Sandheden – en europæiske værdi?

I et indlæg i Berlingske, se her, af Christian Friis Bach, generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, slås der igen og igen på de europæiske værdier. Overfor denne sædvanlige værdisnak – her bibragt os i overflod – er det nødvendigt at spørge: Er der mon ikke en europæisk værdi, der hedder ”hold dig til sandheden”? Man kan for min skyld gerne føje til: ”så vidt muligt”.

Det forekommer mig, at Christian Friis Bach og store dele af den europæiske elite med ham har opbygget et panser af usandheder, hvormed de kan slå os almindelige mennesker i hovedet, fordi vi ikke ønsker, at vore lande fortsat skal være indvandringslande.

Det prekære og uldne begynder i overskriften: ”Hvis vi lukker døren for folk i nød, svigter vi vores værdier”. ”Vi”, det er jo altså ”vi europæere”. Og sandt nok, vi har en meget skamfuld historie. I 30erne svigtede vi vore forpligtelser. De jøder, der blev forfulgt i Tyskland, og som søgte tilflugt i nabolandene, herunder Danmark, blev i stort tal afvist. Det omtaler Friis Bach med forargelse. Og det er jo sandt nok. Sådan handlede vi. Sandt er det også, at dette var grunden til, at vi fik de konventioner, som vi nu fremholder som europæiske værdier, retningslinjer, vi for alt i verden må rette os efter.

Men er det sandt, at de 629 mennesker om bord på ”redningsskibet” Aquarius, der blev afvist af Italien og Malta, men blev modtaget af Spanien, var i nød? De har betalt en stor sum penge til menneskesmuglere for at komme udenfor den libyske sømilegrænse, så de kan blive samlet op af skibe, der ligger parat derude for det samme. Men går de om bord i disse gummibåde, som man som regel bruger, fordi de er i nød? Hvis de er økonomiske migranter – og det er størsteparten af dem – er det ikke forfølgelse, der får dem til at henvende sig til menneskesmuglerne, men ”kun” et ønske om at komme til Europa for at få bedre økonomiske forhold. Det kan være forståeligt nok, bevares, men at tale om, at de sådan ligefrem er i nød, det er dog vist imod den europæiske værdi, der hedder ”hold dig så vidt muligt til sandheden”.

-Jamen i havsnød, da? Vi må da indrømme, at disse mennesker er i havsnød og vil drukne, hvis ikke de bliver reddet?

Også det prøver Friis Bach at overbevise os om:

Vi må og skal prioritere at redde liv. Lige meget hvilken juridisk status disse mennesker ender med at få i Europa – hvorvidt de får asyl og kan blive eller bliver sendt hjem, er de først og fremmest mennesker. De skal behandles værdigt og med respekt. Det er menneskets værdighed og menneskerettighederne, der er fundamentet for hele vores europæiske civilisation. Det skal vi stå fast på – også når det er svært. Det eneste rigtige at gøre er at sikre, at folk ikke skal drukne i deres forsøg på flugt fra forfølgelse eller at komme væk fra dårlige levevilkår. Dernæst må Europa håndtere de mennesker, der er blevet reddet. Nogle af dem har ikke brug for vores beskyttelse og må rejse tilbage – måske med en håndsrækning til at få deres lande til at fungere bedre.

Læg mærke til, hvor meget der ikke bliver sagt her. Vi skal redde liv. Javist, så sandt, som det er sagt. Men vi ville jo også redde liv, hvis de skibe, der tager dem op, sejlede dem tilbage til Libyen, hvor de kom fra. Og hvis vi nu skal holde os til sandheden, hvilket jo altså også er en europæisk værdi, så må vi indrømme, at vi hidtil har ladet os narre af folk som Friis Bach, når han lige så stille og ubemærket udvider begrebet ”at redde liv” til at betyde ”at give adgang til Europa”.

Anders Vistisen skriver i Jyllands-Posten på sin blog, se her, at Europa bør gøre som Australien. Australien har tvunget de synkefærdige skibe, fulde af migranter, der ville bringe sig i havsnød i havet mellem Indonesien og Australien, tilbage til Indonesien. Gennem en sådan tvang har australierne ikke blot i første omgang reddet livet for de mennesker, der sejlede ud fra Indonesien – for deres liv blev reddet, også selv om de ikke som ønsket kom til Australien – de har også i næste omgang sørget for, at ikke flere druknede. I havet mellem Australien og Indonesien er antallet af druknede migranter nul, for der er ikke længere nogen, der sejler ud fra Indonesien for at blive reddet; på Middelhavet skal de druknede tælles i tusinder pr år. Hvem er det så lige, der redder liv?

