Nej til Muhammeds terrormanual

Kunne man forestille sig en plakat på en række folkekirkebygninger med Kurt Westergaards Muhammed-tegning på og ovenstående advarsel skrevet med store bogstaver: ”Nej til Muhammeds terrormanual!”? Man skal ikke forestille sig, at en sådan plakat kommer op på væggene til daglig, men hvad med at bruge en sådan plakat som en kirkelig reaktion på enhver muslimsk terrorhandling på europæisk jord? Med en lidt mindre skrift kunne man jo fortælle, at det er med beklagelse, at man må konstatere, at denne nylige terrorhandling giver Westergaards tegning ret: Muhammed er virkelig igennem sin koran ophavsmand til den slags handlinger.

Nej, rigtigt gættet, kære læser, det kan man ikke forestille sig. For folkekirken er i den grad vævet ind i de politisk korrekte holdninger til muslimer, og alle de ledende i folkekirken er alt for påpasselige med at være pæne og høflige og forstående overfor de muslimske miljøer i Danmark til at kunne finde på noget sådant, så en sådan tanke er helt udelukket. Det vil sige: Jeg kan godt glemme alt om en kraftig reaktion fra kirkens side mod de muslimske terrorangreb.

Nogen vil måske undre sig over, at jeg fromme mand i det hele taget kan få en tanke som denne. Er det ikke mig, der gang på gang har sagt om de mange muslimske særheder: ”Lad dog barnet!”? Har jeg ikke stillet mig imødekommende an overfor mange af de muslimske specialiteter? Hvordan kan jeg så pludselig blive en hardliner, der ligefrem kalder koranen for en terrormanual?

Svaret er, at hardliner på den måde har jeg altid været. Og svaret er, at det irritere mig ikke så lidt, at muslimdebatten her i Danmark hele tiden drejer sig om småting: badeforhæng i skolerne, særlige kvindetider i svømmebadet, tilladelse til bønnekald, burkatilladelse eller -forbud, og nu her på det sidste: tilladelse eller ej til muslimsk eid-fejring på Københavns Rådhusplads.

Disse ”småting” har det ved sig, at de kan udkrystalliseres til offentlige forbud eller offentlige tilladelser. Der er altså tale om tiltag fra det offentliges side imod en bestemt religion. Og det er jo faktisk ikke så godt, al den stund vi har religionsfrihed her i landet. Man skal da også altid bruge forskellige omveje og alternative forklaringsmodeller for at kunne sige, at vi da så sandelig respekterer religionsfriheden.

Marie Krarup har i Den korte Avis vendt sig imod den tilladelse, muslimerne åbenbart har fået til at afholde en eid-fest på Rådhuspladsen i København, se her. Hun forestiller sig, at kristendommen har en særstilling i Danmark, historisk og symbolsk; derfor er det alene folkekirken, der gennem brug af det offentlige rum vil kunne dominere andre. Og derfor svarer den muslimske eid-fejring til, at der blev flaget med det tyske flag over Amalienborg og Christiansborg.

Mikkel Andersson, der vist ellers er ateist, giver hende delvist ret på sin blog på Berlingske, se her. Han citerer hendes tanke om det tyske flag og hendes fortsættelse om, at ”man ville som dansker føle sig forjaget og skubbet bort fra sit eget, – som en bortvist fra sit eget hjem” og fortsætter:

Hvad enten man kan lide det eller ej, så er Rådhuspladsen et nationalt symbol, hvor danske sportshold rutinemæssigt fejres efter særligt fornemme præstationer, dignitarer modtages og lignende. Den betyder altså noget særligt for en del mennesker i Danmark – den er et symbol på hovedstadens og dermed nationens hjerte.

Han føler altså også, at nogen går hans nationale oplevelser for nær. Ak, ja, følelser, følelser, følelser! Er vi da ikke nødt til at sige, at hvad enten vi kan lide det eller ej, er der kommet en masse muslimer ind i vort land, og vore muslimske landsmænd har altså også lov til at være her med samt alle deres særheder? Og også her vil jeg sige: ”Lad dog barnet!” Hvis muslimerne synes, det er i orden at holde fællesbøn på Rådhuspladsen og ellers kan få tilladelse til det, så dem om det. Og synes nogen, det virker mærkeligt – og det gør det jo, for den slags er vi ikke vant til – så må de altså se at blive klar over det på den hårde måde, at muslimerne er her, og at de formentlig bliver her i lang tid fremover.

Medmindre de da bliver omvendt til kristendommen.

