Forskertåger

Det har længe været mig en kilde til undren, at kloge folk, der oven i købet kalder sig forskere, kan være så blinde for virkeligheden, som tilfældet er. Eller det har undret mig, at der i forskerverdenen kan dannes nogle idealer for, hvad man må mene og hvad man ikke må mene. Man skulle synes, at alle meninger måtte være tilladte, og at det kun måtte være et krav, at man kunne argumentere rimeligt for sine meninger. Men sådan er det langtfra altid, måske det endda hører til sjældenhederne, at det forholder sig sådan.

Nu i fredags, den 6-7, var der i Weekendavisen et interview med to forskere, Martin Lemberg-Pedersen, og Michala Clante Bendixen, se her. Interview’er var Søren K. Willemoes. Og selv om Willemoes ikke stillede de mest borende spørgsmål til de to, så fornemmede man tydeligt, at de ikke er vant til at blive modsagt. Man kunne bl.a. se det på det forhold, at de brugte at putte en masse ”jo-er” ind i deres tale. Som om det, de her siger, er så stor en selvfølge, at man måtte være idiot, hvis man tvivlede på det. Eller som om de dermed ville sige, at ”det er vi jo alle enige om, ikke?”

Lad mig tage de sidste spørgsmål som udtryk for, hvordan disse forskere tænker:

– Hvis man spørger de europæiske befolkninger, så siger de, at indvandring er det største problem i EU.

Bendixen: »Det er måske også vinklet skarpt af medierne. Hvis du kigger på undersøgelser, hvor de enkelte bliver spurgt, om indvandring er et problem for dem i hverdagen, er der aldrig nogen, der siger ja.«

– Mener I da, at eksempelvis de svenske medier har bildt befolkningen ind, at indvandring er et problem?

Lemberg-Pedersen »Det er jo en globaliseret medievirkelighed med adgang til internettet. Hvad Trump siger i USA har indflydelse på vælgere i Sverige og i Danmark. Medievirkeligheden gør jo, at nogle af de her budskaber bliver båret på kryds og tværs over politiske kontekster og nogle gange også uafhængigt af, hvilke politikker de enkelte lande fører. Der sidder givetvis vælgere i Sverige og Danmark og lytter til det, Trump siger og siger ’ja, det er rigtigt’ uden måske at være klar over, at dansk og svensk politik er meget forskellig på de her områder.«

– Men hvad nu hvis det er omvendt, hvis befolkningerne bare ikke ønsker indvandring, og medierne og politikerne afspejler det?

Bendixen: »Jeg tror jeg simpelthen bare ikke, at det er rigtigt.«

De har i tidligere svar bebrejdet politikerne, at de taler forkert om flygtningene, så folk gribes af modstand mod at tage imod dem. Og her går deres anklager næsten over gevind. Bendixen kan i hvert fald ikke få sig til at tro, at folk ikke gladelig vil tage imod flere flygtninge/migranter/indvandrere. Hun er formand for Refugees Welcome, og det forklarer måske noget. Men hun er interview’et som forsker sammen med Martin Lemberg-Pedersen, fordi de i fællesskab har udgivet 32 forslag til løsning på flygtningekrisen. Så man kunne godt forvente, at hun havde bedre svar på rede hånd end dette, at hun ikke tror, befolkningerne er imod indvandring.

Jeg har tidligere omtalt Martin Lemberg-Pedersen. Her kommenterer han Merkels aftale med Tyrkiet. Jeg har tilladt mig at sætte forsker i anførselstegn, for en så simpel ting som prismekanismen kender han ikke.

Og her (hvor jeg kalder ham Lindberg-Pedersen, selv om han hedder Lemberg-Pedersen, undskyld!) er det de 32 forslag, der var til diskussion i Deadline. Jeg bebrejdede ham ved den lejlighed, at han betragtede migrationen som en push-effect, ikke som en pull-effect; han mente, migranterne flygtede fra forfølgelse, og ikke, at de flygtede til bedre forhold i Europa. Min indstilling til en sådan ”forsker” (igen anførselstegn!) er, at han nok ikke har noget særligt brugbart at komme med, siden han i den grad er blind for den virkelighed, han siger, han har udforsket i ti år; lønnen, samfundet har givet ham i den tid, er spildte penge.

Dog. I interview’et i Weekendavisen er det noget andet, jeg faldt over, og altså også noget andet, jeg her vil fremdrage. Der er en bemærkning hos ham, der ikke blot afslører almindelig blindhed og skævvridning af kendsgerningerne, men afslører en omgang med virkeligheden, der siger spar to til alt, hvad jeg tidligere har set, og giver mig et problem at spekulere på, som er værre end det største problem, jeg hidtil har haft at spekulere på som noget for mig helt uforståeligt.

