Er mennesket en synder?

I mit forrige indlæg kom jeg til – igen – at vende mig imod den totalsyndighedspåstand, som florérer i visse kredse, der mener om sig selv, at de tager lutherdommen alvorlig, præster, teologer, kunstnere og den slags godtfolk. Jeg forestiller mig derfor, at det vil være nødvendigt – endnu engang – at tage overskriftens spørgsmål op. For vil man ikke med rette kunne stille dette spørgsmål inkvisitorisk til mig: ”Mener du da ikke, at mennesket er synder?”

Og lad mig til en begyndelse svare, at spørgsmålet er forkert stillet. Det er så forkert stillet, at det ikke lader sig besvare.

Fejlen er, at spørgsmålet går ud fra en forudsætning, som er forkert. Der gås ud fra, at mennesket er et individ, der kan anskues alene. Men mennesket skal altid ses som et relationsvæsen; mennesket står altid i forhold til andre.

Jeg kan også sige, at det forkerte er, at spørgsmålet stilles ud fra en moralsk forudsætning; som om spørgsmålet om moral er det dybeste spørgsmål, man kan stille. Det er det ikke. Spørgsmålet om relation er endnu dybere.

Man spørger efter menneskets indre moralske habitus, som om denne habitus eksisterer i kraft af menneskets større eller mindre anstrengelser. Men sådan er det ikke. Sådan er mennesket ikke. Hvis vi har noget i os, som kan kaldes kærlighed, så eksistere denne kærlighed ikke som en selvstændig størrelse, som vi kan skrue op eller ned for, den eksisterer kun som reaktion på en andens kærlighed. Vi har den ikke på anden måde.

Det samme med andre af de fænomener, der hører fællesskabet til: tillid, indlevelsesevne, fortrolighed. Der er ikke tale om egenskaber, som jeg har i mig, og som jeg eventuelt kunne prale med; der er tale om beskrivelser af ét eller flere af de forhold, hvori jeg står til andre mennesker.

Ja, selv hvis man gennem psykologiske undersøgelser kunne udpege nogle gode egenskaber, som jeg er i besiddelse af: omgængelighed, f.eks., så er den slags egenskaber i sidste ende jo egenskaber, der har udviklet sig i mig i kraft af den familie og det samfund, jeg er en del af. Jeg har f.eks. i mine drengeår været medlem af F.D.F. i Viborg, og vi havde en særlig jargon, som vi uden videre falder ind i, når vi efter mange år mødes igen. Men hvem har skabt denne jargon? Den var der jo bare. Selv om jeg gerne ville prale af den, så har jeg jo på ingen måde skabt den. Jeg kan ikke engang sige, at jeg har været med til at opretholde den. Højst kan jeg sige, at jeg vist ikke har været med til at nedbryde den. Og det skyldes ikke nogen særlig rosværdig egenskab hos mig (f.eks. omgængelighed), kun, at jeg befandt mig vældig godt blandt mine kammerater.

Det, jeg dèr har oplevet, er det forhold, som Jesus gør opmærksom på med ordet om, at den dom, vi dømmer med, bliver vi selv dømt med, og det mål, vi måler, får vi selv tilmålt med (Matt 7,2 og Mark 4,24). Vi udlægger ofte dette ord, som om det drejer sig om dommen ved tidernes ende, men det giver meget mere mening, hvis vi udlægger det om de fællesskaber, vi står i. Er vi rethaveriske, mødes vi i de fællesskaber, vi befinder os i, med rethaveriskhed. Er vi imødekommende, mødes vi med imødekommenhed. (Se evt. min gennemgang af ordet her).

Jamen, hvor kommer så det onde fra? For mennesket er da ondt, ikke? Koncentrationslejre, dødslejre sågar, krige og tortur, viser det ikke, at mennesket i bund og grund er et ondt væsen, for der er jo her tale om en ondskab af en så total karakter, at det er en fornærmelse mod dyrene at kalde den dyrisk?

Jo, dette er ondt, ingen tvivl om det. Men det er forkert at tilskrive denne ondskab en egenskab, der sidder i enkeltmennesket og forstærkes, når så mange onde mennesker slår deres anstrengelser sammen. De mange mennesker, der bekæmpede nazismen og dens ufattelige ondskab – de allierede soldater, f.eks. eller vore egne modstandsfolk – var jo ikke anderledes i deres indre personligheder end de tyskere, der udøvede disse onde gerninger. Hvis alle mennesker er i besiddelse af et kælderdyb af ondskab, hvorfor giver det sig så det ene sted udslag i en ondskab, hvis lige verden ikke tidligere har set, og det andet sted i et heltemod, som vi alle må beundre?

