Europas død?

I et indlæg for et par gange siden advarede jeg læseren om, at jeg snart ville tage Douglas Murrays bog ”Europas mærkelige død” op til behandling. Jeg har godt nok gjort det før, se her, ud fra anmeldelser af bogen, men nu har jeg læst ikke blot tre fjerdedele af bogen, men den hele bog, så nu kan jeg give et vist indblik i, hvad den indeholder.

Dog vil jeg i denne omgang nøjes med at supplere hans bog. Det vil jeg gøre på to punkter. Det første punkt har med noget at gøre, som han ikke er opmærksom på. Det andet handler om, hvad der vel kan siges at drive vore politikere.

Det, Murray ikke er opmærksom på, er årsagen til den såkaldte flygtningekrise i 2015. Jeg var under gennemlæsningen lidt spændt på, om han var blevet klar over det samme, som jeg blev klar over, nemlig, at de mange migranter krydsede Ægæerhavet, fordi Syriza havde vundet valget i Grækenland i januar 2015. Partiet havde under valgkampen lovet at føre en mere human udlændingepolitik, og man har åbenbart på et tidspunkt efter valget valgt at føre en sådan politik ud i livet ved at ændre på forholdsordren til den græske flåde. Flåden havde hidtil standset alle migrantbådene fra Tyrkiet og sendt dem tilbage, hvor de kom fra. Og når den holdt op med det, opdagede menneskesmuglerne, at der var fri bane til Europa, oven i købet ad en rute, der var meget kortere og derfor meget billigere end ruten fra Libyen til Italien. Det benyttede de sig af, og så fik vi de kendte strømme af migranter til de græske øer, derfra via Athen, Makedonien, Serbien, Ungarn og Østrig til Tyskland.

Det er ganske mærkeligt, at så at sige alle medier i efteråret 2015 omtalte den mægtige migrantstrøm, kaldet ”flygtningekrisen”, som noget lige så uundgåeligt og lige så uforudsigeligt og lige så uforklarligt som en naturkatastrofe. Så at sige ingen stillede det dog ellers meget nærliggende spørgsmål: Hvad har forårsaget denne mægtige migrantstrøm?

Selv stillede jeg dette spørgsmål første gang i et indlæg den 20. august 2015, se her. Jeg kunne allerede dengang se, at det havde noget at gøre med en ændret opførsel fra den græske flådes side, men det stod mig ikke klart, om det var Tyrkiet, der ikke ville forhindre migranterne i at rejse, eller det var Grækenland, der var ophørt med at bevogte deres grænse. Først den 26. september 2015 fandt jeg ud af det, se her: det var grækernes skyld. Og det var ganske tilfældigt, at jeg fandt den brik i puslespillet, der fik det til at gå op. Jeg kom tilfældigt til at læse en kronik i Information af Enhedslistens Niels Rohleder. Han roste Syriza for at ”have åbnet Europas porte for en åben og humanistisk flygtningepolitik”. Og da jeg fik det bekræftet af en række sites på internettet om den græske valgkamp i januar 2015, var gåden løst.

Men mærkelig nok står jeg næsten muttersalene med den opdagelse. Og endnu mere mærkeligt: Douglas Murray har ikke opdaget sammenhængen. Han formår ellers at stille utrolig mange kritiske spørgsmål, han formår at betragte sagerne ud fra helt andre perspektiver end den europæiske elites – det er jo det, der gør hans bog interessant – så man kunne godt forvente, at han var blevet opmærksom på denne sammenhæng, men nej, det bliver han ikke.

Jeg skal ikke bebrejde ham det. Hvad man gør af opdagelser, når man sådan går på opdagelse helt alene, uden hjælp fra de sædvanlige journalister, det er og bliver meget tilfældigt. Og han har altså bare ikke været så heldig som jeg at træffe på nogle artikler, der, uden egentlig at ville det, kunne give mig svar på mit spørgsmål.

Det andet supplement til Murrays bog, jeg vil komme med, er lidt mere tricky.

Han er mægtig god til at forklare, hvordan den europæiske elite hele tiden kommer med forklaringer og begrundelser for noget, der er sket. Der er kommet mange indvandrere til Europa, og mange af de mennesker, der skal leve klods op og ned ad dem til daglig, er begyndt at blive utilpas ved alt det fremmedartede ved dem. Og så først dukker elitens forklaringer op. Det var ikke noget, man var opmærksom på på forhånd, først da det uheldige forhold har vist sig, kommer man med sine forklaringer.

