Teologi og religionssociologi

I Tyskland har der været en del debat om, hvorvidt islam hører hjemme i Tyskland. Det har især påkaldt opmærksomhed, at den nye indenrigsminister, formanden for det bayriske CSU, Horst Seehofer, hævder, at islam ikke hører hjemme i Tyskland, mens hans forbundskansler, Angela Merkel, påstår det modsatte.

I den anledning har der været en artikel i Die Welt af Ruud Koopmans, der er en kendt og respekteret religionssociolog. Den gengives her i Den korte Avis og heri skrives bl.a., at der er kommet et indspark fra en kendt forsker:

Han hedder Ruud Koopmans, og han er blandt andet manden bag en stor undersøgelse af fundamentalistiske holdninger blandt muslimer i Europa.

Koopman blander sig ikke i den politiske debat om Seehofers udtalelser.

Han ser derimod på, hvordan islam fungerer i det virkelige liv. Hvilke holdninger præger rent faktisk muslimer, muslimske autoriteter og muslimske samfund?

Hans konklusion er, at den faktiske islam ligger meget langt fra den vestlige verdens værdier.

Det er noget, Den korte Avis har fra Die Welt, og jeg ville gerne have læst Die Welts artikel, men den er bag betalingsmur, så jeg har måttet gå en anden vej. For jeg vil godt vide lidt om, i hvor høj grad sociologer kan understøtte de kendsgerninger, vi andre – det vil bl.a. sige vi teologer – finder nærmest selvindlysende. Vi teologer fremføres jo aldrig med nogen videnskabelig aura, men det gør sociologer raskvæk, også af Ralf Pittelkow i Den korte Avis. Er der så mere gehalt i sociologernes påstande end i vores?

En slags svar giver en artikel fra 2014 om religiøs fundamentalisme, som Koopmans har udarbejdet, se her. Om det er den artikel, han henviser til, er uvist. Men artiklen er alligevel god at få forstand af, hvis man vil undersøge lidt om forskellen på teologiske og sociologiske påstande.

Det træffer sig nemlig så heldigt, at artiklen nævner en definition på fundamentalisme, som den kalder teologisk, en definition, som ikke er fremsat af nogen teolog, men af den kendte islamforsker Bernard Lewis. Han mener, at islam grundlæggende er fundamentalistisk. For, forklarer han, mens det indenfor kristendommen kun er nogle teologer, der bogstaveligt fastholder bibelens guddommelige oprindelse og fejlfrihed, og ganske mange vil give adgang for et mere kritisk, historisk syn på bibelen, er der indenfor islam endnu ikke noget tilsvarende liberalt og moderne syn på koranen, og alle muslimer er i deres syn på koranen i princippet fundamentalister.

I modsætning til en sådan debat, der i sidste ende er teologisk, vil Koopmans gå til spørgsmålet på empirisk måde, siger han. Og det lyder jo meget tilforladeligt, bortset fra, at det let kommer til at lyde, som om hans fremgangsmåde, fordi den er empirisk, er mere troværdig. Men er den det?

I hvert fald må man sige, at den teologiske nisse, som han således får jaget ud af fordøren, uden at han opdager det, smutter ind ad bagdøren. For når han skal til at finde ud af, hvilke spørgsmål han vil stille til de mange respondenter, han får fat på, kommer han, hvad enten han vil eller ej, til at beskæftige sig med teologi.

Blandt andet opstiller han tre indbyrdes afhængige holdninger, som respondenterne skal have, for at man kan kalde dem fundamentalister:

1) at de troende burde vende tilbage til evige og uforanderlige regler, som blev givet i fortiden.

2) at disse regler kun tillader én fortolkning, som er bindende for alle troende.

3) at religiøse regler skal have forrang fremfor sekulære love.

Koopmans vil undersøge fundamentalismen hos både kristne og muslimer, men ser man på de her formulerede holdninger, ser det ud, som om de udelukkende skal gælde muslimer. I hvert fald udelukker de så ganske noget, der er karakteristisk for mange af de europæiske kristne, som man traditionelt kan kalde fundamentalister, f.eks. den hjemlige Indre Mission: man tager overhovedet ikke højde for den store rolle, som omvendelsen eller omvendelsesoplevelsen spiller i disse miljøer. Og derfor overser man fuldstændig, at de regler, der notorisk både findes og håndhæves i disse miljøer, ikke behøver at bunde i nogen bibelsk forordning. Forbud mod kortspil og alkohol, som er (eller var) udbredt indenfor Indre Mission, har ikke noget bibelsk forlæg. Men det har man altså set stort på.

Nuvel, der kan måske godt komme noget fornuftigt ud af en sådan undersøgelse, selv om den således er lidt teologisk misvisende.

Man har fundet en masse respondenter i mange forskellige lande og stillet dem spørgsmål svarende til de tre ovenstående holdninger:

1) Kristne (muslimer) bør vende tilbage til kristendommens (islams) rødder.

