Ondskaben i os

Har vi alle ondskaben i os?

Ja, det påstår Lars von Trier i et interview med ham i Berlingske, se her. Han siger, at han ”har den meget banale tanke, at vi alle sammen har ondskaben i os”. Og den påstand vil jeg godt undersøge lidt nøjere. Eller rettere: ikke så meget påstanden selv, mere den måde, han prøver at underbygge den på i den film, der for øjeblikket er uhyre omtalt på filmfestivalen i Cannes. Filmen hedder ”The House That Jack Built”.

Nu ligger der sikkert meget andet i filmen end lige denne pointe med ondskaben. Og man skal heller ikke regne med, at von Trier benytter sig af en én til én overførsel fra film til virkelighed. Men alligevel. Jeg er bange for, at han falder for det samme trick, som Sørine Gotfredsen faldt for efter massakren på Utøya. Dels skrev hun et indlæg lige efter massakren, dels ét et årstid senere. I det sidste hedder det, se her:

For hvis man finder det forsvarligt blot at se bort fra eksistensen af Breivik, må det skyldes, at man opfatter ham som en absolut undtagelse. Det er han naturligvis også i forhold til ekstremiteten af sine handlinger. Men han er det næppe i forhold til sit indre kælderdyb og det fald, han har foretaget ned i det.

Problemet ved at insistere på at analysere og forholde sig til Breiviks person er jo, at man kan blive mistænkt for selv at befinde sig tæt på alt det frygtelige. Siden man mener, at det er så genkendeligt. Man blotter en del af sin egen person ved at erkende, at man af og til selv kan fornemme et indre kælderdyb fyldt med en skrøbelighed, der kan kanaliseres ud som trang til i indadvendt selvretfærdighed at slå fra sig frem for at mildnes og forstå.

Man diskuterede dengang, om man kunne tillade sig at erklære Breivik for sindssyg. Gjorde man det, lød argumentet, satte man ham udenfor menneskeheden, og derved undgik man at erkende, at vi alle bærer ”en Breivik” i os.

Den tankegang mener jeg er forkert. Og så er det ligegyldigt, om det er Sørine Gotfredsen, der fremsætter den overfor en reel begivenhed, eller det er Lars von Trier, der kommer med den i en fiktiv historie om en massemorder.

Det er nemlig, hvad von Triers film handler om: en massemorder. Han fortæller i filmen om fem af de 61 mord, han begik i 70ernes og 80ernes USA. Og det er ifølge Bo Green Jensens anmeldelse i Weekendavisen, se her, en meget vontriersk film.

Jeg vil gerne vise, at vi er nødt til at fastslå, at der er mennesker, der er sindssyge, og at vi ikke kan bruge disse sindssyge, næsten bestialske menneske – som von Triers massemorder – som bevis på menneskets ondskab.

Men først vil jeg prøve at afmontere den totalsyndighedsforståelse, som præger både Luther og Kierkegaard, og fra dem en masse fromme teologer i vore dage. Det er jo fra dem, vi har en forestilling om, at vi absolut indenfor kristendommen skal skildre mennesket som værende ondt, i total henseende ondt. Og det er forkert.

Når Luther tænker sig mennesket som ondt i total henseende, skyldes det arven fra Augustin. Alle vore drifter er syndige. Det gælder både kønsdriften, driften efter mad og drikke og driften efter social anerkendelse. Denne synd er vi født med, for den syndige kønsdrift fører med sig, at det barn, der undfanges i kraft af den, bliver en synder. Undtagelsen er Kristus, der jo er undfanget ved Helligånden. Man kan se dette og andre af Augustins mærkværdigheder udfoldet i en prædiken af Luther om arvesynden, se her, hvor man jo så tillige ser, at Luther tilslutter sig dem alle.

Disse tanker har dog ikke kunnet holde sig i den protestantiske verden. Men mærkelig nok har man i al luthersk teologi søgt at fastholde et totalaspekt på synden. Man har ikke som Luther kunnet afbilde synden som en medfødt næsten legemlig skavank, men har så i stedet søgt at gøre den til en psykologisk egoisme af samme styrke. Godt forsøgt, kan man sige, men når man har forladt det synspunkt, at vore drifter er syndige – og det har jo alle moderne mennesker – så falder alle forsøg på at gøre synden total ynkeligt igennem.

