Storkonflikt

Det er med en vis ulyst, at jeg tager problemet med den varslede storkonflikt op til debat. Men der er et par ting, som jeg nok synes kunne trænge til at nævnes, om ikke ligefrem belyses.

Først et par indledende øvelser!

Tom Jensen, chefredaktør på Berlingske, har i et indlæg i Berlingske, se her, mange rosende ord tilovers for den danske model. Det er civilsamfundet, der her viser sin styrke, hedder det. Men han er alligevel realist nok til at spørge, om denne model, der er opstået på det private arbejdsmarked, nu også virker på det offentlige arbejdsmarked. Han skriver:

Men er det nu sådan i virkeligheden?, vil kritikere spørge. I de senere år er tvivlen særligt vokset i forhold til overenskomsterne på det offentlige område. Ikke mindst mistanken om, at der foregik en nøje politisk håndstyring mellem regeringen og KL før og under lærerkonflikten, der endte med lockouten og et lovindgreb i foråret 2013, har fået flere til at tegne et billede af en dansk model, der i offentligt regi er kørt af sporet.

Som om overenskomstforhandlinger som dem, der netop er brudt sammen og derfor sendt i Forligsen, reelt er et stort skuespil med fagforeningerne på den ene side stillet over for et magtpolitisk kompleks på den anden side bestående af arbejdsgivere, der også er politikere og derfor indtager en dobbeltrolle: Først sikrer man et forhandlingssammenbrud. Derefter griber arbejdsgiversiden reelt set selv ind og standser konflikten igen med loven i hånd.

Her nøjes han med at tale om en mistanke om, at der forekom urent trav ved de forhandlingerne med lærerne i 2013. Han har en dårlig hukommelse. Vi behøver ikke nøjes med en mistanke. Jyllands-Posten fik i foråret 2013 fat på et papir fra finansministeriet, dateret 18. oktober 2012, altså to måneder før det officielle forhandlingsforløb startede, hvori det om den nye skolereform hedder:

»Reformen gennemføres ved hjælp af frigjorte ressourcer som følge af dels normalisering af lærernes arbejdstid (…). Forudsætningen for, at timetallet i folkeskolen kan øges som forudsat, er en ændring i anvendelse af lærernes arbejdstid.«

Det havde lærerne frygtet hele tiden. De havde under hele forhandlingsforløbet haft indtryk af, at deres modpart ikke førte reelle forhandlinger, men på forhånd var indstillet på at iværksætte en lockout, så de kunne fastsætte lærernes arbejdstid ved lov. Hvilket de jo også gjorde.

Jeg udøste min forargelse over det spegede spil her. Og jeg har siden haft en begrundet formodning om, at man ikke uden videre kan overføre den danske model fra det private arbejdsmarked til det offentlige arbejdsmarked, blandt andet fordi de offentlige arbejdsgivere sparer penge ved en lockout eller en strejke, mens de private taber penge derved, det vil sige, de strejkevåben, som indgår som en uundværlig del af den danske model, fordi de tvinger parterne til enighed, virker ikke på det offentlige arbejdsmarked.

Ikke desto mindre er jeg nu tilbøjelig til at give en modstander af hele den forhandlingsstrategi, som lærernes organisationer har gennemført, ret. Der er tale om en lærer med 40 år på bagen, og han beskriver flere interessante forhold ved forhandlingerne på lærerområdet, og skriver så:

I startfirserne foretog Københavns Kommunelærer Forening (KKF) blandt foreningens medlemmer en skriftlig, anonym spørgeskemaundersøgelse for endegyldigt at fastslå, at lærerne arbejdede langt mere end de 37 ugentlige timer, de fik løn for. Undersøgelsen blev hastigt lagt i skuffen. Næppe en eneste af de adspurgte nåede op på bare tilnærmelsesvist 37 ugentlige timer. I tror nok, at det hele er løgn, så utroligt det måtte lyde her i 2018. Men det hele er den skinbarlige sandhed. Jeg var der selv.

