Er mennesket unikt?

Det spørgsmål stiller jeg foranlediget af en kronik af professor i religionsvidenskab Anders Klostergaard Petersen. Den stod i Kristeligt Dagblad den 2. juli, se her. Klostergaard mener, vi fremover i de humanistiske videnskaber må tænke evolutionært, hvilket også betyder, at vi med Darwin anerkender, at ”ikke desto mindre er forskellen mellem mennesket og andre mere komplekse dyr alene et spørgsmål om grads- og ikke kategoriforskel”.

Det tror jeg ikke, han har ret i. Naturligvis er der så mange lighedspunkter mellem os og de andre dyr, at man, overvældet af mængden, fristes til at holde forskellen for en gradsforskel. Men der er dog også mange forskelle mellem og os de andre, og disse forskelle er af en art, som man nærmest må kalde kategoriforskelle. Hvis man altså anerkende disse forskelle og ikke ser bort fra dem, eller – og det har godt 25 år i Forum Teologi/Naturvidenskab lært mig – af iver efter at tækkes naturvidenskabsfolkene går alt for meget ind på deres tankegang.

Klostergaard skriver korrekt, at vi humanister må lære af naturvidenskabsfolkene, men at de også kan lære af os. Det kan de muligvis, hvis vi blot vover at være os selv og fastholde det, der er vores udgangspunkt. Og vort udgangspunkt – vil jeg hævde – må være sproget, sproget forstået ikke blot som et kommunikationsmiddel, men først og fremmest forstået som et fortællemiddel, der giver os mulighed for at udvide vores erfaringsverden fra den kun personlige erfaring til hele klanens erfaring mange generationer bagud.

Det har intet dyr mulighed for. Blot er denne forskel mellem den personlige erfaring og den erfaring, vi gennem sproget får fra slægten, så umærkelig, at vi næsten aldrig tænker over den og derfor har en tilbøjelighed til at tillægge dyrene en viden, de aldrig kan have, fordi deres erfaring kun er individets, aldrig klanens erfaring.

I et læserbrev i Kristeligt Dagblad, optaget den 6-7, tillod jeg mig at fremhæve, hvordan enkeltindividet aldrig kan blive klar over, at døden venter. Det er kun klanen, der i kraft af sprogets fortællemulighed kan danne ordet ”død” og forestille sig den dertil hørende virkelighed. Svarende dertil er det kun mennesket, der begraver sine døde. Og skal vi som humanister komme med vort bidrag til fortællingen om menneskets evolution, kunne det f.eks. bestå i en sådan oplysning. Dette, om et fundet fortidsmenneske har begravet sine døde, er jo noget, der af og til har kunnet kontrolleres. Og finder man ud af, at nogle fundne skeletrester stammer fra et menneske, der ikke er faldet om tilfældigt, men er blevet begravet, får man en mulighed for at hævde, at på det og det tidspunkt havde mennesket et fortællesprog, der kunne give det en viden om døden.

Men som sagt, at vi mennesker skulle være noget særligt, og at det specielt er sprogets fortællemulighed, der gør os til noget særligt, sådan at vi, ene af alle levende væsener, er klar over, at vi skal dø, det er noget, en almindelig naturvidenskabsmand eller -kvinde har utrolig vanskeligt ved at indse. Den videnskabsmand, Anders Klostergaard tidligere har nævnt, se her, Joseph Henrich, har i sin bog ”The Secret of Our Succes”, ikke gjort noget ud af denne iagttagelse, Daniel Dennett gør det heller ikke sin bog, ”From Bacteria to Bach and Back”, og Jane Goodall, der skriver om chimpanserne i Gombe, Tanzania, heller ikke hun tager denne forskel frem.

Jeg tror, det hænger sammen med, at sproget er så nært knyttet til os mennesker, at det er uhyre vanskeligt at forestille sig, hvordan det er at leve uden sprog. Og når vi ser, hvordan chimpanser ligner os på utrolig mange måde, både i følelsesliv og i opførsel, er vi tilbøjelige til at tillægge dem en større viden, end de rent faktisk har, eller vi er tilbøjelige til at tillægge dem dele af den kollektive erfaring, vi har i kraft af vort sprog.

Lad mig prøve at vise det ved hjælp af noget, man kan kalde en sprogfilosofisk overvejelse:

Det er jo meget lidt, vi véd om sprogets tilblivelse og udvikling. Men visse logiske overvejelser fra matematikkens verden kan dog give os nogle fingerpeg.

Det er givet, at kunsten at addere, altså at lægge tal sammen, bliver en del af menneskets muligheder før kunsten at multiplicere, at gange tal med hinanden. For dette at multiplicere består i at addere et bestemt antal gange, man må altså først kunne addere, før man kan multiplicere. Elementært, dr. Watson!