Jeg har nogle steder hæftet mig ved en udtalelse af Luther i ”de servo arbitrio” om mennesket som et påvirkeligt væsen, som et væsen med en ”dispositiv kvalitet” eller en ”passiv egnethed”, f.eks. her.

Det vil sige: mennesket er et sprogpåvirkeligt væsen. Men man må føje til, at mennesket har fået til opgave selv at diskutere sig frem til, hvem mennesket er.

Resultatet af de mange diskussioner, der har fundet sted i menneskehedens historie, ser vi i de mange forskellige religioner og livsanskuelser, der findes verden rundt. Og i vore dage har diskussionerne resulteret i de mange forskellige politiske opfattelser, der findes.

Er det da i disse opfattelse, vi finder det onde? Er det dèr, menneskets ondskab skjuler sig?

Ja, det kan man godt sige. Men man må føje til, at en ond politisk opfattelse aldrig selv vil kalde sig ond, den vil altid gemme sig under dække af at være god, nødvendig, fremtidssikret. Eller – hvis vi skal bruge de gamle, længst forglemte begreber, som Luther udtrykte sig i – netop på diskussionsplanet foregår den evige kamp mellem djævelen og Gud.

Og på det plan findes der ingen facitliste (sådan som muslimerne påstår det med deres koranovertro). Der sker hele tiden en udvikling eller bare en forandring i de sociale forhold i ethvert samfund, også i de muslimske. Men dette, at der ikke på forhånd gives nogen sølvskinnende løsning på samfundenes og de menneskelige fællesskabers problem, betyder ikke, at alt så er ligegyldigt.

Vi har i Vesten haft held til (eller Gud har inspireret os til) at udforme visse menneskerettigheder. Og vi kan rolig antage dem som almenmenneskelige. Der er og bliver noget umenneskeligt ved at udøve tortur, ligegyldigt hvilken kultur og hvilke stater det er, der gør det. Og der er og bliver noget forkert og i det lange løb direkte dumt ved at knægte ytringsfriheden. Mange kulturer har forsøgt det, herunder den vestlige kultur i dens brogede fortid, men man får ikke bedre forståelse for menneskenes problemer ved at undertrykke alle de opfattelser, man anser for forkerte, i stedet for at argumentere imod dem.

Og tager vi nu de nazistiske udryddelseslejre frem som eksempler på menneskehedens ondskab, så er det vist ikke så svært at se, at det onde netop ligger i de onde anskuelser, de onde meninger, men – N.B. – det hele klædt ud som nødvendigheder, som noget, der skulle være adgangsbillet til en lys fremtid.

Hitlers ekspansionspolitik var således ikke til at få øje på i begyndelsen. Det var således ikke blot Kaj Munk, der anså det for rimeligt, at alle tyskere skulle ”heim ins Reich”, også når det betød, at det tyske riges grænser skulle udvides. Det var alle de toneangivende europæiske politikere. Da Hitler således i 1938 ønskede at indlemme Sudeterlandet i det tyske rige, fandt man det forståeligt nok, og i München lavede man en traktat, der beskar Tjekkoslovakiets areal tilsvarende, og tvang tjekkoslovakerne til at skrive under.

Man troede, at Hitler kun ville samle alle tyskere under én hat: ”ein Volk, ein Reich, ein Führer”, som det hed. At han var besat af en socialdarwinistisk tankegang, der tilsidesatte enhver international ret, og at han ville sikre tyskerne ”Lebensraum”, så landet ikke som i Første Verdenskrig skulle kunne udsultes, det så man ikke umiddelbart, for det var ikke til at se på forhånd. Først da Hitler i marts 1939 besatte Rest-Tjekkiet, blev man klar over Hitlers bedrag. Og ”man”, det vil her også sige Chamberlain, ham, vi plejer at gøre nar af, fordi han efter München-forliget troede på, at Hitler var en normal aftalepartner. Man skal ikke glemme, at Chamberlain i 1939, efter Tysklands angreb på Polen, erklære Tyskland krig og hævdede, at krigen skulle fortsætte, indtil det nazistiske styre var fjernet, og at han i juni 1940, da Storbritanien stod muttersalene overfor de sejrrige hitlerske hære, nægtede at søge at få en fredsaftale med Hitler i stand.

