Retsstat

Det bliver meget lidt nyt, jeg i dette indlæg kan sige om ubådssagen. Det, jeg vil prøve at sige noget om, er måden, en retsstat fungérer på. For det forekommer mig, at man med de store anstrengelser og mange ressourcer, man sætter af til at få opklaret sagen, fortæller Kim Walls pårørende (og os andre), at hun ikke var et nul, som man er ligeglad med, men et menneske, hvis skæbne man bekymrer sig om. Og ”man”, det er her hele det danske samfund, med politimyndigheden som den ordførende instans, og det, der viser bekymringen, er blandt andet den selvfølgelighed, hvormed man gennemfører sine tiltag, næsten uanset omkostninger.

Men retsstaten viser også sin styrke derved, at den lægger vægt på, at også personer, der falder udenfor normaliteten, skal kunne være her. Og Peter Madsen, den anklagede i ubådssagen, falder på mange måder udenfor normaliteten.

Man gør altså på den ene side meget for at gennemhulle de skiftende forklaringer, Peter Madsen er kommet med, men man fastholder på den anden side, at det forhold, at han lyver det bedste, han har lært – psykolograpporten siger vist, at han er en lystløgner – ikke i sig selv skal kunne dømme ham. Eller man siger, at hans skiftende forklaringer gør ham utroværdig, men de gør ham ikke til en morder. Der må andet og mere til.

Hvis man nu – som en slags tankeeksperiment, for jeg kan som alle andre ikke få mig selv til at tro på sandheden i det – prøver at forestille sig, at hans sidste forklaring er sand, den med, at han var kravlet op af ubåden, mens Kim Wall var dernede, lemmen lukkede til, der skabtes undertryk i ubåden, så han ikke kunne få lemmen op, der dannedes CO og CO2 i ubåden, og da han endelig kunne få lemmen op, så han Kim Wall ligge død på gulvet i ubåden … hvis man forestiller sig dette scenarium, så rejser der sig nogle spørgsmål:

1) Hvis han, som han fortæller om det, med det samme lemmen kunne fås op, gik ned til Kim Wall, hvordan undgik han så de giftige gasser?

2) Han siger, han kunne konstatere, at hun var død. Men enhver anden ville dog vide, at det ved den slags ulykker meget ofte er muligt at vække den pågældende tillive igen, og at det derfor drejer sig om så hurtigt som muligt at få vedkommende under kyndig lægebehandling. Og enhver anden ville derfor have tilkaldt hjælp. Det kunne han have gjort med sin mobiltelefon, for den havde han med (han smed den senere i vandet sammen med Kim Walls mobiltelefon).

3) En del af hans forklaring indebærer, at han har glemt noget, glemt at instruere Kim Wall om, hvad hun skal gøre, hvis der skabes undertryk, og glemt at tage hensyn til en fejl i udstødningssystemet. Den del af forklaringen tildeler ham selv skylden for Kim Walls død, det vil sige, han er som minimum skyldig i uagtsomt manddrab. Det er måske forståeligt, at anklagemyndigheden ikke subsidiært vil anklage ham for det, for derved ville man lade ane, at man ikke rigtig troede på hovedanklagen for overlagt mord, men man kunne forvente, at forsvareren ville udtale sig i den retning. Dog, det har man ikke hørt noget om.

Så er der Peter Madsens mange forklaringer på, hvad der skete i ubåden efterfølgende. De er kommet slag i slag, efterhånden som politiet har skudt dem ned, den ene efter den anden. Men læg mærke til det – og det er noget af det, der er hovedsagen for mig i dette indlæg – det har kostet ikke så lidt for det offentlige på den måde at vride hans forklaringer af led.

Nå ja, den første forklaring, han kom med, den med, at han havde sat Kim Wall af på Refshaleøen, den var det nu forholdsvis billigt for politiet at tilbagevise. Det var nok at undersøge den video-overvågning, der fandtes på Refshaleøen. Da man dèr ikke kunne se nogen Kim Wall, der sprang i land, og fortalte Peter Madsen det, trak han den forklaring tilbage, men som jeg husker det, sagde han ikke noget om, hvorfor han oprindelig var kommet med en sådan falsk forklaring. Nu ændrede han forklaring: der var sket en ulykke, hvorved Kim Wall var død; han havde så senere givet hende en begravelse til søs. Men han havde på det tidspunkt ikke selv nævnt noget om, at det var vanskeligt at få den døde kvinde ud af ubåden, og de følelser hos sig selv, som han redegjorde for, gik mest på, hvordan han overvejede at ”gå ned sammen med ubåden”, og hvordan Raket-Madsen nu var død, nu var kun Peter Madsen tilbage.

