Giver det mening at bede til Gud?

Det var dog et mærkeligt spørgsmål at komme med, vil man måske sige. Og så meget mærkeligere, som det er en præst, der kommer med det. Hvordan hænger det sammen?

Lad mig sætte spørgsmålet i forbindelse med en begravelse, jeg havde for snart mange år siden. Jeg skulle begrave en mand, der havde begået selvmord, fordi han led af den arvelige sygdom, der hedder Huntingtons chorea. Denne sygdom medfører døden i omkring fyrreårsalderen. Men døden kommer ikke bare springende. Forud for den endelige død kommer der nogle meget ubehagelige symptomer. Dem havde denne mand altså villet undgå ved at tage sit eget liv i tide, før disse symptomer optrådte.

Jeg husker, at jeg var meget påpasselig med den samtale, jeg havde med de pårørende inden begravelsen. For nogle af hans børn lyttede med. Og sygdommen er arvelig, så en fjortenårs pige skulle ikke i kraft af mine spørgsmål få at vide, at hun bar på sygdommen. Hvis hun havde det sygdomsfremkaldende gen, ja, hvis hun i det hele taget ville undersøges for det, så var det noget, hun skulle tage stilling til på et senere tidspunkt.

Men jeg mener at kunne huske, at jeg i min tale udtrykte forståelse, måske endda ligefrem beundring for mandens beslutning. Og i hvert fald fik jeg det med, at Gud godtog hans beslutning, altså godtog, at han så at sige sagde til Gud: ”Hvis det skal være på den måde, så kan det være det samme!” For Gud tvinger os ikke. Hvis vi skal prise og takke ham for den tilværelse, vi har fået, skal vi gøre det helt frivilligt.

Men bagefter har jeg nogle gange tænkt på forskellen mellem tidligere tider og vor egen tid. Dengang, før man kendte dette sygdomsbillede, før man vidste, at der eksisterede en sådan sygdom, da kunne man meningsfuldt bede om helbredelse, når de første symptomer viste sig. Men efter at lægevidenskaben har opdaget symptomerne, givet sygdommen et navn, og fundet ud af, at der ikke er noget at gøre, hvad nytter så bøn? Kan man så i det hele taget meningsfuldt bede Gud om hjælp mod sygdommen? Man véd jo nu, at sygdommen er uhelbredelig, dvs., man véd, at alle de, der har fået disse symptomer, er døde, inden de blev halvtreds. Skulle Gud så gøre en undtagelse for mit vedkommende? Ikke, at det er for meget at bede om – man kan aldrig bede om for meget – men at det er en umulig bøn. Den modsiges af det, vi – dvs. lægevidenskaben – véd. Naturen og dens jernhårde love har skubbet Gud til side. Den og ikke han bestemmer.

Sådan ser det i hvert fald ud.

I et tidligere indlæg tog jeg Robert R. Reilly’s bog The Closure of the Muslim Mind op til behandling, se her, og undrede mig noget over, hvordan de fromme, for ikke at sige overfromme muslimer bøjede sig for Guds vilje på en ganske gennemgribende måde; de regnede nemlig ikke med årsagssætningen, nej, Gud havde ikke bundet sig til den forståelige årsags-virkning-sætning, han var ikke logos, fornuft, ratio, han var vilje, udelukkende vilje. Og den kultur, der opstod på denne baggrund, stod i grel modsætning til vores kultur, der jo regner med, at Gud er Logos, fornuft, ratio, og at man derfor kan undersøge den verden, han har skabt, med rationelle midler.

Det er vi så, i modsætning til muslimerne, gået i gang med. Og vor overlegenhed, militært, kulturelt, teknisk, over den muslimske verden, forklarer Reilly med det forhold, at muslimerne ved at lade Gud som vilje ganske overskygge Gud som logos har undladt alle videnskabelige discipliner, eller i hvert fald udsultet dem gevaldigt. I modsætning til, hvad vi har.

