Europæisk stolthed

Det er sjældent, man hører nogen være stolt over at være europæer: tysker, franskmand, englænder, dansker, osv. Vi er vant til ikke mindst fra mediernes side at få påført skylden for næsten alle onder i verden, vi hører det næsten ikke mere, vi tænker ikke over det, det er bare sådan, at ingen udtrykker stolthed over at være franskmand eller hvad det nu kan være. Når derfor endelig nogen siger noget i den retning, så lægger vi mærke til det, i hvert fald hvis vi hører til dem, der har savnet denne iboende stolthed over det folk, man tilhører.

Derfor lagde jeg mærke til det i gårsdagens reportage om skyderiet i Carcassonne og Tèbles i Sydfrankrig. Der var én, der udtrykte stolthed på Frankrigs vegne over én af de implicerede. Det foregik kun i forbifarten, det var ikke noget, man fra redaktionens side ville understrege, men den var der dog, og historien, der fremkaldte denne stolthed, blev også fortalt.

Om skyderiet beretter Hans Rustad her. En længere beretning findes på Telegraph’s hjemmeside her. Og historien er kort fortalt den, at en ellers nogenlunde fredelig muslim gik amok, bevæbnede sig og skød omkring sig i Carcassonne, hvorefter han kørte til Tèbles og dræbte folk i et supermarked. Han tog en kvinde som gidsel og forlangte at få løsladt Salah Abdeslam, én af gerningsmændene fra storangrebet i Paris den 13-11 15.

Men én af politiofficererne, Arnaud Beltrame, tilbød sig som gidsel i stedet for kvinden, og det blev modtaget. Det lykkedes ham at lade sin mobiltelefon stå åben, så man kunne følge med i det, der foregik. Men da terroristen kort efter genoptog skyderiet, greb aktionsstyrken ind og skød og dræbte ham. Desværre blev ved den lejlighed også Beltrame ramt, og skønt han hurtigt blev ført til hospitalet, døde han kort tid efter.

Derimod er der ingen af disse kilder, der fortæller, hvis kugle det var, der ramte Beltrame. Det vil måske komme frem senere. Men det rokker ikke ved det mod, Beltrame udviste ved at lade sig bytte ud med gidslet.

Og det var der altså én af de interview’ede, en kvinde, der udtrykte sin stolthed over. Jeg véd ikke bestemt, hvorfor hun kunne være stolt over noget sådant, men jeg vover et kvalificeret gæt.

De muslimske selvmordsbombere har efterhånden plaget os længe, og vi bliver ved med at føle afsky for deres handlinger. Vi føler, der er noget unfair ved den måde, de snyder sig ind på os på. Vi har efterhånden fundet ud af, at det for dem drejer sig om at slå så mange mennesker ihjel som muligt, enten så de selv bliver slået ihjel samtidig – hvis de er bombemænd – eller så de skyder så mange af os som muligt, inden de selv bliver skudt. I begge tilfælde er de tilsyneladende ligeglade med, at de selv lider døden samtidig med deres ugerning.

Og dette sidste, denne dødsforagt, får os til midt i vor foragt også at føle en lille smule beundring for dem. Den får os til at få en fornemmelse af, at de måske i moralsk henseende er os overlegne, fordi de formår at møde døden så koldblodigt, som tilfældet er. Vi hæger jo om livet, har en næsten sygelig trang til at leve for enhver pris, og har da også en tilsvarende lav forventning om et liv efter døden; den har videnskaben og den dertil svarende overbevisning om, at denne verden er den eneste, at al tale om Gud og himmel er nonsenstale, taget fra os, nej, hvad vi kan se, hvad vore hænder kan tage og føle på, det er til, andet ikke.

Og det er klart, med en sådan kærlighed til livet, for ikke at sige forelskelse i livet, det jordiske, dennesidige liv, har vi ikke lyst til at sætte livet på spil. Heller ikke, hvis vi kan redde andres liv ved det. Det lader vi helst de professionelle om. Det kan vi jo betale dem for – skønt, nej, det véd vi jo godt ved nærmere eftertanke, at man ikke kan betales for at sætte livet på spil. For når først døden er indtrådt, er al tale om betaling meningsløs. Så der må vel hos disse professionelle være en vis form for kaldsfølelse, en slags knægtelse af livskærligheden for et højere formåls skyld. Men vi spekulerer ikke så meget over det.

Eller ja, det gør vi måske, når vi ser på diverse muslimske terrorister. De har dette religiøse kald, de har denne overbevisning om, at man kan og må sætte livet til for et højere formåls skyld. Mens vi, nå ja, vi er små hverdagsmennesker, vi kan ikke stå mål med disse høje idealer, vi må nøjes med at glæde os over, at vi kan drikke vor kaffe i forholdsvis fred og voldsfrihed.

