Selvbevidsthed

I et kapitel i sin bog ”I am not a Brain” søger den tyske filosof Markus Gabriel at indkredse begrebet ”selvbevidsthed”. Og han fremkommer dèr med nogle for mig at se ret overraskende iagttagelser.

Godt nok gør han sig mange tanker om, hvordan selvbevidsthed er bevidsthed om at være bevidst. Og godt nok fremfører han mange filosoffers tanker i den anledning. Men han har også blik for, at begrebet ”selvbevidst” kan bruges om et mennesker, der optræder – nå ja, selvbevidst, eller altså selvsikkert, på engelsk bruger han begrebet ”self-assurance”, som altså er en særbetydning af begrebet ”self-consciousness”.

Og så springer han pludselig fra filosofien over i litteraturen, ganske vist to stykker litteratur, som jeg ikke kender. Men jeg mener dog godt, jeg kan følge tankegangen alligevel.

Det første eksempel – og jeg vil nøjes med det første eksempel – er et essay af Heinrich von Kleist, offentliggjort i en berlinsk avis i 1810. Det hedder ”Über das Marionettentheater”. Man kan se det beskrevet i Wikipedia (på tysk) her. Og man kan se hele essayet her.

Der er tale om en samtale mellem en almindelig person, muligvis von Kleist selv, og en berømt danser. Den almindelige person har lagt mærke til, at den berømte danser er meget interesseret i et marionetteater og står og betragter det i lang tid. Han spørger ham, hvorfor, og danseren svarer, at marionetfigurerne er så vidunderligt graciøse i deres dans. Han mener, det hænger sammen med, at de i de enkelte led ikke har nogen vilje til at styre sig, kun har de ét ophængningspunkt, og det giver dem mulighed for at kunne udvise en ubeskrivelig ynde. En sådan ynde er det næsten umuligt for et menneske at opnå, for vi lever efter syndefaldet og har spist af kundskabens træ. Derfor er vor viden, vor bevidsthed og vor selvbevidsthed med os i alt, hvad vi gør, også i vore dansebevægelser.

Dette får så den almindelige person til at fortælle om en oplevelse, han havde. Han og en sekstenårs dreng var netop stået op af badet fra en svømmetur, og den sekstenårige satte så sin fod op på en taburet for at tørre den. Det gjorde han med en ubeskrivelig ynde, men han så det selv, fordi taburetten stod foran et stort spejl, og da den anden lo af ham, blev han forlegen og forsøgte at gentage bevægelsen, dog nu ganske uden ynde, faktisk på en næsten komisk måde. Morale: Ynde kan forekomme umiddelbart, men vil man beslutte sig til at udvise ynde, bliver det komisk.

Det var det første om selvbevidsthed. Nu kommer det andet.

Det har at gøre med en beskrivelse af ”det underbevidstes” historie, som Lone Frank har givet i en artikel i Weekendavisen, se her (bag betalingsmur):

Efter Freud og elever som Jung, der byggede videre på mesterens koncept, kom der kritik. For eksempel fra den fremtrædende psykiater Erich Fromm, der afviste det psykoanalytiske ubevidste som »en mystifikation«. Så da den næste bølge rejste sig, var den af en ganske anden slags og handlede ikke længere om undertrykkelse og fortrængninger. De såkaldte situationister, som skød frem fra slutningen af 1960erne og fortsatte ind i ’70erne anført af de amerikanske psykologer Richard Nisbett og Timothy Wilson, lagde vægt på, at vi påvirkes af, hvad der tilfældigvis foregår rundt om os. Bevægelsen var især et opgør med tanken om, at handlinger styres af individets moralske karakter. Den hævdede derimod, at mennesker uden at være det bevidst reagerer på situationen omkring dem, mens de fejlagtigt tror, at deres adfærd skyldes bevidste overvejelser.

Et eksempel, som ofte kommer i spil, er eksperimentet med en studerende jesuit. Den unge mand får til opgave at holde et improviseret foredrag over lignelsen om den barmhjertige samaritaner. På vej til foredraget bliver han af udspekulerede forskere konfronteret med et menneske, som beder om hjælp, og hvad gør han? I stedet for at trække på sin kristne bevidsthed og moral, afslår han og haster forbi den nødstedte, fordi han har travlt.

Så vidt jeg husker fra engang for lang tid siden, hvor jeg læste om dette ”ondskabsfulde” forsøg, var der tale om mange forsøgspersoner og det var ikke alle, der ”faldt igennem”, men mange gjorde og en del af dem var teologi-studerende. Men det er her underordnet. Hovedsagen er, at det ikke så meget er en ret skjult underbevidsthed, der får os til at handle, som vi gør, men mere den bedømmelse, vi har af den situation, vi befinder os i. Den bedømmelse kan så til gengæld være mere eller mindre bevidst.