Jeg tænker på EU’s direktiv om transportøransvar. Jeg har senest haft det fremme her på bloggen den 2. juli 2018, se her, hvor jeg nævner de alt for få steder, hvor jeg har set det omtalt. Det er det, der for mig har været en hidtil uløst gåde: Hvordan kan det gå til, at et sådant direktiv, som så tydeligt afslører EU’s hykleri med hensyn til overholdelsen af reglen om, at enhver, der sætter sin fod på EU’s jord og siger ”asyl!”, har ret til at få sin sag behandlet, hykleri, fordi man med dette direktiv forhindrer asylansøgere i at flyve til EU, ja, ligefrem tvinger dem i armene på dødsensfarlige menneskesmuglere … hvordan kan det gå til, at dette direktiv overhovedet ikke omtales i medierne, når migrantspørgmålet behandles? EU er jo med sin fastholdelse af dette direktiv medansvarlig for alle de drukneulykker, der finder sted i Middelhavet. Så sagen er så relevant som noget. Man skulle forvente, at alle de, der kender direktivet – og det må vel være ikke så få – ville nævne det, måske forsvare det, måske forlange det ophævet, men intet af den slags sker. Alle holder deres mund. Som ved fælles overenskomst.

Det har hidtil været den største gåde for mig, en gåde, som jeg ikke har fundet noget svar på. Men dog en gåde, som gør, at jeg har øjne og øren åbne, hvis nogen kommer til at afsløre kendskab til direktivet. Så er jeg straks vågen: Hvad mener de om det? Vil de have det ophævet? Tør de det under hensyntagen til den flod af migranter, som så vil optræde i enhver europæiske lufthavn?

Men nu er gåden blevet næsten fordoblet. For nu viser det sig, at Martin Lemberg-Pedersen så udmærket er klar over, at EU i 2001 udsendte et direktiv, der tildelte flyselskaber et transportøransvar. Det lyder sådan i interview’et:

– Er spontan asylansøgning ikke med til at give et incitament til at tage farlige veje over Middelhavet, hvor folk dør?

Bendixen: »Men folk vil jo ikke tage de farlige ruter, hvis der er legale alternativer, sikre flugtruter til Europa. De er jo ikke idioter.«

Lemberg-Pedersen: »Hvis vi spoler tilbage til, før smuglerindustrien var så stor, før transportøransvaret, der kunne man bare sætte sig på et fly. Så ville modargumentet være, at der vil komme mange flere. Det er også rigtigt, men der ville ikke være en smuglerindustri.«

Altså: Han véd, at direktivet er årsagen til smuglerindustrien. Han véd, at der vil komme flere migranter, hvis man ophævede direktivet. Anbefaler han det så ophævet? Ja, det bliver alt andet end klart.

Hvordan i alverden kan den mand være forsker, vide, at en fjernelse af transportøransvaret ville fjerne grundlaget for smuglerindustrien, og så undlade at råbe det ud fra tagene, undlade at sige det i tide og utide, undlade igen og igen at påpege, hvordan transportørdirektivet har tvunget alle ægte asylansøgere i armene på menneskesmuglerne, undlade at anklage Bruxelles for med sit direktiv at være medansvarlig for de mange drukneulykker på Middelhavet?

Jeg mener: Jeg kan til nød få ind i mit hoved, at de, der véd, at direktivet fra 2001 om transportøransvar findes, og at det holder migranter borte fra Europa, holder deres mund. Hvis de sidder i kommissionens kontorer i Bruxelles, hvis de sidder rundt om på diverse avisredaktioner, så synes de formentlig, at de problemer, vi har med den nuværende migrantstrøm, er store nok; de ønsker ikke ligefrem at fordoble eller firdoble problemerne. Og det ville jo blive resultatet, hvis man ophævede direktivet. At de så også ved omhyggeligt at holde deres mund med direktivets eksistens forhindrer, at folk ser dette direktivs medansvar for de mange drukneulykker, det er en yderligere grund til, at deres mund er lukket med syv segl.

Men hvordan de så kan blive ved med at lyde dybt forargede over de drukneulykker, der optræder med mellemrum, hvordan de kan vende sig imod italienerne, der vil standse ”flygtningetaxaerne” fra Libyens kyst til Italien, og hvordan de kan fortsætte melodien med, at vi alle skal være med til at redde menneskeliv, når de dog et sted i deres bevidsthed må vide, at alle disse mennesker ikke ville være døde, hvis det famøse direktiv ikke havde eksisteret, det er det, jeg ikke forstår, det er det, der hidtil for mig har været en stor uløselig gåde.

