Drengeomskæring – igen

Sjovt nok er emnet ”drengeomskæring” igen blevet taget op. Der har vist sig et forslag om forbud mod drengeomskæring på den hjemmeside, hvor 50.000 borgere kan tvinge folketinget til at debattere en bestemt sag, se her. Og mærkelig nok, før der har samlet sig 50.000 borgere, har medierne taget forslaget op, folketinget ligeså, og sagen er blevet omtalt i Tv-avisen – hvad mere kan man forlange?

Jeg har tidligere omtalt sagen her på bloggen, se her, og jeg kunne sådan set nøjes med at henvise til dette indlæg, men dels ville det jo ikke ligne mig at nøjes med det, dels er der faktisk kommet en ny tanke til, som jeg her vil nævne.

Mit hovedsynspunkt er, at man først skal begynde at diskutere drengeomskæring, når vi har fået fjernet pigeomskæringen. Jeg siger udtrykkelig ”fjernet”, ikke ”forbudt”, for modsat drengeomskæring har pigeomskæring – som snarere må kaldes kønslemlæstelse – hele tiden været forbudt. Blot har man ikke kontrolleret, om de muslimer, der praktiserer kønslemlæstelse, nu også overholder loven. Somaliere – og det er jo især dem, det angår – foretager mange rejser til Somalien med deres piger, men ingen dansk myndighed drømmer om at kontrollere disse piger, når de vender tilbage igen, for, om de er blevet lemlæstet i Somalien. Uha, nej, det ville jo føles som et overgreb.

Der er jo nemlig stadigvæk forskel på de to køn, og mens drengeomskæring med rette kan betragtes som et uskyldigt indgreb, er pigeomskæring anderledes ødelæggende. Så der er helt anderledes god grund til at kontrollere den form for omskæring. Og før man får sig taget sammen til at gøre det, så den form for omskæring helt forsvinder fra dansk jord, er der ingen grund til at begynde at tænke på at forbyde drengeomskæring.

I mit føromtalte indlæg gik jeg i rette med en dommer. Han mente, at man for en sikkerheds skyld skulle sørge for, at et forbud mod drengeomskæring kom til at gælde for alle, der var bosiddende i Danmark. Man skulle ikke kunne få sin dreng omskåret ved at foretage en sviptur til Malmø eller Flensborg. Jeg stillede dengang dommeren det spørgsmål, om han havde tænkt sig, at der skulle uddannes særlige toldere til behandling af omskårne drenge. Det var selvfølgelig ikke alvorligt ment. Men dette at spørge ind til, hvordan kontrollen skulle være, hvordan man altså havde tænkt sig at sikre sig, at loven blev overholdt, det var ikke ment for sjov. Og det er stadig en ting, jeg mener, man må spørge om også i den nuværende debat. Blot må man nu som dengang erkende, at ingen journalister stiller det spørgsmål, al deres journalistiske uddannelse til trods.

Noget af det nye, som jeg ikke mindes at have hørt før, hørte jeg i det svar formanden for den jødiske menighed gav. Han udtrykte sin skuffelse over, at danskerne ikke stolede på jødiske forældre, at de var i stand til for egen regning og risiko at bedømme, hvad der var godt og hvad der var mindre godt for deres drenge.

Den mistillid mod jøderne, som på den måde kommer til udtryk i forslaget, synes jeg nok er værd at overveje. Alene af den grund vil jeg vende mig imod forslaget og det uanset, hvor store ord forslagsstillerne og andre anvender mod jøderne. Anne Sofie Allarp har samlet nogle af dem her. Og imod dem, der mener, at fjernelse af forhuden betyder en nedsat følsomhed i penis, at det altså er en skade for livet, man påfører drengene, kan man fremhæve de mange jøder verden over, der synes at leve udmærket uden deres forhud. Tilsyneladende har de ikke noget besvær med at få børn, og efter hvad de selv giver udtryk for, har de tilsyneladende lige så stor glæde af samlejet som vi andre.

Skal man være lidt fræk – og det er jeg jo af og til her på bloggen – kan man spørge, om de mange muslimer, der gennemfører en voldtægt i både Tyskland, Sverige og til dels også Danmark, er omskåret. Hvis de er – og det må man vel antage – synes det ikke at hindre dem i at efterstræbe nydelsen ved samlejet og derfor formentlig også opnå den, omend de jo derved ikke opnår den anerkendelse af deres inderste væsen, som er den åndelige side af samlejet.

