Europa er i fare, det er sandt. Men den fare, Per Stig Møller peger på i sin bog De fire isbjerge, er forskellig fra den fare, jeg og andre indvandringsmodstandere har for øje.
I Altingets anmeldelse af bogen, se her, hedder det:
Økonomisk har Europa længe været i relativ tilbagegang. Før 1914 dækkede Europa 70 procent af verdensøkonomien. I dag er det 30. Og udviklingen er accelereret. Per Stig Møller peger på, at civilisationers fremgang afhænger af, hvordan de ligger i forhold til handelsruterne. Tænk på Mellemøstens skæbne efter europæernes opdagelse af Amerika og søvejen til Asien.
I den nye globale orden vil Kina etablere sig som centrum. Allerede nu har landet investeret store summer i en moderne ‘Silkevej’, der skal transportere varer fra Kina til Centralasien – og til sidst Europa. Landet har formået at spille det geopolitiske spil om adgang til ressourcer. Europa derimod har kun ringe geopolitisk handlekraft og er truet af institutionel sklerose. Derfor kan vi meget vel blive den nye tids tabere.
De fire isbjerge, som det europæiske skib skal prøve at undgå, hedder demografi, økonomi, økologi og demokrati. Disse problemer er desværre sammenknyttede, så det er ikke let at tage dem ét for ét. Og Stig Møller redegør omhyggeligt for både deres vanskeligheder, taget hver for sig, og deres vanskeligheder, koblet sammen.
Hvad demografien angår, synes han at ville tillægge den samme vægt, som Marx i sin tid tillagde produktionsforholdene: vi tror, det er vore tanker, der styrer udviklingen, men nej, det er i stedet befolkningstilvæksten det ene eller det andet sted. Den var det, hævder Stig Møller, der lå bag islams vældige ekspansion fra 632 til 732. (Det er nu en teori, jeg ikke har hørt før; det skulle i så fald ikke være Guds ordre til Muhammed om at lægge hele verden ind under halvmånen, der lå bag ekspansionen). Og den var det – plus en række opfindelser – der satte Europa i stand til ikke blot at holde stand mod islam, men til fuldstændig at overgå den.
Men det er så også demografien, mener Stig Møller, der i vore dage er skyld i Europas tilbagegang. Vi har toppet, nu må vi dale. Og det sker næsten uafvendeligt, må man forstå.
Men helt så slemt, som ovennævnte procenttal synes at vise, er det nu vist ikke. Disse procenttal bruges – af anmeldelsen, men vist også af Per Stig – til at forskrække os med; på samme måde, som vi gang på gang hører, at procentdelen af folkekirkemedlemmer i Danmark er for nedadgående til stor forundring for næsten alle medier, noget, der dog ikke er så underligt, den store muslimske indvandring taget i betragtning.
Har Europa været i økonomisk tilbagegang? Det har vi ikke rigtig mærket noget til. Ikke blot, fordi vores levestandard synes at stige år for år, også fordi utallige mennesker fra Mellemøsten og Afrika er fuldstændig ligeglade med vores eventuelle tilbagegang, de kæmper en kamp med bølgerne for at nå frem til det forjættede land, det land, som altså skulle være et Europa, der er i økonomisk tilbagegang.
Sandt er det jo imidlertid, at andre lande har vokset sig store og stærke i økonomisk og befolkningsmæssig henseende, og at derfor Europas betydning for verdenspolitikken synes at aftage.
Men må man dog ikke til denne konstatering sige: ”Og hvad så?”
Jeg har tidligere citeret The Economist for at hævde, at USA’s frihandel med Kina har været med til at skabe en middelklasse i Kina, se her. Og da EU har haft lige så stor frihandel med Kina som USA, kan vi gerne drage den slutning, at også vi europæere har været med til at gøre Kina stort og rigt.
Og det er jo forfærdeligt. Vi har selv været med til at opelske en konkurrent til os på verdensmarkedet. Det er vor egen skyld, at Kina er blevet stort og stærkt. Hvordan kunne vi dog gøre noget sådant?
Ikke sandt, de fleste kan nok høre, at sådanne spørgsmål er helt hen i vejret. Den ”hjælp”, vi har givet til Kina, modsvares jo så rigeligt af den hjælp, Kina har givet til os. Alle de superbillige ting, vi har kunnet købe af Kina, har jo gjort tilværelsen lettere for os. Så hvorfor klage?
Jamen, vi har mistet indflydelse på verdenspolitikken!
Muligvis. I hvert fald hvis vi fuldstændig glemmer den indflydelse, vi kan have i kraft af det gode argument. Men lad os så bare indrømme, da, at vi ikke mere har den økonomiske slagkraft, vi har haft. Er det så ikke frihandelsstrengen, vi skal slå på overfor Mellemøstens og Afrikas problemer? Vi har jo set, hvordan frihandel har kunne hjælpe Kina, skal vi ikke hjælpe Mellemøsten og Afrika på tilsvarende måde?
For på den måde har Kina jo virkelig handlet fornuftigt, også efter vestlig tankegang. Man har indført en ét-barns-politik, og derved bremset befolkningstilvæksten, inden den løb ud af kontrol. Man har benyttet sig af diverse frihandelsaftaler og derved fået skabt en stærk økonomi. Så fremfor at brokke os over, at vi mister indflydelse, burde vi prøve at få Mellemøsten og Afrika til at følge Kinas eksempel. Hvis det virkelig lykkes dem, vil der fremstå store og mægtige økonomiske aktører, som på verdensmarkedet let vil kunne udkonkurrere os i Mellemøsten og Afrika. Og ja, det er rigtigt: derved vil Europa igen miste indflydelse.