Men det er netop det, det kniber med. Der er jo ingen danskere, der gør et ærligt forsøg på at omvende dem. Der ligger en vældig teologisk opgave forude med at gøre sig klart, hvori forskellen til islam består, om vores religion er bedre end deres, om koranen er en slags bibel, blot med muslimsk fortegn, om deres forståelse af, hvem Gud er og hvad Gud vil os, er anderledes end vores. Men kun få påtager sig denne opgave. Det betyder, at den almindelige folkekirkekristen lades i stikken. Og det er ikke mindst det, der er det fatale ved den nuværende situation.

Hvad vi skal gøre!?

Ja, vi kunne f.eks. fortælle muslimerne og os selv, at vi så udmærket er klar over, hvad muslimerne er ude på, at det for dem drejer sig om at blive så synlige i det offentlige rum som muligt. Og jo, de må såmænd godt få lov til at demonstrere deres religion på Rådhuspladsen, som andre demonstrerer imod og for både det ene og det andet, hvis de synes, denne synlighed kan være i overensstemmelse med deres gudsforhold – og det er den måske – men vi behøver heller ikke at holde det hemmeligt for muslimerne, at vi godt kan se, at magtdemonstrationen på Rådhuspladsen har sin parallel i de talrige magtdemonstrationer, der finder sted i de muslimske boligområder, de såkaldte ghettoer. Når politi- og brandfolk ikke kan få adgang til disse områder, så er det en demonstration, der ligger i forlængelse af det, de gennemfører på Rådhuspladsen, men jo en demonstration, der dels er langt farligere og dels afslører deres endemål meget tydeligere: en overtagelse af samfundet.

Tror man som godmodig dansker ikke på disse påstande, kan man læse et interview med imam Monzer Abdullah i Kristeligt Dagblad for den 6. juni, se her. Overskriften har fanget essensen af imamens udsagn ganske udmærket: ”Hvis du presser islam, slår den tilbage. Hvis du lader den være, spreder den sig”.

Men kirken burde jo være på pletten og fortælle både muslimerne og de uvidende kristne – og dem er der vist mange af – at den religionsfrihed, vi har, og som også vore muslimske landsmænd nyder godt af, har sin begrundelse i Jesu ord om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er (Matt 22,21). Fordi Jesus anbefaler, at landene skal styres efter fornuften og ikke efter et påstået Guds-ord, derfor har vi fået et demokratisk styre, der lader den naturlige lov gælde – den naturlige lov, det vil sige: det, man kan blive enige om i en fri diskussion.

Og man kunne vel også godt skose dem lidt for denne demonstrative bøn til Gud. F.eks. med Jesu ord i bjergprædikenen om farisæerne:

Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. (Matt 6,1-8).

Altså: Kan gerne være, at muslimerne gennem deres demonstrative bønner mener, at de hjælper Gud med at udbrede islam. Men det er ikke den slags udvendighed, Gud vil have. De gode gerninger, han forventer af os, skal gøres, så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør. Og faste bønner, der bare jappes af, er jo ikke bønner, altså anmodninger fra den ene person til den anden, men forsøg på at hævde sig overfor sine medmennesker. Og så vil man bilde sig selv og os andre ind, at Gud har behag i sådanne bønner.

Luther bruger i sit skrift om munkeløfterne fra 1521 Paulus’ ord i 1 Kor 14,23 om tungetalen, hvor han giver udtryk for, at en fremmed, der hørte korinthernes tungetale, ville sige, at de var blevet vanvittige … han bruger disse ord til at komme med en tilsvarende anklage mod munkenes tidebønner:

Hvis (som Paulus siger) der kom nogen vantro ind til dem [dvs. til munkene, rr], mens de brøler, mumler, råber, og så, at de hverken profeterede eller bad, men kun, som de plejede, blæste luft igennem organernes rør, som de efter fælles råd samordnede, og ganske enslydende fremstillede sig, mon så ikke han med god ret ville sige: Hvilket vanvid? Hvad er det nemlig andet end rør og fløjter, som Paulus siger ikke giver nogen forskel på stemmerne, men kun lyder i luften, ikke anderledes end hvis nogen stiger op på en forhøjning og deklamerer, og gennem en hel time taler fremmede ord til folket, hvilket ingen forstår. Mon ikke man her taler ud i luften? Mon ikke det må bedømmes til at være vanvid? (Se her).

Den samme anklage kan jo rettes mod de muslimske bønner. Men ak, fordi muslimerne selv tager deres bønner så gravalvorligt, prøver vi danskere det bedste, vi formår, at stille os forstående an overfor den slags vanvid (jeg bruger Luthers ord).

Jeg opfordrer naturligvis ikke til, at man stiller sig op på Rådhuspladsen ved siden af de bedende muslimer og gør nar af dem. Men jeg opfordrer til, at vi kristne taler rent ud af posen og holder op med at betragte den slags udvendigheder som fromme og agtværdige handlinger.

