Hvad med IS-krigerne?

Ifølge en artikel i Berlingske den 21-2, se her, har Dansk Folkeparti foreslået, at Danmark skal følge Frankrigs eksempel, dvs., bede nogle irakiske militser om at dræbe de danske IS-krigere, inden de når at tage hjem til Danmark.

Jeg véd ikke, om Frankrig har prøvet at gennemføre noget sådant – ovenstående artikel giver ikke oplysning om, hvor den påstand kommer fra – men det er en fristende reaktion på krigernes eventuelle tilbagevenden. For der er jo tale om mennesker, der i høj grad er blevet radikaliseret i islamisk retning, og som, selv om de kommer i fængsel i en fem-seks år, formentlig ikke vil kunne afradikaliseres, ja, måske snarere vil blive endnu mere radikaliserede i fængslerne, hvor de jo vil omgås mange af deres egne. Frankrig har i hvert fald ikke gode erfaringer med at samle stærkt radikaliserede muslimer i særlige fængsler, se her.

For en trekvart år siden blev en manual præsenteret på europæiske plan, en manual udarbejdet af kloge terrorforskere, for at give bud på, hvordan man burde behandle de tilbagevendende krigere. Jeg omtalte ved den lejlighed en udsendelse i Deadline, hvor både terrorforskeren Magnus Ranstorp og en fængselsimam blev interview’et, se her.

Ranstorp var, ligesom manualen, tilhænger af, at man skulle forsøge at afradikalisere dem. De skulle naturligvis have deres straf, hvis man kunne bevise, at de havde begået noget strafbart, men efter straffen skulle de hjælpes tilbage til samfundet med tilbud om bolig og arbejde, og allerede i fængslet skulle man tilbyde relevant religiøs vejledning.

Dette med den religiøse vejledning var dog den pågældende fængselsimam meget imod. For ham at se var det endnu et forsøg fra dansk side på at give islam og muslimerne skylden for terroren. Men disse terrorister havde jo intet med islam at gøre, sagde han.

Nu er så spørgsmålet oppe at vende igen: Hvad gør man med den slags mennesker? Skal man få nogen til at skyde dem? Og hvis man vil afradikalisere dem, hvordan gør man så det?

I den førnævnte artikel måtte jeg bekende, at jeg ikke anede mine levende råd om, hvordan man skal afradikalisere en muslimsk terrorist. Og det er da også muligt, at man vil finde det råd, jeg nu kommer med, umuligt at gennemføre. Men dels er det noget mere humant end rådet om at skyde dem i Irak, selv om der såmænd nok skal være menneskerettighedsforkæmpere, der vil vende sig imod det, dels er det, der gør det umuligt at gennemføre – hvis det altså er umuligt at gennemføre – i høj grad den folkelige opfattelse af islam.

Jeg vil foreslå, at man i de fængsler, hvor disse terrorister skal afsone deres straf, indretter nogle isolationsceller, som enten kan bruge som en straffeforanstaltning, eller måske lidt bedre som en slags tvangsundervisningsmulighed. Cellerne skal nemlig være indrettet med højttalere og eventuelt fjernsyn, hvorudfra der kan tilgå den indespærrede en stadig strøm af oplysninger om koranen og islam, altså vestligt-videnskabelige oplysninger, som kan underbygge den for os vesterlændinge forholdsvis enkle sandhed, at det er Muhammed og ikke Allah, der har skrevet koranen.

Jeg husker den tid, hvor jeg beskæftigede mig temmelig meget med de tyske flygtninge, der kom til Danmark i krigens sidste måneder. Noget af det, der slog mig, var, at man fra dansk side ville gøre, hvad man kunne for at forhindre, at nazismen fik noget at sige overfor flygtningene. Nazismen blev betragtet som fjenden, mere end tyskerne. Og nazistiske lærere ville man ikke have til at undervise de tyske børn i lejrene. Mange lærere var fornærmede over at blive frataget bestillingen ofte til fordel for ganske unge piger, der kom til at undervise med hjælp fra danske myndigheder. Men det fik være. Nazismen ville man ikke på nogen måde have til at fortsætte.

