For et par år siden kom den daværende leder af Alternative für Deutschland, Frauke Petry i knibe. Hun kom for skade til at sige, at det kunne blive nødvendigt for dem, der bevogtede Tysklands grænser, at skyde mod illegale grænseoverløbere.
Det skulle hun aldrig have sagt. Tænk, at et kultiveret menneske i det hele taget kan forestille sig, at grænsevagter kan komme i den situation, at de skal skyde! Vi skriver da 2015 (eller hvilket år det nu var)! Underforstået, nu må vi omsider være nået så langt, at vi har forstået, at voldsudøvelse altid kun gør tingene værre!
Og sørgeligt nok, der burde vel have været mennesker, der kunne fortælle den undrende offentlighed, at vi europæere måske er kommet så langt, at vi forstår voldsudøvelsens farer, men at jo ikke alle andre folkeslag har nået det samme ophøjede stade. Og hvordan reagerer man, hvis sådanne mennesker forsøger at krydse grænsen. Det er klart: en europæer ville med det samme forstå det og trække sig tilbage, når man sagde til ham: ”Fy, fy, det dèr må du ikke gøre; du kan nok forstå, at det bliver andre mennesker kede af”. Men hvem siger, at en nordafrikaner ville reagere på samme måde på en sådan henstilling?
Noget af det samme har man kunnet opleve i forbindelse med palæstinensernes forsøg på at bryde igennem grænsehegnet mellem Gaza og Israel. Dette, at israelerne har skudt mod de mennesker, der ikke holdt sig på afstand af hegnet, endda skudt, så nogle af disse mennesker døde af det, har fået alverdens journalister op i det røde felt. Billeder af sådanne ”fredelige demonstranter”, der bliver skudt på, er gået verden rundt, og stor forargelse har vendt sig imod Israel.
Få har kunne gennemskue Hamas’ strategi med at transportere unge mennesker i busser frem til hegnet og lade dem forsøge at bryde igennem det. Én af dem, der har en forklaring, der går ud over den sædvanlige Israel-fjendtlige forklaring, er Hanna Ziadeh. I et indlæg i Weekendavisen, se her, hævder han, at
Kuglen er måske israelsk og pistolen amerikansk, men morderen er palæstinensisk, og de medskyldige er de arabiske stater.
Hvad mener han dog med det?
Han mener, at hele dette cirkus er iscenesat af Hamas. Denne organisation føler, at den er ved at miste magt, ikke blot i Gaza, men også de arabiske landes omdømme. Hamas har kun Qatar tilbage som sin ven iblandt de arabiske lande. Det hedder hos Ziadeh om Hamas’ strategi:
Målet er ikke at befri Palæstina, målet er ikke at bekrige Israel, for Hamas’ erfarne og kyniske ledere ved godt, at det er en tabt kamp. Målet er at beholde magten i Gaza ved at genopfriske Hamas’ tabte legitimitet som den radikale organisation, der kæmper mod besættelsesmagten. Opfriskningen af nedslidt militarisme efter 12 år som korrupt og dårligt regeringsparti i Gaza koster liv og blod. Demonstrationerne ved grænsen var den sikreste måde at fremprovokere en militær konfrontation, hvor Israel viser sig fra sin værste side: en skydeglad besættelsesmagt.
Lidt tidligere har han forklaret det nærmere:
De mange unge palæstinensere døde, fordi Hamas har planlagt, iscenesat og udført disse demonstrationer ved at transportere de unge i busser op til grænsen, ved at give de sårede penge og familierne til martyrerne kompensation. Hamas leverer endda internetforbindelse. Hamas gjorde alt dette, helt bevidst om at det ville føre til blodsudgydelse, som kun tjener to kyniske politiske mål. Det første er at forværre hadet mellem de to folkeslag, israelere og palæstinensere. Det andet er at give Hamas, men også Fatah, endnu en mulighed for at undslippe ansvar for deres korrupte og katastrofale styring af de palæstinensiske territorier og deres indbyrdes kamp om magten.
