Hvorlænge endnu?

Lad mig først komme med en tilståelse: I mit sidste indlæg, det, der handlede om regeringens ghettoforslag, nævnte jeg, at der manglede et tiltag imod genopdragelsesrejser. Det erfarer jeg nu er forkert. Den norske forfatter Hege Storhaug er ude med en oplysning om, at der i de danske forslag faktisk forefindes forslag til imødegåelse af fænomenet genopdragelsesrejser, se her.

Jeg har godt nok en undskyldning for denne fejl, og jeg tror nok, den holder, men jeg undlader at komme ind på den. Der er nemlig noget andet, jeg hellere vil skrive om:

Torben Snarup Hansen har på snaphanen et indlæg om forholdene i Spanien fra omkring år 1500 og et par århundrede fremefter, se her. Jeg har for nogle år siden læst en del af afhandlingerne på denne hjemmeside og fandt dengang, at der her var tale om ret afbalancerede afhandlinger. Ellers har netop Spaniens historie været en stor kampplads mellem islamiske og kristne historikere. Men ud fra en afhandling af Henry Charles Lea, skrevet i begyndelsen af 1900-tallet, mente jeg at kunne konstatere, at den tvangskristning, der fandt sted overfor muslimerne i Spanien fra omkring 1500 og frem til godt 1600 var en skamplet på kristenhedens historie.

Det er den muligvis også, men det er noget andet, Torben Snarup vil have frem. Han skriver f.eks.:

I 1520’erne betalte muslimerne en pæn sum penge til kongen, så de fik lov til at praktisere deres tro. Officielt var de katolikker, men alle vidste, at det kun var på skrømt. På et tidspunkt blev det kryptomuslimske mindretal i de sydøstlige provinser voldeligt og assisterede nordafrikanske pirater og lignende kriminelle under natlige overfald, bortførelser og mord på “de vantro” spaniere.

I 1568 begyndte et regulært oprør syd for Granada – med meget store tab af menneskeliv på både kristen og muslimsk side. Da kampen omsider standsede, befalede regeringen, at områdets “moriscos” skulle flyttes til andre provinser – især Kastilien og Estremadura inde i landet. Tallene er usikre, men mellem 50.000 og 80.000 af dem blev fordelt mellem landsbyer, hvor de var omgivet af kristne. Efter et par generationer udgjorde de ikke længere noget fællesskab og dermed ingen trussel.

Man havde altså lang tid efter, at morisco’erne skulle være blevet forvandlet til ”normale” spaniere, oprørske tendenser i deres provinser, eller i provinser, hvor de udgjorde en stor del af befolkningen. Torben Snarup fortsætter:

I stedet blev en stor moriscobefolkning i Aragonien – bl.a. egnen omkring Alicante og Valencia – en ny sikkerhedsudfordring. Mellem 1609 og 1614 blev ca. 300.000 derfor udvist til Nordafrika. Det lykkedes dog mange muslimer – sandsynligvis et lignende antal – at skjule sig for regeringen, men på linje med de kastilianske “moriscos” blev deres parallelsamfund opløst, og deres efterkommere blev kristne.

Dette viser lidt om, hvilken tidshorisont vi taler om, når det drejer sig om at opløse de muslimske ghettoer, eller når det går ud på at forvandle tilhængerne af ”fredens religion” til fredelige borgere.

I et interview, som Tommy Robinson har lavet med en berømt shiitisk imam, se her, kommer det frem, at det efter denne imams mening vil tage endnu længere tid, hvis det i det hele taget vil være muligt at afmontere det farlige ved islam.

Imamen hedder Mohammed Tawhidi og stammer fra Iran, men har måttet flygte til Australien, fordi han ikke havde de efter det iranske styres mening rette meninger om islam, eller måske i virkeligheden fordi han fik øjnene op for den korruption, der foregår i de officielle kredse i Iran.

Denne imam havde mange interessante synspunkter.

Ét af dem var hans syn på jøderne. Se til jøderne, sagde han, de er blevet forfulgt gennem århundreder, de har ikke prøvet at omvende andre til jødedommen, man ville derfor formode, at de forlængst ville være opslugt af deres værtsbefolkninger. Men det er ikke sket. Tror man ikke, at det samme vil kunne ske med muslimerne? Tror man virkelig, at de vil kunne fredeliggøres eller omvendes bare i løbet af halvtreds eller hundrede år? Så kan man vist allerede med det samme begynde at tro om.

Han kunne også have sagt: Se til romanerne eller sigøjnerne! De har opretholdt deres meget særprægede kultur midt i et Europa med en helt anden kultur lige fra den tid, de kom ind i vores verdensdel – vistnok omkring år 1300 – frem til i dag. Og de har formået at overleve i denne kulturkamp på trods af, at de igennem alle årene overalt, hvor de trængte frem, har udgjort et mindretal. Må man ikke spørge, hvordan en folkelig sammenhængskraft kan være så stærk? Er det en klanmentalitet, der er tale om? Er den understøttet med os ubekendte religiøse forestillinger? Mærkeligt er det i hvert fald.