Og jeg husker også, at man hørte om både den ene og den anden, at vedkommende havde været udsat for en afnazificeringsproces. Det kom aldrig til at stå mig rigtig klart, hvordan man egentlig gennemførte en sådan proces, hvorved man jo altså, som ordene lød, ville have vedkommende til at skifte mening med hensyn til nazismen, den ideologi, som de hidtil havde støttet, nogle med mundsbekendelser, andre af hele deres hjerte. Det var jo ganske umuligt at kikke ind i de pågældendes inderste. Man kunne ikke se, om de inderst inde i virkeligheden stadig var nazister.

Nu vil man så gennemføre en afradikaliseringsproces med disse hjemvendende terrorister. Og man kan selvfølgelig godt sige, at ligesom nazismen i 45 blev besejret, ret så grundigt endda, sådan er IS nu besejret, knap så grundigt godt nok. Men er en sejr i det ydre nok til at få de troende til at frafalde deres tro? Det kan man godt tvivle på.

Og man vil tilbyde religiøs vejledning, oven i købet ved hjælp af mere moderate muslimer. Ærlig talt, er det ikke at sætte ræve til at vogte gæs? Der har været ført samtaler mellem det store al Azhar universitet i Kairo og IS, og de bebrejdelser, al Azhar havde at rette mod IS, var yderst få og små, noget med, at det var forkert at brænde den jordanske pilot, man havde fanget, levende, man skulle have halshugget ham. Og så vil man bilde os ind, at en ganske almindelig muslimsk imam vil være i stand til at komme med indvendinger imod IS-krigere!

Når jeg mener, at dette at kunne gennemføre en sådan tvangsundervisning kun kan lade sig gøre, hvis den folkelige overbevisning tillader det, skyldes det, at alt for mange herhjemme lider af den vrangforestilling, at der findes en moderat islam, som man kan prøve at bibringe disse forbrydere, så de bliver fredelige mennesker. Det er ikke tilfældet. Sålænge man er af den overbevisning, at koranen er Guds eget skinbarlige ord, sætning efter sætning, så har alt, hvad der kalder sig moderat islam, trange kår.

Derfor er den undervisning, man skal satse på, en undervisning i det vesterlandske syn på koranen, ikke baseret på løse påstande eller skældsord, men på logiske facts. Det vil sige, det vil blive en undervisning, der finder alle de ting frem ved koranen, som viser, at den er en ganske almindelig bog som alle andre, en bog, der kan underkastes videnskabelige undersøgelser, en bog, som man kan sandsynliggøre er skrevet af Muhammed og ikke af Gud.

Lad mig komme med nogle eksempler på, hvad der kan tvangsundervises i:

1.: Først vil jeg fremføre noget, der efter almindelig historisk kritisk opfattelse ligefrem beviser, at koranen ikke er Guds ord, ja ikke kan være det. Man kan betegne det som historiske beviser. Men man må naturligvis medgive, at et historisk bevis er noget andet end et matematisk bevis. Dog har det ofte i hvert fald den beviskraft i sig, at det som regel er umuligt at finde modbeviser af samme styrke.

1a.: Et af de væsentligste beviser af den art udgøres af en kommentar til et bibelsted, en såkaldt mishna, som en jødisk rabbi omkring år 250 e. Kr. har nedskrevet. Jeg har omtalt det her. Han har undret sig over, at ”blod” i 1 Mos 4,10 står i flertal. Og han drager den konklusion, at det skyldes, at den, der slår et menneske ihjel, dermed også i hans sæd dræber alle hans mulige efterkommere. Det får ham til at sige, at

hvis nogen forårsager, at et enkelt liv mistes, skal det tilregnes ham, som om han havde mistet en hel verden, og hvis nogen frelser et enkelt liv, skal det tilregnes ham, som om han frelste en hel verden.

Hvor Muhammed har hørt dette ord, kan man naturligvis kun gætte sig til, men hørt det har han, for han bruger det i koranen, sura 5,32:

På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet.