Og hvis man synes, at man ikke kan være bekendt at sige den slags imod de muslimske bønner, og hvis vore muslimske landsmænd beder os om at tage dem alvorligt, så kan vi bede dem om at lytte efter, hvad det egentlig er, de beder om i deres bønner. For selv om de beder på arabisk, så er det jo dog menneskeord, de bruger, og menneskeord har sædvanligvis en betydning. Og de beder altså rent faktisk om at måtte blive behandlet anderledes end jøderne og de kristne. I sura 1 – den bøn, der skal bedes over tyve gange om dagen, hvis det skal være rigtigt – hedder det i vers 6 og 7:

Led os ad den rette vej. Vejen, der følges af dem, som Du viser nåde; ikke den, der følges af dem, som vreden rammer, eller af de vildfarne.

Og de, som vreden rammer, er jøderne, de vildfarne er de kristne. Så når muslimerne 37 gange om dagen (eller hvor mange gange det nu er) siger til Gud, at vi er vildfarne, kan de så ikke tolerere, at vi én gang eller to om måneden siger til vore menigheder, at muslimernes bønner er vanvid. Og ja, vi har ikke noget imod, at muslimerne lytter med.

Så kan jeg jo nok høre, at muslimerne siger, at de ikke sådan kan lave om på deres bønner. For bønnerne er formuleret i koranen, og koranen er Guds egne skinbarlige ord, umulige at forandre.

Hertil må man svare, at koranen aldeles ikke er Guds eget ord. At påstå, at de ”åbenbaringer”, Muhammed fik, er ord fra Gud, er et trick, Muhammed brugte for at få magt over mennesker. Og hvis en imam eller en anden muslimsk leder vil hævde, at koranen er Guds ord, er det et trick, der bruges for at kunne bestemme over mennesker.

Og vil muslimerne dertil svare, at vi jo har det på samme måde med bibelen, så må vi meget afgjort svare ”nej”. Jesu ord vil netop ikke være autoritative, de vil ikke være ord, man skal rette sig efter, hvad enten man forstår dem eller ej, de vil forstås og modtages og tilegnes på rent menneskelig vis. Gud er en person, og vi står i et personforhold til Gud, og ligesom en far ikke bryder sig om, at hans børns anmodninger og bønner skal udbasuneres for alle andre, sådan bryder Gud sig ikke om, at vi mennesker beder til ham med ord, der på forhånd er lagt fast, eller beder til ham i flok. Ganske vist hører fællesbøn med til vores gudstjeneste, men dels beder vi på vort modersmål, dels tænkes vi så sandelig at have hjertet med i det, vi beder om, og endelig er fællesbønnen et forbillede på den enkeltes bøn i lønkammeret.

Nej, hvad gudstjenesten angår, er salmerne i langt højere grad udtryk for den enkeltes medleven. Her takker man Gud for det liv, man har fået, her får man afløb for sin jubel over tilværelsen, her beder man om hans hjælp til det samliv med næsten, som er det, der giver livet fylde.

Og så er vel alligevel det, der tydeligst viser os, at koranen ikke er og ikke kan være Guds ord, det forhold, at den er en terrormanual. Jeg omtalte for et par år siden en sag fra Norge, hvor en vis mullah Krekar blev dømt for at have opfordret til drab på en mand, der havde revet en side ud af koranen og brændt den, se her. Krekar forsvarede sig med, at han blot gjorde opmærksom på den straf, som koranen foreskrev. Men det fritog ham ikke for straf. Naturligt nok. For man kan ikke i et retssamfund have to retssystemer, et sekulært og et muslimsk. Og koranen kan aldrig så meget foreskrive straf i det og det tilfælde, det er ikke det lovsystem, der gælder hos os.

Problemet er blot, at mange muslimer ikke kan eller vil indse dette. De vil rette sig efter sharia, ikke efter vore love. Og derfor fremstår der fra tid til anden terrorister, derfor véd den, der med ord og argumenter vender sig mod islam, sig ikke sikker, derfor er i det hele taget islam et problem for os.

Og derfor har jeg stadig det håb, at vi i folkekirken omsider finder ud af, at vi må reagere mod en sådan terrorreligion. Om det så lige skal være på den måde, jeg antydede i begyndelsen af dette indlæg, lad det stå hen. Men når politikerne bliver ved med at diskutere alle mulige småting, så burde vi teologer komme ud af busken og tage livtag med de store problemer. Til oplysning for vore menigheder og til sund anfægtelse for vore muslimske landsmænd.

Advertisement