Derfor er det, han kan sige, at morderen er palæstinensisk. Det er ikke sin egen opfattelse, han giver udtryk for, når Israel her kaldes ”en skydeglad besættelsesmagt”, det er Hamas’ opfattelse, en opfattelse, som de gennem deres handlinger har fået verdensopinionen til at dele. Og på den måde, siger altså Ziadeh, får Hamas opmærksomheden vendt bort fra de store problemer, som Hamas har ansvaret for: de elendige leveforhold i Gaza.
Her er det imidlertid ikke disse overvejelser, opmærksomheden skal henledes på, det er kun dette, at vi altså i Israel har med et land at gøre, der forsvarer sin grænse med våben, bruger disse våben, når det ikke kan undgås, omend man brugte både tåregas og gummikugler, før man satte skarpskytterne ind. Oven i købet brugte Israel våben, selv om man vidste, at verdens opmærksomhed var rettet imod dem, og selv om man fra tidligere sammenstød med Hamas udmærket var klar over, at sådanne handlinger ville blive betragtet med stor fordømmelse af den internationale presse. Jeg har mere indgående behandlet den israelske tilbageholdenhed i voldsudøvelsen her.
Men altså, det er kun denne vilje til forsvar af det land, man har fået givet, jeg her vil gøre opmærksom på.
Den står nemlig i skærende kontrast til den manglende vilje til at forsvare sit land, som præger europæerne.
Og denne manglende vilje kom såmænd også frem i en artikel i Weekendavisen. Det var Anne Knudsen, der omtalte den i en anmeldelse af Per Stig Møllers nye bog ”De fire isbjerge”, se her. Hun leverer en udmærket anmeldelse, og jeg gik på jagt på internettet efter andre anmeldelser og fandt dels en timelang videooptagelse af et foredrag, som Per Stig holdt i 2013 i Cepos, et foredrag, der også havde titlen ”De fire isbjerge”, se her, og dels en anmeldelse i Altinget, se her. Begge dele er nok værd at stifte bekendtskab med, men som sagt, her er det kun den manglende europæiske forsvarsvilje, der skal fremhæves. Den kom således frem i Anne Knudsens anmeldelse:
Først de umiddelbare farer, som følger af Europas deroute. Vi kan ikke forsvare os selv, og det bliver tiltagende usandsynligt, at amerikanerne vil. Vi kan ikke holde vore grænser mod befolkningspresset fra Syd, og vores rolle i verdenshandelen er vigende.
Lidt senere omtales det samme fænomen således:
Hvis Afrikas befolkningstilvækst ikke følges af kolossal jobskabelse, og hvis ikke noget gøres for at forhindre klimaudløste forringelser af Afrikas livsgrundlag, har vi snart millioner af afrikanere stående i Italien, flere end vi kan give arbejde og anstændige forhold.
Det er dette ”vi kan ikke” i sætningen ”vi kan ikke holde vore grænser mod befolkningspresset fra syd”, jeg opponerer imod. Skal det ikke erstattes med ”vi gider ikke” eller ”vi vil ikke”? Er det ikke udtryk for en dårlig undskyldning, når det hedder ”vi kan ikke”?
Hvorfor kan vi ikke? Har vi ikke en flåde, der er langt stærkere end de flådestyrker, som Magreb-landene, de nordafrikanske lande, kan mønstre? Skulle det ikke være en smal sag at tvinge de gummibåde, der stævner ud fra Libyens kyst, tilbage?
Jo, det ville være en smal sag for vore militære styrker. Oven i købet kan vi såmænd gøre det uden at vi behøver amerikanernes hjælp.
Hvorfor gør vi det så ikke?
Per Stig Møller er inde på det i det ovenfor omtalte foredrag. Her ser han på demokratiets fremtid og spørger, om demokratier kan føre krig. Vil ikke pressen være til stede med det samme og komme med sine indvendinger? Og vil ikke disse indvendinger – som regel af moralsk art – gøre det umuligt at bruge vore skydevåben til det, de er beregnet til?
Det er der ret stor sandsynlighed for. Og det vil komme til at foregå sådan, hvis ikke vi får ændret vor europæiske mentalitet. Selv efter at have hørt Per Stigs udmærkede foredrag til ende, selv efter at have fulgt ham i de pessimistiske toner, han anslår, vil jeg hævde, at han ikke er nær pessimistisk nok. Han undervurdérer groft faren fra demografien i Afrika og Mellemøsten. Og det skyldes, at han ikke gør sig klart, at det er ”pull-kræfter” og ikke ”push-kræfter”, der bevirker, at vi får migration over Middelhavet.