Hege Storhaug, der her har leveret en anmeldelse af Murrays bog, eftersom den i disse dage udkommer på norsk, gør udmærket rede for det. Én af de (bort)forklaringer, hun nævner, er den, at Europa i fortiden har begået en masse synder imod de andre kontinenter, og at det kun er retfærdigt, at verdensdelen nu kommer til at yde noget den anden vej. Og det er et korrekt referat. Murray har et helt kapitel, som han kalder ”The Tyranny of Guilt”, skyldfølelsens tyranni. Her begynder han med at skildre Aylan Kurdi skæbne, den lille dreng, som druknede under overfarten fra Tyrkiet til Grækenland, og hvis billede gik verden rundt (eller i hvert fald den vestlige verden rundt), side 157. Og han gør rigtigt opmærksom på det, også jeg har været inde på, se her, at Aylans far ikke var flygtning, for han var ikke forfulgt i Tyrkiet, hvor han havde arbejde, han var bare ude efter at få et bedre liv i Tyskland. Her skriver Murray:

Selv om der i nogle medier i Tyrkiet var en vis sorg over tragedien, forekom der ikke noget, der bare mindede om den introspektion og selvanklage, som man forfaldt til hos vestlige politikere og medier (side 157).

Og lidt senere siger han:

Ingen i Europa bebrejdede Tyrkiet eller Oman for Aylan Kurdis død. Og mens den spanske premierminister Mariano Rajoy om en anden migrantbåd, der sank i Middelhavet, sagde, at Europa risikerede at skade sin troværdighed, hvis vi ikke er i stand til at undgå disse tragiske situationer, var der få eller ingen, der erklærede, at den arabiske eller afrikanske troværdighed var på spil (side 159).

Og han slutter kapitlet med at spørge, om dog ikke de nye europæiske generationer omsider vil sige ”nok er nok”; nu må det være slut med hele tiden at påstå, at nulevende europæere skal bære bedsteforældres, oldeforældres, ja tipoldeforældres skyld (side 177).

Og se, alt dette er jo udmærket. Jeg kunne faktisk ikke have sagt det bedre. Alligevel vil jeg tillade mig at supplere. Som teolog ser jeg måske ting, som Murray ikke ser. Man kunne nemlig sige, at når vi europæere reagerer, som Murray rigtigt refererer os for at reagere, skyldes det, at Europa er et gammelt kristent land. Kun den, der har fået i hvert fald dele af kristendommen ind med modermælken, kan misforstå den og misbruge den, som man gør her.

Det er et ganske mærkeligt fænomen. Man (og det er så at sige alle i de vestlige lande) har lært, at der er noget, der hedder farisæisme. Man har lært og forstået, at det er moralsk forkert med en farisæisk selvfremhævelse. Så derfor indrømmer man uden blusel sin skyld for både det ene og det andet. Så kan man nemlig i sine egne tanker og i sine bebrejdelser mod os andre, der ikke sådan uden videre vil indrømme nogen skyld, antyde, at man i det mindste i sin villighed til at tage skylden på sig, er bedre end andre. Farisæisme ad bagvejen, med andre ord!

Tag Jesu ord om ikke at dømme, Matt 7,1-5:

Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.

Den formaning er udmærket og helt på sin plads i de personlige forhold mand og mand imellem i menigheden. For her optræder selvretfærdigheden alt for ofte som en hindring for den forsoning, der genopretter den tabte tillid. Men kan man uden videre overføre dette til forholdet mellem stater? Og kan man bruge ordet til at opfordre til at påtage sig skyld på sit lands vegne, skyld, vel at mærke, som ikke den nulevende generation, men en forlængst afdød generation har pådraget sig? Ja, kan man bruge ordet til at sætte skel mellem dem, der indrømmer denne fiktive skyld, og dem, der ikke gør?

Det forekommer mig at være misforståelse på misforståelse. Men altså en misforståelse, der ikke kunne finde sted uden det aftryk, disse Jesus-ord har sat på de europæiske folk.

Og dette, at europæerne altså påtager sig skyld for alverdens ulykker, netop fordi Europa er et kristent kontinent, det eneste kontinent, der kan misforstå kristendommen, fordi man kender en række Jesus-ord, det er altså det supplement, jeg kan give Murrays bog.

Til slut: Jeg kunne også have brugt Jesu lignelse om den barmhjertige samaritan som eksempel på, hvordan et Jesus-ord bliver misbrugt til på farisæisk vis at pudse sin glorie med. Også det deraf afledede begreb ”samaritanitis” vil kunne bruges som supplement til Murray, for også denne lignelse giver alle mulige ”Gutmenschen” lejlighed til at tro, at de med deres ”gode gerninger” (den ”gode gerning” ved deres stemmeafgivning at sikre sig, at staten gør en ”god gerning” på deres vegne) scorer point i det himmelske eller blot giver dem selv ”en god mavefornemmelse”. Og selv om den tro stammer fra kristendommen, er det den mest ukristelige tro, der tænkes kan.

Advertisement