Dårligt politiarbejde

En dansk-japaner fortalte for mange år siden, hvordan han efterhånden var bombesikker på, at han blev udtaget til stikprøvekontrol i lufthavne og lignende. Han lignede jo ikke en normal-europæer, og sikkerhedspersonalet mente åbenbart af den grund, at han kunne være en potentielt farlig person. Han var ved at være træt af denne evindelige mistænksomhed, men tog det så nogenlunde med godt humør, omend måske ikke med den helt store forståelse for politiets arbejdsmetoder.

Et lignende problem er dukket op i kraft af de mange muslimer, der færdes rundt om på vore gader. De klager over ”racisme i nattelivet”; de bliver oftere end danskere sigtet for noget, de ikke bliver dømt for; de afvises ofte af beværtningsejere, osv. Eva Selsing har adresseret problemet i Berlingske, se her, og hun mener, at det i kraft af den faktiske overrepræsentation af indvandrere i forbrydelsesstatistikken er nødvendigt for politiet at handle, som de gør. Hun stiller til sidst et meget afgørende spørgsmål:

Tilbage står dette: Vil vi have et politi, der af frygt for anklager om diskrimination undlader at gøre deres arbejde? Forhåbentlig ikke.

Dette lysegrønne håb, som vi vel alle deler, blev imidlertid gjort til skamme i en sag om stenkast mod biler fra en gangbro i Munkebo på Fyn. Fyens Stiftstidende beretter om episoden, se her:

Så skete det igen: Børn kastede sten på bil fra bro i Munkebo.

Heldigvis skete der ikke større skade, da tre små piger smed sten ned fra en bro i Munkebo på en forbipasserende bil.

Men det kunne være endt helt galt, da en bilist i går kom kørende ad Munkebovej mod Kerteminde. I Munkebo lige efter krydset ved Kystvejen kørte bilisten under gangbroen over vejen, da en sten rammer bilen tag, og der lyder et ordentligt skrald. Bilisten bevarer kontrollen over bilen, bremser hårdt op og kører ind til siden.

Da han kommer ud af bilen, ser han to børn, der løber fra stedet. Dem sætte han efter, og efter en kort jagt finder ham dem et stykke derfra med deres mødre.

Manden er efter eget udsagn temmelig arrig på det tidspunkt og konfronterer børnene med, at de har smidt sten på hans bil.

Pigerne forklarer, at de bare er kommet til at skubbe til en sten med foden. Den forklaring er bilisten ikke helt tilfreds med. Flere tilskuere kommer til stedet, og mødrene, der er arabiske og taler dårligt dansk, forsøger ifølge bilisten at bortforklare episoden med, at det bare var børn, der legede.

Til sidst lykkedes det at få tilkaldt en forbipasserende politipatrulje, der overtog sagen, og efter en kort snak med bilisten bad de ham om at køre videre.

Udmærket, ikke sandt? Nu har politiet taget over, og så kan vi roligt lade sagen falde, for de handler naturligvis politimæssigt korrekt.

Ja, gør de nu også det?

I dette tilfælde nøjedes de med at give familierne en formaning og sørge for, at sagen bliver anmeldt til forsikringsselskabet, som var så venlig at betale for reparation af bilen.

Sagen slut?

Nej, ikke helt. For dels har bilisten, Mads Staun, lagt en beretning om begivenheden ud på Facebook, og dèr er beretningen blevet delt talløse gange, ligesom der er fremkommet en del kommentarer, som Mads Staun, der åbenbart hører til kategorien ”venligboer”, finder altfor fremmedfjendske, dels har Den korte Avis omtalt begivenheden, se her, og dèr er den blevet omtalt på en måde, der på ingen måde huer Mads Staun. Det har fået en journalist på Berlingske, Mikkel Walentin Mortensen, til at tage sagen op, som den ser ud fra Mads Stauns side, se her.

Nu er jeg ikke på Facebook, men BT refererer et par indlæg i sin omtale af begivenheden, se her. Bl.a. siger Charlotte Petersen:

Fuck, Mads! Jeg er glad for at der ikke er sket jer noget! Virkelig sejt af dig, at du satte efter dem. Håber, at politiet tager det alvorligt, sådan noget kan virkelig gå galt 😦 Fuldstændigt vanvittig at man kan finde på det.

Men det at give familierne en formaning, er det at tage sagen alvorlig nok?

Dog, det er slet ikke det, Mikkel fra Berlingske er ude efter. Det er ikke den vinkling, han vil give historien. Nej, hans vinkling ses midt i hans beretning, hvor det hedder:

det her er ikke kun en historie om en mindre sten, der ramte en bil. Det er også en fortælling om sociale mediers magt, hvordan en forkert overskrift i et medie kan være med til at stemple minoritetsgrupper, række helt ind på Christiansborg og i sidste ende flytte stemmer ved et valg.

