For et par måneder siden skrev jeg lidt om Douglas Murray, fordi jeg havde fået fat på (og læst) hans bog The Strange Death of Europe, se her. Egentlig havde jeg tænkt mig at levere nogle flere tanker fra denne bog, for den er efter min mening ganske fremragende. Men det blev, som indholdsfortegnelsen udviser, ikke til noget.
Nu støder jeg så igen på ham, denne gang på den norske hjemmeside ”document.no”, se her. Det er den ihærdige Christian Skaug, der har fundet et interview med ham i Le Figaro, og han er så venlig at oversætte Murrays forklaringer til det letlæste norske bokmål.
Murray har åbenbart lagt mærke til, hvordan alle de pæne folk i Europa åndede lettet op, da Spanien tog imod det ”gode” skib Aquarius med de 629 migranter om bord. Han kommenterer det således:
Er det virkelig noen som tror at problemene vil bli løst så snart Spania har tatt imot de drøyt 600 personene på Aquarius? At ingen følger med på hva som skjer og bestemmer seg for å gjøre det samme som Aquarius? Hva er egentlig politikken vår? At alle som er i en båt kan komme til Europa? At enhver som kommer på denne måten til Europa, har rett til å bli her? Dette er åpenbart politikken vår i øyeblikket. Og den er ikke holdbar.
Det, han siger her, er desværre alt for rigtigt. Man er tilfreds, når man får reddet folk op af Middelhavet og sendt dem til Europa. Og man gør sig virkelig ingen forestillinger om, at denne ”godgørende” handling kan blive inspiration for menneskesmuglere og migranter. Så det er så sandt, som det er sagt, at vor politik er, at alle, der ankommer til en europæisk havn på denne måde, har ret til at blive her.
Han omtaler præsident Macron lidt sarkastisk:
Jeg synes president Macron burde gå foran med et godt eksempel. Han bør insistere på at den neste Aquarius, den etter der igjen, og den neste med, alle kan få legge til havn i Syd-Frankrike. Jeg befinner meg for tiden i Nice, og for meg ser det ut som om dette ville være en svært rimelig løsning. Jeg er sikker på at lokalbefolkningen ville ønske velkommen et stort antall mennesker fra sør for Sahara. Syd-Frankrike er tross alt veldig stort, og ikke alle nykommere kan bosette seg permanent i Nice.
Han kunne også have opfordret ham til at fjerne den bestemmelse om transportøransvar, som EU indførte i 2001, og som er grunden til, at migranter giver sig menneskesmuglere i vold. Jeg og Rina Ronja Kari er ikke de eneste, der har gjort opmærksom på denne bestemmelse. Mikkel Andersson gjorde det også i en kronik på Berlingske for et par år siden, se her. Her spurgte han, hvorfor folk dog ikke tager flyveren til Europa, og svarede:
Grunden, til at folk flygter over Middelhavet, er ikke, at de ruter [flyruterne, rr] ikke findes. Det skyldes, at transportører, som eksempelvis fly- og færgeselskaber, bliver holdt økonomisk ansvarlige for at sende folk uden gyldigt visum til Europa – og gyldige visa har og får de færreste flygtninge eller migranter.
Men alle kan jo forstå, at hvis det med almindeligt passagerfly koster 7000 kr at komme fra Somalia til København, men 40.000 til 50.000 kr med menneskesmuglerne, så vil antallet af migranter vokse massivt, hvis man i EU skulle fjerne denne bremse.
Dog, vi nøjes med Murrays satire: Hvis præsident Macron er så forarget over, at den italienske indenrigsminister, Matteo Salvini, har nægtet Aquarius anløbstilladelse, kan han jo bare lade bådene anløbe f.eks. Nice i stedet for at lukke grænsen til Italien.
Murray mener forøvrigt ikke, at Salvini kan gennemføre sin politik, i hvert fald ikke løftet om at udsende den halve million mennesker, som er kommet ulovligt til landet. Det er ikke noget land i verden, der kan gøre det på en human og ordnet måde.
Han beskriver den tidligere italienske politik:
I 2013 igangsatte den italienske regjeringen operasjon Mare Nostrum. Hva var hensikten med denne operasjonen, som ble støttet både av EU og det internasjonale samfunnet? Hva er resultatene? Har ikke denne operasjonen skapt mer fordelaktige betingelser for migranter og oppmuntret stadig flere til å komme?
Hensikten var å gjøre noe med de miserable vrakene av gamle farkoster fulle av mennesker som smuglerligaene benyttet for å gjøre størst mulig profitt. Europa så de forferdelige konsekvensene og ville gjerne hjelpe. Men til syvende og sist gjorde vi problemet verre. Ingen er villige til å innrømme det, men ved å sende skip ut i Middelhavet for å bringe folk trygt til Europa, har vi skapt en tiltrekningsfaktor. Alle benekter dette, men det er sant. Menneskesmuglerne fylte mindre og mindre drivstoff i båtene fordi de visste at europeerne ville komme dem til unnsetning tidligere og gjøre mesteparten av smuglerjobben for dem. Dette er en makeløs forretningsmodell for smuglerne, men et forferdelig system for Europa. Blant de mange tingene vi burde ha gjort (jeg foreslo det i boken, og er glad for å høre at president Macron begynner å vurdere det), er å åpne sentre for behandling av asylsøknader i Nord-Afrika. Det ville også forhindre båtene fra å forlate den nordafrikanske kysten, og vi kunne unngå å opptre som partnere i smuglerligaer.