Blot har jo Muhammed troet, at det var noget, der stod i den hebraiske bibel. Derfor lader han Allah sige, at det er noget, han har foreskrevet Israels børn. Sådanne historiske fejltagelser er der imidlertid mange af i koranen, og specielt den her slags fejltagelser plejer de muslimske lærde at imødegå ved at sige, at de kristne og jøderne har korrumperet deres hellige skrifter. Den udvej kan de imidlertid ikke bruge i dette tilfælde. For hvis ellers dateringen af den omtalte mishna er ægte nok – og det har jeg ingen grund til at betvivle – så forelå den lidt mærkelige tanke en tre til fire hundrede år, før Muhammed fik den ”åbenbaret”. Hvilket viser, at det aldeles ikke var noget, han fik åbenbaret, men noget, han selv fandt på ud fra, hvad han havde lært af sine jødiske samtidige.

1b. Nogenlunde samme argumentation kan man anvende overfor sura 4,157f, hvor der står, at Jesus ikke døde på korset. Jeg har undersøgt dette sura-sted nærmere her. Tanken om, at Jesu korsdød kun var noget, der ”så ud som” en korsdød, opstod ret tidligt i oldkirken som en udløber af et kætteri, der kaldes gnosticisme, udløberen kalder man gerne doketisme. Det vil sige: også den tanke kan henregnes til noget, som Muhammed har hørt fra jøder eller kristne, noget, som han har taget til sig omend i en noget anden sammenhæng, og noget, som han anbringer i sin koran med en noget anden begrundelse end disse oldkristne kættere. Mens de tvivlede på, at guddommen kunne antage legemlig skikkelse, altså kunne lide, var Muhammed overbevist om, at Gud ikke ville tåle, at hans profet, Jesus, skulle henrettes som en forbryder.

1c.: I samme anledning kan nævnes alle de historiske misforståelser, Muhammed gør sig skyldig i. I sura 66,12 omtales Maria som Imrans datter. Ifølge sura 20,85 var det en samaritaner, der lavede guldkalven; men ordet samaritaner var overhovedet ikke i brug dengang. Og korsfæstelsen omtales i sura 7,124 og i sura 12,41 som straf i det gamle Egypten, en straf som egypterne ikke brugte. Man kan godt acceptere, at Muhammed har en historisk viden, der er begrænset. Men man kan ikke acceptere, at Gud har en sådan manglende historiske indsigt.

1d.: Ifølge sura 2,144 får Muhammed angivet en anden bederetning af Allah. En række haditter går ud fra, at det var i Medina, at Muhammed fik ordre til at skifte bederetning fra Jerusalem til Mekka. Men hvis det er sandt, at en del gamle moskéer i Cairo og i Basra har en bederetning, der snarere peger mod Jerusalem end mod Mekka, tyder det på at bederetningen først blev ændret efter Muhammeds død. Man har så blot sidenhen tilføjet ordren om at bede imod Mekka i koranens tekst. Altså er koranen ikke Guds evige ord.

2.: En anden slags argumenter imod koranens guddommelighed går på de forestillinger, man må gøre sig om Gud. Man er nødt til at sige ”må gøre sig”. For der er ikke tale om, hvad denne eller hin religion kan tænke sig om Gud, der er tale om, hvad der er almenmenneskelige forestillinger om Gud. Vi har allerede været inde på det i 1d: Kan man forestille sig en guddom, der tager fejl af historiske kendsgerninger. Ud fra sådanne forestillinger kan man nå frem til at anse det for usandsynligt, at det er Gud, der står bag koranen.

2a.: Kan Gud f.eks. giver et menneske lov til at bryde en ed, han har aflagt. Det er der delte meninger om. Paven mente således, at han havde bemyndigelse fra Gud til at give mennesker lov til at bryde en ed, i hvert fald én, der var givet til en vantro eller til en kætter. Det var årsagen til, at Jan Huss blev brændt på bålet i Konstanz i 1415 på trods af, at kejseren havde givet ham frit lejde: paven gav kejseren lov til at bryde sit løfte. Richardus fortæller i Luthers oversættelse om et løftebrud, som Gud gav Muhammed lov til at gennemføre, dog i en noget mere jordnær anledning. Han var blevet overrasket af to af sine hustruer i at have sex med en slavinde, der hed Maria. Han svor, at det ikke skulle gentage sig. Det gjorde det imidlertid, men ikke før han havde fået en åbenbaring, hvori Gud skosede ham, fordi han søgte at være sine hustruer tilpas, og samtidig gjorde det forbudt for ham at holde sit løfte (Sura 66,1-2). Se Richardus’ beretning derom her.