Og så kan vi da forresten også godt gøre opmærksom på, at en anden, der ikke mere stolede på Hitler, var Kaj Munk. Han skrev den 26. marts 1939 en artikel i Jyllands-Posten, Brændende Europa, hvori det hed:

Magten har taget Magten fra ham [dvs. fra Hitler, rr]. Hans store Idé Tyskland for Tyskerne er blevet forraadt ved dette Erobringstogt. Sejren over Czekiet er en Smertensakt, en frygtelig Ulykke for Føreren, for hans Idé, for hans Land, Den, der lever, vil faa det at se. Men det er der maaske ingen, der gør. (Se her).

Oven i købet havde Kaj Munk også erkendt, at Hitler lod sig lede af socialdarwinistiske tankegange. Han lader i skuespillet Niels Ebbesen grev Gert, der er et billede på Hitler, sige:

Og hvad er saa mit Arbejde? Jeg skal sige jer det. At grundlægge et Rige paa Barmhjertighed, Retfærdighed og Fred. Jeg er den barmhjertige, for jeg gør Ende paa det, der ikke duer. Jeg er den retfærdige, for jeg tilkender den Stærke Sejren. Jeg er selve Freden, for den er kun mulig, hvor een hersker og alle adlyder stumt og blindt. (Herrerne bukker.) (Se her, replik 498).

Det, at den stærke sejrer, er ikke noget, vi plejer at forbinde med retfærdighed. Men er man socialdarwinist, dvs., tror man, at det i nationernes indbyrdes forhold drejer sig om det samme som i den biologiske udvikling, nemlig de bedst egnedes overlevelse, survival of the fittest, så ser man en slags højere retfærdighed i, at de svage nationer går under og de stærke overlever.

Kaj Munk har fulgt godt med i den tyske debat og i Hitlers taler, siden han i løbet af kun godt et år kan blev klar over, at Hitler virkelig er socialdarwinist. Dog havde hverken han eller den tids politikere fantasi til at forestille sig, hvad Hitler havde i sinde at foretager sig med jøderne. Kaj Munk havde protesteret mod Hitlers forfølgelse af jøderne med sit skuespil Han sidder ved Smeltediglen fra 1938, og i ovenstående artikel fra marts 1939 protesterer han også:

Hvad Hitler har øvet for Tyskland indtil nu, var straalende paa een dyb og hæslig Skygge nær: Behandlingen af Jøderne. Maaske var der ikke Plads for dem i Riget mere, skulde Idealet Tyskland for Tyskerne gennemføres til Bunds. Men saa maatte der være truffet en Ordning. I Stedet for er der faret frem imod dem saadan, at Tusinder og atter Tusinder har lidt uforestilleligt.

Men at nogen skulle kunne få den tanke, at når ”der ikke var plads til dem i riget”, var man nødt til at slå alle jøderne ihjel, det lå helt udenfor enhver journalists eller politikers forestillingsevne. Det ”uforestillelige”, som Munk taler om, var meget værre end det, han havde set indtil da.

Ondskaben lå så udpræget hos de ledende nazister, især hos Hitler. Ikke i deres hjernestruktur eller i deres drifter, men i deres tankegang. Og fordi Hitler som noget af det første, han gjorde, da han blev rigskansler, var at stække det frie ord og føre pressen ind under Göbbels’ herredømme, kunne den jødehadende avis Der Stürmer udfolde sine teorier uden modsigelse, og tyskerne efterhånden bibringes den opfattelse, at alt ville blive godt, hvis blot jøderne kom af vejen. Men hvad der lå i dette ”komme af vejen”, forblev en hemmelighed i det offentlige liv, så længe krigen varede.

Og spørger man, hvordan dog almindelige, nogenlunde gode mennesker kunne få sig selv til at medvirke i jødeudryddelsen, er det igen ensretningen af den offentlige mening, man skal have fat på. Man gik gradvist til værks. Først erklærede man jøderne for en uønsket race, dernæst fjernede man jøderne fra det offentlige liv, anbragte dem i særlige ghettoer, og derfra befordrede man dem så til dødslejrene. De, der medvirkede til det, var efterhånden så indpodet med en totalitær tankegang, at de fandt sig i det og hjalp med til det, hvis de blev udkommanderet. I slutningen af trediverne var det almindeligt at sige, hvis noget ikke var, som man syntes, det skulle være: ”Hvis blot Føreren vidste”. Man havde vænnet sig til, at man ikke selv skulle gøre noget eller tage ansvar for noget eller deltage i nogen debat om godt eller ondt, Føreren skulle nok ordne det hele.

