Det skrøbelige økonomifag

Økonomifaget er under udvikling, og det er vi studerende også. Der er behov for, at man tager begge dele alvorligt”. Sådan slutter den unge økonomistuderende Martin Nørgaard Petersen sin kronik i Information den 26. juni, se her. Det er for mig at se ret dristigt sagt. Ikke mindst på baggrund af det, han også siger i kronikken.

For her kommer han med en ret dybtborende kritik af økonomistudiet ved Københavns Universitet. Ikke en kritik af de enkelte lærere, ikke en kritik af undervisningen som sådan, men en kritik af studiets tilrettelæggelse, en kritik af den holdning til de studerende, han møder: de kan først komme med kritik af de økonomiske modeller, de bliver præsenteret for, når de har lært grundreglerne for økonomisk tænkning. Nogen diskussion af grundlaget for de tanker, der fremføres, har der ikke været åbnet op for under det forberedende studie, og han har ved at spørge de ældre studerende fået indtryk af, at der heller ikke senere pågår nogen kritik af de økonomiske modeller.

Det er han utilfreds med:

Det er fejlagtigt at tro, at en ung studerende i starten af 20’erne ikke kan reflektere over et sæt af resultater uden at have rygsækken fyldt med modeller og teori. Man kan spørge sig selv, hvad det farlige er i at bruge lidt af undervisningen på at lade de studerende diskutere deres eget studie. I værste fald kunne de få at vide, hvorfor der ikke er hold i deres argumenter.

Uden diskussion er økonomi ikke en akademisk disciplin. Man bliver ikke akademiker af blot at replicere resultater fra en tekstbog. Hvordan skal vi opnå nye teorier, hvis ikke vi lærer at sætte spørgsmålstegn ved de eksisterende?

Det har han efter min mening desværre fuldstændig ret i. Specielt har han ret i dette med, at der ikke fremkommer nye teorier, hvis man ikke diskuterer de eksisterende. Men desværre kan jeg også godt genkende den holdning på universiteterne: det er, som om vi danskere føler os for små til at turde gå kritisk til de store lærde udlændinge. De har skabt sig et navn, og vi gør klogest i at forholde os som lydige elever overfor dem, så vi ikke bilder os ind, at vi kan nå dem til sokkeholderne, hvad angår teoretisk arbejde.

Denne lukkethed eller selvtilstrækkelighed er også farlig for demokratiet, hævder Martin Nørgaard:

Valgkampe vindes på baggrund af økonomiske argumenter, og social politik vurderes på, hvordan den påvirker økonomien. Fordi økonomien med dens ligninger og definitioner kan være svært forståelig for den almindelige vælger, risikerer uddannelsens ensidige fokus at udgøre en potentiel fare for folkestyret.

Det betyder ikke, at vi skal afskaffe alle økonomer på ledende poster. Vi skal i stedet reformere økonomistudiet, så det udvikler de studerende til at være reflekterende og diskuterende.

Det hænger også sammen med noget andet, han påpeger. Han gennemgår et kursus i makroøkonomi, som han åbenbart har deltaget i. Han skriver:

Efter de matematiske udredninger følger et afsnit, hvor modellen forsøges tilpasset data, en kort kommentar om, hvor godt (forelæseren mener) data passer til modellen og endelig nogle politiske implikationer af modellen.

Her er mit forslag: Lad de studerende selv undersøge, hvor godt modellen passer til data. Lad os diskutere, hvor godt, vi synes, modellen passer. Lad os tage kritisk stilling i stedet for at fortælle, hvorfor modellen passer eller ikke passer til data. Og endelig: Drop inddragelsen af de politiske implikationer.

Det er det sidste, jeg finder interessant. Martin Nørgaard synes at have blik for noget, mange økonomer overser: økonomifagets alt for stærke sammenklistren med det politiske liv. Én ting er, at man som økonom i sin rådgivning til politikerne undlader at komme med forslag, som man ud fra et blik på folketingets sammensætning kan regne ud ikke har nogen gang på jorden. Noget andet er, om man i sine teoretiske overvejelser over en models fordele og ulemper også inddrager det, han her kalder ”de politiske implikationer”, altså allerede på teoridannelsens stade giver sig til at overveje, om de råd, denne eller hin teori vil afstedkomme, vil blive vel modtaget af politikerne. Hvis man handler sådan – og hvis det er det, Martin Nørgaard hævde, tror jeg ikke, han har helt uret – så fornægter man almindelig videnskabelig metode.