Men så er det, man kan spørge: Vil troen på Gud, vil bønnen til Gud ikke mere og mere forstumme, efterhånden som vi lærer denne verden bedre og bedre at kende? Og er det ikke det, vi ser i vore samfund? Kirkens rolle aftager, videnskaben og teknikken, inklusive lægevidenskaben, tager over, hvor troen på Gud slap. Vi spørger lægen til råds, og vi beder også til Gud, men vore bønner til Gud holder vi indenfor de rammer, lægen giver os, indenfor de usikkerheder, han stiller os i udsigt.

Jeg har tidligere omtalt Markus Gabriels bog Ich ist nicht Gehirn, se her. Dengang havde jeg ikke læst bogen. Nu har jeg i det mindste fået den hjem, godt nok på engelsk: I am not a Brain, men endnu ikke læst den færdig. Gabriel har dèr et afsnit om bevidstheden, og i ét af kapitlerne ”Nothing is beyond our experience – or is it?” går han i rette med blandt andre Richard Dawkins. Hans tese: at videnskaben giver os adgang til al tilgængelig viden, er uholdbar. Og tænk, han kommer med et argument, der ligner mit: Jo, for hvis alting ligger fast i videnskabelige love, så ligger jo også erkendelsen af denne sandhed fast i bestemte love, og hvordan kan videnskab så være videnskab, den må jo nødvendigvis fremkomme som resultat af en fri diskussion.

Jeg véd i skrivende stund ikke, hvor Gabriel ender. Han hævder, at han er ateist, men jeg er ikke klar over, om hans ateisme er velbegrundet eller ej. Det, han har imod Dawkins, er, at han er blind for den verden, der opstår med menneskets bevidsthed. Vi ikke blot ser verden, vi forstår den også, ordner den, giver de forskellige tildragelser navne, og alt dette gør vi frit, fordi vi med vort sprog har del i en anden verden end den materielle.

Og i den verden har Gud noget at sige. I den verden giver bøn til Gud mening. I den verden kan vi bede Gud om hjælp, om, at han vil styrke os i vor frimodighed overfor livet, om, at han vil give os livsglæde trods modgang, om, at han vil styrke vort samliv med næsten, gøre kærligheden stærk, gøre fortroligheden altomfattende.

Problemet med bønnen opstår med hensyn til den materielle verden, den verden, som vi jo med vort legeme også har del i. Kan vi bede til Gud angående ting i den materielle verden?

Det er ikke mindst her, striden står mellem os kristne og vore ateistiske venner.

Disse overvejelser skal danne baggrund for den følgende gennemgang af nogle af de argumenter, som Kaj Munk anvender på baggrund af den påstand, som skuespillet Ordet er bærer af: at opvækkelse af døde er mulig, blot troen er stærk nok. Jeg kan selvfølgelig ikke komme rundt om alle argumenterne, det ville fylde en hele bog, en bog, forøvrigt, som er skrevet, nemlig af mig, den hedder Et spark til himlens dør. Men jeg vil tage en mistanke frem, som jeg sidenhen har fået, en mistanke om, at Munk i grunden er enig med Richard Dawkins og kompagni, men kun kan komme om ved disse tanker gennem fuldstændig tåbelige, ubegrundede og usammenhængende påstande.

Først er der nu den opvækkelse af den døde Inger, som stykket slutter med.

Tanken om en sådan opvækkelse er foregrebet adskillige gange i stykket, især i samtalen mellem Johannes i hans sindssyge tilstand og Ingers datter, Maren, se her, replik 637ff, men også i samme akt replik 680ff. Og lige før den nu helbredte Johannes siger de opvækkende ord, afsløres det, at han intet kunne gøre, hvis alle omkring ham tvivlede, altså tvivlede på opvækkelsens mulighed. Der er tale om replik 928:

det er Jammer og Rædsel, at Gud er god og almægtig, og dog ligger hans Jord i Elendighed, fordi der imellem de troende ikke er een, der tror. Er der da ingen? ikke en eneste af jer, der kan støtte mine Hænder, mens jeg beder os Underet ned? Jeg siger jer, alt er muligt for den, der tror.

Det er kun lille Maren, der tror, at det kan lade sig gøre, og det er lidt uklart, hvorfor hendes tro kræves, eller altså, hvorfor det ikke er nok med Johannes’ tro. Men sådan har altså Munk villet have det.