Kierkegaard søgte som alle lutheranere at fastholde totalaspektet af syndigheden. Det førte megen indviklethed med sig, men resulterede i følgende passus fra ”Indøvelse i Christendom”. Der er tale om en ”morale”, som han anbringer efter hvert afsnit af bogen. Heri hedder det:

»Og hvad vil saa alt Dette sige?« Det vil sige, at Enhver især, i stille Inderlighed for Gud, skal ydmyge sig under, hvad det dog vil sige at være i strengeste Forstand en Christen, oprigtigt for Gud tilstaae, hvor han er, at han dog værdeligen maatte tage mod Naaden, der tilbydes enhver Ufuldkommen, det er, Enhver. Og saa ikke videre; saa passe han forresten sit Arbeide, glad ved det, elske sin Hustru, glad ved hende, opdrage sine Børn sig til Glæde, elske sine Medmennesker, glæde sig ved Livet.

Dette er et afsnit, der hyppigt citeres af danske præster. Kierkegaard har i ”Indøvelses” afsnit afbildet den ideale fordring, og hvad der kræves af en kristen, er så at fremkomme med indrømmelsen af, at man på ingen måde formår at fuldføre idealet, ja, at man end ikke formår at stræbe efter det. Dog opdager disse præster som regel ikke, at denne mulighed for overfor Gud at bevare skindet på næsen tages bort af Kierkegaard i 1855 som indledning til det, man har kaldt kirkekampen.

Så altså, både i Luthers og i Kierkegaards skrifter har man fundet beskrivelser af synden som total. Og det er denne overbevisning om, at man er på rette lutherske vej, når man efter fattig evne efterligner disse store teologer i at gøre synden total, der får vore dages teologer til at se de samme tendenser i os dagligdagsmennesker som i henholdsvis Breivik og von Triers seriemorder.

Og bevares, en sådan overbevisning er from, men den er ikke derfor sand.

For nogen tid siden var der i Kristeligt Dagblad en omtale af en bog af en amerikansk forsker, Abigail Marsh, som i denne forbindelse er interessant, se her. Bogen hedder ”The Fear Factor Hvordan én følelse forbinder altruister, egoister og resten af os” (Det er Kristeligt Dagblads Elisabeth Yskes, der har været så venlig at oversætte den sidste halvdel af titellen, bogen foreligger ikke i en dansk oversættelse).

Yskes skriver bl.a.:

Lige så længe, som der har været psykologer, biologer, økonomer og filosoffer til, er det blevet diskuteret, hvorvidt mennesket i sin natur er grundlæggende egoistisk eller altruistisk. Mange har gennem tiden forholdt sig skeptisk, hvis ikke direkte afvisende til, om der overhovedet findes gode gerninger, som ikke er drevet af nogle former for egoistiske interesser.

Og hun fortsætter med at skildre Abigail Marsh’s undersøgelse af de mennesker, der har doneret deres ene nyre til en fuldkommen fremmed person, noget, Marsh opfatter som udslag af ekstraordinær altruisme. Det viser sig, refererer Yskes, at den del af hjernen, der hedder ”amygdala”, et lille område midt inde i hjernen, er større hos disse ekstraordinære altruister end hos almindelige menneske og hurtigere gennemstrømmes af blod, når personen ser på et ansigt, der udviser frygt.

Det fik mig til at anskaffe bogen. Og jeg må sige: den er virkelig interessant, også for en teolog som mig. For den aktualiserer det problem, som for mig at se er et hovedproblem i teologien: Hvordan er forholdet mellem den del af mennesket, som vi har fælles med dyrene, og den del, der gives os af den omgivende kultur?

Hvis Abigail Marsh har ret i sine undersøgelser – og der er tale om omhyggelige, videnskabeligt velfundérede undersøgelser – så nytter det ikke noget for os teologer at fortsætte ad den vej, som mange af os er slået ind på: at vi fra dyrene har arvet et kælderdyb af ondskab og egoisme, som kulturen, i vort tilfælde: kristendommen, prøver at holde stangen. For hvis de handlinger, som de ekstraordinære altruister foretager sig, f.eks. at melde sig som nyredonorer, er bestemt af en anderledes hjerneudrustning, så har de jo mere deres oprindelse i naturen end i kulturen, og slås så ikke vort sædvanlige billede af mennesket i stykker?

Men mere end det!

For Abigail Marsh viser også det modsatte. Hun har undersøgt psykopater og påvist, at deres amygdala er lille og ikke gennemstrømmes af blod, når personen ser et ansigt, præget af frygt. Så den omvendte overvejelse må vel også gælde: at psykopater ikke er 100% ansvarlige for deres handlinger; de er jo bestemt af deres anderledes hjernestruktur.

