Jeg tror endda, at det flere gange hed sig, at om mindre end ti år vil vi se det første kunstige menneske. Men selv om der gik både ti og tyve, ja mere end 25 år, uden at løftet blev indfriet, blev der ved med at være mennesker, der tillod sig at profetere om det samme: nu, nu var det lige op over, nu manglede der kun lige en lille detalje, nu skulle man blot have opklaret nogle småting, nu var der lavet en telefonlinje, der kunne hjælpe mennesker med psykiske problemer, som havde ikke et levende menneske, men et kunstigt menneske i den anden ende, osv., osv.
På den baggrund er det ganske befriende at læse en filosofs påpegning af det egentlig ret indlysende, at der er forskel på en maskine og et menneske, og at den forskel aldrig vil kunne udviskes.
Lad mig citere nogle af de velgørende argumenter:
Mennesket er på sin vis ustyrligt – i hvert fald det frie og selvstændigt tænkende individ. En maskine derimod er pr. definition et rationelt, deterministisk system. Hvad der naturligvis er maskinens styrke, set fra et teknisk synspunkt. Begynder et styresystem til en Boeing 747 at ”leve sit eget liv”, er det ikke, fordi systemet nu pludselig er frit, selvstændigt og menneskelignende, men fordi det ikke længere fungerer optimalt.
Jamen, er mennesket da ikke også et rationelt, deterministisk system? Nej, åbenbart ikke, ifølge Bertung. Der er forskel på en maskine og et menneske. Lidt senere hedder det som svar på spørgsmålet om, hvorvidt en maskine kan ”vinde” over et menneske, f.eks. i skak:
Maskiner er ikke vores kombattanter. De er værktøjer, som vi benytter, fordi vi, modsat maskiner, er intentionelle projektmagere. ”Værktøj” kan ikke gradbøjes: En proptrækker er i ganske samme grad et stykke værktøj som en højteknologisk robot programmeret til ”machine learning” og udstyret med ”kunstig intelligens”.
Forskellen mellem værktøj og værktøjsbruger kan kun tilsyneladende ophæves, for eksempel gennem sjusket sprogbrug. Eller hvis mennesker med forsæt vælger at se andre som skabt til primært at tjene dem.
Dette, at mennesker vælger at bruge andre som værktøj, ser han i nogen grad realiseret i Kina. Og derfor, hævder han, er det ikke tilfældigt
at kineserne har travlt med at dupere os andre med ”menneskelignende” robotter, for det er relativt nemt at få en robot til at ligne det menneskeideal, det kinesiske regime dyrker, det vil sige det veldresserede og uselvstændige menneske. Hermed dog intet sagt om den enkelte kineser.
Han slutter med følgende svada:
I medierne hører vi igen og igen den påstand fremsat, at vi da ikke kan vide, hvad forskere og ingeniører vil være i stand til at udvikle og producere i nær eller fjern fremtid. Med tanke på menneskelignende robotter er påstanden imidlertid absurd, da det ikke er et spørgsmål om tid, før maskinerne ligner eller overgår os, for de er ikke levende, modsætningsfyldte væsener.
Det væsentlige, det, vi ofte omtaler som ”den menneskelige faktor”, er netop det, vi teknikere bestræber os på at eliminere, når vi konstruerer pålidelige systemer og maskiner.
Denne bestræbelse ophæver naturligvis ikke ”den menneskelige faktor”, men forudsætter den: Kun mennesket kan bestræbe sig på at fremstille pålidelige maskiner, og kun i en menneskelig sammenhæng giver det mening at tale om pålidelige maskiner – maskinerne er ligeglade.
Som sagt finder jeg det ganske velgørende at læse sådanne betragtninger. Og når jeg her skal fremkomme med en enkelt betragtning af samme art, er det blandt andet for at vise, at der er mange andre argumenter imod muligheden for at fremstillet et kunstigt menneske end dem, Bertung nævner.
Bertung hævder i sin kronik, at maskiner ikke kan kede sig. Og han nævner et sjovt eksempel på robotprogrammering:
Det er tankevækkende at forestille sig, at robotten Jia Jia, der jo bliver fremvist på diverse messer, programsættes til at forlade en messe i noget, der ligner utide, ytrende noget, der til forveksling ligner en spids bemærkning om, at nu er den godt træt af at stå model til denne tingsliggørende parade.
