Man tør næsten ikke tro det. Fra min første færd som blogejer har jeg måttet erfare, at folk har sammenblandet islam og kristendom. I sin tid, da jeg var med på ”eftertanke.dk”, var det en fuldstændig fast regel, at havde man sagde noget ufordelagtigt om islam, skulle man skynde sig også at sige noget ufordelagtigt om kristendommen. Det behøvede ikke være sandt, det behøvede heller ikke være noget ufordelagtigt om den nutidige kristendom, blot det blev klart, at man ikke havde mere imod islam end imod kristendommen.
I årenes løb har jeg jo så opdaget, at det ikke blot er på ”eftertanke.dk”, at denne regel gjaldt, det synes at have været noget, hele komplekset af journalister og politikere har rettet sig efter. Og jeg var såmænd ved at tro, at det til evig tid ville forblive sådan. Vi, der ser en forskel på islam og kristendom, ville for altid forblive et mindretal, stillet overfor den magtfulde sammensværgelse mellem medierne og politikerne.
Men så læste jeg forleden en leder i Jyllands-Posten. Dog, den venter vi lidt med.
Først skal vi lige læse lidt i en artikel af Svend Løbner i Kristeligt Dagblad, se her. Den hedder ”Troens sprog gør gavn – både for kristne og muslimer”. Løbner prøver at vise, at det er en stor fordel, når den almindelige, humanitære godgørenhed bliver understøttet af religionens krav. Og som det fremgår af overskriften, betyder ”religion” her både kristendom og islam.
Bliver de to så blandet sammen her?
Ikke umiddelbart. For det er jo sandt nok, at både kristendommen og islam anbefaler, at man giver almisse. Spørgsmålet er, om begge også i lige høj grad sigter på den humanitære opgave: at hjælpe de nødlidende uanset deres religion. Det siger Løbner ikke noget om. Men man kan godt få mistanke om, at de muslimske hjælpeorganisationer først og fremmest skal hjælpe andre muslimer. Nuvel, der er vel også flere nødlidende blandt den tredje verdens muslimer end blandt de kristne, så det vil vel næsten nødvendigvis blive fortrinsvis muslimer, der bliver hjulpet både af kristne og muslimske hjælpeorganisationer. Løbner sammenfatter sin sammenligning mellem det katolske Caritas og de muslimske hjælpeorganisationer på denne måde:
Og hvor Caritas benytter den katolske infrastruktur i en bred vifte af verdens lande, fokuserer Danish Muslim Aid på lande med muslimsk majoritet.
Om muslimerne gør dette af princip eller fordi det er nemmest at overbevise muslimer her i landet om, at de skal hjælpe deres trosfæller, det får være usagt.
Men man skal nok alligevel nedskrive sine forventninger til Svend Løbners kendskab til islam en del. For lidt senere hedder det:
Udenrigsministeriet oprettede den 1. januar 2018 Enheden for Religions- og Trosfrihed med afsæt i artikel 18 i FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (ICCPR). Respekt for menneskerettigheder, herunder retten til at dyrke sin religion, skifte religion eller slet ikke have nogen religion, er selvsagt grundlag for fred og dermed også for udvikling.
Læg her især mærke til, hvad der ikke siges. Løbner fortæller ikke noget om, at det i de muslimske lande står meget skralt til med retten til at dyrke sin religion, hvis da ikke denne religion er islam. Og han nævner heller ikke noget om, at det indenfor islam under dødsstraf er forbudt at forlade islam. Denne regel har været i kraft fra gammel tid. I nyere tid har de muslimske stater ganske vist som regel undladt sådan direkte at lovgive om frafald fra islam, men dels har nogle stater faktisk statutter af den art, f.eks. det Afghanistan, vi prøver at hjælpe, dels har de fleste muslimske stater et blindt øje, de kan ”se” med, når muslimer myrder en medmuslim, der har vendt sig bort fra islam.
Vi skal også lige omkring denne artikel fra det norske Human Rights Service, som fortæller om, hvordan svenske politikere lyver, så vandet driver af dem. Én nægter pure, at de mange flygtninge, der skal modtages, har nogen effekt på den svenske velfærdsstats håndtering af syge og gamle, skønt Aftonbladet og ikke mindst dets læsere mere end antyder det, en anden påstår, at antallet af voldtægter bare går ned og ned, skønt statistikkerne viser det modsatte. Som jeg husker det, brugte svenske politikere for få år siden under Fredrik Reinfeldt en anden taktik: man fremhævede Sverige som en humanitær stormagt. Men det trick kan åbenbart ikke bruges mere. Så håber man på, at man kan få pressen med til at benægte fakta. Det har man kunnet før, så måske protesterne fra Aftonbladets læsere er tegn på, at der selv i Sverige er ved at ske noget nyt; at det selv dèr ikke mere går helt så glat med at holde folk hen i uvidenhed.