Migranterne kommer jo fra lande, hvor den økonomiske fremgang har taget fart. Man investerer i landsbyen i én eller flere af de unge. Dem sender man af sted mod Europa. Det er en dyr investering, for menneskesmuglerne tager sig godt betalt. Og så håber man på, at de unge når frem, dvs., når frem til Europa. For hvad enten de får asyl, eller de må nøjes med en tilværelse som illegal arbejdstager i Europa, den erfaring, man i Afrika hidtil har gjort, går ud på, at de penge, de sender hjem til landsbyen, er gode renter af den investering, der blev foretaget.
Målet for en ansvarlig europæisk politik må være, som allerede Konrad Ott gjorde opmærksom på det, se her, at gøre den investering, som landsbyen foretager i de unge, der rejser til Europa, urentabel, at gøre det tabsgivende at sende de unge af sted.
Denne incitamentsstruktur ser Per Stig imidlertid ikke. Nej, for ham at se, er problemerne anderledes:
Migranterne flygtede fra en verden i kaos. I deres rækker tælles klimaflygtninge fra den hastigt voksende afrikanske befolkning på flugt fra marker, der er blevet til sand og politiske strukturer, der er smuldret bort under befolkningspresset. Klimaet har gjort det umuligt for Afrika at brødføde sine børn. (Fra Altingets anmeldelse).
Jamen, han siger jo andetsteds (i videoen), at der er vækst i Afrika. Og det er da vist sandt. Hvorfor kan så Afrika ikke opsuge sine egne migranter? Det svarer Per Stig ikke på. Men svaret er ikke overraskende: Fordi investeringen i migranter til Europa giver bedre afkast.
Spørgsmålet er ikke det perstigske, omend han er ret pessimistisk. Spørgsmålet er, hvornår vi europæere kommer til at føle os lige så trængte som israelerne, så trængte, at vi finder det naturligt at bruge militær magt for at holde migranterne ude. Og desværre er svaret på det spørgsmål vist, at en ændring i den europæiske mentalitet først lige er begyndt at vise sig. Og at det kan tage endog meget lang tid (og mange migrant-ankomster) før ændringen fører til virkelig forsvarsvilje fra europæisk hold.
For en sikkerheds skyld: Det er jo ikke, fordi jeg mener, at vi skal begynde at skyde på ubevæbnede mennesker i gummibåde. Vi har mange magtmidler, vi kan bruge, før vi tvinges til at bruge skydevåben. På den anden side, hvis vi skal spille et magtspil med menneskesmuglerne, som Israel spiller det med Hamas, så må vi være villige til, som israelerne, at bruge skydevåbnene. For standses skal gummibådene, ødelægges skal menneskesmuglernes forretning, den incitamentsstruktur, der får masser af unge mennesker til at søge mod Europa, må fjernes, og det kan kun ske med magtanvendelse, ikke ved overtalelse.
Lad mig dog i den forbindelse gøre opmærksom på noget, som er undgået så at sige alle iagttageres opmærksomhed: før Syriza tog over i Grækenland, dvs., frem til januar 2015, brugte Grækenland faktisk den græske flåde til at skubbe migrantskibene tilbage. Jeg omtalte dengang i oktober 2014 en flugtberetning, der viser det, se her. Dog var jeg dengang ikke helt klar over det sensationelle i min lille bemærkning om, at ”det lykkedes dem [flygtningene] at undgå den græske kystvagt”. Men det var altså dette, at den græske flåde ophørte med denne tilbageskubningspraksis, der medførte den enorme migrantstrøm op over Balkan i efteråret 2015. Et år senere var jeg blevet klar over det, se her.
Det er at håbe, at vi kan blive enige med os selv om at anvende Australiens metode med at sende bådene tilbage, eventuelt i plasticbåde, som de europæiske skibe medbringer, se evt. her.
Jeg skal også, inden jeg slutter, huske at gøre opmærksom på, at der er mange andre interessante ting i Per Stig Møllers videoforedrag (og formentlig også i bogen). Om jeg får lejlighed (og lyst og energi) til at tage nogle af dem frem senere, vil vise sig.
ricardtriis 