Ulige modstandere

I gamle dage var der orden på tingene. I det mindste vidste man nogenlunde, hvor man havde hinanden. Der var i de fleste provinsbyer to eller tre slags aviser, en Venstre-avis, en konservativ avis, og så Socialdemokraten. Og de kunne skælde hinanden grundigt ud, de kunne bruge sprogets værste gloser for at karakterisere deres modstandere, men i det mindste vidste man, hvor man havde dem. De havde hver deres ideologi, og den talte og skrev de ud fra, og i byens debat tørnede så de forskellige synspunkter sammen, og man blev klar over, hvordan den ene så ud fra den andens synsvinkel, hvilke argumenter man havde overfor sine modstandere, for om ikke før, så mødtes man jo på tinge, hvor man måtte krydse klinger – altså ”ordklinger” – med sine modstandere, lade argument møde modargument, om mon ikke det bedste argument kunne vinde.

Men i dag? Ja, i dag er modsætningerne anderledes. I dag er der ikke tale om forskellige ideologier, der står op imod hinanden, i dag er vi i den ulykkelige situation, at en næsten enig elite står overfor en forvirret og delvis uvidende folkemasse. Det kunne endda være, hvad det være vil, værre er, at eliten har begivet sig ind i et stort bedrag og forsøger med falske udsagn at få den træge folkemasse til at følge sig i bedraget.

Da det er eliten, der styrer sproget og har definitionsmagten, må man nok begynde med at undersøge nogle af de ord, man bruger til dette ædle formål.

Der er nu først ordet ”globalisme”. Det er så tilpas udflydende, at man kan lægge næsten alt ind i det. Men i elitens sprogbrug benyttes det til at blande to fænomener sammen. Tidligere havde man det gode gamle udtryk ”frihandel”. Det har man nu erstattet med ordet ”globalisme”. Og hvis man nu siger, at det da kan være det samme, så lader man sig narre af eliten. For mens ”frihandel” hele tiden har betydet ”åbne grænser for varer”, betyder ”globalisme” derudover ”åbne grænser for personer”.

Det begyndte med, at man i slutningen af halvtredserne skabte et stort europæisk frihandelsområde, omfattende både EF og EFTA. Det blev en enorm succes. Det skabte en forøgelse i produktiviteten, der fik arbejdsløsheden ned på næsten nul procent, og gav os råd til her i Danmark bl.a. at rationalisere landbruget. Som det hed i en ”Svikmøllen” fra den tid: ”det forlyder, at mange landmænd er gået fra deres gårde; det er dog kun delvis sandt, da de alle har bil”. Sandt nok! Der var godt lønnet arbejde at få i byerne, hvorfor så sidde og hakke i det på et altfor lille landbrug?

Men EF ville noget mere. Man ville have et ”Europas forenede Stater” som en kopi af ”Amerikas forenede Stater”, USA. Derfor var det ikke nok med frihandel. Derfor indførte man åbne grænser, ikke blot for varer, men også for kapital, for tjenesteydelser og altså også for personer. Og denne cocktail kaldte man ”det indre marked”, selv om man for at få markedet til at fungére, egentlig ikke havde behøvet at få åbne grænser for personer; man kunne, som påvist andetsteds på denne blog, have nøjedes med at lade de forskellige landes valutaer flyde i forhold til hinanden. Så ville landene, som tiden gik, være vokset sammen, fremfor som nu at skulle tvinges sammen.

Men altså: en lille smule snyd! Men nok til at få briterne til at stemme ”leave” ved deres brexit-afstemning.

Men mere snyd kom til. Da der kom flere og flere ”flygtninge”, og da eliten ikke kunne bestemme sig til at sætte hårdt imod hårdt overfor disse ”stakler”, fordi man gerne ville være ”gode mennesker”, når det blot kunne ske på de fattiges bekostning, dem, der skulle bo sammen med disse tilflyttede fremmede, opfandt eliten blot nogle nye begreber (man burde vist sige ”snydebegreber”) til at mestre den nye situation. Nu blev ”multikulturalisme” et plusord, som man – og det ville jo især sige de fattige – skulle lære at bruge, for det måtte da være godt, at man var åben også overfor fremmede kulturer, og da dette ord ikke mere slog til, opfandt man ordet ”globalisme”: alle mennesker er mennesker, først og fremmest, og skal modtages som mennesker; den kultur, de måtte ankomme til vore lande med, skal naturligvis anerkendes som ligeværdig med den, landene har i forvejen. Åben overfor verden, det var, hvad man måtte være, hvis man ville være et ordentligt menneske.

