Muslimer er fredede – hele året

Jeg véd ikke, om den tidligere studievært ved Deadline Adam Holm er af jødisk afstamning eller ikke. Og jeg véd egentlig heller ikke, om jeg vil håbe det eller være ligeglad med det. Men jeg har til hensigt at slutte dette indlæg med en slags kærlighedserklæring eller i hvert fald anerkendelseserklæring til de danske jøder. Og er han af jødisk afstamning, så kan han i det mindste glæde sig over det. Og er han ikke, kan han sikkert glæde sig sammen med mig over vore jødiske landsmænd.

Når jeg kan få den tanke, at Adam Holm er af jødisk afstamning, skyldes det en artikel om omskæring af drengebørn, som han har på Berlingske, se her, en artikel, som han afslutter på følgende måde:

Vel vidende at man skal vare sig for private anekdoter, har jeg ikke til dato oplevet kvaler som følge af min egen medicinske omskæring som lille. De rituelt omskårne plejer at sige det samme. Jeg tvivler på, at Signe Molde og andre omskæringskritikere reelt ved, hvad der finder sted. Synd at fordomme risikerer at blive ophøjet til lov.

Han er altså omskåret, kan man forstå. Men af medicinske og ikke af religiøse grunde. Og så véd man ikke rigtig. For sandt er det jo, at man i USA i en periode for ikke så lang tid siden omskar så at sige alle nyfødte drengebørn af medicinske grunde. Man mente – så vidt jeg husker – at en bestemt sygdom lettere overførtes af mænd med forhud end af dem uden. Og det var jo en god medicinsk grund. Jøderne og muslimerne – nå nej, dengang var der ingen muslimer i USA – kunne jo så uden besvær gå med ind i denne store badulje.

Så måske man også, da Holm var lille – det var engang i 1969 – har haft lige så let til kniven som amerikanerne, og der altså med garanti ikke har ligget nogen som helst snert af religiøs begrundelse bag omskæringen. Men lad det kun ligge.

Når han nævner Signe Molde i citatet, skyldes det, at han, da han så fjernsyn forleden aften, havde klikket sig frem til ”Quizzen” på DR2, og dèr hørte Signe Molde slå ind på emnet ”omskæring”:

Det tog ca. halvandet sekund at afkode hendes egen position. Hun finder denne rituelle praksis blandt jøder og muslimer inderligt afskyelig. Man må godt, som hun pædagogisk forklarede, »skære i sin søns drengediller, derimod er der fængsel, hvis du omskærer en pige.«

Holm fortsætter så med at forklare forskellen på de to handlinger: den ene grunder sig på en religiøs befaling, den anden har til hensigt at undertrykke kvinderne: de må hverken friste eller opnå erotisk nydelse.

Og jo, det er da rigtignok. Men det er også forkert. For begge former for omskæring grunder sig jo på en påstået befaling fra Gud. Men mens den ene, drengeomskæringen, er ganske uskyldig og ikke medfører nogen varig forandring for individet, er den anden – som rettelig bør hedde ”kønslemlæstelse” – en foreteelse, der medfører store ulemper og smerter for den pågældende kvinde. Dels foretages indgrebet ofte på en pige i puberteten, dels er det i hvert fald i visse traditioner særdeles omfattende og gør det svært og smertefuldt for kvinden at lade vandet og endnu sværere og smertefuldere at have samleje.

Der er virkelig god grund til, at vi i Danmark har forbudt denne kønslemlæstelse af piger.

Men der er ingen god grund til, at vi i Danmark skulle forbyde den uskyldige drengeomskæring. Der er virkelig tale om to vidt forskellige ting.

Men, fortæller Holm, nu har der ikke desto mindre rejst sig en storm for ikke at sige orkan i medierne for at få folketinget til at forbyde drengeomskæring. Islands alting siges at skulle tage stilling til et lovforslag, der vil gøre Island til det første land i verden, der forbyder drengeomskæring. Og også herhjemme har der rejst sig røster for et forbud.

Holm fortsætter:

Som nævnt er omskæring religiøst begrundet. Det er ikke min boldgade. Jeg er ateist, men dog er jeg efterhånden blevet så tilpas moden, at jeg accepterer andre menneskers gudstro. Og det er måske derfor, at jeg trods den modstridende logik holder fast i nødvendigheden af, at troende mennesker selv får lov at forvalte denne skik.

Med det sidste mener han ikke, at troende mennesker skal have lov til at lade sig omskære, når de som voksne selv kan bestemme over deres krop, men at troende mennesker skal have lov til at lade deres drengebørn omskære.

Hvorfor skal de det?

Jo, siger han, den jødiske omskæring er en bekendelse til et fællesskab, den er en ”markør” for mandlig jødisk identitet. Og det kan han jo have ret i.

Men nu når vi omsider frem til det, der kan begrunde min lidt sære overskrift. Den har med det at gøre, at jøder og muslimer af os vesterlændinge behandles vidt forskelligt.

Man har nok lagt mærke til, at der i den sidste tid har været en voldsom alarm over den sexchikane, der i filmindustrien og andre steder er foregået mod kvinder. Hashtagget #metoo har formået at fremkalde en bølge af kvinder, der fortæller om seksuelle krænkelser, de har været udsat for. Og der skal ikke herfra lyde nogen form for bagatellisering af disse beretninger. Selv om det kan være svært at leve sig ind i de følelser, som de pågældende kvinder har haft, især fordi det ofte er noget, der er foregået for længe siden, kan man ikke andet end tage dem alvorligt og i det mindste prøve at sætte sig ind i dem, så godt som nu et mandfolk formår det.