En sådan ”utidig” programmering af Jia Jias adfærd gør ikke robotten et hak mere menneskelig, men den afslører, at der er liv bag programmørens kranieskal, og at han faktisk – selvstændigt – har tænkt over, hvor sammensat og modsætningsfyldt et væsen mennesket er: På den ene side kan vi indordne os og følge en kommandovej, hvis det passer os, eller magt tvinger os. På den anden side nærer vi, som de frie individer, vi hver især potentielt er, en instinktiv uvilje mod at blive reduceret til viljeløse objekter – robotter.
Hvis man nu spørger, hvorfor vi mennesker keder os, skal svaret utvivlsomt findes i den måde, vores hjerne er indrettet på: vi søger hele tiden nye udfordringer; når en sag er gennemarbejdet, dens problemer løst, søger vi nye sager at bearbejde. Og får vi det ikke, tvinges vi af omstændighederne til at sidde og kikke ud i luften, ja så er det, vi let kommer til at kede os, fordi der ikke er noget meningsfuldt for os at beskæftige os med.
Og uden tvivl kan man programmere en robot til at tage et strikketøj frem, når der ikke er andet at lave, og man kan måske også programmere den til at sige, det er noget, den gør, fordi den keder sig, men kan vi mennesker af den grund overbevises om, at den virkelig keder sig? Det vil dog vist være lige så umuligt at overbevise noget menneske om en sand kedsomhed hos en robot, som det vil være at overbevise os om, at når vinden igen begynder at blæse efter en periode med vindstille, skyldes det, at vinden begyndte at kede sig, fordi den ikke havde noget at lave.
Men nu til den ene betragtning, jeg vil fremkomme med:
Den går ud på, at den forestilling, at det kan lykkes at fremstille et kunstigt menneske, går ud fra den individuelle fejltagelse, som i høj grad præger vor tid.
Den individuelle fejltagelse ser på mennesket som enkeltindivid og kun det, glemmer med andre ord de mange fællesskaber, hvert menneske i vort samfund indgår i, glemmer familiens fællesskab, glemmer folkets fællesskab.
Hvert eneste voksne mennesker har jo således en barndom bag sig. Igennem denne barndom har det fået indpodet i sin hjerne hele kulturens væld af regler og oplysninger om dette og hint. Det har modtaget kærlighed og omsorg fra bestemte andre mennesker, en kærlighed, der sætter det i stand til at være et nogenlunde ligevægtigt menneske, men jo også binder det til netop disse mennesker, faderen, moderen, de forskellige søskende. Alt dette sidder som kredsløb i hjernen. Og selv om man kunne efterligne de neuronale kredsløb med chips og andre elektroniske gadgets, så er der vist ingen, der har spekuleret på, om man kan efterligne de menneskelige hormoner og deres indflydelse på hjernens ”humør”. Lige så lidt som man har gjort sig overvejelser over, hvorvidt et sådant kunstigt nyt menneske skal være en han eller en hun.
For slet ikke at tale om de barndomserindringer, et menneske har. Man kan nok programmere et kunstigt menneske til at sige, at det husker dette og hint fra sin barndom, men da alle véd, at en robot ingen barndom har haft, får den ingen til at tro på det. Ligesom den jo heller ikke vil være i stand til at udpege sin far eller mor, for den har ingen haft.
Så altså: Intet menneske er en ø. Intet menneske lever i den splendide isolerethed, som en robot ville leve i. Og fordi man ikke kan få noget menneskeligt fællesskab til at acceptere en robot som ægte medlem af fællesskabet, derfor vil man aldrig kunne fremstille et kunstigt menneske.
Man kan her ses en vittighedstegning i The Economist, der handler om at tro på en robot, forudsat, at man ikke har nået sin grænse for, hvad man har lov til at se hos The Economist, uden at skulle betale for det. Og man kan her se min beskrivelse af tegningen, plus nogle overvejelser over, hvad tro er (uden at skulle betale noget som helst).
ricardtriis 