2) Der er kun én fortolkning af bibelen (koranen) og enhver kristen (muslim) må holde sig til den.

3) Bibelens (koranens) regler betyder mere for mig end landets love.

De kristnes ja-svar fordeler sig således: 1: 20%, 2: 15%, 3: 12%. Muslimernes (1. generation) således: 1: 60%, 2: 75%, 3: 65%.

Og så er det vel i en vis forstand rigtigt nok, når Koopmans ifølge Den korte Avis konkluderer, at den faktiske islam ligger langt fra de vestlige værdier. Men også kun ”i en vis forstand”.

Dog, der er mere at hente i undersøgelsen.

For man må nok sige, at den tredje del af undersøgelsen, hvor respondenterne skulle svare på deres eventuelle fjendskab mod udenforstående, er mere sigende.

Her skulle man svare enig eller uenig til følgende spørgsmål:

1) Jeg ønsker ikke at have homoseksuelle til venner.

2) Man kan ikke stole på jøder.

3) Vestlige lande er ude på at ødelægge islam (Islam er ude på at ødelægge kristendommen).

Her er følgende procentsatser af kristne enige: 1: 11%, 2: 9%, 3: 23%. Og af muslimerne: 1: 57%, 2: 45%, 3: 54%.

Sjovt nok er Koopmans i første omgang kun interesseret i muslimernes svar i forhold til de kristnes svar. Han synes at undre sig lidt over en antisemitisme på hele 11% blandt de kristne, men lægger mest vægt på de meget højere tal hos muslimerne. Først langt senere gør han opmærksom på det forhold, at hele 23% af de kristne mener, at muslimer er ude på at ødelægge kristendommen (eller den vestlige kultur).

Det tal er dog ellers det tal, der er mest interessant i hele undersøgelsen. Jeg mener: her er vi vesterlændinge igennem årtier blevet tudet ørerne fulde af multikulturalismens velsignelser, her har vore ledere, ja hele den folkelige elite formanet os til at tage godt imod de fremmede, her er disse fremmede, altså muslimerne, gennem mange år blevet afbildet som almindelige fredelige mennesker, der kun var ude på at leve som vi andre, her er alle deres udskejelser gang på gang blevet bortforklaret som noget, der var vores, værtslandenes, skyld. Og minsandten, på trods af alle disse fromme formaninger, så har de gerninger, som almindelige mennesker har kunnet se, den utaknemlighed, muslimerne udviser, den ghettodannelse, der har fundet sted, gjort sin virkning: hele 23% af den kristne befolkning tror, at muslimerne er ude på at ødelægge de vestlige værdier.

Det er bemærkelsesværdigt, men det bemærkes næsten ikke af Koopmans.

Der er mange flere ting, der kunne tages frem fra denne undersøgelse, men lad dette være nok.

Spørgsmålet var, hvordan disse to videnskaber, teologien og religionssociologien, forholder sig til hinanden. Og her er svaret måske, at de er meget tættere knyttet sammen, end de selv vil være ved, i hvert fald tættere sammenknyttet, end religionssociologien vil være ved. Derfor skal man omgås religionssociologiens resultater med varsomhed. Men heldigvis har de fleste af os en teologisk forståelse siddende i os – eller skal vi nøjes med at sige: en almindelig snusfornuftig forståelse – så vi ikke sådan lader os narre.

Først skal vi måske lige huske at glæde os over, at religionssociologien er så meget videnskab, at den vover at skelne mellem ”dem” og ”os”, altså mellem kristne og muslimer. Det er jo ellers noget, der er strengt forbudt for mange af os andre. Jeg huske meget vel den uskrevne regel, der gjaldt for debattørerne på eftertanke.dk, at man, hvis man havde noget ufordelagtigt at sige om islam, med det samme skulle finde noget tilsvarende ufordelagtigt at sige om kristendommen. Og jeg mener også at have erfaret, at en del af de deltagende religionssociologer (eller religionshistorikere, som de vist kaldte sig) nærmest betragtede islam og kristendom som to alen ud af ét stykke.

Så jeg véd ikke, om Koopmans er speciel i den særegenhed, at han vover at foretage undersøgelser af både kristne og muslimer, og altså vover at skelne mellem dem, vover at betragte dem ikke blot som mennesker, men som mennesker, der har specialiseret sig i kristen og i muslimsk henseende.

Nå, der er måske lidt for outreret ligefrem at kalde en sådan erkendelse af forskellen mellem kristendom og islam for en teologisk erkendelse, og man må da også i samme åndedrag føje det til, som jeg allerede har nævnt, at Koopmans ikke synes at have betænkeligheder ved at spørge de kristne om kristne regler, som om kristne har guddommelige regler på samme måde, som muslimer har det.

Men ser man så på spørgsmålet til respondenterne om, hvorvidt religiøse regler skal have forrang fremfor statens love, bliver man klar over, at teologi ikke just er hans spidskompetence.