Og så til lederen i Jyllands-Posten! Den står her. Den handler om jøderne i Frankrig. Emmanuel Macron lod sig som bekendt omfavne af Donald Trump og genomfavnede ham til den store guldmedalje. Det hindrede ham dog ikke i at tage stærkt til genmæle mod Trumps politik i sin tale til kongressen. Og det har den danske presse gjort et stort nummer ud af. Men det er vist kun Jyllands-Posten, der har opdaget det uldne ved hans senere udtalelser ved et møde med amerikanske studerende i Washington.
Han adresserede her antisemitismen i Frankrig, hvorfra mange jøder er rejst til Israel, fordi de ikke føler sig i sikkerhed i Frankrig. Det hedder i lederen:
Antisemitismen i Frankrig var bl.a. hvad Emmanuel Macron talte om til en række studerende på George Washington Universitetet, hvor han fik spørgsmålet blandt flere andre. Han pegede på to årsager til denne ”nye” antisemitisme. For det første »importen af Israel-Palæstina konflikten«.
»Visse personer ønsker at reproducere denne internationale konflikt inden for det franske samfund,« sagde Macron og tilføjede »den anden grund«, nemlig den »gamle« franske antisemitisme, der »eksisterede i begyndelsen af århundredet, og som er ved at få mere fart på. Det bekymrer mig meget …«
Understregede præsidenten, der også sagde, at antisemitismen er uforenelig med den franske republik.
Her ser man det ”gamle” skema: Hvis man antyder, at det er muslimer, der står bag de mange angreb på jøder i Frankrig – og det gør jo Macron med ordene om, at man importerer Israel-Palæstina-konflikten – så må man umiddelbart derefter sige noget lige så ufordelagtigt om den vestlige verden. Derfor skal Macron tale om den ”gamle franske antisemitisme”, som om den er ved at få mere fart på.
Men så kommer det positive ved Jyllands-Posten. For den udenomssnak hopper lederskribenten ikke på. Det er, siges der, en ”eufemistisk eksercits, der kun er alt for genkendelig, også herhjemme”. Og lederen slutter:
Sagen er, at det i Frankrig – såvel som i Tyskland og andre europæiske lande – hovedsageligt er unge muslimske mænd, der gør livet utåleligt for jøderne. Og deres jødehad er måske nok accentueret af Israel-Palæstina konflikten, men ikke født af den; det er en ahistorisk påstand, som ser bort både fra religiøse skrifter og såmænd også det glimrende samarbejde mellem arabiske antisemitter og det nazistiske Tyskland under Anden Verdenskrig. Den slags er svært at se i øjnene, hvis man har lagt sig fast på et verdenssyn, der ser muslimer som ofre uanset hvad. Men den muslimske mand, der dræbte en 85-årig jødisk kvinde med en kniv i hendes lejlighed i Paris, mens han råbte ”Allahu akbar!”, er ikke offer, men bøddel, og hvis man ikke tør sige det højt, er man mere diplomatisk, end godt er.
Det er jo kun alt for sandt, at de vestlige medier og politikere sædvanligvis betragter muslimer som ofre. Men den muslimske terror mod bl.a. jøderne må dog få os til at indse, at muslimerne her ikke er ofre, men bødler. Og hvis først vi får mod til at sige det højt, så alle i landet kan høre det, så kan det uventede ske.
For der er ingen tvivl om, at islams strategi er at invadere Europa, nedbryde ytringsfriheden, indfører flere og flere muslimske traditioner, eventuelt under dække af religionsfriheden, så Europa til sidst helt og holdent bliver muslimsk. Men hvis først vi europæere bliver klar over, at denne strategi ligger uudryddelig i islams dna, hvis først vi begynder i det offentlige at modargumentere islam, hvis først vore teologer og filosoffer får taget sig sammen til at konfrontere islam og alle islams selvmodsigelser, så skal vi se løjer; så er det langtfra sikkert, at den islamiske spådom om overtagelse af Europa vil gå i opfyldelse. Tværtimod, hvis der kommer gang i de europæiske kirker, så de tager sig sammen til at udvise lidt missionsiver, vil måske mange af de europæiske muslimer ophøre med at være muslimer og i stedet blive kristne, ja, måske oven i købet gribes af den samme missionsiver og missionere blandt deres landsmænd i Mellemøsten.
Utopi?
Ja, indrømmet, det lyder lidt langt ude. Men ærlig talt, er det ikke det, kristendommen går ud på, at ”ordet” er stærkere end ”sværdet”, at det at leve under et ordherredømme, som f.eks. de europæiske demokratier, er bedre end at leve under et sværdherredømme som de mellemøstlige stater? Hvorfor skulle vi så blive ved med at holde denne grundantagelse i kristendommen hemmelig?
Har det lange udsigter med at få vores elite til at gå den vej? Tja, måske. Men Jyllands-Postens leder er måske et skridt i den retning.