De mange kritiske kommentarer på Mads Stauns Facebook-indlæg og Den korte Avis’ kritiske spørgsmål til bl.a. politiets reaktion opfattes som forsøg på at ”stemple minoritetsgrupper”. Her véd vi såmænd udmærket, hvor Mikkel vil hen, for de toneangivende medier har jo længe set det som deres opgave at tage minoritetsgrupper, og det er i deres øjne muslimer, i forsvar. Men for en sikkerheds skyld har Mikkel interview’et to forskere om falske nyheders mulighed for at påvirke folkestemningen, og han får, hvad han går efter. Den ene siger:

»De fleste vil mene, at man ikke kan generalisere ud fra enkelthistorier som her, men det kan alligevel være med til at påvirke opfattelsen af, hvor udbredt et fænomen er. Så i den forstand kan enkeltstående eksempler godt betyde noget for befolkningens opfattelse af virkeligheden.«

Mærkelig nok er der ingen forskere, der tager sig for at undersøge, hvor mange enkeltepisoder der skal til, før den opfattelse af virkeligheden, befolkningen får, er korrekt. I tilfældet her: Hvor mange muslimer skal gribes i stenkast fra broer, før man kan ”stemple” muslimerne for at hade vort samfund? Det véd vi selvfølgelig allesammen, blot forstår vi ikke dette had.

Men her skal Mikkel bruge forskerne til at understrege, at Den korte Avis og de mange anti-muslimske kommentarer på Facebook er med til at stemple de arme muslimer. Specielt er han ude efter Den korte Avis’ overskrift. Her havde man nemlig skrevet, at pigernes mødre stod og så på, at pigerne kastede sten på bilerne. Og dels er det forkert, efter hvad Mads Staun har fortalt, dels antyder det lidt for stærkt, at der ligger det samme bag denne episode som bag alle de andre episoder med stenkast, vi har været vidne til: et muslimsk had til alt dansk.

Dette er dog muligvis en overfortolkning af Den korte Avis’ overskrift. Selv skriver de, at de havde misforstået det, BT havde skrevet, se her. Men det er altsammen uvæsentligt. Væsentligt er kun, at Den korte Avis, ene af de medier, jeg hidtil har nævnt, prøver at grave bare lidt dybere ned i, hvad det egentlig er sket. Og det gør den ved at stille de spørgsmål, som enhver almindelig dansker vil stille. Det hedder i det første indlæg om sagen, altså dette:

Ifølge Fyns Politi var pigerne i alderen fem til syv år. Det rejser spørgsmålet: Hvor har disse små piger lært at kaste sten ned mod bilister? Hvem inspirerer dem til det?

Ifølge pigerne selv var de ”bare kommet til at skubbe til en sten med foden”. Den historie var bilisten dog ikke tilfreds med.

Mødrene forsøgte tilsyneladende at sige, ”at det bare var børn, der legede” (fyens.dk).

Så er andre bilister advarede. I nogle kredse kan selv små børn finde på at lege ”smide-sten-ned-mod-biler-så-mennesker-kan-blive-alvorlig-ramt-legen”.

Man behøver ikke være nogen særlig grundig læser af detektivromaner for at kunne indse, at dette er relevante spørgsmål, som kræver svar, før sagen kan henlægges. Ja, selv om man som denne blogejer har lagt detektivromanerne på hylden for snart mange år siden, er der naturligt endnu et spørgsmål, der melder sig: Hvordan kom stenen i første omgang ud på gangbroen. Gangbroer plejer ikke at være grusbelagte, og denne er det givetvis ikke. Nogen må altså have bragt stenen ud på broen. Men hvem?

Var det en hinkesten? Var børnene i færd med at lege med hinkesten, hvor man sparker stenen fra ét felt til et andet? Leger arabiske børn på den måde? Og hvorfor advarer forældrene ikke børnene mod at lege med hinkesten på en gangbro, hvor stenen kan falde ned på bilerne?

Hvorfor spørger jeg om det? Fordi mødrene sagde, at det bare var børn, der legede. Og det kan jeg kun få til at passe med pigernes svar ved at antage, at de legede med hinkesten. Blot skulle der vel i så fald være en slags hinkestensfigur optegnet med kridt på gangbroen. Det er der dog ingen, der har set eller endsige opdaget. Heller ikke Mads Staun, der forklarer for Berlingske:

Herefter tog den ene af kvinderne, formentligt pigens mor, fortæller Mads Staun, over. Hun ville gerne se, hvad der var sket, og bad om lov til at se skaderne på Mads Stauns bil. Han kunne se, at pigerne var skræmte, og mens de gik hen til gangbroen, han kort forinden var løbet henover, kunne han mærke vreden i sit bryst lægge sig en smule.

De gik altså tilbage over gangbroen, men nogen hinkefigur melder Staun ikke om. Så stadigvæk er det et mysterium, hvad stenen skulle på gangbroen, hvordan pigerne kom til at skubbe til den med foden, og hvorfor mødrene ikke har advaret piger mod denne leg. Hvis der altså er tale om leg.