Når han i det hele taget får den tanke at lave et skuespil om en dødeopvækkelse, skyldes det ikke mindst afhængigheden af Bjørnstjerne Bjørnson. Oscar Geismar, der kendte Kaj Munk fra hans drengeår, har redegjort for det på udmærket vis i en artikel i Berlingeren. Her skriver han:

Kaj Munk har lige fra et eller andet tidligt Tidspunkt i sin Fortilværelse gaaet og tygget paa den Bjørnsonske Replik. Indtil Svaret med eet steg rødglødende op af hans Smede-Esse, fyldt med baade Trods og Tro. Er Underet sket en gang, og kan Mennesket ikke leve Underet foruden, nuvel, saa kan det ogsaa ske nu. Det er blot Troen, som mangler.

Bjørnson har i sit skuespil Over Evne hævdet, at alle de undere, den nordlandske pastor Sang har udført, og som en række af hans kolleger beundrer, kun er chokterapi overfor hysteriske lammelser. Bjørnson lader nogle præster forsamle sig og i deres forsamling bringe sig mere og mere op i en slags ekstase i forventning om det under, at pastor Sangs lammede kone kan gå – et under, som pastor Sang har stillet i udsigt – men lader dem brat falde ned igen, idet han lader både Sang og has hustru falde om af hjerteslag som afslutning på stykket.

Én af disse underforventende præster har hævdet, at et under for at være et under skal være ét, som tvivlens skarpeste instrumenter ikke kan sønderlemme, og det kan være grunden til, at Munk bruger en dødeopvækkelse i sit skuespil, hvor den døde har været død i hele fem dage, omend det jo i så fald er mærkeligt, at han lader lægen komme med en tvivlens bemærkning til sidst, replik 944:

Lægen: Ligsynsmandsinstitutionen skal afskaffes.

Dermed uskadeliggør han jo underet som under og forhindrer, at det går, som den omtalte præst hævdede hos Bjørnson: at ”alle der så det, kom til tro”.

Dertil kommer imidlertid, at Munk var meget stærkt påvirket af et dødsfald i sognet. Den unge gårdmandskone Marie Sand var død i barselsseng den 26-10 1925. Munks nabopræst, salmedigteren K. L. Aastrup, skriver om det i sine erindringer:

Engang kom han [Munk] og kastede sig dødsensfortvivlet i min gyngestol. Han havde været til stede, da amtslægen fra Ringkøbing havde prøvet på barnets bekostning at redde en ung mors liv. Hun var død, da han troede, det hele var vel overstået. Det er overflødigt at gengive hans skildring af begivenheden og hans egen følelse af magtesløshed overfor den. Det står ord til andet at læse i »Ordet«.

Og den begivenhed fik altså Kaj Munks svar på Bjørnsons skuespil til at stige rødglødende op af hans smede-esse, som Geismar skrev.

Men nægtes kan det ikke, at det svar, Munk kommer med, står som en påstand ud i den blå luft, oven i købet en påstand, som unægtelig synes at modbevises af erfaringen, ikke blot nutidens erfaring, men hele kristenhedens erfaring: ingen før Kaj Munk har vovet at påstå, at er blot troen stærk nok, kan selv døden ikke holde stand for den, eller at ordet om, at alt er muligt for den, der tror (Mark 9,23), også gælder overfor døden.

Som sagt tror jeg, at Munk i grunden er enig med Richard Dawkins om, at verden, som vi kender den, helt og holdent opfører sig efter videnskabens regler. Han lader lægen i Ordet fremkomme med denne trosbekendelse:

Nej, min gode Pastor Bandbul, der er aldrig her i Verden sket og vil heller aldrig ibidem ske noget, som ikke den tilstrækkeligt kyndige og sikre Opsporer vil kunne paapege en naturlig Aarsag til. (Replik 738).