Og så dukker denne Arnaud Bertrame op og fylder os med noget, vi ikke har kendt til længe: med stolthed. Med glæde over vores kultur. Ja, måske endda med lyst til at takke Gud for netop et menneske som ham. Med en fornemmelse af, at netop han sætter tingene på plads. Eller rettere: en fornemmelse af, at Gud gennem netop ham sætter tingene på plads.

For hvem er den rette Gud? Er det islams Allah eller vores Gud, som vi bare kalder ”Gud”? Vi har vel haft en løs fornemmelse af, at Allah nok var mere virkningsfuld end Gud. Vi har jo næsten kunnet se, hvordan han sætter menneskesjæle i bevægelse, så de følger hans bud, også selv om det koster dem livet. Er det ikke stort? Er det ikke et stærkt bevis på, at der findes en åndelig verden, som vi vesterlændinge ikke har særlig megen del i? Falder vores Gud ikke uhjælpelig igennem i forhold til denne Allah?

Ja, det var vel, hvad vi kunne fristes til at tro.

Men se så, hvad der sker! Så viser det sig, at vores Gud er helt anderledes stærk i både moralsk og reel henseende. Så viser det sig, at vi vesterlændinge, hvor meget vi end måtte have at skamme os over, i hvert fald ikke behøver skamme os over vores religion. Eller over vores Gud for den sags skyld.

Han opvakte nemlig én til at udvise det samme mod som de muslimske terrorister. Og det et mod, der havde helt anderledes gode konsekvenser. Om denne ene var en troende katolik, om han gik ofte i kirke, om han bad til Gud hver dag, det spiller ingen rolle. Hovedkriteriet for, at Gud kunne bruge ham, var, at han var vesterlænding, opdraget til at stole på den sprogets eller argumentets omgangsform, vi har i vest.

Da jeg i sin tid skrev en lille bog, inspireret af begivenhederne den 11-9 2001, brugte jeg ordet fra Sl 2,4 ”Han, som troner i himlen, ler” til at redegøre for Guds ”arbejdsmetode”, se her. Dengang fremhævede jeg passagererne i det fjerde fly, det fly, hvori passagererne blev klar over, hvad flykaprernes hensigt var og derfor søgte at overmande dem. Selvfølgeligt, ligefremt, spontant handlede de, almindelige amerikanere var de, uden nogen forberedelse overhovedet på, at det kunne blive dem, der blev kaldt på, så de, hvilken gerning der var behov for, og så udførte de den. Derved reddede de mange amerikaneres liv.

I modsætning til dem står kaprerne med deres langvarige forberedelse til at møde døden (bortset fra de af dem, der først da de var ombord på flyet blev klar over, at der var tale om en selvmordsaktion, noget Osama bin Laden lo af på en video, se her), med deres vilje til at slå sig selv ihjel, bare det kan medføre døden for mange vesterlændinge, med deres ønske om og tro på at komme op i et paradis fuldt af underskønne jomfruer.

Nu, hvor det er nogenlunde det samme, der er tale om: en muslimsk terrorist, der vil bruge sin hårdt tilkæmpede dødsforagt til at slå andre ihjel med, overfor en kristen (eller vesterlænding), der ser det som sin opgave at redde menneskeliv, også om det koster noget, kan man bruge et tilsvarende udsagn fra bibelen, nemlig Matt 3,9: ”Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér”. Det er godt nok ord, der ”kun” er talt af Johannes Døber, men de afbilder ligefuldt Guds underfulde kræfter.

Og dem brugte han her. Arnaud Bertrame så, at han kunne lette situationen, måske endda tale terroristen bort fra sit forehavende, ved at tilbyde sig som gidsel i stedet for den kvinde, terroristen brugte som skjold. Situationen var der, der blev kaldt på en indsats af én, der måske kunne styre situationen, og så meldte han sig. Sådan opvakte Gud én til at prøve at redde menneskeliv, og han adlød kaldet, uanset risikoen.

Dengang, i 2001, håbede jeg, at amerikanerne ville bruge passagererne fra det fjerde fly til at håne muslimerne med, se her. ”Se, hvad vore borgere kan gøre, fuldstændig uden forberedelse, fuldstændig frivilligt, uden anden begrundelse end at de kan redde menneskeliv!”

