Det gode danske skib ”Alexander Mærsk” blev for nogle dage siden prajet af den italienske kystvagt og bedt om at hjælpe med til at redde nogle migranter. Det gjorde skibet – naturligvis, må man sige, for sådanne regler eller snarere en sådan etik gælder på havet: man hjælper uden at spørge om omkostninger enhver, der er i havsnød.
Der foreligger ikke noget helt klart svar på spørgsmålet om, hvor præcist disse mennesker blev taget om bord. Men da de fleste migranter plejer at blive taget om bord lige uden for Libyens sømilegrænse, er det nok mest sandsynligt, at disse migranter også er reddet i det område.
Det, der gør ”Alexander Mærsk” interessant her, er nu, at skibet ligesom tidligere skibet ”Aquarius”, er blevet nægtet anløbstilladelse af den italienske indenrigsminister, Matteo Salvini. Det samme gælder et par andre skibe, skibe, der dog, så vidt det er oplyst, tilhører nogle af de sædvanlige NGO-redningsskibe.
Men der har igen – som ved tilfældet ”Aquarius” – rejst sig et ramaskrig fra samtlige medier og politikere: sådan kan man ikke behandle stakkels migranter, der er kommet i havsnød. Her i Danmark har vi specielt været forargede over behandlingen af ”Alexander Mærsk”, forståeligt nok. Ifølge en artikel i Berlingske, se her, har statsministeren erklæret, at Italien skal overholde sine internationale forpligtelser. Og Inger Støjberg har også udtalt sig:
Den italienske regering vil ikke modtage migranter, der forulykker på Middelhavet. Men alligevel har den italienske søredningstjeneste bedt et Mærsk-skib om at redde 113 forulykkede migranter.
Den indstilling er »uholdbar« og »ikke rimelig«, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til DR.
»Det er jo ikke rimeligt for Mærsk, at de bliver i bragt i en situation, hvor de har et skib fyldt med migranter. Ovenikøbet migranter, de er blevet bedt om at hjælpe af myndighederne, og derfor er det et spørgsmål om, at italienerne selvfølgelig skal lade dem aflevere dem i italiensk havn,« siger hun til DR.
Og ikke sandt, den indstilling lyder jo rimelig nok. Italiens venstre hånd, kystvagten, véd ikke, hvad den højre, havnemyndighederne, foretager sig. Eller: ordren om, at havnene skal holdes lukkede for migranter, er endnu ikke nået ud til kystvagten. Og sandt nok: det er noget rod.
Alligevel må man spørge de mange forargede: Hvorfor er I kun forargede på Italien? Hvorfor er I ikke lige så forargede på Tunesien?
Og svaret på det spørgsmål er, at der aldrig har været tale om, at migranterne skulle sejles til Tunis. Vi er blevet så vante til den fejlagtige eller løgnagtige sprogbrug, at vi ikke mere lægger mærke til den, den sprogbrug, der siger, at dette at blive reddet ikke blot betyder at blive fisket op af vandet, men betyder at komme til Europa. NGO’erne har talt sådan i årevis, har angrebet vores samvittighed med ord om, at migranter, der var i livsfare, da naturligvis skal reddes, og med tale om, at de føler sig forpligtet til at redde liv. Javist, men de har omhyggelig tiet stille med den ekstra betydning, de har lagt ind i dette at redde liv: det, at det er ensbetydende med at blive sat af i en europæisk havn.
Det er den første løgn, man må angribe, inden man svømmer helt hen i forargelse over den italienske regering.
Den næste løgn rejser sig af et andet spørgsmål: Hvorfor sejler kaptajnen på ”Alexander Mærsk” ikke til den nærmeste havn med disse omkring 100 migranter? Tripoli kunne være et oplagt mål, Tunis måske mindre oplagt, men her er der i det mindste mere orden i statsforholdene.
Svaret på det spørgsmål er: Fordi han ikke tør.
Der blev i august 2001 skabt præcedens for den praksis, som siden har fået fænomenet ”bådflygtninge” til at blive almindelig brugt. Man kan læse om det på wikipedia her. Det drejede sig om det norske skib ”Tampa”, der af australske og senere indonesiske myndigheder fik anmodning om at redde nogle skibbrudne fra et synkende og overfyldt fartøj. Det gjorde skibet, men da skibets kaptajn ville følge opfordringen fra de indonesiske myndigheder til at sejle til Indonesien, blev han mødt af en migrantdelegation af ophidsede og truende mænd, der forlangte at blive sejlet til den australske Christmas Island. I lyset af den ulige magtfordeling mellem besætning og migranter valgte kaptajnen at gøre som migranterne befalede.