Kort derefter fortæller Richardus om episoden med Zainab, Muhammeds adoptivsøns kone, hvis skønhed Muhammed blev voldsomt betaget af, engang han besøgte adoptivsønnen og denne ikke var hjemme, se her. Skønt han selv tidligere havde fået en åbenbaring om, at det var forbudt at gifte sig med sin adoptivsøns kone, var han så heldig, at han nu efterfølgende fik en ny åbenbaring, der gjorde det tilladt, se sura 33,37.

Muligvis kan disse to tildragelser forklares psykologisk, idet man kan formode, at Muhammed tager den voldsomme betagethed af de kvindelige former, han fyldes af ved synet af henholdsvis Maria og Zainab, som noget, der blev sendt ham fra Gud på lignende måde som de ”åbenbaringer”, han fik. Men der er jo forskel på en psykologisk og en teologisk forklaring, og den teologiske mislighed, der er ved den slags ”guddommelige” tilladelser, rydder man ikke af vejen med psykologi. Begge disse tildragelser gør det usandsynligt, at det er Gud, der står bag Muhammeds åbenbaringer.

2b.: I en lille afhandling, jeg i sin tid lagde ud på nettet, ”Frihed contra fromhed”, tager jeg koranens mærkelige forhold til vin op til undersøgelse, se her. Det mærkelige er ikke så meget det, at én af paradisets herligheder er, at der dèr serveres vin, men at man blandt muslimer forklarer de fire forskellige holdninger til alkohol, som forekommer i koranen, ved at sætte dem ind i en tidsfølge. Det vil sige: Uden blusel hævder man, at befalingerne om alkohol ændrede sig, efterhånden som man gjorde erfaringer om alkohols virkning i den muslimske urmenighed. Altså: ”man” gjorde erfaringer. Det ville være forståeligt og acceptabelt, hvis det ”man”, der gjorde erfaringer, var Muhammed. Men ved at påstå, at koranen er Guds evige ord, kommer man til at sige, at Gud må gøre sig erfaringer med hensyn til menneskers påvirkning af alkohol. Og en sådan påstand kan man jo ikke komme med om den evige, alvidende Gud, som oven i købet selv har skabt både mennesker og alkohol.

2c.: Hermed er vi nået frem til det noget prekære spørgsmål om abrogation. Ved begrebet abrogation forstås den påstand, at ét koranord kan ophæve et andet koranord; man plejer at hævde, at det er de senest åbenbarede ord, der ophæver de først åbenbarede. Jeg har taget problemet op i den førnævnte afhandling, se her. Dèr har jeg nævnt det besynderlige forhold, som også andre gør opmærksom på: at det dog er mærkeligt, hvis man gør sig den forestilling, som mange muslimer gør sig, at koranen fra evighed af har ligget nedskrevet på tavler i himlen … det er i så fald mærkeligt at tænke på, at Gud altså har ulejliget sig med at nedskrive ord og befalinger, der senere ville blive ophævet. Men senere er jeg blevet opmærksom på, at denne abrogationspraksis måske kan forbindes med den forestilling, der blev gældende blandt muslimske lærde i 1000-tallet og fremefter, at Gud er vilje og ikke fornuft, at dette at tænke i årsag og virkning derfor er gudsbespotteligt, se min fremstilling af problemet her.

2d.: Ibn Warraq har i sin bog ”Derfor er jeg ikke muslim” et kapitel specielt om koranen. Mange af de ting, jeg her har nævnt, tager han også frem. Derudover gør han opmærksom på, at det ofte er vanskeligt at se, hvornår det er Muhammed, der taler, og hvornår det er Gud. I sura 6,114 har således en engelsk oversættelse ved Yusuf Ali anbragt et ”Say” foran teksten, mens den danske oversættelse, se her, har nøjedes med at sætte den første del af verset i anførelsestegn. Og den forbandelse af én af Muhammeds fjender, der er de eneste indhold af den meget korte sura 111, må man næsten nødvendigvis tænke sig er udtalt af Muhammed og ikke af Gud, se her. Muhammed kan tænkes at ønske sig ondt over sin fjende, Gud kan ikke tænkes at ønske noget, han kan jo bare gøre det.