Og af de forudgående replikker fremgår det, at Munk mener med denne replik at have sat pastor Bandbul på plads, selv om denne ellers er kommet med den meget tilforladelige anskuelse, at undere er imod Guds verdensorden. At det er det, han mener, kan blandt andet ses af en artikel i Jyllands-Posten fra 11-9 1932 Om Miraklet, se her. Her skriver Munk:

Hver eneste Bøn, om det saa blot er Bøn om at slippe for Betændelse ved sin Ligtorn, forudsætter Tro paa Miraklet. Der gaar akkurat lige saa meget i Stykker i den mekaniske Verden, om Gud skal slaa Hul paa din Tandbyld, som om han opvakte dit lille døde Barn i Graven.

Dette er forkert. Munk forudsætter tilsyneladende, at verden, som vi kender den, og som videnskaben kender den, er mekanisk. Men det véd Munk jo ikke noget om. Videnskaben er ikke færdig med sit arbejde endnu. Og lægens bemærkning er udtryk for den samme ekstrapolation, som vor tids videnskabsmænd ofte foretager: man går ud fra, at ikke blot den del af verden, vi hidtil har udforsket, men også den endnu uudforskede del bevæger sig ”mekanisk”, altså efter de kendte naturlove. Og det gør den måske også. Men det kan vi jo først afgøre ved verdens ende.

Pastor Bandbul i Ordet er af en anden opfattelse. Han siger til den sindssyge Johannes i første akt:

De gør ikke Undere; for Undere sker ikke. Gud bryder ikke sit givne Ord, sin Verdensorden, Naturlovene, sin Evighedsplan. Det siger ogsaa Skriften: Gud er ikke Forvirringens, men Ordenens Gud. (Replik 205).

Munk afbilder både her og sidenhen denne præst som lidt af en præstekarikatur. Alligevel lader han ham her sige det væsentlige. Den verden, vi kender, er ikke bestemt af undere. Og den Gud, der har skabt vor verden og stadig opretholder den, opererer gennem naturlovene, ikke på trods af dem. Det er derfor, at bøn giver mening, også i en verden som vor, hvor videnskaben har et stort ord at sige.

Det er ikke Munks tanke. Han vil nærmest give deisterne ret, de tænkere, der mener, at Gud måske har sat det hele i gang, men derefter har overladt verden til sig selv, så den styres af naturlovene og kun af dem. Hvis det er tilfældet, så kan Gud ganske rigtigt kun komme til at handle – hvilket vil sige: komme til at opfylde vor bøn – ved at foretage et under; som Munk siger det: urmageren har vel ret til at røre ved den store viser. Vi beder om, at der må gå hul på tandbylden. Hvis Gud skal opfylde vor bøn, må han efter Munks mening imod naturlovene slå hul på tandbylden. Jovist, men hvis nu tandbylden går over af sig selv, eller hvis den går over, fordi vi modtager passende behandling, så sker det jo ikke ved et under, og kan vi så se på det som en opfyldelse af vores bøn?

Ja, det kan vi efter min mening og efter pastor Bandbuls mening. Men ikke efter Munks, hvis man skal tage hans ord her for pålydende.

Man kan også sige, at Munk i denne bemærkning ikke skelner mellem helbredelige og uhelbredelige sygdomme, men blander de to ting uhjælpeligt sammen. Hvis en helbredelig sygdom, altså en sygdom, som vi går til lægen med, helbredes, så mener han, at der er tale om, at Gud har grebet ind med et under. Og hvis en uhelbredelig sygdom rammer, vil han, hvis disse ord skal tages for pålydende, have os til imod al erfaring at bede om helbredelse.

Det er, som om han er ramt så hårdt af tanken om videnskabens altgennemtrængende virksomhed, at han fejlagtigt mener, at kirken kun har den rene og skære mirakelpåstand at sætte op mod denne naturlovsbundethed. Og det virker højst besynderligt.

Værst er det vist i det svar, han giver frimenighedspræst Karl Nielsen i Jyllands-Posten den 28-10 1932, se her. Her skriver han:

De forraader Evangeliet, Hr. Pastor. Hvorved? Ved at tro paa Deres Øjne og Øren samtidig med, at De spørger Jesus til Raads. De forraader Evangeliet ved ikke at ville tro paa ham alene, men kombinere Deres Tro paa ham med Tro paa Dem selv og Deres egne Iagttagelser. De ser ikke døde rejse sig, og ergo rejser de sig ikke, og ergo er det udelukket, og Opstandelsen, som Jesus taler om, maa vi saa lægge over i det hinsidige.