Jeg skrev dengang, som om jeg talte til en far til én af kaprerne:

Det kan da godt være, at vi har snydt jer. I har måske troet, at vi ikke vidste, at vi alle skal dø. I har måske ment, at den megen psykologhjælp, når der sker en ulykke, var et svaghedstegn, og derudfra sluttet, at jeres standhaftighed er langt større end vores, at jeres religion giver helt anderledes ro i sindet, når døden er nær, end vores. I må da så kunne se, nå ja, måske ikke, at den Almægtige ler af jer, men så i hvert fald, at han giver nogle tilfældigt udvalgte iblandt os den samme ro i sindet.

Men hvilken forskel er der ikke på sindsroen hos den ene part og sindsroen hos den anden part?

Jeg vil egentlig nok tro, at I selv synes, at den ro, jeres unge har udvist med døden for øje, denne standhaftige, udholdende viden om sin egen død, er den sandt menneskelige holdning til døden. Også om jer i de muslimske broderskaber vil jeg egentlig godt tro, at I har et sådant livsideal og dermed et sådan ideal for, hvordan man skal forholde sig til sin egen død.

Og når jeg her kalder hele den holdning krampagtig, er det ikke for såre dig, du er jo, muslim eller ej, et menneske, der har mistet. Jeg ville for øvrigt heller aldrig have fundet på ordet ’krampagtig’, hvis ikke det var, fordi de unge amerikanere, som begivenhederne jo har stillet op til sammenligning, netop får jeres holdning til at se krampagtig ud.

I sammenligning med jeres holdning er jo deres holdning præget af selvfølgelighed, legende lethed, sikkerhed i bedømmelsen, pligtopfyldelse, vilje til at risikere noget.

Det gælder også denne heltegerning. Ikke blot er den gjort for at redde liv, hvor terroristens dødsforagt bruges til at slå liv ihjel med, den er også gjort med netop den selvfølgelighed, der kendetegner en sand kristen gerning.

Her ser vi da forskellen på vores Gud og deres Allah. Deres Allah kræver og belønner. Men hvad der skal gøres, behøver man ikke forstå, man skal blot gøre det. Vores Gud lægger det omvendt hen til os at forstå, forstå, hvad jeg, den enkelte, kunne tage og gøre, for at en situation kan lettes. I begge tilfælde indebærer gerningen, at man sætter livet på spil.

Eller sagt på anden måde: I og med den muslimske indvandring er ordet ”ære” blevet taget ud af mølposen. Det viser sig, at muslimer har et æresbegreb. De føler deres ære gået for nær, hvis ikke de kan have tjek på deres kvinder, hvordan de opfører sig, hvem de kommer sammen med, hvem de vil giftes med. Og ud fra det æresbegreb kan de vel ikke opfatte os vesterlændinge som andet end en æreløs flok individer. Og så viser det sig alligevel – vi havde næsten glemt det – at også vi har ære i livet, at vor måde at bruge begrebet ”ære” på går ud på, at det går vor ære for nær, hvis vi svigter, hvor vi kunne have grebet ind. Og når vi ser dette begreb udfoldet som hos Arnaud Bertrame, så gribes vi af en mærkelig stolthed: så er vi alligevel ikke æreløse, så kan vort æresbegreb så udmærket stå mål med det muslimske, ja, så overgår det med mange hestelængder det muslimske, for hvor dette centrerer sig om den enkelte, har vort æresbegreb fællesskabet som centrum.

Jo, der er noget at være stolt af. Vor europæiske tradition er ikke nul og nix overfor den muslimske tradition. Vi kan godt rette ryggen, når vi rækker hånden indbydende ud til vor muslimske landsmand: vil du være med i vort samfund? Det er ikke blot noget, vi gør for at neutralisere de muslimske bombemænd og blive fri for deres terror, det er også noget, vi gør, for at dele vor måde at være menneske på med disse muslimer, eller – sagt med andre ord – for at rive muslimen ud af den forblindelse og det løgnesvøb, han befinder sig i, en forblindelse, der hindrer ham i at være fuldt og helt menneske, et løgnesvøb, der bilder ham ind, at han som muslim har guddommelig forrang fremfor os.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Europæisk stolthed

  1. Rejs op dit hoved al kristenhed,
    når du for ordet må knæle ned!
    Din martyrkrone skal stråle
    om kap med den i dit blomsterbed,
    som spreder duften af kærlighed,
    og sig med Herrens måle.

    Han har velsignet med livets ord
    for sidste gang og ved nådens bord
    det purpurbrød, du spiser,
    hvor blødt og saftigt det smager dig
    med vinen til eller hver for sig,
    når han dig vejen viser.

    Rejs op dit hoved al kristenhed,
    rank ryggen overfor Muhammed!
    Din kongekrone skal funkle,
    når du forkynder for hjerter knægt
    med myndighed og med ordets vægt,
    hvad sværdet vil fordunkle.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.