Jeg har tidligere været inde på, hvordan man godt kan have en alternativ økonomisk teori og rådgive politikerne ud fra den, uden at gå på kompromis med teorien af hensyn til politikernes stillingtagen. Det drejer sig om ”teorien om dalreperioden”, se her. Hvis man i sin teoridannelse følger den amerikanske økonom, Henry George (1839-1897), kan man fremkomme med den teori, at to ting holder hinanden i skak i den økonomiske udvikling: produktivitetsstigningen og forventningsprisen på jord og fast ejendom. Fordi der hele tiden foregår en stigning i produktiviteten, vil folk være villig til at betale lidt mere for jord og fast ejendom, end de strengt taget har råd til; man forventer jo, at produktivitetsstigningen får alting til at blive billigere med tiden. Under normale forhold, det, jeg lidt for sjov har kaldt ”dalreperioden”, holder de to kræfter hinanden i skak, men sker der en uventet stor stigning i produktiviteten, kommer forventningspriserne bagefter, og vi oplever en fremgang i økonomien, der giver næsten fuld beskæftigelse. Noget sådant oplevede vi i tresserne frem til cirka 1973 og igen i nullerne frem til 2008. I det første tilfælde var det oprettelsen af det store europæiske frihandelsområde, EF-EFTA, der var årsag til den uforventede store stigning i produktiviteten, i det andet tilfælde Kinas inddragelse i verdenshandelen.

De to eller tre gange, jeg hidtil har omtalt denne teori, har jeg varet mig omhyggelig for at give politikerne det råd, at de skulle indføre en slags grundskyld eller grundstigningsskyld; jeg slog mig til tåls med at mene, at økonomerne, hvis de havde talt ud fra min teori, i stedet for at foreslå mimsen i 1974 eller foreslå afkortning af dagpengeperioden, i det håb jo, at de gode tider ganske snart kom igen, burde have fortalt politikerne, at vi nu efter den korte periode med den søde kløe var på vej tilbage til dalreperioden, og at der ikke ville komme noget tilsvarende opsving i økonomien, før der igen fremkom en tilsvarende uventet vækst i produktiviteten. Og da den skal være uventet, er den umulig at forudsige. Kan den forudsiges, vil jo forventningspriserne tage højde for den, og så opstår opsvinget ikke.

Denne gang vil jeg imidlertid udvide mine råd (ingen lytter jo, så det kan sådan set være lige meget) og hævde, at vi efter denne teori kan nedbringe arbejdsløsheden betydeligt, måske endda helt ned til de 1 eller 2%, der nærmest svarer til fuld beskæftigelse, hvis vi på én eller anden måde kan fjerne forventningsprisen på jord og fast ejendom. Der skal hårde midler til, det indrømmer jeg, formentlig bliver det nødvendigt at indføre en grundskyld, der tager højde for produktivitetsstigningen. Og det får man jo aldrig politikerne til at sluge, siger man. Men man må selvfølgelige fremhæve de positive sider ved indgrebet: at det, grundskylden indbringer, kan bruges til nedsættelse af indkomstskatten, at der kommer mere retfærdighed til i forholdet mellem ejer og lejer, altså at ligheden i samfundet øges, men ikke mindst den virkning, at arbejdsløsheden går betragteligt ned.

Men gør den nu også det?

Hvis jeg tænker mig i Martin Nørgaards situation, hvis jeg overfor mine lærere på økonomi fremkommer med en sådan alternativ økonomisk model, og hvis jeg bliver mødt med en tilsvarende indvending: at jeg må forstå matematikken bag modellerne, før jeg kan begynde at kritisere, vil jeg svare – hvis jeg altså får lov til det – at der ikke er nogen matematik bag den model, jeg her fremsætter, og at det vil koste en bondegård at fremskaffe de tal, som matematikken kan betjene sig af, hvis der skal matematik bag modellen.

Der første, der skal ske, er derfor at overveje, om modellen stemmer så meget overens med den virkelighed, vi kan iagttage, at det kan betale sig at overveje, hvilke talstørrelse det kan være relevant at fremskaffe.

Og her er jeg i den heldige situation, at boligpriserne faktisk steg under både tressernes og nullernes opsving, og at arbejdsløsheden faktisk faldt i de samme perioder. Oven i købet kan jeg føje til, at jeg ser mig i stand til at retlede den kendte økonom John Kenneth Galbraith, som omkring 1970 gav udtryk for den opfattelse, at økonomerne nu endelig havde lært at trække i de rigtige håndtag indenfor økonomien, så vi fik fuld beskæftigelse. Det var vistnok den keynesianske model, han henviste til, men fremfor blindt at fortsætte med denne tankemodel var det vel egentlig mere korrekt – altså mere videnskabelig korrekt – at erkende, at modellen ikke var sand. Det var formentlig Galbraith eller økonomer af hans støbning, der fik politikerne til at indføre mimsen, men de afskaffede den ret hurtigt igen, da det viste sig, at de forudsigelser, der lå til grund for indførelsen, ikke slog til. Derimod afskaffede økonomerne ikke teorien bag mimsindførelsen, mærkelig nok, måske fordi man ikke havde nogen anden, måske fordi man – efter hvad Martin Nørgaard fortæller – kun har denne ene teori at støtte sig til. Min lumske mistanke vil jeg her føje til – forhåbentlig uden at gå Martin Nørgaard for nær – man beholdt modellen, fordi man ikke under nogen omstændigheder vil arbejde med en teori, der har noget med jord at gøre, for man véd jo, at en ændring af jordlovgivningen går politikerne aldrig med til.