Nuvel, alt dette skulle gøre det tydeligt, at vi ikke har taget Luthers teologiske opfattelse til os ved at efterligne så godt, vi nu kan, hans totalsyndighedsopfattelse. Den bygger på en antagelse om, at drifterne er identisk med synden, og den tanke er det umuligt for os at gå med til. Hvis vi vil lade os inspirere af Luther, så er den føromtalte forestilling om mennesket som et ordpåvirkeligt væsen langt mere relevant. Man kan endda supplere den med den lutherske tanke om mennesker som værende forheksede, se evt. mit blogindlæg derom her.

Men hævde, at mennesket er en synder? Gøre det til udgangspunkt for ens kristenforkyndelse? Nej, det fører på afveje.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Luther og tagget , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Er mennesket en synder?

  1. ricardtriis siger:

    Indlæg fra Gudmund, der ikke blev optaget i første omgang:
    Er mennesket en synder? Ja – blandt andet, men samtidig som en grundvæsentlig bestemmelse, vil jeg mene. Jeg er helt med på, som du gør det, Ricardt, at betone mennesket som relationelt væsen. Og (i mine ører) på Løgstrupsk maner forstå de væsentlige menneskelivsbærende fænomener såsom tillid, tro, omgængelighed m.v. som livsytringer, der ikke “bor i mig” men bliver til i relationen – på sin vis udenom dig og mig – og dog netop ikke uden den enkelte (dig og mig).
    Hvad er synd? Synd er, som jeg opfatter det ud fra Det Ny Testamente, “at ramme ved siden af”. Synd er, kunne jeg også sige, at svigte (at det er synd for nogen, og vel at mærke herunder også andre end mig selv), hvad enten det så sker gennem det jeg gør, eller det jeg ikke gør (“For det gode jeg vil, det gør jeg ikke…” Rom 7,19). Til det at være menneske hører det som noget helt grundlæggende, at jeg vokser op til ansvar og til i givne situationer at være én, der svigter = en synder. Det er en grundbetingelse, et grundfænomen, så vidt som jeg kender til menneskelivet. Hvor er det godt (og livsnødvendigt) at der er mere at sige end det. At der findes nåde, kærlighed, tilgivelse, syndernes forladelse – kald det hvad du vil. At jeg, med Luthers geniale “simul”-syn på det menneskelige må udvide indgangsudsagnet (Mennesket er en synder) til: Mennesket er samtidig synder og retfærdiggjort – eller sagt på en anden måde: Det hører til det gode menneskeliv, at kunne være en tilgivet synder – være én der (igen og igen) får en ny begyndelse – at jeg bliver, så at sige, givet tilbage til (tilgivet) det liv og den tilværelse (og den og de relationer), der var gået mere eller mindre i stykker. Og som sagt, altså fordi jeg ikke kun er én, der bliver svigtet, men også én der uhjælpeligt er vokset op til at være én, der i givne situationer (rammer ved siden af) svigter det andet menneske. Det hører i grunden menneskelige relationer til.
    Så hvad går der egentlig tabt ved at skulle anvende denne grundbetegnelse om det at være menneske (at mennesket er en synder)? Eller endnu mere: Hvad går der tabt herved i forhold til alt det, der for mig at se, går tabt, når vi ikke længere (som det vidt og bredt gælder i vores aktuelle kultur) kan/må/vil bruge denne betegnelse om et menneske?

  2. ricardtriis siger:

