Religion? Hvilken religion?

Det er altså ved at være lidt træls. Gang på gang læser man kommentatorer, læserbrevsskribenter, ja sågar journalister, der tilsyneladende intet aner om religion, men alligevel udtaler sig glad og gerne om netop religion. Jeg har endog været ude for folk, der kalder sig religionsvidenskabsfolk, som ikke kendte forskel på islam og kristendom, men kørte de to sammen i én pærevælling. Og det er det, der er ret træls i længden.

Det, der denne gang bringer mig til computeren, er et læserbrev i Berlingske af en vis hr. Svend E. Just, fra Fredensborg, se her. Læserbrevet er oven i købet udnævnet til ”Dagens læserbrev”. Det har overskriften: ”I sine organiserede former er religion indpakket magtudøvelse, som slet ingen beskyttelse skal have”. Og ikke sandt, så véd man ikke rigtig, hvor den gode hr. Just vil hen: Folkekirken kan jo siges at være en organiseret form for religion, men vil han virkelig hævde, at den er organiseret magtudøvelse? Måske, ja. Men det er ikke nemt at vide. Billedredaktionen på Berlingske har anbragt et billede af pilgrimme, der går omkring kabaen i Mekka, og det leder jo nærmest tanken hen på islam. Så det antyder, at det måske mest er islam, der tænkes på.

Just begynder med at henvise til en leder i Berlingske, se her, hvor han hævder, at overskriften lyder: ”Selvfølgelig må vi kunne diskutere religiøse skikke”. Det er nu ikke overskriften på den leder, jeg her har henvist til, men jeg tror, det er den leder, Just tænker på. Lidt nede i lederen hedder det nemlig:

religionsfriheden betyder ikke, at vi skal undlade at diskutere, hvilke konsekvenser, det har på en arbejdsplads, at man for eksempel faster fra tidlig morgen til sen aften og hverken spiser eller drikker.

Og så er det klart, at det er islams skikke, vi taler om, ikke kristendommens. Og Just tilslutter sig retten til kritik af religiøse skikke: ”Ja, naturligvis bør vi kunne det”.

Så hedder det videre hos Just:

Modstykket til Berlingskes gode leder er et indlæg samme dag af Jarl Cordua, som henviser til grundlovens §67 (ikke §47, som han skriver), hvor der står (forkortet af mig), at borgerne har ret til at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning. Dog må intet læres eller foretages, som strider mod den offentlige orden.

Cordua opfatter åbenbart §67 som en blankocheck til nær sagt hvad som helst – og uden kritik – bare det kaldes religion.

Men læser man Corduas indlæg igennem, se her, bliver man klar over, at Cordua aldeles ikke opfatter §67 som en blankocheck til at sige hvad som helst uden at kunne kritiseres for det. Han mener blot, at den kritik af den muslimske fastemåned, ramadanen, som Inger Støjberg er kommet med, er forfejlet, og at hun skyder over målet, når hun opfordrer danske muslimer til at tage ferie fremfor at gå på arbejde under ramadanen. Ingen dansk arbejdsgiver har jo klaget, siger Cordua, så det er et tænkt problem.

Nu skrev Cordua dette den samme dag som ovennævnte leder blev skrevet, og havde han læst nogle af lederens argumenter, ville han måske ikke være helt så skråsikker på ramadanens uskyldighed. I lederen hed det bl.a.:

Den traditionelle faste i forbindelse med ramadanen diskuteres også i muslimske lande. Hvad skal fodboldspillere stille op under fodbold-VM? Fører fasten til tab af produktivitet? I flere europæiske lande har imamer åbnet for, at unge må undlade at faste, hvis deres eksamenstid falder sammen med ramadanen, og i Egypten har stormuftien i en fatwa kundgjort, at landets fodboldspillere ikke behøver at faste under VM.

Og det er jo noget andet end bare som de fleste danske kommentatorer at hakke løs på Støjberg, som om der slet ikke er problemer med at yde sit bedste under fasten. Og havde Just gået i rette med Cordua ud fra sådanne argumenter, havde han haft noget at have sin kritik i. Men nu, hvor han fejlagtigt tror, at det er Corduas opfattelse, at man ifølge §67 kan gøre hvad som helst uden kritik, bare man kalder det religion, nu bliver hans angreb på Cordua uvederhæftigt.

Men Just angriber også Adam Holm:

Dagen efter skoser Adam Holm Inger Støjberg for ikke at være liberal, når hun kritiserer ramadanen. Han mener åbenbart, at liberalisme er det samme som frit slag til hvad som helst. Holm henviser i sin iver til den liberale John Stuart Mills, der levede for 150 år siden. I sin liberalisme arbejdede Mills f.eks. med logik og ligeberettigelse mellem kønnene. Noget der ikke ligefrem kendetegner religion. (Se her).