2e.: Ibn Warraq fortæller også om en skriver, der selv tilføjer noget og får Muhammeds godkendelse. Det vil sige, han citerer (på side 181), hvad den lærde perser, Ali Dashti (1897-1982), har skrevet i sin bog ”23 år”, der findes på nettet her. Her hedder det om skriveren Abd Allah ibn Abi Sahr på side 75:

Han havde gennem nogen tid været en af de skrivere, som i Medina var ansat til at nedskrive åbenbaringerne. I et antal tilfælde havde han, med profetens billigelse, ændret versenes slutord. Når profeten havde sagt: ‘Og Gud er mægtig og vis’, foreslog Abd Allah, at man i stedet skrev: ‘vidende og vis’, og profeten svarede, at han ingen indvendinger havde. Efter at have oplevet en serie ændringer af denne type afsvor Abd Allah islam med henvisning til, at hvis åbenbaringerne stammede fra Gud, kunne de ikke ændres på foranledning af en skriver som ham selv. Efter sit frafald drog han til Mekka og sluttede sig til qurashitterne.

3.: Endelig vil jeg fremføre nogle beviser for, at koranen er overleveret som al anden antik litteratur. Jeg vil mene, at der i dette tilfælde er tale om beviser, ikke kun om større eller mindre sandsynligheder. Men altså ‘kun’ beviser for, at koranens overleveringshistorie ser ud ganske som bibelens overleveringshistorie, ikke beviser for, at koranen ikke er eller måske kan være Guds ord.

Når det kan føles nødvendigt at fremkomme med sådanne beviser, skyldes det, at ikke så få muslimske lærde prøver at give koranen ekstra troværdighed ved at hævde, at den koran, de tilfældigvis kender, f.eks. den koran, der blev udgivet i Egypten i 1924, er nøjagtig den samme, som findes på de himmelske tavler.

3a.: På den hjemmeside, der hedder ”Answering-islam” findes ganske mange nyttige oplysninger om islam. F.eks. findes der denne gennemgang af forskellige nutidige koranformer. Altså netop forskellige. Artiklen afslører, at man fra gammel tid har regnet med mindst 7 forskellige overleveringer. Og artiklen er ikke mindst interessant, fordi man, hvis man scroller lidt ned i den, når frem til et skema, hvor to koraner sammenlignes. Fromme muslimer i hvert land går sikkert ud fra, at netop deres koran er den rigtige, nogle mener endda, at deres koran ned til den mindste prik er identisk med den himmelske koran. Skemaet viser, at dette ingenlunde er tilfældet, altsammen noteret ned på omhyggeligste måde med den arabiske tekst øverst, en oversættelse nedenunder og en kommentar. Og selv om kommentaren i de fleste tilfælde siger, at forskellene ikke betyder syndeligt, så er forskellene der altså.

3b.: Man skal også være klar over, at én af vanskelighederne for overleveringen af koranen er, at den skriftform, de ældste skrivere brugte, var højst mangelfuld. Dels var det – ligesom hebraisk – en konsonantskriveform, hvor man selv måtte indføje vokalerne, dels kunne det samme tegn dække over flere forskellige konsonanter. Begge dele prøvede man at råde bod på ved dels at tilføje tegn, der skulle vise, hvilken konsonant det pågældende tegn skulle stå for, og dels ved at tilføje tegn for vokaler. Disse forholdsregler hænger givetvis sammen med, at man i den første tid stolede på de ikke helt få mennesker, der kunne koranen udenad, som altså kunne recitere den fejlfrit fra ende til anden. Men som man véd bl.a. fra overleveringen af det ny testamente, er den mundtlige overlevering så at sige aldrig fejlfri. Man fordi man stolede på mundtligheden, følte man det unødvendigt at præcisere den skriftlige tekst. Først da der opstod tvivl, bestemte man med de tilføjede tegn, hvad de enkelte ord skulle betyde.