Og det er specielt den del af Marsh’s undersøgelse, der er relevante, stillet overfor Sørine Gotfredsens Breivik-analyse og Lars von Triers fiktive seriemorder. Yskes omtaler næsten ikke den del af Marsh’s bog, så jeg må advare læseren: det følgende er baseret på min læsning af bogen, og jeg er ikke hverken psykolog eller neurolog og er desforuden noget i tvivl om, hvorvidt jeg har forstået Marsh korrekt. Men ifølge det, jeg hidtil har forstået, ser billedet nogenlunde således ud:

Vi har alle fra vores dyrefortid arvet et område i hjernen, der får os til at udvise raseri eller overlegenhedsadfærd. Man har foretaget eksperimenter med dette område på dyr, hvor man med elektroder indopereret i de arme dyrs hjerner kan fremkalde raserianfald. Men bemærkelsesværdigt nok udløses anfaldet kun, når dyret er samme med et andet dyr, aldrig, når det er alene.

Dette afbalanceres af amygdalas evne til at reagere på frygt i de ansigter, dyret (eller mennesket) ser på. Og det mærkelige er – men her er jeg lidt usikker på, hvordan det fungérer – at dyrets amygdala (eller menneskets, og det er jo kun mennesket, man kan spørge om, hvad det føler) tilsyneladende både registrerer frygten hos det andet menneske, og gør det muligt for dyret selv at føle frygt.

Dette skulle medføre, at der i en dyreflok opstår en vis rangorden. Aggressionsafdelingen i hjernen holdes i skak af frygtafdelingen i amygdala.

Nu er denne frygtafdeling – og det er ganske besynderligt – tillige området for beskyttertrang. Det ser ud til, at amygdala, når der ses frygt i en andens ansigt, trigger for en lyst til at hjælpe eller beskytte. Men lad være med at tillægge disse formodninger for meget vægt. De skal blot lægge op til et referat af de mange besøg hos potentielt psykopatiske børn, som Marsh og kolleger har gennemført.

For disse besøg udviklede sig ofte ganske anderledes end forventet. Børn, som har haft det ene raserianfald efter det andet, børn, som har udvist ødelæggende adfærd, børn, som har skadet både søskende og forældre, børn, som af alle beskrives som potentielt psykopatiske, sådanne børn har Marsh og hendes kollega ofte kunnet udspørge ganske fredeligt, endda af og til oplevet, at barnet udviste en vis hjælpsomhed overfor dem. Men hjernescanningerne udviste det samme resultat: deres amygdala reagerede ikke som andres på angstfyldte ansigter. Og karakteristisk for dem var også, fortæller hun, at de ikke udviste nogen anger over det, de havde gjort. Som regel gav de andre skylden for deres destruktive handlinger. De syntes at have følt deres handlinger som noget, der kom over dem.

Heldigvis spurgte hun dem også om deres angstfølelser. Og mange af dem blev forvirrede over det spørgsmål, den følelse syntes de ikke at kende. Ja, én skrev endda som svar på et udsagn (Det, der gør andre bange, plejer ikke at gøre mig bange), at ”der er ingenting, der gør mig bange; ingenting!”

Nå, ja, nu skrev jeg ”heldigvis”. Det er dog tvivlsomt, om det giver en større forståelse af forholdene, det gør dem måske snarere mere indviklede. For i den anden ende af skalaen, dèr, hvor det drejer sig om de ekstraordinært altruistiske, dèr spiller frygten bestemt en rolle. Dèr gennemfører altruisten sin handling på trods af, at han eller hun med åbne øjne ser frygten og føler den i sig.

Men i hvert fald: Abigail Marsh ser en skala at opdele menneskene efter i de scanninger, hun har gennemført, ud fra deres amygdala-størrelse. I den ene ende, psykopat-enden, en manglende frygt, men også en manglende medfølelse. I den anden ende: samme frygt som hos almindelige mennesker, og større medfølelse.

Marsh er meget omhyggelig med at imødegå den almindelige forklaring på fremkomsten af sådanne potentielle psykopater. Det skyldes ikke, hævder hun, at der er tale om dårlige forældre. Tværtimod har hun i sin omgang med forældrene og deres psykopatagtige børn gang på gang set en dyb bekymring og en rørende omsorg. Men den galt udviklede hjerne har de ikke kunnet stille noget op imod. Og søskende til de pågældende synes heller ikke at være som den psykopatagtige.