Men igen må man spørge: ”Og hvad så?”
Så længe vi har et godt forsvar og tør bruge det, så længe vi ikke trues af disse opkomlinge – og vi må jo håbe, at de virkelig ”kommer op” – hvad gør det så, at de fremstiller varerne billigere end os?
Og her kommer så den bemærkning, der afslører, at Per Stig Møller, al sin veltalenhed til trods, vist alligevel stadig hænger fast i EU-elitens hængedynd.
Han siger et par gange i foredraget: ”Vi kan ikke mere eksportere, vi kan kun importere”.
Det er den forkerte merkantilistiske tankegang, der her viser sig. Merkantilismen, det lærte vi i historieundervisningen i gymnasiet, var en økonomisk tankegang, der beherskede især Frankrig i 1700-tallet. Man mente, at det drejede sig om at eksportere, men så vidt muligt lade være med at importere. Derved ville man vinde økonomisk styrke.
Senere i 1900-tallet tog en række lande tankegangen op igen. Man mente – som Trump vist mener i dag – at kan man blot eksportere, så kan man have arbejde nok til sine arbejdsløse. Importen, derimod, den erstatter de varer, ens egne arbejdere fremstiller, og er derfor af det onde.
Det er noget forfærdelig vrøvl. For man kan ikke eksportere uden at importere. Hvis et land vil købe vore varer, er de nødt til at anskaffe sig kroner, de kan købe for. Og det kan de kun gøre ved at sælge varer til os. Og hvis ellers valutakurserne flyder i forhold til hinanden, og hvis ellers vi ikke optager alt for store lån af dem, og de ikke af os, så vil det hele ende med at gå lige o-p op.
Men EU har længe været ret kostbar, hvad angår det med at give importtilladelser til andre lande eller kontinenter. Per Stig Møller nævnte i foredraget en økonomisk læresætning angående Magreb-landene: ”Hvis vi ikke vil have deres tomater, får vi dem selv”. Underforstået: Vi kan ikke standse migrantstrømmen og hvis vi ikke hjælper med gennem frihandel at få deres økonomi i orden, vil deres unge søge mod de gode græsgange i Europa. Og bevares, det ville da være udmærket med lidt mere frihandel overfor landene i Afrika, men der skal mere til at standse migrantstrømmen.
Men hvis den fatale bemærkning fra Per Stig Møller er noget, han har lært af EU, så kommer det til at holde hårdt at lukke op for importen fra Magreb-landene. Man mener formodentlig i EU, at det er et forfærdeligt scenarie, der viser sig for os. Alle industrivarerne, som vi plejer at kunne eksportere til Magreb, dem kan de nu importere billigere fra Kina og andre nyindustrialiserede lande. Og hvad skal de så købe fra os?
Svar: Det må de virkelig selv om.
Vi har stadig en god handel med både det ene og det andet land, Kina inklusive. Og hvis de vil have os til at importere deres varer, må de være klar over, at vi kun kan købe disse varer for deres valuta, yen. Og for at få fat på den, må vi sælge noget til dem. Og hvis valutakurserne forhindrer det, vil de ændre sig. Elementært, dr. Watson.
Man må vist også sige, at dette med Kinas rolle i verdensøkonomien, som Stig Møller påstår vil være til fare for EU, er noget overdrevet. Det kan være sandt nok, hvad han også er inde på, at vi europæere i alt for lang tid har betragtet os som de bedste på alle områder, eller – som han også siger et sted – vi har ment, at verden stadigvæk ser ud, som den så ud i 1914. Men derfra og så til at se det som en fare for Europa, hvis vi ikke mere har hverken økonomisk eller befolkningsmæssig slagkraft, er der alligevel et stykke vej. Én har formuleret vor situation på den måde: verdenssproget går snarere hen og bliver engelsk end kinesisk, og den kultur, andre lande stræber efter at efterligne, vil snarere blive den vestlig/amerikanske end den kinesiske.
Men det væsentlige i denne sammenhæng er, at EU (og Per Stig Møller) tager fejl, når de mener, at Kina og andre nye økonomiske stormagter udgør en trussel for os. Nej, truslen kommer fra syd, over Middelhavet, og den vil fortsætte, så længe vi ikke tør gøre noget.
Det er vist ikke nogen overraskelse, at de tidligere europæiske stormagter har haft ret svært ved at erkende, at de kun er stormagter, ikke supermagter, og at andre nu aspirerer til titlen som nye supermagter. Det har således været en del af baggrunden for Frankrigs EU-glæde, at man har regnet med, at man via EU kunne få del i supermagtsglansen. Af den grund vil man have mere EU. Af den grund skal EU-landene sluttes mere og mere sammen, efter fransk opfattelse. Af den grund begræder man sin aftagende indflydelse på verdenspolitikken. Men er der nogen grund til, at vi skal følge det syn på verden?
Jeg er såmænd lige ved at føje til, at truslen mod Europa kommer fra Per Stig Møller selv. Jo, for den kommer fra den europæiske elite, og det vil i høj grad sige: fra de ovennævnte EU-opfattelser, og hvis hans overbevisninger til syvende og sidst har sammenhæng med EU’s overbevisninger, så vil det være dem, der vil hindre os i at lukke for tilgangen af migranter, og derfor dem, der vil få os til at sejle badus ind i det isbjerg, der hedder demografien, mens vi stirrer os blinde på det isbjerg, der hedder økonomi.
Men måske er han alligevel klogere, jeg er ikke helt klar over det.
ricardtriis 