Regeringen har fremlagt en ghettopakke, indeholdende 22 forslag til forbedringer i det håb, at der i 2030 ikke mere findes ghettoer i Danmark.
Jeg skal ikke her gennemgå denne pakke forslag for forslag, men nøjes med at pege på to ting, der ikke er med.
For det første mangler der er forslag til, hvordan man får sat en stopper for den stadige indvandring. Det er ret bemærkelsesværdigt, at man har glemt det gamle engelske ord: ”When in a hole, stop digging”. Man ser de store problemer, der er med at integrere mange af de fremmede, og kommer med mange forslag til, hvordan man kan forbedre integrationen. Men samtidig lader man stadig døren stå åben, måske ikke så vidtåben som tidligere, men dog på et så stort klem, at det faktisk betyder noget.
For det andet synes man ikke at ville gøre noget ved det, man har kaldt genopdragelsesrejser, altså det forhold, at mange muslimske forældre synes, at deres børn bliver for danske og derfor sender børnene tilbage til hjemlandet for at lade familien dèr tage sig ”kærligt” af dem – kærligt står i anførelsestegn, for ifølge efterhånden ret talrige beretninger er det langtfra kærlighed, der præger den behandling, de arme børn får.
Dernæst vil jeg pege på to indlæg fra hver sin retning, begge holdt i et nogenlunde regulært sprog.
Det første er skrevet af Adam Holm, tidligere journalist ved Deadline, se her. Overskriften er lidt dramatisk – Adam Holm er vel ikke journalist for ingenting – den lyder: ”Søger Søren Pape inspiration fra semidiktatoren Erdogan?” Men Holm må dog erklære sig enig i mange af regeringens tiltag. Og allerede det viser det omsving i tankegangen, der er sket efter den store migranttilstrømning i 2015. Men han har dog indvendinger at gøre mod forslaget om at straffe visse typer af kriminel handling dobbelt så hårdt, hvis handlingen begås i ghettoland. Det er måske regulært nok, for han er i modsætning til mange andre godt klar over, at det ikke er ghettobeboerne, der får dobbelt straf. Men jeg kan ikke rigtig se, hvorfor han på den baggrund så skriver følgende:
Sagt med et glimt i øjet: Justitsministeren må have en forkærlighed for stærke mænd. Hans bastante retorik vidner om inspiration fra lande, vi ikke normalt sammenligner os med, eksempelvis Tyrkiet under den demokratisk valgte semidiktator, Recep Tayep Erdogan. Den tyrkiske præsident mestrer den brutale kunst at slå hårdt ned. Sådan må vi også gøre, synes Pape at have ræsonneret, og hvem ved, måske er der mange af beboerne i ghettoerne, der klapper i hænderne. De har jo deres rødder i lande, hvor social forebyggelse og lighed for loven er ukendte begreber.
Men dét er jo netop ikke at skabe integration. Hvorfor skal vi fra dansk side synke ned på det niveau?
Han har åbenbart nogle vredesskåler, han skal have udgydt.
Det andet indlæg er skrevet af Casper Stefani, se her, og er mere regeringsvenligt. Det har overskriften: ”Jeg er træt af dem, der ingen løsninger har, men alligevel råber og skriger ude på sidelinjen”. Og selv om jeg – hvad dette indlæg kommer til at vise – føler mig som én af dem, der ikke har nogen løsning, kan jeg godt følge ham i hans anklage mod de mange ikke-løsninger, der fremkommer blandt dem, der vender sig imod regeringens forslag. Blandt andet vender han sig imod en vis hr. Hagelberg:
“Vi danskere burde sætte os bedre ind i de nye danskeres livsform” skrev hr. Hagelberg.
Det var snarere os, der skulle vise forståelse for deres måde at leve på, mente han.
De to begreber: ”at sætte os ind i de nye danskeres livsform” og: ”at vise forståelse for deres måde at leve på”, vil jeg godt bruge som udgangspunkt for en anklage mod den danske folkekirke for ikke at have gjort noget – eller i hvert fald kun meget lidt – for at komme med teologiske overvejelser over forskellen mellem islam og kristendom. Jeg kan også sige, at min anklage går på, at man i forholdet til de muslimer, der kommer som indvandrere til Danmark, tilsyneladende fuldstændig har lagt missionsbefalingen på hylden. Man har fra kirkens side bevidstløst fulgt flygtningevennernes holdninger: at man skal være åh så gode ved de nyankomne, at man endelig ikke må angribe deres religion: islam, for så vanskeliggør man integrationen, at man i de dialoger, man holder med muslimerne, skal prøve at finde alle lighedspunkterne mellem islam og kristendom frem og lade forskellene ligge.
