Tragedien gentager sig

Tragedien, der her skal omtales, er ikke blot skyderierne ved grænsen mellem Israel og Gaza, det er også det tragiske i, at medierne – i hvert fald de æterbårne – næsten udelukkende ser sagen fra Hamas’ synspunkt.

Det var det samme i 2014. Også dengang var det billedsiden af nyhederne, de store følelsesudbrud, det, der af tv-producerne kaldes ”godt fjernsyn”, der dominerede. Se evt. mit indlæg fra dengang her. Lidt mere får man ud af det, hvis man klikker sig lidt frem og tilbage fra dette indlæg. Jeg undrer mig i dag over, at jeg var så aktiv dengang. I dag tror jeg ikke, jeg gider. For det er jo altsammen set tidligere.

Men der er alligevel et par forskelle, det kan være værd at notere sig.

Dengang bestod Hamas’ angreb i, at de sendte raketter ind over Israel. Og da Israel gelejdede sine indbyggere i beskyttelsesrum, når raketterne kom, og der således ikke var døde og lemlæstede på Israels side, men kun et hul i jorden, hvor raketten havde ramt, så vi ingen billede derfra, for det var ikke ”godt tv”. Derimod så vi en række billeder fra de forfærdelige tilstande i Gaza: mødre, der græd, fædre, der skældte ud, bårer, der blev båret ind på hospitalerne, tillige med de huse, der var blevet ødelagt. Kun en enkelt gang blev vi i en bisætning gjort opmærksom på, at Israel ved sine luftbombardementer anvendte en ”banke-på-metode”: man kastede en uskyldig bombe på et hus for at advare beboerne om, at huset ville blive ødelagt om få minutter. Og det blev det så. Men den eneste gang, denne metode blev omtalt, var i forbindelse med en far, der stod udenfor sit ødelagte hus og anklagede israelerne, fordi han kun fik 8 minutter til at få sine værdigenstande ud. At Hamas i mange tilfælde tvang beboerne op på husets tag, skønt de var blevet advaret, og derved sendte mange mennesker i døden, det fortalte billederne ikke noget om. Det er lidt uklart, om denne manglende omtale skyldtes, at en sådan handlemåde er fuldstændig vanvittig, set med vestlige øjne, eller det skyldtes, at dette viser, at Hamas så udmærket var klar over, hvad der er ”godt fjernsyn” og udnytter sin viden på denne bestialske måde.

Denne gang har Hamas måttet ændre strategi, i hvert fald hvad raketter angår. For al-Sisi i Egypten har lukket Gazas grænse mod Egypten, så det er lidt småt med raketforsyningen i Gaza. Så man har nøjedes med at lade sine folk forsøge at forcere grænsehegnet mod Israel. Så bliver de ganske vist ramt af de israelske skarpskytter, men det er også meningen. På den måde får man jo fremskaffet – undskyld det kyniske udtryk – mange sårede og døde til brug for det ”gode fjernsyn”, man arbejder på at få i kassen på de mange vestlige medier.

Og det virker. Også denne gang.

I hvert fald i de æterbårne medier. For den slags ”godt fjernsyn” vil man ikke gå glip af. Og så må vi finde os i at se en reportage fra et palæstinensisk hjem, hvor moderen klager over sin søn, der er død. Og naturligvis, man kan ikke andet end få en vis medfølelse med denne mor. Men man savner alligevel nogle indvendinger fra reporteren. Når hun kalder ham uskyldig og anklager israelerne for drabet, kunne man godt spørge hende, hvorfor hun ikke frarådede ham at gå med i den demonstration. Det havde han jo ikke behøvet. Men intet af dette blev bragt, hverken i reportagen eller bagefter. Måske man mente, at man så ville ødelægge det, der var ”godt fjernsyn”.

Men hvad er ”godt fjernsyn”? Jeg for min del foretrækker spændende interviews, der sætter tingene på plads, gør os klogere på ting, som i den almindelige nyhedsstrøm synes os forvirrende og indviklede. Og skal jeg pege på noget, der dengang var ”godt fjernsyn”, vil jeg pege på Martin Krasniks interview med Mads Gilbert. Gilbert var læge på et sygehus i Gaza, og han var dengang meget afholdt som interview-offer, fordi han så tydeligt var på palæstinensernes side og anklagede israelerne for deres bombardementer. Og fordi han på et tidspunkt var blevet citeret for at have sagt, at israelerne bevidst dræber kvinder og børn, blev han inviteret indenfor i Deadline. Krasniks interview sidder stadig i hukommelsen på mig som noget af det ”bedste fjernsyn”, jeg har set.

Ikke blot blev han nemlig af Krasnik spurgt om dette med, at israelerne bevidst dræber kvinder og børn – noget, han måtte fragå – han blev også præsenteret for en påstand om, at Hamas brugte den palæstinensiske befolkning som menneskeligt skjold. Og det vendte han sig meget kraftigt imod: ”Bevis det!” lød det fra ham.