Jeg skal ikke erklære mig enig med Adam Holm. Men man skal ikke overdrive hans synspunkter, når man refererer dem. Holm skriver til sidst:

Er der ikke problemer med islam i Europa? I den grad. Listen tæller bl.a. parallelsamfund, terror, salafisme, social kontrol og antisemitisme. Der er rigeligt at tage fat på.

Men netop i et så ømfindtligt klima er der brug for signaler til danske muslimer om, at et grundlæggende liberalt samfund som vores – deres – kan tolerere religiøse forskelle.

Støjbergs opfordring viser hende som den brutale lutheraner, hun er. Vær som vi eller forsvind! På et tidspunkt, hvor også en anden minoritet, danske jøder, oplever en stigende modvilje imod et religiøst særpræg, er der grund til at sætte sin lid til dem, som tør bekende liberal kulør. Det er ikke Støjberg.

Det er svært at holde tungen lige i munden, når så mange debattører overdriver i deres referat af andre. Det er kun i en meget forvrænget gengivelse af Støjberg, at man kan få hende til at sige ”Vær som vi eller forsvind!” Hun har påpeget vanskeligheder ved fasten, og Berlingske har omtalt imamer, der mener sig berettiget til at kunne fritage muslimer, der skal til eksamen eller skal spille fodbold, fra fasten. Det må jo betyde, at også de kan se det, alle normalt tænkende mennesker kan se med et halvt øje: at man ikke yder sit maximum, når man mangler væske og mad og søvn, fordi man skal faste fra solen står op, til den går ned.

Nå, men den Adam Holm, der forvrænger Støjbergs opfattelse, får selv sin opfattelse forvrænget af Just. ”Et liberalt samfund kan tolerere religiøse forskelle”, hedder det hos Holm. Det bliver i Justs gengivelse til: ”Han mener åbenbart, at liberalisme er det samme som frit slag til hvad som helst”.

Men så kommer det, som jeg synes viser Justs uvidenhed: ”Stuart Mill arbejdede med logik og ligeberettigelse mellem kønnene”. Det er sikkert rigtigt. Men når han så føjer til ”Noget, der ikke ligefrem kendetegner religion”, så er det, jeg bliver harm og spørger: Hvilken religion?

Jo, jo, det kan godt være, at han mener, at alle og enhver skulle kunne se, at han mener islam, men hvorfor siger han det så ikke? Skal man sige ”tøsedreng!” til ham, eller skal man nøjes med at bebrejde ham, at han i sin tilsyneladende store uvidenhed blander kristendommen ind i noget, den ikke har lod og del i?

Men der er jo faktisk også dem i vore debatfora, der mener netop dette om kristendommen, altså mener, at den ikke holder sig til logikken og ikke går ud fra ligeberettigelse mellem kønnene. Hører han med til dem? Ja, fordi han er højst upræcis her, er det noget, vi kun kan gætte os til.

Og jeg er virkelig bange for, at han regner alle religioner for lige tossede, altså lige ulogiske og lige kvindeundertrykkende. Slutningen af hans læserbrev tyder på det. Her siger han:

I sine organiserede former er religion indpakket magtudøvelse, som slet ingen beskyttelse skal have. Det er ikke betryggende, at overtro indgår i vor daglige styring af verden. Og slet ikke, når vi ikke må kritisere. Lad os få en debat om, hvad religion egentlig er og derefter få fænomenet defineret.

Han vil have en debat om, hvad religion egentlig er, men hør lige her: har han ikke selv lige sagt, at religion er indpakket magtudøvelse? Og fornemmer man ikke i sætning nummer 2, at han mener, at al religion er overtro? Har han virkelig med disse udtalelser brug for en debat? Han har snarere brug for at sætte sig på sin flade og læse lidt om de forskellige religioner.

For mig at se skyldes meget af den forvirring, der præger ham, at han ikke formår at se forskel på islam og kristendom.

Han vil have lov til at kritisere religiøse skikke. Men ingen grundlov og ingen debattør har forbudt kritik af religiøse skikke. Nogle muslimer kan ikke tåle kritik af islam og vil derfor gerne have tolerance til at betyde ”mangel på kritik”. Grundlovens §67 forbyder på ingen måde kritik religionerne imellem, den vil blot forhindre, at der læres oprør blandt en religions tilhængere. Og religion som indpakket magtudøvelse? Det kan måske passe på islam i historisk lys, men kan det også passe på islam, som religionen udfolder sig her i landet? Det er ikke helt klart.