Hvis man vil spørge, hvornår ordet ”far” er blevet til, kan man finde svar på spørgsmålet ved på samme måde at spørge efter ordets forudsætninger. Her viser det sig, at der er flere forudsætninger. Der må være dannet en viden om, at fødsel følger efter samleje. Og der må være opstået en nogenlunde fast tradition for pardannelse i flokken, så man er i stand til at erfare, at det var samlejet med netop denne han, der førte til dette barn, eller man må have konstateret en lighed mellem én han i flokken og et bestemt barn.

Vi mennesker tager det som en selvfølge, at forbindelsen mellem samleje og fødsel da er noget, man véd. Men hvordan skulle selv en gammel hunchimpanse kunne slutte tilbage fra fødslen til det samleje, der gik forud? Goodall beretter om den gamle hun Flo, at hun en morgen ganske ugenert gik ind mellem hannerne, noget, en klog hun normalt aldrig ville vove. Så Goodall var ved at tro, hun var blevet senil, indtil hun opdagede, at hun var ”lyserød”, dvs., hun var i løbetid. Så det vidste altså Flo, at hun nu var i den tilstand, og det var hun også klar over, at i den tilstand var hun attraktiv for hannerne. Så nu skulle hun hen og more sig.

Men véd hun af den grund, at der følger en fødsel og en yngelpleje efter? Det er ikke til at vide, og – hvad værre er – der synes heller ikke at være nogen metode, ved hjælp af hvilken man kan få det at vide. Og – værst af alt – selv om en enkelt hun et sted i sin bevidsthed svagt aner denne sammenhæng, så er hun ude af stand til at kommunikere denne viden til andre. Denne viden, om den i det hele taget forefindes, vil aldrig kunne bliver hannernes viden, og den ene hun aner ikke, om andre hunner véd det.

”At vide” er for os mennesker at kunne udtrykke det sprogligt, men bare det at forestille sig, hvad det er at vide noget, når man ikke har sprog, det er vanskeligt for os sproglige mennesker.

Det var viden om forholdet mellem samleje og fødsel.

Hvad angår viden om forholdet mellem samleje med netop denne han og det barn, der fødes senere, er sagen næsten endnu mere kompliceret. Man kan tænke sig to scenarier, hvorved denne viden kan komme for dagen.

Man kan tænke sig, at der på et tidspunkt i menneskehedens udvikling danner sig faste parforhold, og at der derigennem bliver skabt en vis psykologisk sammenhæng mellem hannen og moderens unger. På den måde kan man tænke sig, at ordet ”far” i første omgang blot betegner den han, der hjælper til med ungernes pleje, og først senere kommer til at betegne også en legemlig afstamning.

Eller man kan tænke sig, at man har parring i flæng i protomenneskets flokke, som chimpanserne har det, og at man så senere i kraft af den lighed, der er mellem visse unger og visse hanner, antager et biologisk link fra ungen til hannen gennem samlejet, hvilket måske så i næste omgang fører til et ønske fra hannens side om privilegeret adgang til netop denne hun, altså til udviklingen af pardannelsen.

I den forbindelse er det fristende at nævne en erfaring, som Folkebevægelsens Jens-Peter Bonde har gjort. Det er Kristeligt Dagblad, der fortæller historien, se her. Han fortæller her, at han for nogle år siden fik en søn på 27 år. Jo, han og den 27-åriges mor havde da i de glade dage i ungdomsoprørets tid haft samleje, men da hun stod og skulle giftes med en anden, regnede begge med, at det barn, hun senere fik, måtte være brudgommens. Først da drengen var blevet voksen og havde udviklet træk, så enhver kunne se ligheden med Jens-Peter Bonde, kom sammenhængen for en dag.

Ja, sådan kan man jo blive overrasket.

Men begge disse to scenarier – hos protomenneskene, ikke hos Jens-Peter Bonde – er ret indviklede, og at regne ud, hvilke oplysninger der forudsættes hvornår er ligeledes ret indviklet. Men begge scenarier forudsætter altså et fortællesprog, hvorved individerne gennem fortællinger om fortiden kan blive klar over sammenhængen mellem netop dette samleje og den efterfølgende fødsel af netop dette barn. Og det er klart, skal der i et samfund dannes en stolthed hos den enkelte han over at have fået netop dette afkom, så må samfundet nødvendigvis være et sprogsamfund. For lad være, at ordet ”far” måske i begyndelsen blot er blevet brugt om den ekstra plejer, der er om moderen meget af tiden, når ligefrem ordet ”afkom” er dannet, må meget af den viden, vi har om samleje og fødsel og hannens sæds betydning, være blevet dette samfunds eje. Og igen forudsættes her et fortællesprog, hvorved denne kollektive erfaring kan blive til.

