Déjà vu

Det er sagt før, og det vil nok blive sagt fremover også: at indenfor islam straffer man frafald med døden. Også her på bloggen må man sige, at det ikke er en nyhed, at det forholder sig sådan. Alligevel er det, som om det er nødvendigt at sige det igen og igen. Vi vesterlændinge kan ikke rigtig tro det. Jeg heller ikke.

Det vil sige: tro det kan jeg jo nok. Der er efterhånden så mange vidnesbyrd, så man er nødt til at bøje sig for kendsgerningerne. Men forstå det, leve sig ind i det, føle med dem, der vil angribe og måske ligefrem slå ihjel, nej, det kan jeg ikke.

The Economist har i denne uge en artikel om eks-muslimer i USA, se her. Man begynder med at fortælle om en ung somalier, Mahad Olad. Han var taget fra USA med sin far og mor på ferie til Kenya, men allerede, da han steg ud af flyet, fornemmede han, at noget var galt. Hans mor, som var en stærkt troende muslim, af konservativ observans, opførte sig mærkeligt, ringede på sin mobiltelefon, når hun troede, han ikke kunne høre noget.

Hans mistanke viste sig at være rigtig. Hans forældre havde opdaget, at han ikke blot fornægtede islam, men også var homoseksuel. Han skulle derfor overlades til nogle muslimske imamer, og de skulle få ham tilbage til troen. Men Obad havde hørt om den slags genopdragelseslejre. De lå på øde steder, så man ikke kunne slippe væk, og der blev benyttet meget hårdhændede metoder for at geninstallere den islamiske tro, slag og sult, f.eks. Han kunne ikke i første omgang få fat på den amerikanske ambassade, den var optaget af en anden sag, men kom heldigvis i forbindelse med en keynesiansk ateist-gruppe, og den hjalp ham, så han kunne komme tilbage til USA i god behold. Men kontakt med sin familie har han ikke haft siden den oplevelse.

Noget sådant forekommer mig stadig mærkeligt. Ja, ja, muslimer har andre æresbegreber end os. Muslimer føler deres ære gået for nær, hvis børnene skejer ud, og at fornægte troen er at skeje ud. Men kan det, æren forlanger, virkelig få forældre til at lyve overfor deres børn, narre dem til at tro, de skal på ferie, når formålet er en brutal tvangsforanstaltning? Eller kan det, deres fromme holdning kræver af dem, virkelig få dem til på den måde at fornægte deres børn?

Det kan det åbenbart. Og det er formentlig noget, der ikke giver dem dårlig samvittighed. Så forskellige er de fra os.

Og det er ikke et lille problem i USA. Ifølge Pew Research Center er 23% af de amerikanere, der bliver opdraget muslimsk, frafaldne. Men de fleste går stille med dørene.

En ung muslim kom fuld hjem en aften. Hans far bebrejdede ham det, og han forsvarede sig med, at han ikke længer var troende muslim. Så fortalte faderen ham, at han selv havde mistet sin muslimske tro for mange år siden, blot havde han holdt det hemmeligt. Alligevel bebrejdede han sin søn for ikke at skjule sin ateisme godt nok.

Så de fleste frafaldne muslimer siger ikke noget om deres manglende tro. Men, som én formulerer det: Det mest frustrerende er at skulle leve og lade sit liv styre af regler, man ikke er enig i.

Der er groft sagt to slags frafaldne muslimer, fortæller artiklen. Den ene slags er opvokset i familier, der ikke er helt nøjeregnende. En kvinde fortæller, at hendes frafald begyndte med, at hun undlod én af de påkrævede bønner, senere sneg hun sig til nogle måltider under ramadanen, så til alkohol og samliv før ægteskabet, indtil hun som 18-årig var fuldblods ateist.

Andre kommer fra familier, der i højere grad praktiserer islam. De får en tvivl lagt ind i sindet, hvis der er koranord, som de ikke synes, deres underviser forklarer godt nok. Hvis de så desforuden møder skrifter af Hirsi Ali eller Richard Dawkins, kan det yderligere skubbe til deres tvivl. Men eftersom det at bryde med islam ofte betyder at bryde med familien tilligemed, nøjes ganske mange med at beholde deres tvivl for sig selv, dog kan ganske mange hente hjælp og trøst i anonyme netfora. Her kan de dele deres historier med hinanden.

Der er også organisationer for de muslimer, der åbent bekender sig som ikke-muslimer. Ex-Muslims of North America er en sådan organisation. Dens leder, Sarah Haider, håber, tingene vil forandre sig, så organisationen ikke længer behøver at eksistere. Men selv om hun har modtaget dødstrusler, holder hun fast ved sit arbejde med at hjælpe de frafaldne muslimer.