Men det er altså det snydebegreb, der anvendes: ”at redde liv”, der er det første eksempel på en meget letsindig omgang med sandheden, eller altså: en uhyggelig kasten-vrag-på en grundlæggende europæisk værdi: hold dig til sandheden så vidt det er muligt.

Et andet eksempel er, at Friis Bach snyder med konventionsordlyden. Han skriver:

Mennesker, der flygter fra krig og forfølgelse, fortjener, at vi, der er så heldige at bo i et land, man flygter til og ikke fra, åbner vores dør, når de banker på og søger beskyttelse.

Og det lyder jo udmærket. Men hvorfor blive ved med at overse, at flygtningekonventionen kun taler om de mennesker, der er personligt forfulgte. Faktisk er krigsflygtninge – og dem har vi jo modtaget mange af fra Syrien – ikke omfattet af konventionen. Alligevel har vi – og ”vi” betyder her ”den europæiske elite” – på bedragerisk vis modtaget dem som indvandrere, ikke som krigsflygtninge, selv om krigsflygtninge faktisk tænkes at vende tilbage til det land, de er flygtet fra i det øjeblik, krigen er slut. I vores ovenud store godhed har vi åbnet vore døre og vore lande for dem også.

Men lad så det være, at Friis Bach her smelter krigsflygtninge og personligt forfulgte flygtninge sammen, værre er, at han lige så stille i det næste afsnit (det afsnit, jeg citerede før) får disse to slags flygtninge smeltet sammen med mennesker, der vil komme væk fra dårlige livsvilkår. Dog kan man her muligvis undskylde ham med, at han senere i dette afsnit fortæller, at nogle ikke får deres asylansøgning godkendt og må vende tilbage til det land, de kom fra.

Men ærlig talt, ved nærmere eftertanke er den undskyldning ikke meget værd. For han må jo vide, hvad mange andre véd, at det er utrolig vanskeligt at få sendt afviste asylansøgere tilbage. Vi har lejre, hvor de skal opholde sig, hvis de ikke frivilligt rejser hjem, og medierne er ivrige efter at fortælle os, hvor elendigt de har det i disse lejre, men hvis det ikke nævnes, at langt over halvdelen af de mennesker, der banker på vores dør, ikke har noget beskyttelsesbehov, men blot ønsker sig en bedre tilværelse, var det så ikke en idé at være lidt mere omhyggelig med at holde sig de europæiske værdier efterrettelig, så man i sin skildring af forholdene nævner alle ting, også det, der taler imod ens anbefalinger?

Og så har vi slet ikke tale om den viden, som Friis Bach jo dog også må have et sted i sin sorte sjæl, nemlig den viden, at jo flere af disse lykkeriddere vi tager ind i Europa, des flere vil der komme i fremtiden. Netop fordi størsteparten af migranterne er lykkeriddere eller økonomiske migranter, er der jo ikke tale om en ”push-effect”, men om en ”pull-effect”, og det betyder, at han vel, hvis han vil holde sig de europæiske værdier efterrettelig, burde gøre opmærksom på denne effekt. Vi bør handle humanistisk, vi bør betragte de 629 mennesker om bord på Aquarius som mennesker, der skal behandles med værdighed og respekt. Jovist. Men er de mennesker, så er de jo i stand til at lyve. Det hører på forunderlig vis med til det at være menneske. Og at behandle dem med værdighed vil bl.a. sige at afsløre deres løgne. De giver sig ud for at være forfulgte, for så kommer de ind under konventionerne, men er i virkeligheden økonomiske migranter. Er det ikke galt at ville tilsløre disse kendsgerninger? Det er forkert at give asyl til nogle, der ikke er forfulgte, men lyver sig forfulgte, men det er også forkert at lade, som om alle de mennesker, der bliver samlet op af diverse NGO-skibe, er stakkels forfulgte mennesker, der har brug for vor beskyttelse.

Det er imod de europæiske værdier, når det bliver klart, at én af disse værdier hedder ‘hold dig til sandheden’.

I det sidste afsnit løfter Friis Bach pegefingeren overmåde meget:

Lad os nu huske hinanden på endnu en gang, at menneskerettigheder som sikkerhed, ligeværd, frisind og lighed for loven netop er universelle rettigheder. Vi risikerer i vores iver efter ikke at få flygtninge hertil at bøje vores egne værdier så meget, at vi ikke længere kan genkende vores demokrati. Det er ikke på grund af konventionerne, vi ikke sender folk tilbage til forfølgelse, tortur, umenneskelig behandling og dødsstraf. Det handler om vores værdier, værdighed og humanisme – og det skal vi holde fast i.