Og så viser det sig, at to ”forskere” gladelig erkender, at de da godt véd, at direktivet findes, at de så udmærket er klar over, at det er med til at kaste migranter i armene på menneskesmuglere, men at de ikke af den grund anklager Bruxelles eller EU for medansvar for drukneulykkerne. Nej, direktivet tages bare hen som noget, der nu engang findes, på samme måde som storme og stærk søgang er noget, der nu engang forekommer.

Burde de dog ikke, ud fra deres viden om direktivet og dets virkning på menneskesmuglingen over Middelhavet og de farer, der er forbundet dermed, af al deres magt plædere for ophævelse af direktivet?

Jo, det skulle man synes. Men det gør de ikke. Og det kan ikke skyldes, at de som ”forskere” ikke vil komme med politiske forslag, for de 32 forslag, de har stillet, er jo netop forslag, dvs., indstillinger til politikerne om, hvad de kunne gøre for at få hold på migrantsituationen.

Nu har jeg så læst interview’et igennem både to og tre gange og er omsider nået frem til en slags forståelse af, hvordan de forstår sagerne.

I min forrige artikel om Martin Lemberg-Pedersen anklagede jeg ham for at fastholde påstanden om, at migranterne kommer, fordi de er forfulgte i deres hjemlande, altså påstanden om, at de er ægte flygtninge og ikke lykkeriddere. Når man læser interview’et i Weekendavisen igennem, opdager man, at Martin Lemberg-Pedersen fastholder, at det forholder sig sådan.

Og det er dog lidt mærkeligt, at Lemberg-Pedersen, der giver sig ud for at være forsker, kan fastholde dette synspunkt. Har han ikke læst, hvad Frontex skriver, at et stort flertal af de ankommende er økonomiske migranter? Er han ikke klar over, at kun under halvdelen faktisk får asyl i et europæisk land? Og måske vigtigst af alt: Gør det argument ikke indtryk på ham, det, der går ud på, at når en flygtning er nået frem til et land, hvor han er i sikkerhed, så er han ikke flygtning mere, hvis han rejser videre?

De bliver spurgt om, hvordan deres forslag kan forbedre europæisk asylpolitik, og Bendixen svarer bl.a.:

De forslag, vi har samlet, handler om at hindre, at der skabes så mange flygtninge, at sørge for at de har sikre adgangsveje til sikkerhed, og at de bliver bedre hjulpet i de områder, de rejser igennem og i nærområderne, hvor langt de fleste er. Og at de, der kommer til Europa, får en retfærdig og ensartet behandling.

A.: Der skal ikke skabes så mange flygtninge, det vil sige: vi skal give mere udviklingsbistand til f.eks. Afrika. Udmærket, men en stillingtagen til det argument, der går på, at et afrikansk land først begynder at sende sine unge mænd af sted, når der er kommet gang i økonomien, fordi de først da får råd til at betale menneskesmuglerne, bliver de ikke afkrævet, og de tager heller ikke af sig selv stilling til argumentet, måske fordi de ikke har hørt om det, måske fordi de ikke rigtig har noget modargument.

B.: Der skal være sikre adgangsveje. Man kan muligvis gætte på, at de mener, at sikre adgangsveje implicerer, at det famøse direktiv ophæves. Men så burde de sige det. Og selv om det ikke implicerer noget sådant, vil vel sikre adgangsveje give flere flygtninge. Dog, en sådan tankegang går imod deres hovedantagelse: at der i alle tilfælde er tale om ægte flygtninge, der virkelig kommer, fordi de er forfulgt i deres hjemlande. Jeg mener: der bliver jo ikke flere forfulgte, fordi man ophæver direktivet.

C.: De skal hjælpes bedre i nærområderne og de områder, de rejser igennem. Javist, det ville være udmærket. Men de synes ikke at have lagt mærke til, at de mange spontanflygtninge suger bunden ud af de europæiske landes kasser, så der ikke er råd til at give ordentlige bidrag til flygtningene i nærområderne. Og den virkelighed, at langt de fleste flygtninge befinder sig i nærområderne, kun de rigeste har råd til at betale menneskesmuglerne for at komme over Middelhavet, så de kan sætte fod på europæisk jord, den virkelighed kender de to ”forskere” øjensynlig ikke noget til.