Denne tiltrækningsfaktor – eller denne incitamentsstruktur, som Mikkel Andersson kalder det – er der normalt ingen af de ansvarlige politikere, der vil se. Man benægter det, og forresten: journalisterne gør det også, kloge universitetsfolk også. Og igen: Murray beskriver situationen særdeles præcist: ”Det er en mageløs forretningsmodel for smuglerne, men et forfærdeligt system for Europa”.
Om så det vil nytte med et asylbehandlingscenter i Nordafrika, tja, jeg er lidt i tvivl. Det har været en del fremme blandt en række politikere, men man har vist ikke gennemtænkt det grundigt nok. Ét af de spørgsmål, der ikke stilles, går på, om de migranter, der fortsat benytter sig af menneskesmuglernes både, suppleret med diverse skibe fra NGO’er, skal flyves tilbage til Nordafrika, til det omtalte center. Det er man næsten nødt til at gøre, hvis det hele skal virke. Men lur mig, man er givetvis ikke villig til at anvende den magt, der skal til for at få uvillige mennesker ind i maskinerne, eller den magt, der skal til, hvis man skal holde dem under bevogtning, indtil de kan sendes af sted. Og skulle der være politikere, der har mod til at give den slags ordrer, så kan man være sikker på, at blot menneskesmuglerne medsender nogle kvinder med børn, så skal medierne nok være på pletten og levere de ønskede snøfthistorier, så de ”stakkels” mennesker får lov til at blive i Europa.
Murray bliver spurgt om NGO’erne. Og han giver her et mere ætsende billede, end man er vant til:
Alt dette blir i stor grad tilrettelagt for av NGO-er som er tilhengere av åpne grenser. Disse organisasjonene drives av virkelige ekstremister. De sprer informasjon blant migranter og potensielle migranter for å hjelpe dem til å omgå gjeldende regler, og forklarer dem hvordan de kan forbli permanent i Europa..
Disse NGO-ene mener at verden ikke burde ha grenser, at grenser er rasistiske, at grenser skaper alle problemene i verden. De har personlig påtatt seg å svekke Europas grenser. Italienske myndigheter har tatt flere NGO-er på fersken i aktivt samarbeid med smuglernettverk. Det ble oppdaget at disse NGO-ene hadde telefonkontakt med smuglerne, de avtalte møtesteder og leverte til og med båter tilbake til de kriminelle. Hvem har gitt disse gruppene retten til å bestemme vår verdensdels fremtid? Hvem tillot dem å være våre moralske overdommere? Eller bestemme over våre samfunns skjebne i det korte og lange løp?
Også her hæver Murray sig højt op over de sædvanlige mediers problemstillinger. Disse NGO’er, som anser grænser for en uting, mener, at de kan tillade sig at være vore moralske overdommere, ja, mener, at de kan bestemme over vore samfunds skæbne på langt sigt. Det vil sige: De er som regel fuldstændig ligeglade med vore samfunds videre skæbne, blot de kan få lov til at ”gøre en god gerning”. De er konsekvensimmune, ser ikke på konsekvenserne, kun på, at de kan komme til at handle etisk, altså etisk efter deres målestok. Det er forresten også, hvad Murray hævder i sin bog. Men her sammenholder han NGO’ernes samarbejde med menneskesmuglerne, og formuleringerne får derved et skarpere præg.
Murray bliver også spurgt om den vestlige skyldfølelse. Har vi ikke som koloniherrer gjort os skyldige i overgreb, som vi nu må betale for ved at modtage migranter? Herpå svarer Murray:
Hvis man mener at vi er ansvarlige for migrantstrømmen fra Irak og Libya, hva med strømmen fra Pakistan, Bangladesh, Myanmar, Eritrea, Nigeria og flere titalls andre land verden rundt? Er vi ansvarlige for situasjonen i alle disse landene? Er virkelig den beste løsningen å la alle disse menneskene få bo i Europa? Eller er det et problem som ingen egentlig ønsker å tenke over?
Det sidste er nok det egentlige svar. Vi – altså vore politikere og medier – har fundet ud af, at hvis man belægger de europæiske folk med en vis skyldfølelse overfor resten af verden, så vil migrantstrømmen og dens ulemper glide lettere ned. Og bevares, det trick har virket indtil nu. Men vil det virke fremover? Viser Aquarius-affæren, at vi står ved en korsvej? Det er Murray langtfra sikker på:
Saken viser at ingenting vil forandre seg i øyeblikket. Det er bra at den italienske regjeringen endelig sa stopp. Men den kyniske responsen fra andre europeiske land viser at alle fremdeles håper de kan unngå konsekvensene av dette historiske migrasjonstrykket mot vårt kontinent. Kanskje noen land vil klare det en stund. Kanskje Frankrike kan unngå det verste i år. Men det kan ikke vare. Ikke for noe land.
Skal man være lige så pessimistisk som Murray?
I hvert fald synes jeg, at man kan se en spirende forandring i den politiske verden. Man ser indvandringskritiske partier vokse frem i mange lande. Man ser gamle, velkonsoliderede partier tage bestik af folkestemningen, og langsomt – altfor langsomt – ændre kurs. Ikke af lyst, men for ikke at miste vælgere.
Problemet er, at det er let nok at ændre kurs, sålænge det kun er på ordplanet, det foregår. Når det hele skal overføres til handlingsplanet, når handlingerne skal gennemføres med magt, vil vi så se ynkelige tilbagetog under mediernes pres, eller vil vi se det gennemført, som man med ord har lovet befolkningerne?
Se, det er ikke til at vide. Foreløbig må vi vente og se. Men for mit vedkommende med lidt mere håb i sindet end før.
ricardtriis 
Pingback: Det kristne Europa | ricardtriis