Dette sidste fik et meget særpræget udtryk engang i 2013, hvor en præst i Odense, Jesper Hougaard Larsen, der oven i købet var ansat som indvandrerpræst, sammen med muslimen Saliha Marie Fetteh skrev en fælles artikel på religion.dk, se her. I denne fælles artikel gik han med til, at koranen er guddommelig. Jeg bebrejdede ham det i en artikel her på bloggen, se her. For den, der som undertegnede bare har lugtet lidt til den kritik af islam, der dog findes, er det ikke nogen nyhed, at muslimske lærde glad og gerne går med til at lade den historiske-kritiske videnskab finde anvendelse på deres religiøse tekster, men vel at mærke kun, når denne kritiske undersøgelse holder sig til haditterne og lader koranen være i fred. For det er for dem en ubetvivlelig påstand, at koranen er Guds eget skinbarlige ord, som er overleveret 100% korrekt, og som der derfor ikke på nogen måde kan sås tvivl om eller rettes nogen undersøgelse imod.
Jo, vi skal som kristne bestemt ”sætte os ind i de nye danskeres livsform”, men det betyder lige så bestemt ikke, at vi skal ”vise forståelse for deres måde at leve på”. I tilfældet her: Vi skal naturligvis være klar over, hvordan muslimerne betragter koranen, men vi skal lige så selvfølgeligt gøre dem klart, at sådan betragter vi ikke koranen, og oven i købet i vore diskussioner med dem fremføre alle de argumenter imod denne guddommeliggørelse af koranen, som vi finder fornødent, sådan som jeg prøvede at vise det i mit forrige indlæg.
Det samme gælder, hvis vi ser på andre forhold hos muslimerne.
Jeg har sommetider brugt den formulering om forskellen mellem de to religioner, at muslimerne mener at kende sandheden så godt, at de kan tillade sig at slå andre mennesker ihjel for sandhedens skyld, mens de kristne mener at kende sandheden så godt, at de kan lade sig slå ihjel for sandhedens skyld. Man kan også sige, at islam er en magtreligion, mens kristendommen er en sprogreligion.
For efterhånden lang tid siden prøvede jeg at vise forskellen, som den tog sig ud, hvis man så på spørgsmålet om statens voldsmonopol. Vi i Vesten (eller vi kristne) mener, at staten har et voldsmonopol. Vi har ladet staten have dette monopol på den betingelse, at vi alle er med til at bestemme de love, der bestemmer, hvornår og hvordan vold skal udøves. Og vore tilrejsende muslimer er velkomne til at være med til at bestemme lovene, når de har fået statsborgerskab. Men de må i så tilfælde opgive deres egne love.
Det er de dog ikke tilsinds at gøre. Se f.eks. her, hvad jeg skrev i 2010:
I de forskellige ghettoer rundt i landet forsøger muslimer at oprette og opretholde deres egen jurisdiktion. Anmeldelser af forbrydelse bliver i Vollsmose efter kort tid trukket tilbage af anmelderne, fordi den lokale imam har taget over, med eller uden trussel om vold. For den danske stat hører efter mange muslimers opfattelse ikke med til de institutioner, en muslim kan anerkende som berettiget til at udøve vold. Myndighedspersoner, brandmænd, politifolk, ja sågar hjemmehjælpere, er af samme grund ikke velsete i disse områder. Og voldsudøvelsen? Ja, den tager unge bander sig af, måske styret af imamen, måske ikke.