D.: De, der kommer til Europa, skal hjælpes ensartet og retfærdigt. Jamen, de europæiske lande har vidt forskellige sociale systemer, så den ensartede hjælp kan ikke sådan lige etableres. Og det er jo migranterne også så udmærket klar over; de har forlængst fundet ud af, hvilke lande det bedst kan betale sig at søge asyl i. Og de skal hjælpes retfærdigt? Udmærket, men var det så ikke idé at udmåle retfærdigheden i forhold til de mange, der, fordi de mangler penge, må blive tilbage i flygtningelejrene, med andre ord: ville det ikke være en mere retfærdig fordeling af midlerne at sende spontanflygtningene tilbage til flygtningelejrene – hvor de formodentlig kommer fra – og fordele de midler, vi poster ud til spontanflygtningene, på de mange flygtninge i flygtningelejrene? Det kunne virkelig være en hjælp, for det er mange penge, der er tale om. Men ak nej, sådan skal ”retfærdigt” ikke forstås hos vore to ”forskere”.

Nuvel, dette var mit forsøg på at forstå, hvordan de to ”forskere” kan vide, at der er et transportørdirektiv, og dog fortsætte som hidtil med at jonglere med alle de velkendte og mindre kendte forslag. Alle disse forslag, muligvis bortset fra det med de sikre adgangsveje, er jo givet under forudsætning af direktivets fortsatte eksistens. Det vil sige: de forudsætter, at det nuværende mummespil fortsætter.

For det er jo sagen. Og nu ændrer det mystiske sig fra at være en gåde til at være noget forargeligt; jeg putter andre ting i min argumentkanon; jeg går over fra at undre mig til at være forarget.

For det, Martin Lemberg-Pedersen véd, når han siger, at ophæves transportøransvaret, falder smuglernes forretningsmodel sammen, er jo, at der i Bruxelles, ja, i hele den europæiske elite, både den journalistiske og den politiske, udføres et mægtigt mummespil: man lader, som om man af al magt stræber efter at overholde asylretten for de mange, der sætter foden på europæisk jord, men man forhindrer med sit direktiv, at der er alt for mange, der i det hele taget kommer til at sætte foden på europæisk jord. Og med til dette mummespil hører, at man søger at holde direktivet skjult, ikke omtaler det, ”overhører” det, hvis det skulle blive nævnt. Og fordi man har næsten alle journalister med sig i at opretholde mummespillet, er det hidtil lykkedes forbavsende godt.

Og her må altså Lemberg-Pedersen undskylde mig, men hans afsløring af, at han véd, at direktivet eksisterer, gør ham til et direkte uetisk menneske. Det gælder formentlig enhver afsløring af et mummespil eller et hykleri, at man, hvis man afslører det, ikke kan gå med til, at det fortsætter. Men det gælder i hvert fald i dette tilfælde: Er man blevet klar over, at EU med sit direktiv gør sig medskyldig i de mange drukneulykker, så er der kun to muligheder at vælge imellem, hvis man vil bevare det etiske skind på næsen. Enten foreslår man direktivet ophævet, eller også foreslår man, at man som Australien tvinger alle både tilbage. Enten-Eller. Alting derimellem er en fortsættelse af mummespillet. Og mummespillet gør EU ansvarlig i drukneulykker. Det er menneskeliv, vi taler om.

Ja, ja, jeg véd godt, at etiske anklager plejer at gå den modsatte vej. Det er os, der vil have migranterne sendt tilbage, der bliver anklaget for umenneskelighed – vil vi da ikke være med til at redde menneskeliv?, osv – men når direktivet bliver erkendt, når det af et menneske åbent siges, at direktiv og menneskesmugling med dertil hørende drukneulykker hører sammen, så er det direkte uetisk at blive ved med gennem sine halve råd at lade mummespillet fortsætte, for det koster jo menneskeliv, dette mummespil. Og så er det ligemeget, hvad den forskerklike, han er medlem af, siger, så betyder det ikke noget, hvad landenes politikere siger til det, det skal høres, så det ikke er til at tage fejl af, at der er tale om et mummespil og at dette mummespil koster menneskeliv. Ja, om han så blev truet på sit levebrød, det må og skal frem, han er nødt til for sin menneskelige helstøbtheds skyld at holde fast ved det, han har opdaget: at ophæver man direktivet, vil menneskesmuglingen og drukneulykkerne høre op.

Så altså: det er med at bruge sin forskertitel til at få politikerne til at lytte. Om de så vil det ene eller det andet, det må blive deres sag, men fortsætte med hykleriet, nej, det går ikke.

Advertisement