Umiddelbart lyder det, som om man stiller det samme spørgsmål til kristne og muslimer. Men spørgsmålet vil naturligvis blive opfattet vidt forskelligt af de to slags respondenter. For disse har jo hele deres religiøse baggrundsforståelse med og vil uvægerligt forstå spørgsmålet ud fra den, og da denne baggrundsforståelse er forskellig for muslimers og kristnes vedkommende, vil de forstå spørgsmålet på to vidt forskellige måder.

Hele 65% af muslimerne svarer, at religiøse regler har forrang fremfor landets love. Og vi véd alle – eller altså: vi, der ser på tilværelsen gennem mere end sociologiske undersøgelsers briller, véd alle – at dette er en potentiel fare for vore samfund. For det er jo en sådan overbevisning, der får muslimske selvmordsbombere til at forøve deres terror mod os. Problemet for vore efterretningstjenester består i at kunne skille de farlige individer ud fra de ufarlige i disse 65% .

Men ville nu vore efterretningstjenester ud fra resultaterne her: de 12% kristne, der har svaret ja til spørgsmålet, og altså mener, at kristne regler har forrang fremfor landets love, give sig til at undersøge kristne miljøer for at finde eventuelle selvmordsbombemænd, så véd vi alle – altså vi, der ikke er bundet til sociologien – at det vil være spildt ulejlighed. Og religionssociologerne véd det egentlig også selv. For deres undersøgelser foregår ikke i et tomrum, men netop i en sammenhæng, hvor de ad teologisk vej véd, at der er forskel på de to religioner. Så de véd lige så godt som vi andre, at vore lande ikke plages af kristne selvmordsbombemænd, men af muslimske ditto.

Denne teologiske forskel kan undersøges nærmere.

Først er der nu Apg 5,29, hvor Peter siger: ”Man bør adlyde Gud mere end mennesker”.

Dernæst er der Luthers skrift om lydighed mod øvrigheden. Denne lydighed begrænses, hvis øvrigheden vil befale at tro bestemte ting eller at aflevere bøger, specielt jo nogle af Luthers bøger, se her.

Og nævnes kan også Luthers forbud mod at følge en fyrste i en angrebskrig, se her.

Ingen af disse indskrænkninger af lydighedsforpligtelsen mod øvrigheden er farlige eller går ud over de menneskers liv og helbred, som øvrigheden er sat til at beskytte. Så at 12% af de kristne mener, at kristne regler står over landets love, er en ganske uskadelig ting. De kan have svaret ud fra ovennævnte teologiske anskuelser.

At derimod 65% af muslimerne mener, at islams regler står over landets love, har erfaringen afsløret som noget helt anderledes farligt. Og når man gør sig klart, hvilken grobund for terrorisme disse 65% kan udgøre, bliver den store procentdel et virkeligt farligt fænomen, som diverse efterretningstjenester da også har deres hyr med.

Til sidst vil jeg stille følgende spørgsmål: Er det sådan, at vi ikke rigtig tør stole på det, teologien siger, når den peger på en dyb forskel mellem kristendom og islam og først rigtig tør regne med det, når forskellen er bevidnet af religionssociologien?

Som man kan forstå af ovenstående forholder det sig ikke sådan, hvis det ”vi”, der er tale om, er almindelige mennesker eller almindelige efterretningstjenester. Men noget i den undersøgte analyse tyder på, at hvis det omtalte ”vi” tænkes at være religionssociologer, så kan de ikke tro på noget, før de har fået det bekræftet af sociologiske undersøgelser.

Én af de konklusioner, Koopmans drager i sin analyse, lyder således:

Fjendeligt holdninger imod andre grupper må ikke sidestilles med villighed til at gennemføre fysisk vold. Men kombinationen af en fundamentalistisk tro på en absolut sandhed og overbevisningen om sin egen sags retfærdighed, fjendtlighed og mistillid til andre grupper og en følelse trussel, baseret på en tro på, at andre er ude på at ødelægge ens egen gruppe, kan motivere en minoritet til at handle ud fra sådanne opfattelser.

Her ”glemmer” Koopmans fuldstændig at gøre opmærksom på, at dette gælder muslimske og ikke kristne minoriteter. Men hvis han i artiklen i Die Welt har givet udtryk for det, Den korte Avis refererer ham for, nemlig at ”den faktiske islam ligger meget langt fra den vestlige verdens værdier”, så er han enten i stand til som religionssociolog at flytte sig fra 2014 til 2018, og det er jo udmærket, eller også er han ikke blot religionssociolog, men også et almindeligt fornuftigt menneske, og det er jo også udmærket.

Men at sige, at han har flyttet sig, fordi han har indset nogle teologiske kendsgerninger om forskellen mellem kristendom og islam, kendsgerninger, som han endnu ikke har religionssociologisk belæg for, det vil han vist selv opfatte som en fornærmelse. Men derfor kan det godt være sandt.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.