Mohammed Tawhidi havde selv en afvigende tolkning af islam. Men han gjorde meget ud af at vise, hvor vanskeligt for ikke at sige umuligt det ville være at reformere islam. For, som han sagde, islam går ud fra, at den perfekte livsanvisning er givet med koranen, der er altså ikke noget at reformere; hvis den nuværende islam skal ændres, skal den ændres tilbage til den oprindelige islam, ikke tilpasses en udvikling, der har fundet sted i Vesten.

Det vil sige: Ser vi på udviklingen i det gamle Spanien, ser vi på jødernes og romaernes historie, så melder sig vel uvægerlig spørgsmålet: Hvorfor tror vi, det vil gå lettere for os med at fjerne muslimernes særprægede kultur?

Bevares, der er forskel på kulturer. Hvad der springer i øjnene ved den muslimske kultur iblandt os, er dens latente voldsparathed. Og kunne den fjernes, ville meget være nået i retning af en fredelig sameksistens med islam. Men den er ikke fjernet, og den kan formentlig ikke fjernes. Tawhidi er selv forfulgt af andre muslimer, for muslimer bruger vold for at holde fast på den rette lære, og for at forhindre os andre i at kritisere denne lære. Desværre er de ikke enige om, hvad der er den rette lære. Ikke blot er shiitter og sunnier voldeligt uenige om spørgsmålet, indenfor shiitterne angriber også nogle shiitter andre shiitter for at få has på den lære, de udbreder.

Her har kirken en opgave. Ikke blot den opgave at overbevise muslimer om det umenneskelige i deres lære, også den opgave at gøre vore egne medlemmer klar over forskellen mellem islam og kristendom, så de ikke fristes af islam.

Fristes af islam? Det er der da ingen fornuftige mennesker, der kan blive!

Nå ikke!

Der er ikke desto mindre en del konvertitter i de vestlige lande. Og så længe kirken nøjes med at fremsige de sædvanlige kristelige formler – dette med Jesus som Guds søn, og dette med, at han er opstået fra de døde og den slags – så er muligheden for en åreladning blandt kirkemedlemmerne stor. Det er godt nok ikke til at vide, hvad det i sidste ende er, der gør, at vi stadig har mange medlemmer i kirken; hvad der får dem til at blive. Men for mig at se er en besindelse på forskellen mellem kristendom og islam i høj grad tiltrængt.

Og vi i kirken behøver naturligvis ikke arbejde ud fra det synspunkt, som den ovenfor omtalte imam har: at det måske slet ikke vil være muligt at gøre muslimer integrerbare. Vi kan godt tillade os at se lidt mere positivt på den opgave, der foreligger for os.

I Den korte Avis omtales f.eks. en kvinde, Sara, som er blevet en stor hjælp for det asylcenter, gennem hvilket hun oprindelig blev indført i det svenske samfund, se her. Sara betragter svenskerne som naive. De forstår ikke magtforholdene indenfor islam. De tør ikke indse, at det, der sker,

er en konkurrence mellem en voldskultur, og en kultur som bygger på samarbejde og tillid.

Og det er altså islam, der er voldskulturen.

Og islam er også en mandsreligion:

Islam er mændenes religion. Den er skabt af mænd til mænd. I det system er kvinderne mændenes fanger. De er spærret inde i hjemmene, i tøj, og i regler om dydighed og lydighed. Er der den mindste “slinger i valsen”, så sladres der, for der er indberetningspligt. Alle lurer på alle, og på den måde er shariapolitiet overalt. Kun få kvinder undslipper, og de der gør, må ligesom Sara gemme sig, for de er i stor fare. Som en af de få, der er sluppet ud af fængslet, prøver Sara nu at hjælpe de muslimske kvinder. Men det er meget vanskeligt, at komme forbi deres fangevogtere. Mændene.

Hvordan kan nogen dog modarbejde den religion?

Ja, Sara kan. Hun gør det blot ved at fortælle kvinderne om de rettigheder, de har som mennesker i Sverige. Hun gør det med snilde og hittepåsomhed. Hun får kvinder med på ture rundt i området, og dèr kan hun så fortælle dem om det land, de befinder sig i. Hun har endda haft held til at få etableret en form for seksualundervisning for kvinderne, noget, der i høj grad var tiltrængt.

Hendes råd til de svenske politikere er enkelt: Få mændene sat i arbejde! Få dem til at beskæftige sig med at tjene til familiens ophold! Når de ikke har noget at lave, så er det, at de går og holder øje med hver bevægelse, deres kvinder foretager sig.