Men hvis nu en religion faktisk mener, at det, der skal styre et land, skal være fornuftbaserede love, er den religion så også indpakket magtudøvelse? Og da faktisk kristendommen går ind for, at lande skal styres af fornuftige tiltag – jvfr Jesu ord om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er – hvordan vil Just så få den religion ind i den religionsdefinition: at religion er indpakket magtudøvelse?

Men ok, hvis vi så siger, at den kristendom, der går ind for sekularisme, er indpakket magtudøvelse, så er altså vort lands sekularisme indpakket magtudøvelse, og så er vores grundlov udtryk for et bestemt samfundssyn, som med magt vil gennemføre en sekulær samfundsorden. Det lader sig nok høre, for dette at sige, at kristendommen ligger bag vores samfundsorden, og at sige, at sekularismen ligger bag vores samfundsorden, bliver så ét og det samme.

Men så må vi i samme åndedrag konstatere, at islam måske nok er indpakket magtudøvelse, men at den magtudøvelse ikke har et sekulært samfund som ideal. Og så tvinges vi nu, om ikke før, til at acceptere en afgørende forskel mellem islam og kristendom.

Og så kan vi gå vor grundlov igennem som udtryk for kristendommens sekulære magtudøvelse og spørge, hvorvidt den kan tillade islam indenfor nationens grænser, og på hvilke betingelser det kan ske.

Grundlovens §67 lyder, fortæller Jarl Cordua:

»Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.«

Adam Holm opstiller en liste over de problemer, der er med islam: ”Listen tæller bl.a. parallelsamfund, terror, salafisme, social kontrol og antisemitisme”.

Det er ikke alle disse ting, man kan forbyde med grundloven i hånd. Omvendt vil grundloven måske ikke hindre, at vi forbyder noget af dette.

Parallelsamfund, f.eks., kan vel ikke siges at stride mod sædeligheden eller den offentlige orden. Men derfor kan det muligvis godt give en vis mening, hvis man har erfaret, at tosprogede elever møder i folkeskolen med store handicaps, at tvinge forældrene til at sende deres børn i dansksprogede vuggestuer. Det er ikke lige min kop te, men der er dog en vis mening i forslaget.

Derimod må man formentlig nok sige, at flerkoneri er imod den sædelighed, vi mener skal gælde her i landet og derfor må være forbudt, også ifølge grundloven.

Og terror er naturligvis også imod den offentlige orden.

Men salafisme?

Det er straks lidt mere tvivlsomt. Vi kunne i sin tid acceptere et kommunistparti, som havde verdensrevolutionen som sit endemål, ligesom salafisterne har kalifatet som sin utopi. Og hvis der var en stærk kirke, som kunne og turde argumentere imod kalifatet og til fordel for et sekulært demokrati, så ville man være mere rolig ved at anerkende salafisterne, for så ville det svare nogenlunde til den massive modstand, som kommunisterne i sin tid mødte. Men har vi en sådan åndelig stærk faktor i vort samfund? Reaktionerne på Inger Støjbergs formaning til muslimerne om ferie i ramadan-måneden tyder snarere på, at størstedelen af vort samfund – eller i hvert fald størstedelen af samfundets elite – opfatter muslimerne som eksotiske og skrøbelige væsener, hvis sære skikke man endelig ikke må kritisere.

Og den sociale kontrol?

Tja, selv om så grundloven forbød noget sådant – hvad dog ikke er tilfældet – hvordan ville man så kontrollere, at der ikke foregik nogen social kontrol? Hvad den angår, er der vel ikke andet at gøre end afsløre den, tale imod den, hjælpe de muslimer, der udsættes for den.

Det er svært at integrere muslimer i vort samfund. Men det bliver ikke lettere af, at man fejlagtigt slår alle religioner sammen i én pærevælling og ikke har blik for, at vort samfund bygger på en kristen, dvs., en sekulær baggrund, og at islam bygger på en påstået guddommelig bog: koranen, altså ikke har blik for, at kristendom og islam er to vidt forskellig religioner, der ikke kan leve sammen, uden at den ene giver noget af arvesølvet fra sig; hvis islam skal leve i kristenheden: den må opgive sin jihad-forpligtelse; hvis kristendommen skal leve indenfor islam: den må opgive sin missionsforpligtelse.

Denne uoverensstemmelse fører altså til kamp. Men man kan ikke engang blive enige om, på hvilke vilkår kampen skal føres. Kristendommen kræver en åndelig kamp med kun åndelige våben. Islam kræver en kamp på statsligt plan, med straf for at forlade islam og straf for kritik af islam.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.