Men mistilliden mod jøderne synes jeg er det værste. Teologisk set mener jeg ganske vist, at omskæringen er en fornægtelse af Guds gode skaberværk og det uanset, at det jo ifølge 1 Mos 17,1-14 er et krav, Gud stiller til sit folk. I parentes bemærket: Gud kræver jo også dèr, i vers 14, at den, der ikke er omskåret, skal udryddes af sit folk. Det er dog vist noget, jøderne ikke retter sig efter. Uden tvivl med en god forklaring, men alligevel! I dette indlæg forklarer jeg nærmere, hvordan kønslemlæstelse er imod skabertroen. Men det gælder jo i lige så høj grad drengeomskæring, selv om den jo ikke har de samme skæbnesvangre konsekvenser som den lemlæstelsen af piger.

Det er også bemærkningen om mistillid mod jøderne, der får mig til at indse, at det vil være jøderne, der bliver ramt af et forbud langt mere end muslimerne. For jøderne gør sig virkelig for alvor umage med på alle måder at være en del af Danmark. De vil ikke på nogen måde gøre sig til eller skille sig ud, men vil helst gå i ét med tapetet og nøjes med at være jøde i deres telte, som én af dem har sagt. Muslimerne, derimod, stiller krav til samfundet, kommer med deres guddommelige lov og vil have den respekteret, og er ret ligeglade med, om de bryder dansk lov; den er jo alligevel en kun menneskelig lov, hvorimod deres lov er guddommelig.

Det vil sige, at hvis vi indfører et forbud mod drengeomskæring, men ikke drømmer om at kontrollere, om det overholdes, så kører muslimerne videre som hidtil, mens jøderne, hvis de prøver at få deres drengebørn omskåret, altid vil gøre det med en slags dårlig samvittighed: de vil under alle omstændigheder havde deres drengebørn omskåret, men de vil meget nødig gøre det imod dansk lov, så de føler, at vi danskere opstiller et skel imod dem.

Man kan undre sig over, at debatten udelukkende drejer sig om drengeomskæring, ikke om pigeomskæring. Hvorfor dog ikke kræve kontrol af alle de piger, der kommer tilbage fra Somalien?

Jeg tror, jeg véd hvorfor. Det skyldes, at vi egentlig ikke regner muslimerne for rigtige danskere. Vi taler og taler om integration, vi foretager det ene bekostelige tiltag efter det andet, men det virker tilsyneladende ikke. Dels fordi muslimerne ikke vil integreres, de har hele tiden betragtet sig selv som noget særligt, noget forskelligt fra os danskere. Og dels fordi vi danskere ikke kan få os selv til at betragte muslimerne som danskere, end ikke en særlig afart af danskere, i hvert fald er de ikke så meget danskere, at man kan stille samme krav til dem, som man kan stille til alle andre danskere, jøderne inklusive.

Lad mig slutte med at referere Douglas Murray, som i sin bog ”The Strange Death of Europe” side 238 nævner tilfældet Tommy Robinson.

Da et engelsk regiment fra Afghanistan-krigen i 2009 vendte hjem, foretog de en parade i den londonske bydel Luton, en bydel, præget af mange muslimske indbyggere. Det førte til store demonstrationer imod soldaterne fra muslimernes side. Men da nogle af de engelske indbyggere ville demonstrere imod muslimerne, fik de ikke polititilladelse til det. Og da Tommy Robinson senere prøvede at organisere en English Defense League (EDL), blev han chikaneret af myndighederne på enhver tænkelig måde. Han blev endda arresteret og fængslet for noget, der ikke havde med sagen at gøre. I den grad var man bange for at gå imod muslimernes ønsker.

Det er det samme hos os. Derfor kan vi finde alle mulige tænkelige og utænkelige argumenter frem imod drengeomskæring, for i den diskussion har vi jøderne for øje, og de opfattes som værende i så høj grad en del af det danske folk, at vi kan tillade os hvad som helst overfor dem, de er ikke nærtagende, de svarer ikke igen med terrorangreb.

Overfor muslimerne, derimod, er vi helt anderledes påpasselige. Og da pigeomskæring udelukkende er en muslimsk tradition, afholder vi os omhyggeligt fra at diskutere det og fra at kontrollere, om forbuddet bliver overholdt. For de kære muslimer kunne jo blive fornærmede, og dels synes vi jo, at det er lidt synd for dem, at vi sådan blander os i deres kultur (hvorimod vi åbenbart ikke synes, det er synd for deres piger) og dels véd vi aldrig, hvad de kan finde på som reaktion på vores kontrol.

Så hellere gøre, som vi hidtil har gjort: gå ud fra, at signalpolitik er tilstrækkeligt til at få dem til at opgive deres traditioner.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.