Denne georgeistiske model fremfører jeg helt for egen regning. Martin Nørgaard omtaler den ikke, måske det er helt andre teorier, han gerne vil diskutere.

Men for fuldstændighedens skyld skal det dog nævnes, at mange økonomer udmærket kan se fordelen ved grundskylden. Det økonomiske råd har da også gentagne gange foreslået, at man skulle øge ejendomsbeskatningen, og den opretning af det snyd med ejendomsbeskatningen, som Anders Fogh indførte med skatteloftet – alle andre skatter fik et loft over den procent, der blev opkrævet, kun ejendomsskatterne fik et loft i kroner og ører – den opretning tyder også på, at man fra økonomside – og delvis fra politikerside – godt er klar over ejendomsbeskatningens uundværlighed. Men derfra og så til at ville gøre noget imod forventningspriserne på jord og fast ejendom er der et stykke vej, og derfra og til at ville inddrage jordpriserne i sine teoretiske overvejelser en endnu længere vej.

Her vil jeg så forlade de økonomiske teoriers valplads og hengive mig til drømme om, hvordan verden vil kunne se ud, hvis virkelig beskæftigelsen kom op i nærheden af de 100%.

Kaj Munk udtrykker i en artikel i Nationaltidende den 12. februar 1940, se her, denne drøm med dette bonmot: ”Giv en mand en spade og ikke en krykke”. Her tillader han sig helt at se bort fra, at de kloge hoveder ikke har løst nationaløkonomiens gåde og ganske forudsætningsløst lade sin fantasi føre sig frem til en tilstand, hvor enhver arbejdsfør mand kan få arbejde (en spade) så han ikke må nøjes med understøttelse (en krykke).

Og her har jeg – uden sammenligning iøvrigt – givet udtryk for den samme drøm efter et yderst deprimerende besøg på det nye fængsel på Enner mark i nærheden af Horsens. Hvis vi blot kunne få skabt en periode på ti, tyve, halvtreds år med fuld beskæftigelse, ville vi så ikke få brug for langt færre fængsler, fordi der ville være langt færre forbrydelser, og fordi vi kunne erstatte mange fængselsstraffe med pengebøder? Ak ja, jeg måtte – og må stadig – lade spørgsmålet stå og blafre i luften.

Og jeg har også tidligere givet Grundtvig fuldstændig ret, se her, i den betragtning, han kommer med i ”Danskeren” 1849, nummer 34, hvor han siger:

thi ethvert Folk er sit Fædernelands Grund-Eier (paa pluddervælsk “Suveræn”) og kan aldrig retmæssig ved nogen Lov tabe sin Eiendoms-Ret, saa det er kun Nytten og Brugen af Jorden, der retmæssig kan fordeles ved Lands-Loven og blive Gienstand for Kiøb og Salg.

Lidt senere viser han, hvad det kan føre med sig, hvis nogle af landets love indskrænker denne folkets ejendomsret:

hvis loven tillod, at ”enten Kongen eller en Slump Herremænd eiede Landet og kunde give eller sælge det til hvem de vilde, og kunde altsaa, om de lystede, lade det ligge øde, ja med Flid ødelægge det, saa hele Folket maatte sulte ihjel, da seer man let, at saadanne Love var ligesaa uretfærdige, som ubillige og ugudelige, og burde uden videre afskaffes”,

Jeg erindrer mig en periode – jeg tror det var en gang i 90erne – hvor der var hungersnød i Niger. En avis gjorde opmærksom på, at der i denne periode blev udført kvæg fra Niger. Herhjemme ser vi ikke en situation som den, Grundtvig fremmaner, men som dette eksempel viser, kan det ses i u-landene. Og hvis vi vil komme og fortælle dem, at de skal gøre noget ved jordejendomsforholdene, vil de styrende naturligvis spørge tilbage: Hvis det er så gavnligt, hvorfor gør I det så ikke selv?

Dog, alt dette sidste er kun utopiske ønskedrømme fra min side. For det synes jo at være slået fast fra videnskabelig økonom-side, at de anerkendte modeller ikke arbejder med en total udryddelse af arbejdsløsheden. Omend Martin Nørgaard Petersens kronik for mig at se sætter spørgsmålstegn ved det videnskabelige i modellerne.

Det er dette spørgsmålstegn, der giver en håbløs drømmer som undertegnede håb.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Det skrøbelige økonomifag

  1. Pingback: En gratis skat | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.