Abigail Marsh begynder sin gennemgang af psykopaterne med en omtale af Gary Ridgway, en seriemorder, der i staten Washington i 80erne og 90erne dræbte i hvert fald 48 kvinder, før han blev opdaget. Man kan læse om ham på Wikipedia her. Der er blevet skrevet mange bøger om netop ham, for selv om han måske ikke har rekord i antal dræbte, så har han rekord i USA for det antal mord, han er dømt for.

Det er naturligvis ikke ham, Lars von Trier har lavet film om. Men ifølge den føromtalte gennemgang af filmen af Bo Green Jensen, har hovedpersonen i filmen nogenlunde samme antal mord på samvittigheden, nemlig 61. Deraf tager filmen ”kun” fem frem, hvis modbydeligheder skildres. Så man kan godt forestille sig, at Gary Ridgway har inspireret von Trier.

Men det er for så vidt ligegyldigt. Sagen er, at det, så vidt jeg kan skønne, må anses for umuligt at få nogen realitet ind i en filmisk skildring af en seriemorder. Man kan skildre det bestialske, man kan lade det ufølsomme i morderens sind træde frem, men man kan aldrig skabe den genkendelse hos tilskueren, der skal til, hvis filmen skal sige noget sandt om tilværelsen. For tilskueren er ikke psykopat. Tilskueren har ikke nogen amygdala, der er galt udviklet. Tilskueren kan, som de fleste mennesker, føle frygt, føle anger, føle medlidenhed. Det kan en seriemorder ikke. Der er derfor, og vil altid være det, en forståelseskløft mellem hovedpersonen og tilskueren, ja, mellem enhver psykopat og ethvert normalt menneske.

Og vil man fremstille en seriemorder på film, og vil man have folk til at forstå ham, til at sætte sig i hans sted, da må man fremstille ham, som om han var normal. Eller man må fremstille alle os andre, som om vi har ondskaben i os. Og ærlig talt, jeg stoler mere på Abigail Marsh’s hjernescanninger end på Lars von Triers menneskeopfattelse.

Og dertil forekommer det mig klart, at skal vi holde os til de undersøgelsesresultater, Marsh fremlægger for os, så må teologernes tanker om menneskets totalsyndighed tages bort. Det har jeg også bestræbt mig for i mange år.

Lad mig slutte med at bringe et lidt udvidet citat om menneskets ondskab fra det fornævnte interview i Berlingske.

Jeg kom til at tænke på, at man som tilskuer bliver forfærdet over at se Jack tage livet af sine ofre, men på den anden side ønsker man ikke, at han bliver fanget, for det ville jo tage livet af historien. Bliver man som publikum en slags medskyldig i gerninger.

»Det vil jeg da sindssygt gerne have! Jeg har jo den her meget banale tanke om, at vi alle sammen har ondskaben i os, og at det kun er et spørgsmål om, hvorvidt vi kan lave en civilisation, der kan holde den undertrykt og forhindre de situationer, hvor vi havner i den.

Lars von Trier lader sig her lokke i en fælde. Det er jo en ret absurd tanke, at fordi vi ønsker at se filmen færdig, skulle der påføres os en slags medskyld. Vrøvl! Et sådant ønske kan ikke vise os menneskets ondskab. For vi ønsker jo ikke at se flere forfærdelige mord, vi ønsker at vide, om de bliver opklarede og hvordan de bliver opklarede; og vi ønsker at finde ud af, hvad vel instruktørens mening med det hele kan være. Det er ikke ondskab, det er nysgerrighed.

Men den fælde falder von Trier i. Vi har alle ondskaben i os, det er, hvad han vil vise os. Derfor tager han imod den tese, der serveres for ham på et sølvfad. Hovedpersonen, Jack, er én af os. Og vi har bare fromt at sætte os i hans sted og indrømme, at vor synd er lige så stor som hans. Og så sætter von Trier sin lid til, at vi kan lave en civilisation, som kan holde denne ondskab undertrykt.

Han ser altså helt bort fra, at nogle mennesker kan lide af en sindssygdom, der skyldes en hjernefejl, og at det er den og ikke en kulturfejl, der skaber ondskaben.

Men noget tyder på, at vi på grund af den hjerneforskning, der kommer nærmere og nærmere til menneskets personlighed, må opgive denne ”fromme” syndserkendelse.

Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Ondskaben i os

  1. Pingback: Lukket land? | ricardtriis

  2. Pingback: Lars von Trier igen | ricardtriis

  3. Pingback: Er mennesket ondt? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.