Og de, der ikke på samme måde som eliten gik ind for ”globalisme”, opfandt man også en betegnelse for. De blev kaldt ”populister”, og de partier rundt omkring i Europa, der opstod for at tage vare på de menneskers problemer, der i det daglige skulle leve med de fremmedes anderledes kultur, betegnede man som ”højreorienterede”, ”populistiske”, begge dele yderst nedladende betegnelser, der skulle antyde, at der ikke var gehalt i deres ideologier, og at man, hvis man ikke passede på, ville ende som Tyskland i trediverne, med nazilignende bevægelser i gaderne og forfølgelse af anderledes tænkende.

De skrækscenarier, man på den måde kunne fremmane, gav eliten god samvittighed i dens sprogbrug, både i dens fremhævelse af det positive ved ”globalismen” og i dens afsky for ”populismen”. Og man opdagede ikke selv de mange kendsgerninger, som man ”glemte” at tage i betragtning: at de flygtninge, der viste sig på Europas dørtrin, var de rigeste flygtninge, som havde råd til at betale menneskesmuglerne, at menneskesmuglerne misbrugte havretsreglerne, at langt størsteparten af flygtningene ikke var ægte flygtninge, men kun migranter, der søgte en bedre tilværelse i Europa, at man ved at vedblive med at modtage migranter til undersøgelse for asylbehov gav tusindvis af mennesker i Mellemøsten og Afrika et stærkt incitament til at forsøge at komme til Europa, osv., osv.

Alt dette skulle den årvågne presse have oplyst Europas politikere og os andre om. Men pressen var selv offer for dette omfattende bedrag, så den overså disse kendsgerninger.

At det hænger sådan sammen, har man kunnet se på de reportager, som DR og TV2 har bragt fra det ungarske valg.

Det irriterer mig noget at skulle sidde og se på disse stationers reportager fra dette valg og hele tiden være nødt til at ”trække det halve fra”, hele tiden skulle sidde og gøre sig selv opmærksom på, at det og det ikke bliver sagt, at det og det nævnes i forkert sammenhæng, osv.

Jeg holder både Information og Kristeligt Dagblad. Det er ikke, fordi jeg er særlig stor tilhænger af det syn på verden, der præger Information, men af og til kan man være heldig og træffe en artikel, der rammer plet. Og jeg har også hele tiden syntes, at man burde læse lidt hos ens ideologiske modstandere. Og det er helt i orden. For disse to blade lægger ikke skjul på deres overordnede syn på tilværelsen.

Men jeg holder jo også DR’s Tv-avis kl. 18.30 og TV2’s Nyhederne kl. 19.00. Og de foregiver begge at være neutrale iagttagere, men er det bare ikke. De er begge ”smittet” med elitens betragtninger og bruger ordene ”globalisering” og ”populisme” på samme måde som den europæiske elite. Og så skal man sidde og høre på, at reporteren undrer sig over, at Orban har brugt så megen tid på at angribe muslimer, for, som man siger, der er jo næsten ingen muslimer i landet. At Orban og ungarerne blot udviser ”rettidig omhu” ved at nægte at modtage en EU-bestemt kvote migranter, det falder dem ikke ind. Men er det så svært at forstå? Ungarerne har set, hvilke enorme problemer disse muslimer har skabt i de vesteuropæiske lande, disse problemer ønsker de ikke at importere, derfor vil de selv og ikke EU-kommissionen bestemme, hvem der skal komme ind i landet.

Man nåede oven i købet også i farten at fortælle om det hegn, ungarerne opførte mod Serbien under de hektiske migrantdage i 2015. Men man ”glemte” selvfølgelig at fortælle, at denne grænse er EU’s ydergrænse, og at den derfor – efter EU-elitens egne ord – skal bevogtes. Ungarn udførte derfor blot sin EU-pligt ved at opføre dette hegn. Men nej, sådan måtte det ikke hedde dengang, og sådan må det ikke hedde sig i dag. For når EU ikke kan eller vil bevogte grænsen i Middelhavet, så er det et eksempel på EU’s magtesløshed, når et enkelt land, altså i dette tilfælde Ungarn, tager sagen i egen hånd og opfører et hegn. Og denne magtesløshed må endelig ikke udstilles eller omtales på nogen måde. Så hellere skælde Ungarn ud for at have opført et hegn mod migranterne.

Men netop i dag bringer så Berlingske to artikler om det ungarske valg, som kan understrege min pointe.