For lang tid siden, tilbage i 2012, skrev jeg om to tilfælde af muslimsk ægteskabsrådgivning, som den norske hjemmeside Human Rights Service fortæller om, se her. Det ene tilfælde drejede sig om en ung mand, det andet om en ung kvinde. Dengang var jeg mest optaget af kvindens situation. Der var tale om en 19-årig kurdisk kvinde, som gik og ventede i opslidende spænding på, hvad hendes far ville finde på med hensyn til hendes fremtid. For hvad han bestemte, var lov. Foreløbig holdt hun øjne med den skæbne, der blev hendes storesøster til del, og det lovede ikke godt for hende, for ville hun ikke komme til at lide den samme skæbne, dvs taget med til Kurdistan, tvangsgiftet med en kurder, som på den måde kan komme med tilbage til Norge?

Men hun levede jo netop i et kultursammenstød, og derfor kunne hun se, at hendes tilværelse kunne forme sig anderledes. Hun havde norske veninder, og dem, men ikke hendes familie, kunne hun betro sig til, omend hun klagede over, at de ikke rigtig kunne sætte sig ind i hendes vanskeligheder, hvad jo det norske samfund som sådant heller ikke kunne (eller ville).

Giver dette håb for fremtiden?

Ja, det gør det. For hendes klage viser, at hun bliver påvirket af det norske samfund, påvirket til at få lyst til at gøre noget ved den skæbne, der ellers var hende sikker. Sara Omar viser i sin roman Dødevaskeren, at også hun er blevet påvirket af det nordiske menneskesyn, også hun ser en opgave i at kæmpe for selv at blive et helt og selvstændigt menneske og hjælpe andre til det samme med ord og handling.

Og så er den mand, der fortælles om i mit indlæg, måske alligevel af større interesse. Han har opdaget noget, som vi ikke-muslimer så udmærket kender til, men som muslimerne fornægter, han har opdaget forelskelsen. Der er én bestemt kvinde, han har fået et godt øje til. Men problemet for ham er, hvordan han kommer videre derfra. For som from muslim må han jo ikke have samkvem med kvinder, dårlig nok tale til dem – hvad han bedyrer, at han heller ikke gør – og da slet ikke være sammen med dem i enrum. For hvis han uden videre frier til hende, vil hun så ikke afvise ham, for hun kender ham jo slet ikke? Og da han ikke på muslimsk måde kan gøre sig bekendt for hende, hvad så?

Vi kan naturligvis godt grine lidt af hans problem. Men det interessante ved dette tilfælde er, at der er kommet forelskelse med ind i billedet. Det er noget, den muslimske håndtering af kønsdriften gør alt for at undgå. Kønnene skal holde skarpt adskilt, for at der ikke skal ske noget ukysk. Men med en sådan adskillelse af kønnene, kan forelskelse jo normalt ikke opstå. Og når den alligevel opstår, som i dette tilfælde, kan den ikke udvikle sig til en forlovelse endsige da til ægteskab. På den anden side kan vor mand her heller ikke tænke sig at gifte sig med en anden. Det er jo noget af forelskelsens mærkværdighed: den er ikke en forelskelse i hvem som helst, men en forelskelse i en bestemt person.

Lad mig bare fremhæve det som noget glædeligt, at vore muslimske landsmænd står med disse problemer, at altså sammenstødet mellem muslimsk og kristen kultur også giver vanskeligheder for muslimerne. Men det forekommer mig også, at det må fremhæves som en opgave for folkekirken at forkynde ind i disse situationer, f.eks. ved at spørge, som jeg spurgte tilbage i 2012:

Skal vi direkte spørge ham (og alle andre muslimer, naturligvis), om det mon virkelig kan være Guds hensigt med at skabe os som mand og kvinde, at vi skal gemme os for hinanden, skal holde de to køn adskilt? Mon ikke det snarere er hensigten at lære os at omgås hinanden uden de farlige seksuelle overtoner. (Jeg siger med vilje ikke uden de seksuelle overtoner, men uden de farlige seksuelle overtoner). Og skal vi ikke spørge, om det mon ikke kunne tænkes at være efter Guds hensigt, at der opstår en forelskelse mellem netop to individer, en forelskelse, som kan danne baggrund for den kærlighed, der tænkes at opstå i ægteskabet?

Det er i orden, at vi fra politisk/borgerligt hold holder fast ved vore idealer om ligestilling mellem kønnene. Men det vil også være i orden, ja, det må efterhånden være uomgængeligt, at kirken forkynder evangelium og ikke lov, forkynder frihed og ikke tvang, forkynder, at ægteskabets grundlag ikke er familiens bestemmelser, men parternes indbyrdes kærlighed.

Og at gøre det er at forkynde, at de bindinger af må-ikke’er, som muslimerne binder deres unge ind i, er både uhensigtsmæssige, umoralske og imod Guds bestemmelser. De to ægtefæller tænkes jo ikke bare at holde sammen, fordi loven kræver det, de tænkes virkelig at elske hinanden, også om der overhovedet ikke var nogen lov, der sagde, de skulle holde sammen. De tænkes at sætte sig ind i hinandens tankegang, at føle med hinanden, at være fælles om børnenes opdragelse, osv.

Intet af det kan man lave lovregler for, ja, det ægte i ægteskabet går i stykker, hvis den ene eller den anden blot gør, som han gør, fordi han vil være moralsk.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.