Dette er jo i normalt sømandssprog det, man kalder mytteri. Men se, om nogen blev anklaget for mytteri! Nej, selvfølgelig ikke! For disse mennesker, migranterne, har jo formået at komme ind under betegnelsen ”stakler”, og sådanne stakkels mennesker nænner man da ikke at anklage for noget som helst. I stedet opviser man den største forståelse for deres ”fortvivlede” handlinger.
Ingen drømte dengang om at tage ordet ”mytteri” i sin mund. Og ingen har tænkt den tanke sidenhen. Men skulle vi mon ikke begynde at tale i klartsprog om tingene?
Og hvis vi skal gøre det, må vi også gøre opmærksom på, at det er en overtrædelse af havretsreglerne at bringe sig i havsnød. Det véd vi jo alle, at det er, hvad de ”stakkels” migranter gør. Men alle er tilsyneladende også enige om, denne overtrædelse i deres tilfælde skal være straffri, ja, man går endda med til, at disse ”arme” mennesker i stedet for straf skal have belønning: de skal nemlig, i modsætning til de fattige stakler, der sidder tilbage i flygtningelejrene, have lov til at søge asyl i Europa.
Dette er kun de umiddelbare usandheder. Dertil kommer de usandheder, som eliten bruge for at få os uforstandige og uetiske borgere til at gå med til deres ”gode gerninger”, såsom udtalelsen om, at man vil styrke EU’s grænsekontrol, hvor man ikke mener, at man vil standse migranterne – selv om vi dummernikker i bunden af samfundet tror det og måske også påregnes at tro det – nej, der menes blot, at migranterne skal registreres på ordentlig vis og ikke uden videre slippes ud i samfundet. Det vil sige, ”kontrol” betyder ”business as usual”. Og mange andre udeladelser og løgne, som dels jeg, dels Douglas Murray har omtalt.
Desuden kan man nævne de usandheder eller fortielser, som politikerne nu anvender mod hinanden for at – som de siger – få placeret et ansvar. Macron skælder italienerne ud for at være hjerteløse, men undlader at fortælle, at franskmændene har lukket deres grænse til Italien. Italienerne skælder det øvrige Europa ud for at lade Italien være alene med migrantproblemerne, men ”glemmer” behændigt, at de igennem mange år lod være med at registrere migranterne, så det var de øvrige europæiske lande, der kom til at stå med de vanskelige integrationsproblemer. Først, da de andre lande lukkede deres grænser, tog italienerne – ikke først den nuværende regering – fat på at gøre noget, idet man nemlig først da begyndte at hjælpe til med at skabe en libysk kystvagt. Og nu har de menige italienere altså fået så mange migranter pulserende rundt i deres gader, at man har stemt en regering til magten, der direkte lukker havnene.
Så hvis nogen siger: vi må have en EU’sk løsning, så glem det! EU har længe vist sin uformåen, nej, men når der kommer en folkelig modstand mod indvandringen, og når der er politiske partier, der opdager, at det er der stemme i, så sker der noget. Og den slags sker land for land, ikke på EU-plan.
Skal vi være kede af det? Det har jeg svært ved at se. Det har gennem alle århundrederne være Europas styrke, at man ikke, som f.eks. Kina, er blevet samlet til et stort imperium, men altid har bestået af forskellige stater, der har kunnet konkurrere med hinanden (og føre krig mod hinanden), men netop derfor har været tvunget til hele tiden at være på toppen.
Lad mig slutte med et citat af Luther, som jeg har ledt efter længe, men nu omsider tilfældig faldt over. Man kan finde det på min artikel om bådflygtninge, se her, og på min Luther-side, se her. Luther taler om ordet fra Matt 5,42 om ikke at vende ryggen til den, der vil låne af dig, og skriver:
selv om han [den kristne] gerne skal låne og give til enhver, der beder ham, så er det dog sådan, at hvor han véd, det er en slyngel, er det ikke hans skyldighed at give. For det befaler Kristus mig ikke, at jeg skal give en hvilkensomhelst slyngel min ejendom, og unddrage det mine pårørende og andre, som har brug for det, dem, som jeg desforuden er skyldig at hjælpe, og derefter selv lide mangel og ligge andre til byrde. For han siger ikke, at man skal give og låne ud til enhver, men til den, der beder os om det, som én, der er trængende osv.; ikke den, der tilfældigt vil aftvinge os det, som nogle, der ellers har nok, eller nogle, der vil ernære sig uden arbejde, ved andre menneskers anstrengelse.
Med andre ord: det er tilladt at tænke sig om, også når man vil være godgørende.
ricardtriis 