Dette, at ubåden gik ned, var muligvis noget, Peter Madsen selv arrangerede. Anklagemyndigheden har ikke gjort noget ud af at bevise, at det var Madsen, der sænkede den, ikke ubåden, der sank af sig selv. Og Peter Madsen har ikke siden berørt emnet.

Nu var forklaringen den, at Kim Wall havde fået en luge i hovedet, og at det var det, hun var død af. Om det var det, der fik politiet til at hæve ubåden, er vel uvist, men det, at man gjorde det, viser retsstaten fra sin bedste side. Vi kan ikke, når vi skal finde ud af, hvad der er sket med Kim Wall, nøjes med et enkelt vidneudsagn, slet ikke, når dette vidne har handlet så unormalt som Peter Madsen og undladt at involvere nogen øvrighed overhovedet. Så omend det har kostet det offentlige ikke så lidt, ubåden skulle op til undersøgelse, og undersøgt blev den, uden at det dog ad den vej blev klart, om forklaringen med en luge i hovedet holdt vand.

Som man måske husker det, førte fundet af Kim Walls torso til, at Peter Madsen tilstod at have ”begravet Kim Wall til søs”, men i første omgang nægtede at have skamféret liget. Det fik anklageren til at foreslå, at der nok havde ligget en russisk ubåd parat til at opsnappe liget og dele det i torso, ben, arme og hoved. Man kan muligvis mene, at det var for kynisk af anklageren at bruge en sådan spøg, men i betragtning af, at bemærkningen på udmærket vis udstiller, hvor langt fra virkeligheden Peter Madsen befandt sig, finder jeg den nu helt ok. Og det var måske blandt andet den bemærkning, der fik Peter Madsen til at indse, at den løgn var for tyk. Han tilstod i hvert fald senere, at det var ham, der havde sønderdelt liget. Nu forklarede han så denne besynderlige handling med, at det var ham umuligt at få liget op af ubåden på normal vis. Hvilket afstedkom en bemærkning fra anklageren om, at det måske er forståeligt, at han måtte save arme og ben af for at kunne få liget op, men ikke, at han måtte save hovedet af.

Men selv om man således skulle synes, at det da måtte stå soleklart for enhver i betragtning af den måde, han havde reageret på, og i betragtning af de løgne, han var fremkommet med, at Peter Madsen havde myrdet Kim Wall, så blev politiet ved med at søge. Et besværligt og omkostningstungt arbejde. Men da man fandt Kim Walls hoved og kunne se, at der ikke var nogen fraktur på det efter en luge, der var faldet ned på hende, så måtte Peter Madsen til igen at ændre forklaring. Og så fremkom omsider den forklaring, der indtil nu er hans sidste: at Kim Wall var død af forgiftning i ubåden.

Som sagt: Jeg synes, man må have stor respekt for en retsstat, der ikke lader fem og syv være lige, når der er sket et mord, men sætter store ressourcer ind for at finde og retsforfølge forbryderen. Og bevares, jeg synes, at det, der koster penge: bjærgning af ubåden, eftersøgning af ligdele, er værd at glæde sig over, men en politimand vil nok mene, at alt det øvrige, der er foretaget, er lige så væsentligt, omend måske ikke lige så omkostningsfuldt: indsamling af data fra Peter Madsens computer og fra hans mobiltelefon, så meget nu selskabet kan oplyse, når den ikke er fundet, fremskaffelse af vidner angående Peter Madsens karaktér, hans kvindebekendtskaber, hans væremåde, hans mange ret besynderlige udtalelser, m.m. For derigennem respekterer man, at en anklaget har ret til at lyve, omend retten jo ikke har pligt til at tro ham.

De to ting er altså værd at glæde sig over: Viljen til at finde frem til sandheden om, hvad der er sket; man svigter ikke sine borgere. Og bestræbelserne for ikke at måtte nøjes med indicier i bevisførelsen, men så vidt muligt have klare og overbevisende argumenter; selv om man indrømmer den anklagede ret til at lyve.

Men skulle nu Peter Madsen blive dømt, var det så ikke en idé, som jeg omtalte i mit forrige indlæg om ham, se her, om man overvejede, om det mon ikke skulle være muligt at forbyde de videoer om henrettelser og tortureringer, som åbenbart findes på nettet!

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.