Og det, der var det fine ved interview’et, det, der gjorde det til ”godt fjernsyn”, var, at Krasnik faktisk beviste sin påstand. Han viste et klip, hvor en repræsentant for Hamas sagde:

Det viser hvor ukueligt vort kæmpende folk er. De forsvarer deres rettigheder og boliger med deres liv og kroppe. At folk møder det israelske flyvevåben med åben pande for at forsvare deres hjem – har vist sig at være en effektiv politik overfor besættelsesmagten. Det siger også noget om vores tapre, heroiske folk. Derfor opfordrer vi i Hamas vort folk til at bruge den metode for at forsvare deres hjem.

Så ikke sandt, det tror da pokker, at der fremstår dræbte kvinder og børn, når de bevidst går op på taget af den bygning, som israelerne har advaret om, at de vil ødelægge.

Blot kunne man dengang ikke få ind i sit hoved, at nogen kunne tænke så mærkeligt. Men det kunne altså ”nogen”, nemlig Hamas. Og det kan ”nogen” stadigvæk. Men vi kan stadig ikke forstå det. Vi møder stadig sådanne påstande med tvivl. Der må ligge noget andet bag. Og så kræver vi undersøgelser og kommer med analyser.

Men måske en vis erkendelse er ved at indfinde sig hos os.

Naser Khader skriver i hvert fald i Jyllands-Posten, se her, at

I virkeligheden er det terrororganisationen Hamas, der står bag de såkaldte fredelige protester. I flere måneder har organisationen skubbet unge palæstinensere frem i en næsten selvmordsagtig fremmarch, men Hamas’ intentioner er og har aldrig været fredelige. Hamas er en terrororganisation, de har aldrig anerkendt Israel, og deres primære mål er ikke at arbejde for den palæstinensiske sag, og en fredelig to-stats-løsning. De kæmper først for fremmest for deres islamistiske broderskabs ideologi – koste hvad det vil.

Og Jyllands-Posten skriver i en leder, se her:

Palæstinensernes ulykke er deres ledere, hvad enten det er det radikal-islamistiske Hamas i Gaza – stemplet som en terrororganisation af både USA og EU – eller den knap så opfanatiserede Fatah-bevægelse på Vestbredden, der dog stadig ledes af den 83-årige Mahmoud Abbas. Det var ham, der for nylig i en tale betvivlede, at Holocaust har fundet sted.

Palæstinensernes ulykke er endvidere det svigt, som de har været udsat for i den arabiske verden i de 70 år siden oprettelsen af den jødiske stat Israel. De arabiske lande har brugt det palæstinensiske spørgsmål til at holde liv i drømmen om at smide jøderne i havet, som det hed i årtier. Det har været i deres kyniske interesse at holde det palæstinensiske sår åbent, dels som en lynafleder for hjemlige problemer, dels som en måde at presse Vesten på.

Palæstinenserne har betalt prisen. Det er den, der også betales i disse dage på grænsen mellem Israel og Gaza, hvor et forfærdende stort antal mennesker er blevet skudt og såret i Hamas’ skrupelløse bestræbelser på at bruge den civile befolkning som skjold i kampen mod Israel. Historien gentager sig dermed fra den seneste Gaza-krig i 2014, da Hamas skjulte raketbatterier ved skoler og sygehuse uden tanke på, hvad prisen ville være for de civile palæstinensere.

Men man skal måske alligevel finde den største forandring hos Hamas selv. Den 14. maj, i mandags, blev omkring 50 mennesker dræbt, fordi de prøvede at forcere grænsehegnet til Israel. Lige fra slutningen af marts har Hamas opildnet til demonstrationer ved hegnet, ladet nogle af sine unge mænd forsøge at bryde igennem det, prøvet at indhylle det i røg, så deres gennembrud ikke blev opdaget, osv. Og alle forventede, at disse demonstrationer ville fortsætte med stigende styrke frem til den 15. maj, som er 70-årsdagen for Israels oprettelse, og samtidig dagen, som palæstinenserne fejrer som deres fordrivelsesdag.

Men mærkeligt nok fandt en fuldstændig nedtoning af intensiteten i demonstrationerne sted den 15.maj. Og man kan vel ikke lade være med at spørge sig selv, om det mon skyldes, at Hamas er blevet påvirket af de menige palæstinensere. Er der nogen af dem, der har sagt: Nu vil vi ikke mere ofre vore sønner på en sag, der ikke har nogen udsigt til at føre til noget?

Hamas hører jo virkelig til de hårdkogte islamister. Man véd fra koranen, at muslimer har forrang fremfor alle ikke-muslimer. Og det gør det næsten umuligt at slutte nogen som helst fred med os ikke-muslimer. For derved ville man jo anerkende os som ligestillede med muslimerne. Og det går i disse muslimers øjne ikke.

Når dertil kommer, at det jo er jøder, der her skal sluttes fred med, bliver det hele meget værre. Jøder, der i koranen betegnes som aber og svin, må behandles som sådanne, ikke som mennesker, der har ret til at leve. (F.eks. Sura 5,166). Og slutte fred med dem og næsten betragte dem som ligestillede, nej, det er for meget forlagt af en hårdkogt islamist.

Man kan som Jyllands-Posten håbe, at palæstinenserne formår at finde sig nogle andre ledere. Men før det sker, er der vist ikke meget at have sit håb om fred i.

Advertisement