For jeg erindrer et mord i Horsens for mange år siden. Her myrdede en 15-årig dreng sin storesøsters forlovede. Det var han blevet presset til af sin far, som mente, hans datter bragte skam over ham ved at være forelsket i én, han ikke havde godkendt. Når faderen ikke selv myrdede den unge mand, skyldtes det, at han regnede med, at sønnen ville få en mildere straf end ham, fordi han var under den kriminelle lavalder. Som jeg husker det, blev dog faderen straffet også. Men den fidus med, at man lader sine børn udføre misgerningerne, kender nogle muslimer altså udmærket. Og jeg spørger mig selv, om mon ikke noget tilsvarende er tilfældet her. I så fald må det jo siges at være en god fidus, set fra muslimernes side. Det, der ikke lykkedes for faderen i Horsens, lykkedes udmærket for mødrene i Munkebo.

Og alt sådant burde have rumlet med i politiets overvejelser. Men hos de politibetjente, der stod for episoden i Munkebo, er der åbenbart lukket af for den slags overvejelser. Man skal ikke nyde noget af at blive skældt ud for at være racistisk. Så for ikke at blive skældt ud for at forfordele muslimer med hensyn til mistanker, forfordeler man danskere med hensyn til vejsikkerhed. Vi har altså et politi, der af frygt for anklager om diskrimination undlader at gøre deres arbejde.

Den korte Avis slutter med følgende svada:

Fyns Politi har ellers arbejdet meget ihærdigt på at skabe den størst mulige offentlige opmærksomhed omkring de mange stenkast fra gangbroer.

Man har omtalt det ene og det andet spor og luftet den ene og den anden teori i medierne. Det er der foreløbig ikke kommet noget ud af.

Men i den aktuelle sag havde man faktisk et holdepunkt. Nogle stenkastende arabiske børn blev taget på fersk gerning.

Man skulle tro, at politiet ville have gavn af at følge op på dette ved at forsøge at finde ud af, hvor de tre piger fik disse ideer fra. Når nu alle andre spor i forbindelse med stenkastene synes at være løbet ud i sandet.

Men det mener Fyns Politi åbenbart ikke. Man nøjedes med at uddele en formaning uden konsekvenser. Man laver tilsyneladende ikke nogen opfølgning. Og offeret må selv fedte med sit forsikringsproblem.

Nu venter vi så på de næste stenkast.

Dog er det med forsikringen som før nævnt gået i orden. Og så hører vi ikke mere fra Mads Staun. Bortset fra én ting. Til BT siger Mads Staun:

»Jeg tænker, at vi var meget heldige. Det kunne have gået grueligt galt. Efter jeg har hørt alle de historier – senest med ulykken i Flensborg – kigger jeg altid op på broerne, når jeg kører forbi. Og hvis jeg ser nogle, tænker jeg; ‘åh nej, hvad nu.’«

Den skræk må stadig sidde i livet på ham. Og jeg burde måske egentlig være lidt skadefro. Han siger til Berlingske:

»Da jeg skrev mit opslag, var det for at sætte fokus på stenkast mod biler. Det skulle aldrig handle om etnicitet. I dag ville jeg ønske, at det havde været Jens eller Per eller Bo, der havde stået oppe på broen.«

Hvor blind kan man være! Hvor træffer man et had mod Danmark og danskerne, der kan få folk til at gøre som de mange stenkastere? Ikke hos etniske danskere, men kun hos muslimer fra muslimske parallelsamfund. Og havde nu Mads Staun haft lidt samfundssind, så ville hans raseri ikke være standset, da han fandt ud af, at gerningsmændene var muslimske piger, men være fortsat, til han fik en acceptabel forklaring, muligvis først med politiets hjælp. Men nej, han tænkte kun på at være en god venligbo (og på sin nye bil) og derfor var han fuldt tilfreds med at få sin forsikring til at dække skaderne.

Én ting står i hvert fald klart efter dette: Det er ikke fra Berlingske eller andre etablerede medier, man får serveret god, dybtborende journalistik med de rigtige problemer adresseret, det er langt oftere fra internetmedier som Den korte Avis.

Uriasposten har en kortere gennemgang af episoden, se her, hvor pigernes alder ændres til 10 og 12 år.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Dårligt politiarbejde

  1. M.S. Carstens siger:

    Rigtig godt skrevet og spurgt, Richard Riis, Tak!

    Måske skulle politiet have foreholdt mødrene, hvad deres børn lave på broen, UDEN for mødrenes opmærksomhed?

    Havde det været vi andre, der lod vore børn lege “alene” på en sådan bro, ville vi blive anklaget for, at have svigtet vores ansvar/opsigtspligt for børnene.

    Men, men, iSlammet irettesætter man ikke 😦

    Mon Asmaa Abdol-Hamid allerede har fået ALT for meget/forkert magt som “”rollemodel”” i Fyns Politi?
    Se:
    https://denkorteavis.dk/2017/ny-asmaa-ansat-ved-fyn-politi-hun-opfordrer-indirekte-muslimske-lande-til-at-angribe-israel-pernille-bendixen-df-vil-nu-have-justitsministeren-paa-banen/
    og resten:
    https://denkorteavis.dk/?s=Asmaa+Abdol-Hamid

    Også her: En tak til Den Korte Avis !

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.