3c.: Dertil kommer, at der er en bestemt historisk tildragelse, som afslører den utilstrækkelige sikkerhed i overleveringen. Kaliffen Uthman (død 656) fandt det fornødent at rydde op i det virvar, han åbenbart mente, der fandtes med mange forskellige koraner. Han satte et arbejde i gang med at finde ud af den oprindelige tekst, sendte denne tekst ud til sine underordnede og befalede dem at brænde alle andre eksemplarer. Man kan se en længere afhandling derom her, på engelsk. Men for en moderne videnskabsmand, der skal finde frem til, hvad der er ægte Muhammed-ord og hvad uægte, ville det have været langt mere tilfredsstillende at have alle de forskellige varianter for hånden og derudfra med moderne overvejelser og moderne hjælpemidler kunne afgøre ægthed eller mangel på samme. Det er ikke tilfredsstillende at skulle stole på de folk, Uthman satte til arbejdet. Men det er, hvad historien har efterladt os.

3d.: Endelig kan man nævne de koranmanuskripter, man for nogle år siden fandt i Sana i Yemen. Det viste sig, at nogle af disse manuskripter gik tilbage til før Uthmans reform. Og de indeholder ganske rigtigt afvigende læsninger i forhold til f.eks. den førnævnte egyptiske koranudgave. Det samme gør forøvrigt den korantekst, der står på klippemoskéen i Jerusalem, den, der ligger på jødernes gamle tempelplads. Så man må vist alt i alt konkludere, at påstanden om, at Gud selv har sørget for, at koranen er blevet fejlfrit overleveret fra Muhammeds tid til i dag, hvis den beviser noget, kun beviser, at Gud er et stort rodehoved. Og så foretrækker vel de fleste at sige, at så er koranen alligevel overleveret på samme måde som både ny og gammel testamente.

Så meget om den undervisning, der ifølge mit forslag til afradikalisering skal foredrages for disse IS-krigere i lukkede rum, hvor de ikke kan slippe for at høre på det. Jeg skal ikke sige ret meget om, hvorvidt det virker eller ej, kun vil jeg gøre opmærksom på, at man jo herigennem går ud fra, at selv disse fanatikere som alle andre mennesker er logisk tænkende mennesker, altså modtagelige for logiske argumenter, og dermed modtagelige for det, der foredrages.

Derimod vil jeg sige lidt om den bemærkning, jeg kom med i begyndelsen, at noget, der kunne gøre det umuligt at gennemføre mit forslag, ville være den folkelige opfattelse af islam.

For hvad nu, hvis der er nogen, der indvender, at selv disse mennesker vel må ind under religionsfrihedens paraply, og at de derfor ikke må udsættes for en sådan religiøs propaganda, som jeg foreslår.

Hertil vil jeg svare, at de såmænd gerne må få besøg af en imam, hvis de vil det. Vil de diskutere nogle af de ting, de har hørt i denne tvangsundervisning med ham, så værsgo. Men det er værd at bemærke, at de foredrag, jeg vil tvangsindlægge dem til, ikke er religiøs propaganda. Der er tale om videnskabelige foredrag, det, der tilsigtes, er at bibringe fangerne en videnskabeligt baseret opfattelse af koranen. Hvad de så ellers vil tro på, dem om det.

Vort samfund bygger på rationalitet, den kristne tro, inklusive de kristne helligtekster, har måttet igennem den videnskabelige rationelle kødhakkemaskine, nu må den islamiske tro og ikke mindst den islamiske helligtekst, koranen, igennem den samme undersøgelse. Kan den ikke bestå den prøve, så må den falde, og så er det islam som sådan, der falder. Vil nogen mene, at islam kan bevares, også om den kommer igennem kødhakkeren, så må de mene det, men det er dog vist svært, for ikke at sige umuligt at fastholde koranordene om kamp mod de vantro (altså mod os), når først koranordene må fastslås som Muhammeds ord og ikke Guds. Når denne virkelighed slås fast, må ordene nødvendigvis læses i deres historiske kontekst og ikke som eviggyldige handlingsanvisninger.

Men vil man ikke acceptere dette forslag, rejser sig det spørgsmål: Hvordan skal man så afradikalisere hjemvendende IS-krigere?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Hvad med IS-krigerne?

  1. Pingback: Tolerant mod de intolerante? | ricardtriis

  2. Pingback: Den muslimske og den kristne Jesus | ricardtriis

  3. Pingback: Individuel psykologi | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.