Det er nogle af de virkelige problemer, vi står overfor. Og ærlig talt tror jeg ikke, bogen [den bog, jeg kritiserede i indlægget] kan hjælpe med til at løse disse problemer. Ganske vist skal problemerne i sidste ende løses med ord, dvs med argumentationer, for det, det drejer sig om, er at vinde muslimernes ‘hearts and minds’, som englænderne siger; og vi kan ikke tvinge nogen overbevisning frem. Men så vidt jeg kan se, kan man ikke overbevise nogen ved at nedtone sin egen holdning eller ganske usynliggøre den. Eller ved at lade som om de to måder at forstå loven på kan forenes. Det fører kun til forvirring, dels hos muslimerne, som således ikke får nogen chance for at forstå, hvad det egentlig er, der binder os, og dels hos vore egne, som må nøjes med fornemmelser for, hvad der er det grundlæggende i vort samfund, og ikke kan få eliten til at formulere sig med klare teser.
Det er på den måde, vi skal ”sætte os ind i de nye danskeres livsform”. Blot har vi utrolig vanskeligt ved det. Vi kan ikke for vor død forstå, at nogen kan tænke anderledes, end vi gør, om staten og dens voldsmonopol. Vi kan ikke forestille os andet, end at det da må være muslimerne, der skal lære af os, ikke os, der skal lære af dem. Men muslimerne kommer med deres egen lov, shariaen, en lov, som de påstår er guddommelig. At den er guddommelig, vil sige, at den skal anerkendes uden diskussion. Derfor hedder en muslim en ”muslim”, dvs., én, der underkaster sig. Og det er her, volden kommer ind. For han, muslimen, er selv tvunget ind under shariaen, derfor mener han, at han har ret til at tvinge andre ind under denne ”guddommelige” lov.
Det forsøger han så at gøre, når han arriverer i vort samfund. Og selv om vi har utrolig svært ved at forstå, at nogen kan tænke eller argumentere sådan, så må vi acceptere, at sådan tænker en muslim, hellere før end senere. Vi ser det jo på muslimens opførsel. For samtidig med, at han for sit vedkommende underkaster sig shariaen, giver shariaen ham en fortrinsstilling overfor os ikke-muslimer. Den fortrinsstilling tænker han ud fra, den fortrinsstilling handler han ud fra.
Fornylig kom det frem, at en forening i Tyskland, ”Essener Tafel”, som indsamler mad fra supermarkeder, der har overskredet sidste salgsdato, og videregiver det gratis til fattige tyskere, har besluttet kun at uddele til etniske tyskere, se her (på tysk). Det skabte voldsomt røre i den tyske offentlighed. Men så vidt jeg kan se, har man i høj grad nedtonet det, der var den egentlige årsag til beslutningen, nemlig det forhold, at unge indvandrere optrådte bøllet overfor ældre tyske kvinder: disse blev bange for at gå hen og stille sig i kø. Disse unge asylansøgere, muslimer formodentlig, synes at have en herrefolksmentalitet overfor deres tyske værter.
Det er det, vi ikke kan forstå. Det er det, der forekommer os at være fuldstændig galimatias. Men det er ikke desto mindre det, vi skal forstå og acceptere, når vi skal ”sætte os ind i de nye danskeres livsform”.
Forøvrigt er det den samme herrefolksmentalitet, der afstedkommer de mange seksuelle overgreb på vestlige kvinder overalt i Europa. Som nogen har formuleret det: europæiske kvinder er frit jagtbytte for muslimske mænd.
Og det med, at muslimer som muslimer er ligeglade med statens voldsmonopol, det kommer også frem i den terrortrussel, der hele tiden latent er til stede i de muslimske miljøer. Vi må bevogte jødiske bygninger, vi må bevogte visse etniske danskere, der har udtalt sig på en efter nogle muslimers opfattelse utilbørlig måde om muslimernes profet, vi må sørge for sikkerhed for de muslimer, der får for meget af den muslimske tvang og afsværger sig deres muslimske tro. Alt dette, fordi muslimerne kommer med deres egne forestillinger om, hvordan en stat skal styres: at det skal være efter sharia, har deres egne regler for ægteskab: at kvinden er underlegen, og med en række små daglige tilskyndelser kæmper for efterhånden at få deres lovsystem til at gælde.
At vinde muslimernes ”minds and hearts”, som jeg talte om i det ovenfor citerede indlæg, er altså en meget vanskelig sag. Og det kommer i hvert fald ikke til at ske, hvis vi ikke tør være ved det, vi står for.
Men det var den ene side af kirkens opgave, en side, som vi har svigtet fatalt: at vi skal prøve at sætte os ind i de nye danskeres livsform.