Det er noget af det, der er problemet: man kan ikke sammenligne lærerarbejdstimer med maskinarbejderarbejdstimer. Lærerne arbejder med mennesker, og overalt, hvor man arbejder med mennesker, bliver man påvirket på en anden måde, end hvor man arbejder med maskiner. Fejlen ved diverse læreroverenskomster er altså – så vidt jeg kan se – at man har villet have lærernes ugentlige timetal til at nå op på 37 timer, selv om de timer, de befandt sig i klasselokalet, aldrig nåede op på det tal. Så fik man indført timebetaling for forberedelse, for forældresamarbejde, og for meget andet, som en lærer laver, men ligegyldigt hvad, det endte med at blive et mærkeligt sammensurium, for man kan ikke på den måde stykke et arbejde blandt mennesker ud i sådanne detaljer.

Jamen, hvordan så? vil man nok spørge.

Og her synes jeg, man måtte kunne tage ved lære af fortiden, altså den fortid, hvor der ikke var sådanne timebestemmelser og arbejdsbeskrivelser.

Jeg mener, det er jo til lærerens eget bedste, at han gennemfører forældresamtaler. Han vil få undervisningen til at fungére meget bedre, hvis han har et vist kendskab til forældrene. Og hvis han ser andre lærere tage på lejrskole med børnene, eller rejse til Bornholm sammen med en 7. klasse, så vil han også for sit vedkommende fornemme, at det kunne give noget i det daglige, når børnene oplever ham i en anden rolle end lige lærerrollen, og måske helt af sig selv påtage sig den slags opgaver.

Hvorfor arbejdede han dengang over på den måde? Hvorfor lod han ikke blot skolen være skole, når det ringede ud efter sidste time, og gik hjem og nød sin omfattende fritid? Fordi han så det som sin opgave at lære børnene noget, at opdrage dem, at få dem til at forstå. Og fordi han selv fik fordel af alt det, han gjorde i det, der dengang blev betragtet som hans fritid.

Altså: Man gav ham et ansvar for at få undervisningen til at fungére bedst muligt. Det havde han selv noget ud af, og det havde børnene også noget ud af. Men hvordan det skulle planlægges, hvordan det nøjere bestemt skulle føres ud i livet, det lod man ham selv bestemme.

Det er klart, at der var forskel på lærere. Det skal nok have været dem, der brugte langt mere end 37 timer pr uge på skolen, men også dem, der klarede sig med det timetal, børnene havde. Og det var dengang ikke 37 timer om ugen.

Og det er altså noget af en falliterklæring på begge sider af forhandlingsbordet, at man ikke har kunnet finde andre værdimål for lærernes arbejdsindsats end timetallet. Ikke, at jeg sådan på stående fod kan foreslå noget alternativ. Men at man på én eller anden måde må tilbage til en form for tillid mellem arbejdsgiver og arbejdstager (lærer), en tillid, som vil bevirke, at arbejdsgiver forventer, at arbejdstager sætter hele sin menneskelige forståelse ind i undervisningen, giver sig selv med alt, hvad det indebærer, og så ellers får en passende aflønning for det.

Dertil kommer imidlertid noget andet.

Som man måske husker, havde jeg i 2013, da debatten om skolereformen rasede, nogle indlæg om den elefant i rummet, som overhovedet ikke blev nævnt i denne debat, nemlig den anderledes kultur, (læs: den muslimske kultur), som en del af børnene kom ind i skolen med. Ét af indlæggene kan ses her.

Vi står overfor en mægtig udfordring med den muslimske kultur, der er kommet ind i landet med de mange muslimer. Regeringen forsøger sig med en ghettoplan, man vil prøve at gøre noget ved børns sprog ved at indføre tvungen børnehaveundervisning, osv., altsammen udmærket. Men det er mig en gåde, hvordan man samtidig med det kan overse folkeskolens enorme rolle i integrationsprocessen, og samtidig tilsyneladende overse de vanskeligheder, den muslimske kultur bereder folkeskolen, læs lærerne. Man har set stigende tendenser til vold overfor lærerne, man har set fortvivlede lærere, hvis undervisning saboteres af muslimske elever. Og så bebrejder man Thulesen Dahl, at han kommer med en bemærkning om, at man ved disse overenskomster må prøve at råde bod på den begmand, man sidste gang gav lærerne. Og hvad værre er: man har tilsyneladende ikke tænkt sig at følge hans råd, uagtet at samtlige andre offentlige ansatte synes at være enig med ham.