At tro i kristen forstand det skulle altså være at fornægte det, øjnene ser, at fornægte al erfaring, at fornægte det, der har været kirkens overbevisning igennem hele dens historie: at mennesker, der dør, ikke opvækkes før i Guds rige, ja, ikke kan opvækkes ved selv den mægtigste tro, der kan frembydes, at dette skulle være kristen tro, det er dog ganske aparte og desuden direkte forkert.

Jeg ville måske nogenlunde kunne forstå og acceptere Munks holdning, hvis jeg kunne betragte det altsammen som udslag af hans fortvivlelse over at stå overfor det helt uforståelige dødsfald: Marie Sands død i barselsseng. At han i den sindsstemning dels gør op med Bjørnson og dels får udløsning for noget af fortvivlelsen ved Marie Sands død, det er forståeligt. Og det er måske også forståeligt, at han blander så mange ting så uhjælpelig sammen, som han gør, fuldstændig ligeglad med al fornuft og al erfaring. Jo, fortvivlelsen, dette slet ikke at kunne forstå, det kan nok forklare meget. Men vel kun forklare og undskylde det i 1925.

For at han syv år senere formår ikke blot at bibeholde alle disse i luften frit svævende påstande, men endog udbygge dem med endnu større mangel på logik, det er højst besynderligt.

Jeg tænker især på den vignet, han har anbragt i den trykte udgave af Ordet. Her står:

,,Nej, hans Stadsklæder skal hænge parat, for En ved dog aldrig, om han ikke skulde komme en Paaskemorgen.” En nøgtern Gaardmandsenke i Vedersø.

Søren Lodberg Hvas prøver i Aalborg Stifts Aarbog at få denne vignet til at handle om den store påskemorgen. Men ak, det gør den ikke. Munk skriver i en artikel i Jyllands-Posten den 2-10 1932 om Otto Larsen efter at have citeret vignetten, se her:

Denne Kone vidste, at Manden var død, laa i sin Grav og blev Muld i Muld; alligevel havde hun saa klart, saa lysende en Mulighed for hans Tilbagevenden for Øje, at hun endog holdt hans Tøj parat. Jeg giver mere for denne jævne Kvindes “uklare” Forestillinger end for Krarups og Martensens og alle Tiders teologiske Fakulteters Logik.

Det er sandt nok, at vi i den kristne kirke må nøjes med påstande. Det er sandt nok, at der ikke gives skygge af bevis for, at Gud har skabt verden, endsige da for, at han stadig opretholder den gennem sine naturlove. Man kan, synes det, lige så godt hævde, at det kun er naturlovene, der opretholder verden, det er jo kun dem, vi ser.

Men én eller anden form for logik må man dog kræve i vor tale. Hvis vi udstrør vore påstande om Gud og om hans undere med løs hånd, må vi dog sikre os, at der er en vis sammenhæng mellem dem. Det bekymrer imidlertid ikke Kaj Munk. Her har han hele skuespillet igennem slået på, at det, der udvirker underet, er troen, at hvis troen mangler, kan Johannes intet gøre, og at underet derfor må udeblive, hvis ingen vil hjælpe ham med at nedbede underet, fordi der blandt de troende ikke er nogen, der tror. Og så modsiger han det altsammen med denne vignet. Jo, for hvis der virkelig er nogen gårdmandsenke i Vedersø, der har udtalt disse ”nøgterne” ord, så er de jo udtalt med nøjagtig samme tvivl, som Borgen havde, da han bad for Johannes’ helbredelse: ”Det er dog altid forsøget værd!” (Replik 78). ”En ved dog aldrig”, siger hun og holder derved muligheden åben.

Muligheden for hvad? Ja, muligheden for, at det, der aldrig er sket i kirkens hele historie, sker i hendes sogn og med hendes mand: at han rejser sig op af graven og går hjem til sit hus. Men er det en tro, der tåler sammenligning med Johannes’ tro, der formår at få den døde til at rejse sig, når besværgelsen lyder?