    Til Gudmund!
    Tak for dit svar! Hvorfor det er gået tabt, véd jeg ikke. Men nu er det i hvert fald på plads. Man skal – lidt ulogisk – trykke på den knap, der hedder ”Skriv kommentar”, når han har skrevet kommentaren i kommentarfeltet.
    Jeg er ikke helt sikker på, at vi kan blive sådan helt skingrende uenige. Men mindre kan vel også gøre det.
    Det er Luther, jeg ikke kan få til at passe. Hans teologi er tvedelt, én del er augustinsk, én del folkelig. Den augustinske vil jeg forkaste, den folkelige vil jeg beholde. Og da der efter min mening er en logisk uforenelighed mellem de to dele, kan man studére ham og prædike hans teologi, det siver ikke ind, for det er i bund og grund uforståeligt.
    Kan vi i dag bruge hans dictum, at mennesket på én gang er synder og retfærdig?
    Vi kan ikke bruge det i Luthers udgave. For han mente, at det var menneskets kødelige tilværelse med de tre drifter, kønsdriften, driften efter legemlige behageligheder og driften efter social anerkendelse, der var syndige. Så længe vi er i kødet og har disse drifter, er vi derfor syndere.
    Du vil fastholde dette dictum ved at sige, at mennesket ”ikke kun er én, der bliver svigtet, men også én der uhjælpeligt er vokset op til at være én, der i givne situationer (rammer ved siden af) svigter det andet menneske”. Det vil sige, du forandre det, Luther vil mene er en altid tilstedeværende synd til at være en potentiel synd. Og man kan derfor spørge dig: ”Jamen, før det kommer dertil, at du svigter, mens du lever trygt og godt i tillidsforholdet, er du da også en synder?” Eller jeg kunne spørge ud fra Paulus’ ord om, at ”det gode, jeg vil, det gør jeg ikke” (Rom 7,19), om da ikke ethvert menneske har en række situationer, hvor dette ord simpelthen ikke passer, hvor det bare lever i glad tillid til sin næste og gør alle gerninger, små og store, uden at tænke over, om disse gerninger er gode eller onde.
    Ét af de Luther-citater, jeg holder allermest af, står i Von den guten Werken, afsnit 6, http://www.martinluther.dk/guwe01.html#27. Her vil Luther vise, hvordan det hele glider af sig selv i et ægteskab, når der hersker tro og tillid mellem ægtefællerne. Ret væsentligt er det også, at Luther lige forud henviser til 1 Sam 10,7, som han oversætter: ”Gør, hvad der falder dig for”. Jeg vil mener, at det, det er Luther om at gøre, er at anvende ordet om, at de gode gerninger skal gøres, så den højre hånd ikke véd, hvad den venstre gør, altså gøres, som de frikendte i dommedagslignelsen Matt 25 handler: uden at ane, at det, de gør, kan frikende dem på dommedag.
    Jeg håber engang at kunne vise, at det er det, Luther kæmper med i Romerbrevskommentaren. Men han er ret indviklet, den gode Luther. Og gang på gang dukker hans augustinisme op og forstyrrer billedet.
    At leve som en tilgiven synder er, siger du, er at blive ”givet tilbage til (tilgivet) det liv og den tilværelse (og den og de relationer), der var gået mere eller mindre i stykker”. Jeg spørger: Var disse relationer nu også mere eller mindre gået i stykker? Hvis vi modtager Guds tilgivelse hver søndag, forudsætter ordet ”tilgivelse” så, at de relationer, vi står i, i ugens løb var gået mere eller mindre i stykker? Hvis tilhørerne ikke synes, de har erfaret et sådant sammenbrud af deres relationer, så har du dèr svaret på, hvorfor så megen syndetale måske ikke er så klog en taktik fra en prædikants side.
    Måske vi i stedet skulle opfordre til taknemlighed over de gode relationer, vi står i. Og måske, hvis vi kan finde ord til det, advare mod det, der kan få relationerne til at gå i stykker.
    Det kunne Luther godt finde på at gøre. I en prædiken over ordet om ikke at se på en kvinde, så man begærer hende, er det ham ikke nok bare at citere Jesus, nej han føjer til: ”og driver spøg med hende” (Se evt. http://www.martinluther.dk/bjerg05.html#3). For på den måde får han tydeliggjort, hvor det er, Jesus vil hen: han vil ikke, som mange gode lutheranere tror, spænde loven til det yderste, så alle, i hvert fald alle mænd, kan indse, at de er syndere, nej, Luther er slet ikke lutheraner, tværtimod bruger han ordet her (med sin egen lille tilføjelse) til at vise, hvordan et forhold mellem ægtefæller kan gå i stykker. Her er han folkelig og møder mennesker i øjenhøjde.
    Og jeg er altså bange for, at vi med al vores syndetale får den fromme del af menigheden til at lægge ansigtet i fromme folder, men får den ufromme del til at føle sig udenfor. Det betyder ikke, at denne ufromme del skal have af krabasken, men måske nok, at den skal have påvist, hvordan mennesket netop, når talen er om tro og tillid i relationerne, er afhængigt af kræfter udenfor mennesket selv. Og det er vist ikke helt det samme som at tale om synd.
    Men igen: Tak for svaret; det er rart, at nogen gør vrøvl.
    Venlig hilsen, Ricardt

  3. Pingback: Er mennesket ondt? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.