Man bringer en artikel af forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann, se her. Og igen sidder man og må sige, at der jo da sådan set er meget rigtigt i denne artikel. Og så alligevel! Man skal hele tiden være på vagt for ikke at lade sig rykke med ind i bedraget. Lad mig nøjes med at pege på, hvordan Ellemann blander ungarernes forhold til jøder og til muslimer sammen! Derved får han antydet – og fidusen er, at det kun antydes, så anklagen mod Orban kommer til at hænge frit i luften – at ungarerne er fremmedfjendske, måske endda antisemitiske. Og for at understrege det sidste, ser vi et billede af et mindesmærke ved Donaus bredder, som skal minde ungarerne om deres fortid: en række jøder blev af det ungarske fascistiske pilekorsparti bundet sammen og kastet i Donau; kun skoene blev tilbage, og dem har man så lavet et mindesmærke ud fra. Det bruger Ellemann til at fortælle om ”Det antisemitiske spøgelse”, som om antisemitismen fortsat hærger i Ungarn. Den tænksomme læser vil jo nok mene, at har man frembragt et sådant mindesmærke, så er det dog vist så som så med antisemitismen.

Nej, bestemt ikke, vil Ellemann sige, se bare, hvordan man bruger den ungarske rigmand, George Soros, som skræmmebillede!

På valgplakater med klart antisemitiske toner fremstilles Soros som en international pengemand, der vil ødelægge det ungarske samfund, som han i sin tid flygtede fra, ved at lokke indvandrere til, især muslimske indvandrere.

Han ses på valgplakater i færd med at klippe hul i det hegn, ungarerne har opført, og opfordringen til vælgerne lyder overfor den smilende Soros’ ansigt: Lad ham ikke få det sidste grin!

Det kan altsammen være rigtigt nok. Og det er også sandt, at nok de fleste ungarere véd, at Soros er af jødisk afstamning. Men man bliver altså ikke antisemit ved at vende sig imod nogle af de ting, som Soros foretager sig. Fordi han er jøde, skal han ikke skånes for kritik. Og da nu Soros har ord for med sin mægtige formue at blande sig i politik både her og dèr, og ikke mindst blande sig i Ungarns forhold til migration, er der vel ikke noget at sige til, at Orban forsøger at holde hans penge ude af Ungarn, og i hvert fald åbenlyst at fortælle om, hvad Soros er ude på.

Ellemann citerer så en tale, som Viktor Orban holdt, hvori han beskrev fjenden, som ungarerne kæmper mod, som en snu og uærlig fjende, en fjende, som ikke arbejder, men spekulerer med andres penge. Og Ellemann skriver så:

Den tone har vi hørt før. Og hvis man vil mindes om, hvad den førte til, kan jeg anbefale et besøg ved et gribende monument på kajen foran den majestætiske parlamentsbygning i Budapest.

Og så omtaler han mindesmærket ved Donaus bred.

Ærlig talt, jeg troede, vi omsider kunne blive fri for at høre denne sammenligning mellem vor behandling af nutidens muslimer med nazisternes behandling af jøderne. Behøver jeg at nævne, at Ellemann ikke overhovedet omtaler nogle af de vanskeligheder med de muslimske indvandrere, vi har her i Vesten, og derfor heller ikke på nogen måde tager stilling til de argumenter, som Orban og compagni selv fremfører for deres afvisning af at modtage nogen EU’sk migrantkvote?

Det er det, der gør vores debat højst ulige. Eliten, der sidder på medierne, tager kun ugerne modpartens argumenter op, betegner dem som ”populistiske” ind ad en kant, som om de er så underlødige, at man ikke behøver imødegå dem.

Heldigvis lader den danske presse også andre synspunkter komme frem, f.eks. dette blogindlæg af Kasper Støvring. Hos ham hedder ”populismen” ikke populisme, men nationalkonservatisme. Og det, som eliten med frygt i stemmen taler om som populismens uforståelige fremmarch, ser han som nationalkonservatismens forståelige reaktion på elitens ubremselige indvandringsdille. Han slutter med at sige:

Man kan være sikker på, at nationalkonservatismen er kommet for at blive, ikke blot i Østeuropa, men også i Vesteuropa. Ungarn har vist vejen.

Og det er jo en lidt anden snak end Ellemanns.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

5 svar til Ulige modstandere

  1. Tommy Bernholm siger:

    Hej

    Super godt indlæg. Må jeg citer dig på MeWe (Alternativ platform til facebook) ?

    Med Venlig Hilsen
    Tommy Bernholm

  2. ricardtriis siger:

    @Tommy Bernholm!
    Ja, gør bare det.
    Vh Ricardt Riis

  3. Vel talt, hr. Riis. Tak igen i dag.

    “Du være den fattiges værner,
    du være den riges ris,
    da får du ej ordner og stjerner,
    men bævende læbers pris.”

    (Hyldestdigt af Jeppe Aakjær til den daværende socialdemokratiske presse)

  4. Pingback: Thorkil Kristensen-seminar | ricardtriis

  5. Pingback: Skinger debat? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.