Og så til det tredje, der her skal siges om selvbevidstheden:

Det forhold, at ynden i bevægelserne kommer, når vi ikke tænker over det, dukker op igen, når vi taler om de gode gerninger. Også de ødelægges, når de gøres bevidst. For at gøre dem bevidst betyder at være klar over, at der er tale om gode gerninger. Og så er det næsten umuligt ikke at tilregne sig selv dem eller altså at pudse sin glorie med dem.

Jeg har Luther mistænkt for, at det egentlig var denne selvretfærdiggørelsestrang, han ville angribe. Men jeg må indrømme, at det ikke altid er lige tydeligt. Jeg har her prøvet at lade Luthers klosterkamp dreje sig om netop det, antydet gennem den tanke om resignation overfor døden, som han fremkommer med i romerbrevsforelæsningen. Og jeg har her forsøgt at anvende Luthers tanke om, at gerningerne skal udføres hilariter, muntert, som den historiske baggrund for passagererne i det fjerde fly den 11. september 2001.

Jeg kan også sige, at min tolkning går ud på, at det er Luther om at gøre, at vore gerninger bliver gjort, så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør (Matt 6,3), eller så det går os som de frikendte i Jesu dommedagslignelse, der ikke anede, at det, de havde gjort, kunne skaffe den frifindelse på dommens dag (Matt 25,38).

Begge dele angriber netop selvbevidstheden, som her snarere må kaldes farisæisme. Men som von Kleists essay viser, er det ret vanskeligt at ”slukke for” selvbevidstheden, den følger os jo overalt.

Se f.eks. nedenstående citat fra romerbrevsforelæsningen 1515-16. Luther befinder sig jo på dette tidspunkt selv i klostret med dets daglige bønnerytme og disciplin. Hele dette påtvungent fromme liv kan han ikke få til at rime med den evangeliske frihed, som hans reformatoriske opdagelse har ført ham frem til. For hvordan kan man undgå, at man kommer til at se på sig selv og alle de fromme gerninger, man gør ud over det, lægfolket gør, og derfor føler sig bedre end de andre?

Som det er nu, handler næsten alle uden kærlighed og modvilligt i deres kaldelser. Eller hvis de handler, handler de af den grund af frygt, fordi de stoler på denne elendige korsets samvittighed. Og måske vil Gud i vore dage, at vi skal være bundet af forskellige ordener og regler og statutter, om han dog blot kunne tvinge os til at trænge ind på ham. Men hvis den frihed igen blev givet til os, nemlig den frihed, at fasten, bønnerne, lydigheden, kirkens embeder osv., blev overladt til hver enkelts frie afgørelse og samvittighed, så at han gjorde, så meget han ville, bevæget af Guds kærlighed, så tror jeg, at på ét år ville næsten alle kirker og altre blive opgivet. Og dog burde det være sådan, at vi kun gik til alt dette frit og muntert, fordi vi kunne tjene Gud, ikke af frygt for samvittigheden eller for straf eller i håb om fortjeneste eller ære.

Det burde være sådan, at alle disse gerninger blev gjort frit og muntert. Men indtil videre nøjes Luther med at påpege hykleriet og selvretfærdigheden. Først senere, da han i 1521 skriver skriftet ”Om munkeløfterne”, tør han nedbryde alle de regler og statutter, som forhindrede friheden.

Lidt senere hedder det:

Derfor må du holde dig for øje når du beder, når du fejrer messe, når du synger korsang eller når du gør nogetsomhelst andet, om det er ud af frihed i din situation, at du gør det, så vil du finde ud af, hvordan du har det i forhold til Gud. For hvis du ikke gør det, fordi du forholder dig som fri og helstøbt, så gør du ikke noget, for så er du en træl og en lønslave. (Se her).

Men man må dog vistnok sige, at hvis det er vanskeligt for en danser gennem bevidst tankearbejde at opnå den rette ynde – enten ser han sig selv i et rigtigt spejl, eller også ser han sig selv gennem sin forestillingsevne – så er det endnu vanskeligere for en munk på Luthers tid at anse alle de kødets spægelser, som han tvinges til at gennemleve, som noget, han gør uden tanke på, at det er noget særligt. Han vil uvægerligt se på sig selv og sine gerninger, og lige så uvægerligt anse dem for ”gode gerninger”, som Gud vil belønne ham for på dommedag. Men han skulle jo netop ud fra Luthers ord her handle som et helstøbt menneske, ikke som en lønslave, eller gøre det af lyst, ikke af tvang.

Dertil kom imidlertid, at kirkens afladssystem understregede disse falske tankegange. Munkene tænktes jo med deres overskydende gode gerninger: at leve i cølibat, at spæge legemet på forskellig vis, at bede til Gud med daglige bønner, én af dem endda midt om natten – de tænktes at bidrage til, at det skatkammer, som paven rådede over: ”thesaurus ecclesiae”, blev fyldt, så almindelige mennesker fra dette skatkammer kunne få tildelt aflad – mod betaling, naturligvis.

Men denne højst uevangeliske tankegang blev Luther først klar over, da han som svar på sine 95 teser mødte kirkens forhammer.

Og så var reformationen i gang.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.