Men da nu denne bevægelse havde stået på i nogen tid, var der nogen, der begyndte at undre sig. Det var jo udmærket at vise forståelse for disse kvinder, men burde vi ikke tage anledning af denne opstandelse til også at vise forståelse for de mange undertrykte muslimske kvinder, sætte os i deres sted, prøve at overveje, hvad der kan gøres for at afhjælpe deres ulykkelige situation? Det synes at være oplagt. Men se, om vi gør det. Nej, hvad angår denne kvindeundertrykkelse er vi i alt væsentligt tavse. De er jo muslimer, og muslimer er fredede – hele året.

Man kunne ellers forvente noget i den retning, da den muslimske Sara Omars bog Dødevaskeren udkom i slutningen af 2017. Hvorfor fik den ikke en tilsvarende orkan til at bryde løs som #metoo? Det var dog langt værre ting, hun berettede om fra de muslimske miljøer. Dem var der sådan set langt større grund til at gøre noget ved. Men nej, det tør ingen gå i gang med, det finder ingen naturligt, det får lov til at fortsætte sin skæve gang uantastet.

På samme måde som kvindelig omskæring eller kønslemlæstelse får lov til at fortsætte.

Åh jo, vi har ved lov forbudt, at nogen udfører en sådan lemlæstelse. Men vi har naivt regnet med, at når blot der forelå et klart forbud, så ville alle rette sig efter det, og man behøvede ikke kontrollere overholdelsen.

Den antagelse holder ikke. En religiøs skik kan man ikke få bugt med på den overfladiske måde. Hvis man virkelig for alvor har til hensigt at skåne de somaliske piger for en sådan traumatiserende oplevelse, så må man enten forhindre somaliere i at rejse til Somalien – og de er jo kommet hertil, fordi de er efterstræbt på livet i Somalien – eller man må kontrollere pigerne ved hjemkomsten: er de blevet kønslemlæstet eller ej?

Hvorfor gør man så ikke noget? Hvorfor har denne mangel på kontrol fået lov at fortsætte gennem nu snart mange år?

Rigtigt gættet: fordi muslimerne er fredede – hele året rundt.

Jeg skal ikke her komme med forslag til, hvordan man kan forhindre somalierne i at kønslemlæste deres piger. Men jeg synes nok, der kan være grund til at sige: Lad os først gøre noget ved denne kønslemlæstelse, hvad enten den foregår på en tur til Somalia eller på et køkkenbord herhjemme. Det er noget, der virkelig betyder noget for en kvindes fremtidige liv. Det er noget, der virkelig ændrer noget afgørende i hendes tilværelse. Og når vi så engang ad åre har fået løst det problem – hvis vi nogensinde får det løst – så kan vi gå i gang med at diskutere mandlig omskæring.

Hvad det angår, har jeg det som Adam Holm: jeg mener, denne omskæring er tåbelig, hvis den savner medicinsk begrundelse. Ja, jeg kan oven i købet underbygge min opfattelse med diverse bibelcitater, citater, der viser, at det fremover – altså i den kristne menighed – ikke skal være ét eller andet citat fra det gamle testamente, der afgør, hvad man foretager sig, men menneskenes egne fornuftige overvejelser. Gud er virkelig ikke en bogholdergud, der tjekker, om vi overholder alle små og store passager i toraen, han er en fællesskabets Gud, der vil have os til at handle, så de fællesskaber, vi står i, styrkes. Og derfor vil han have alle de påbud og forbud bort, der blot skal overholdes, for at man kan sige: ”Se, nu har jeg gjort mit!” Man kan jo aldrig gøre nok i et fællesskab, det bliver ved med at kræve én fuldt og helt livet igennem, ja, det er jo just det fantastiske ved det: tænk, nogen har brug for dig!

Men omskærelse, sabbatoverholdelse, afholdenhed fra svinekød og den slags småting, det er en falsk gudsforståelse, der vil gøre det til hovedsagen.

Alligevel går jeg ind for at give jøder og muslimer frihed til at omskære deres drengebørn. For overbevisningen om, at Gud ikke er en bogholdergud, men en fællesskabets Gud, skal komme til et menneske på frivillig vis.

Til sidst en lidt mærkelig, næsten bagvendt overvejelse:

Når det nu er drengeomskærelse, der diskuteres og argumenteres imod vidt og bredt, så hænger det sammen med, at et forbud mod denne tradition ”kun” går ud over jøderne – eller i hvert fald kun i ringe grad over muslimerne – i modsætning til kvindelig kønslemlæstelse, der er en skik, der kun kendes i muslimske lande. I dette ”kun” ligger en dyb anerkendelse af vort jødiske mindretal, selv om det lyder absurd og vistnok også er det. For når vi ikke tør gå i flæsket på muslimerne, skyldes det, at vi stadig regner dem for en slags gæster, der skal behandles godt, så de engang vil komme til at føle sig hjemme; måske også, at vi risikerer, at de gør voldelig modstand. Med jøderne, derimod, har vi ikke den slags betænkeligheder; de er rub og stub en del af vort folk; de betragtes som fuldblods danskere; dem kan vi skælde ud, overfor dem tør vi sige vor hjertes mening, af dem forventer vi modargumentation, ikke vold.

Og en større anerkendelse kan man vistnok ikke få. Så på denne bagvendte måde er selv argumentationen imod drengeomskærelse en cadeau til jøderne. Selv om jeg må indrømme, at jeg godt nok synes, at denne anerkendelse burde komme på en mere direkte måde.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.