Dødstrusler er også, hvad en muslimske lærd, en såkaldt sheik ved navn Hussein, er blevet udsat for, se her. Han kom i en tidlig alder fra Uganda til Saudi-Arabien for at lære om islam. Her nøjedes han ikke med at stille spørgsmål ved den muslimske tro, hvilket irriterede hans lærere, han kom også til at sammenligne koranens og bibelens billede af Jesus og blev fra da af optaget af at lære mere om denne fællesskikkelse. Og han bevarede sin iver efter at finde ud af, hvad Jesus mente. Men det var først, da han i 2006 deltog i et fælles kristent-muslimsk dialogmøde, at han kom til at mærke, at de spørgsmål, han så længe havde kæmpet med, blev besvaret, og han indviede i sin begejstring én af sine medsheiker i sin glæde. Men denne advarede ham mod nogensinde igen at tale om Jesus med ham.

Vi skal helt frem til 2016, før han offentligt turde stå ved sin nye tro. I ti år holdt han altså sin nye tro hemmelig. Men – naturligvis, kan man næsten sige – ikke så snart var rygtet om hans kristentro blevet spredt, før han mødte modstand fra muslimsk side, altså rigtig, korporlig modstand. Tre hætteklædte mænd mødte op ved hans bolig og bad om at måtte få nogle bibler. Heldigvis anede hans kone uråd og sagde ikke noget om, hvor hendes man befandt sig. For senere fandt de ud af, at de tre mænd var ude efter at bortføre og dræbe ham.

Derefter blev han nødt til at flygte, for der var udstedt en fatwa imod ham.

Og hvad kan vi så lære af det?

Kan vi lære, at der er logiske brist i den muslimske tro, brist, som den nysgerrige og videbegærlige elev opdager, men som han eller hun tvinges til at tie stille med? Kan vi lære, at Jesu ord har gennemslagskraft selv i de hårdeste muslimske miljøer? Kan vi lære, at dialog med muslimer ikke består i at tie stille med alle forskellene, men snarere består i at lade Jesu ord trænge igennem diverse misforståelser?

I hvert fald må vi vist i folkekirken erkende, at vi er meget lidt tilbøjelige til på den måde at give Jesu ord frit løb blandt vore muslimske medborgere, måske endda ikke engang blandt vore egne menigheder. Jeg erindrer mig, at man tidligere ikke var spor bange for at fortælle om de stakkels hedninger, der var besat af store misforståelser, der ødelagde deres liv, og at man direkte brugte det som argument for den mission, man udførte. Men jeg kan også se, at man i vore dage ikke drømmer om at fortælle om stakkels muslimer, som er besat af en fejlagtig religion, der har ødelagte liv i sit kølvand. Men er det ikke noget af det, vi kan lære af disse episoder? Og ærlig talt, hvad ville der ske, om vi begyndte at tage Hussein og hans lidelsesfæller med i kirkebønnen? Ville det ikke være lige så naturligt som det i sin tid var at tage hedningerne med i den?

Nej, nej, jeg ser godt, at der ville blive himlet op imod én, om man gjorde det. For man må virkelig ikke med en sådan opførsel vanskeliggøre integrationen.

Men gør man det? Er vore menigheder ikke voksne og selvstændige nok til at kunne skelne mellem Uganda og Danmark? Eller er Husseins liv ikke værd at blive nævnt i lighed med ”dem, der snart skal dø” eller ”de udstødte og fattige”, osv.? Gør det noget, om der for en gangs skyld blev sat navn på én af de udstødte, også selv om det er muslimer, der udstøder ham? Eller tror man ikke, vore menigheder er klar over, at al terror i vore dage har sin rod i islam? Vi behøver vel ikke flere terrorangreb for at blive klar over det. I det hele taget: vore menigheder kan vel godt tåle at høre sandheden om islam og alligevel opføre sig modtagende og forstående overfor vore muslimske landsmænd.

Nå, der er tegn i sol og måne på, at forståelsen af, at islam også har mørke sider, er ved at materialisere sig. Blot har jeg en fornemmelse af, at den sidste, der lader sig overbevise, er folkekirken. Og det er ret sørgeligt i betragtning af, at de burde have været de første.

Men som man kan forstå af overskriften, er det ikke første gang, dette emne bliver behandlet. Og måske det heller ikke bliver sidste gang.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Déjà vu

  1. Pingback: ‘Isa, den muslimske Jesus | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.