Ser man da ikke, hvilken umådelig vanskelig opgave man lægger på lærernes skuldre? Er man ikke klar over, at man, hvis man virkelig skal vinde muslimernes ”minds and hearts”, må satse på folkeskolen? Men nej, man kører overenskomstforhandlingerne, som om alt er, som det plejer at være, som om elevmaterialet er det samme, som det altid har været, som om problemerne kun er af social og psykologisk art.

Dertil kommer desværre, at mange lærere også undlader at se elefanten i rummet, altså stadig tror, at de remedier, man hidtil har brugt: at tale med forældrene, at bruge den bløde ”rundbordspædagogik”, også kan bruges fremover.

En lærer har i Kristeligt Dagblad fortalt om sine vanskeligheder med en 1. klasse, se her. Hun blev udsat for en overordentlig voldsom reaktion fra en af drengene, og måtte bruge alle sine kræfter på at få to drenge til at holde op med at slås. Men hun fortæller ikke noget om, hvorvidt det er muslimer, der på den måde volder problemer. Der forekommer ikke ét ord om de vanskeligheder, der findes i skolen i kraft af de mange tosprogede elever, som jo kaldes tosprogede, fordi man så ikke behøver at kalde dem muslimer.

Det gør der imidlertid i en artikel i Den korte Avis. Her refererer Ralf Pittelkow fra en østrigsk avis, hvordan en østrigsk lærerinde for en gangs skyld har taget bladet fra munden med hensyn til de vanskeligheder, muslimske elever bereder skolen. Det hedder:

Problemerne i klasseværelserne er næsten ikke mere til at løse, siger hun. ”Der er simpelt hen for meget.”

Hun fortsætter:

Jeg tror, at forskellen mellem deres verden derhjemme og vores verden er så stor, at man ikke længere kan få tingene til at mødes. For mange af mine elever står shariaen over alt andet. Den er det vigtigste for at være en god muslim.”

Tidligere kunne Wiesinger interessere eleverne for undervisningens indhold. Men nu reagerer de mere og mere ud fra religiøse motiver og regler.

Musik og dans bliver afvist. Hos mange af de muslimske forældre er der en voksende fjendtlighed over for faglige kundskaber. Ofte drejer det sig i stedet om den islamiske tro.

Det udvikler sig i en retning, der ikke er sund for et samfund.”

En anden lærer siger det på denne måde:

I klasseværelset raser en kamp mellem forskellige kulturer. Eleverne lægger desværre alt for stor vægt på afstamning og religion.

I det føromtalte indlæg refererede jeg en forfatter, der fortalte, at det vigtigste budskab en muslim fik med hjemmefra lød: ”Bliv ikke som dem!” Og det er klart, hvis der sidder mange muslimer i en klasse, og hvis de alle har denne besked med hjemmefra, så står læreren med en vanskelig opgave. For alt, hvad han eller hun vil gribe og gøre i, vil jo kunne afvises med en uudtalt henvisning til denne ordre hjemmefra.

Alt dette skal vore lærere gøre sig klart – og det er i sig selv en vanskelig opgave at få dem til at indse dette – samtidig med, at de skal finde metoder til at få den således stærkt forværrede undervisning til at fungére. Og disse integrationsarbejdere er det, man vil fratage normale menneskelige muligheder for at komme sig ovenpå de udfordringer, de møder på deres arbejdsplads. Kampen mod disse vanskeligheder, kampen for en fremtid for Danmark med balance i tingene, den kamp vil man timefastsætte og betragte som identisk med det lærerarbejde, der fandtes for ti-tyve år siden.

Det er ikke helt let at forstå.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.