Her har jeg selvfølgelig prøvet at se bort fra, at gårdmandsenken kun har eksisteret i Munks fantasi. For ligesom der ikke findes eksempler på dødeopvækkelser i kirkens historie, findes der heller ikke eksempler på en sådan overbevisning blandt noget almuesamfund i Danmark.

Jeg vil som sagt mene, at Munk deler lægens opfattelse af, at alt ligger inde under videnskabens mikroskop. Derfor mener han (fejlagtigt), at kirkens eneste mulighed er at fremsætte en påstand om Guds indgriben via undere så hårdt og bastant og påståeligt som muligt. Hvilket han så gør, men ikke gør til nogen gavn for kirken.

Snarere bør kirken holde sig til pastor Bandbuls udsagn: at naturlovene er Guds, at ”et brud på naturlovene ville være en forstyrrelse af Guds verdensplan, og det herlige ved Gud er jo netop, at vi kan stole på ham” (replik 735), eller til et udsagn, som Karen Blixen lader en person udtale i novellen Kappen: At trofasthed er den høje guddommelige egenskab, gennem hvilken universet styres.

Døden får vi ikke bugt med. Men at få bugt med de forskellige sygdomme, der har plaget os, det er dog lykkedes os ganske godt. Det kan ses som en efterlevelse af den opgave, Gud ifølge første skabelsesberetning har givet os: at vi skal gøre os jorden underdanig, eller med den anden skabelsesberetnings ord: at vi skal dyrke og vogte haven.

At bede til Gud under udførelsen af denne ”skabelsesopgave” er ikke et meningsløst foretagende, selv om vi jo ikke véd, om han vil bønhøre os, og selv om vi ikke ser Guds indgriben direkte, men ”kun” gennem menneskers kunnen og gennem noget, man lige så godt kunne kalde held. Det giver Munk udtryk for i skuespillet Kærlighed (udgaven fra 1926), hvor han lader biskoppen sige, efter at han har fortalt, hvordan han har begravet to af sine sønner, fordi de døde af tuberkulose:

den Tuberkulose, den Tuberkulose! Hvornaar vil dog Gud give Lægerne Indsigt nok til at møde den?

Vi ser Gud som logos, som fornuft, som ratio. Det gør det meningsfuldt at arbejde videnskabeligt for at ”gøre os jorden underdanig”, og mens det arbejde står på, henvender vi os til vore læger med vore sygdomme, samtidig med at vi beder Gud om helbredelse. Det ene ikke uden det andet. Men beder vi om helbredelse, når døden er indtruffet, betyder det, at vi nægter at høre Guds røst til os igennem denne begivenhed: ‘du har nu at leve dit liv anderledes end før’. Og står vi overfor en dødelig sygdom, kan vi nok ikke lade være med at bede om helbredelse, men vi kan dog også tage det som en mulighed fra Gud til at få sagt farvel, eller – som i tilfældet med Huntington-patienten – en mulighed for at afvise de vilkår, Gud giver os at leve under.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Giver det mening at bede til Gud?

  1. M.S. Carstens siger:

    Jeg har længst ikke kapacitet til, at forholde mig til alle de analyser du giver, men jeg læser dem altid gerne, med tak, og reflekterer på min vis.
    Således også her, måske lidt uden for emne, hvor jeg, i mit, gerne ville lade Gud tage over for min fremtid, men konstant bliver revet ud af den hengivenhed, dialog og tillid jeg lægger i Gud, fordi jeg på alle måder SKAL indrette mig og mit efter et system, hvor systemet er væsentlig mere vægtig end mit livs værdighed og ønske.
    Metamedicinens, Silvamind-controls m.f.s bud er mig en god hjælp undervejs, med Gud som grundlag i mit liv, i forhold til systemet, men man holdes i live for systemets skyld, på systemets vilkår og til profit for systemet.
    Understøttende hjælp undervejs til, at give bøn til Gud ro, tid og værdighed, er … ? udsultet i systemet? Systeet/videnskaben/….
    Systemet giver ikke mennesket ro, til at tankerne/bønnerne/taknemmeligheden til Gud kan komme frem, uden at de konstant forstyrres af en vrimmel af systemets krav, døgnet igennem.

  2. Pingback: Henstilling eller ordre? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.