Så til den anden side: For én ting er at prøve at sætte sig ind i deres helt anderledes livsform og religion, noget andet er at kritisere den og fortælle muslimerne, hvorfor vi mener, deres livsform og religion er forkert. Det vil vi jo så nødigt gøre. Men skal vi gøre det, må vi først sætte os ind i deres livsform, og acceptere, at sådan tænker de. Så først kan vi komme med vores angreb.
Og er der ikke angrebsmuligheder nok?
Hvordan er det lige, det er gået i Irak? Er det ikke et begivenhedsforløb, der viser, at islam er en magtreligion? Jeg mener, irakerne fik en vestlig magt til at befri sig for deres brutale diktator, Saddam Hussein. Og de fik mulighed for at danne sig en stat på basis af aftaler. Men hvad gjorde de? De dannede sig en stat, eller forsøgte at gøre det, på basis af magtforhold. De formåede ikke at lave holdbare aftaler mellem sunnierne, shiitterne og kurderne, men lod den urgamle strid mellem sunnier og shiitter fortsætte.
Og de irakere, der er flygtet til Europa, er ikke blevet klogere. Også her kører de videre i deres religiøse, fejlagtige forestillinger. Læs ”Dødevaskeren”! Her fornemmer man, at voldsideologien får lov til at flytte med til Danmark. De vil stadig forfølge dem i deres slægt, der ikke makker ret. De tænker stadig på ”ære”, og det gælder stadig, at en mand er parat til utrolig megen vold, hvis hans ”ære” er angrebet.
Eller læs ”To søstre”! Denne dokumentar viser, hvordan to velintegrerede norske unge piger lader sig overbevise af en koranlærer til fuldstændig at forlade den tillærte norske kultur og tage til Syrien som hustruer for IS-kæmpere. Hvordan er det muligt? Hvordan kan islam have en sådan magt over muslimernes sind? Måske blandt andet, fordi islam ikke møder nogen modstand af betydning fra det norske samfund: det er jo bare en religion.
Altså: vi skal forstå vore muslimske landsmænd, vi skal sætte os ind i deres helt anderledes kultur og religion. Men vi skal så sandelig på den baggrund vende os imod denne religion og gøre det med argumenter, argumenter, der slår, fordi vi trods alt har forstået deres religion.
Det vil også sige, at den danske folkekirke må komme helt anderledes på barrikaderne, må søge at gøre sig klart, hvad kristendom er i modsætning til islam, må deltage i afsløringerne af det umenneskelige ved islam, og må søge at fremhæve det samfundsopbyggende ved kristendommen. Vold kontra argument, det kunne være ét af de slogans, man kunne anvende.
Vil det så nytte noget?
Lad mig henvise til det indlæg, hvor jeg i sin tid nævnede Sara Omars forståelse af, at det gælder hendes personligheds integritet, se her. Her fremhævede jeg Jesu ord om, at det ikke gavner den, der vinder den hele verden, hvis han må bøde med sin sjæl (Luk 9,25), og undrede mig over, at netop en muslim, Sara Omar, havde forstået dette ord langt bedre end mange kristne, når hun i sin roman kunne lade hoverpersonen skrive til sin veninde:
Som vi begge ved, er dét at have retten til sin egen stemme ikke en selvfølge for kvinder som dig og mig. Men jeg vil kæmpe for den ret og holder derfor fast i et spinkelt håb. Hvis vi skal gøre os frie, så er vi nødt til at tage bladet fra munden og gøre front mod undertrykkelsen, uanset hvor den har sine rødder. Hvis vi skal føle os som mennesker, må vi fortælle vores historie.
Det, vore anstrengelser må rette sig imod – og det både de verdslige og de kirkelige anstrengelser – er at slå hul på den muslimske herrefolksmentalitet, er at få vore muslimske landsmænd til at forstå, at de ikke er mere mennesker, end vi er, men at det netop er lykken at være helt og fuldt anerkendt af de mennesker, man bor iblandt. Føler man sig anerkendt på den måde, at man har ret til at fortælle sin historie uden omsvøb, så er man et helt menneske. For ikke at misforstås, er jeg nok nødt til at føje til, at jeg her taler om muslimers indbyrdes anerkendelse og om deres anerkendelse af os ikke-muslimer.
ricardtriis 