Han har ret i, at det, der får os til at modtage diverse migranter, egentlig ikke er konventionerne, det er snarere vor humanisme. Og det er jo også den, han bruger til at angribe os andre med.

Altså: det ville være uetisk, hvis vi sendte folk tilbage til forfølgelse, tortur, umenneskelig behandling og dødsstraf. Men hvor er lige de mennesker, der risikerer den slags ved at blive sendt tilbage? Hvis hovedparten af de ombordværende på ”Aquarius” er økonomiske migranter, risikerer de jo ikke noget sådant. Og hvis vi, som tiden er gået, har erfaret, at en masse mennesker lyver sig ind under den paraply for at komme til Europa, skal man så bare holde mund med det for at få os almindelige mennesker til at synes, at det er etisk nødvendigt at modtage flere og flere migranter, uagtet de ødelægger vore samfund mere og mere?

Det er hovedsagen for mig i dette indlæg: Vi, der er ivrige efter ikke at få migranter hertil, er lige så store humanister som Friis Bach. Vi medtager blot den europæiske værdi i vor samling, at man skal være sanddru. Og eftersom vi igennem mange år har ladet os snyde, dels af den europæiske elite, dels af menneskesmuglerne og dels af migranterne selv, er det ikke blot for at slippe for udgifterne ved at integrere alle disse migranter, at vi vil sætte en prop i, som Anders Vistisen formulerer sig, det er også af sandhedshensyn.

Og vi kan såmænd føje til: det skyldes, at vi snart ikke længere kan genkende vort demokrati. At vi har fået et element ind i folket, som vender sig imod alt det, som vi anser for nødvendigt for et demokrati: ytringsfrihed, ord og ikke vold som reaktion på modsigelse, kønnenes ligeberettigelse, osv., det fører med stor sandsynlighed til, at vort demokrati nedbrydes, og det er således ikke blot for den folkelige samhørigheds skyld, at vi vil standse migrantstrømmen, det er også, fordi vort demokrati ikke kan tåle flere ikke-demokratiske mennesker.

Og så har jeg slet ikke nævnt den værste løgn af dem alle: Man fortier fra Bruxelles’ side, at man i 2001 pålagde alle flyselskaber et transportøransvar: de fik pligt til at kontrollere, at alle passagerer fra en lufthavn i Mellemøsten eller Afrika til en lufthavn i EU havde gyldig identifikation og gyldigt visum. Hvis de tog passagerer med, som ikke var i besiddelse af disse ting, blev selskabet idømt en bøde på ikke under 3000 euro, se her.

Man vil redde liv, siger man. Javist, men så afskaf denne ordning! Med denne ordning tvinger man forfulgte mennesker og lykkeriddere en bloc til at ty til menneskesmuglernes metode, for de kan jo ikke få visum til Europa. Og menneskesmuglernes metode medfører uundgåeligt drukneulykker fra tid til anden.

Det er sandt nok, at en sådan afskaffelse ville øge antallet af migranter uhyre meget, langt mere end det blev øget i efteråret 2015. Men ærlig talt, får alle de smukke ord om at ville redde liv, om at ville hjælpe forfulgte, om at åbne vore grænser for nødstedte ikke en lidt underlig klang, når det bliver klart, at al denne humanisme udføres i ly af dette mægtige EU’ske hykleri.

Blot bliver det jo aldrig klart. Ingen fortæller os, at sådan er det. I alle diskussioner om migrationsproblemer forbliver det en dyb hemmelighed.

Men ville det mon ikke komme frem, hvis denne grundlæggende europæiske værdi kom lidt mere frem i lyset: Hold jer så vidt muligt til sandheden?

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i Etik, Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Sandheden – en europæiske værdi?

  1. Morten - - - siger:

    Ét aspekt er måske det næstværste (efter ødelæggelsen af de samfund, der skal tjene menneskeheden på den måde, som godheds-æstetikerne ønsker det).

    Nemlig at asylræs vender nødhjælpskriterierne på hovedet.

    – – –

  2. Finn A. Skov siger:

    Den europæiske kultur og samfundsorden, er bygget på utallige krige og konflikter. Dette er en kendsgerning!
    At vi efterhånden har overvundet meningsløsheden, skyldes for det meste rationel tænkning fra statsmænd, men ikke fra vore nuværende herskere, som stort set består af levebrødspolitikere.
    At vore politikere har forladt det rationelle, og baseret beslutningerne på følelser, er den direkte vej ned ad slisken.
    Epicentret for Europas undergang, er atter engang Tyskland.
    Må Gud forbande Bismarck!

  3. M.S. Carstens siger:

    Igen tak!

    Må det blive delt vidt og bredt !!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.