Så sproget er ikke blot et kommunikationsmiddel, det er en forudsætning for, at meget af den viden, vi betragter som selvfølgelig om samleje og fødsel og slægtskab, kan dannes, og naturligvis også en medvirkende årsag til, at hele samfundet kan få del i denne viden.

Sådan ser imidlertid Joseph Henrich ikke på sagen. I sin bog på side 146 skriver han:

Sikkerhed for at være far (paternal security) indeholder den iagttagelse, at hos nogle arter må hannerne bekymre sig om, hvorvidt de er den genetiske far. Alt andet lige vil en han være desto mere villig til at investere i sin samlevers afkom, jo mere sikkerhed han har for, at det er ham, der er faderen. Hos mange primater, inklusive chimpanser, parrer hunnerne sig i flæng, så hanner har sædvanligvis ingen eller kun ringe ide om, hvem der er deres afkom, og sædvanligvis bekymrer de sig ikke meget om det.

Henrich går tilsyneladende uden videre ud fra, at den viden, vi mennesker har om sammenhængen mellem samleje med denne hun og faderskabet til det barn, hun senere føder, har også andre arter, og at hannerne hos de arter, hvor der foregår parring i flæng, derfor må bekymre sig om, hvorvidt de er den genetiske far. Han gør sig altså ingen forestillinger om, at spørgsmålet om, hvorvidt en art har sprog à la menneskesproget, er afgørende for, om en sådan viden er til stede.

Han er, så vidt jeg har erfaret, ikke alene blandt naturvidenskabsfolk om denne uvidenhed eller fejlopfattelse. Vi humanister burde kunne hjælpe med til at bibringe disse mennesker en mere fyldestgørende opfattelse.

Lad os bare tage et par af de ovenfor nævnte sætninger fra Henrichs bog! At en han vil være villig til at investere i en unge, hvis han véd, at det er hans afkom, forudsætter både, at der i et sådant dyresamfund er en viden om, at man ved et samleje får en unge, der tilhører én på særlig måde, og at der i dette samfund har dannet sig et ideal om, at en rigtig han bekymrer sig om sit afkom. Men uden sprog ingen sådan viden og uden sprog intet sådant ideal.

Og den næste sætning: at chimpansehanner kun har ringe ide om, hvem der er deres afkom og sædvanligvis ikke bekymrer sig meget om det! Nej, kære Henrich, de har ikke kun ringe ide om, hvem der er deres afkom, de har ingen ide om det overhovedet, for de kan ikke have nogen ide om det. Vi har det, fordi vi lever i et sprogsamfund, de har det ikke, fordi de ikke lever i et sprogsamfund.

Netop det, at de ikke lever i et sprogsamfund, bevirker jo også, at vi ikke kan spørge dem om, hvad de véd. Hvad Henrich her skriver, er derfor den rene spekulation, ikke baseret på nogen iagttagelser, men kun på en falsk og udokumenteret forestilling om, at chimpansers indre tankeverden må ligne vores. Han bruger i sine overvejelser en antropomorf forestilling. Og det er en falsk, uvidenskabelig metode.

Hvis vi kan frigøre os fra sådanne antropomorfe forestillinger, kan vi rolig gå ud fra, at når der ikke blandt chimpanser ses nogen hanner, der hjælper til med yngelplejen, og når der ikke kan iagttages noget bånd mellem en voksen chimpansehan og bestemte unger, så skyldes det ikke, at chimpanser er dårlige fædre, det skyldes, at de ikke aner noget om afkom og faderroller og sammenhænge mellem samleje og fødsel.

I min afhandling ”Aben og mennesket” refererer jeg følgende om Jane Goodalls oplevelser i Gombe:

Jane Goodall beskriver i “Gennem et vindue” en situation, hvor hun efter at have fortalt en gruppe etologer om en bestemt hændelse i Gombe, blev mødt med isnende tavshed; man kunne virkelig ikke bygge på den slags anekdoter, som hun dèr var fremkommet med. Og hun føjer til, at det efter den begivenhed varede længe, inden hun atter deltog i videnskabelige debatter om dyrs adfærd.

Den hændelse, hun skildrede, var den unge han, Figans, forsøg på at beherske sig bevidst. Flokken af chimpanser havde bevæget sig bort fra bananfodringspladsen. Lidt efter kom Figan tilbage for at mæske sig med godbidderne uden at blive generet af de store hanner. Men da han den første gang, han gjorde det, ikke kunne lade være med at udstøde de jubelhyl, chimpanser normalt udstøder, når der er rigelig med føde til stede, og da han derved gjorde den erfaring, at de andre straks blev hidkaldt af disse jubelhyl, og hans enespisning dermed ødelagt, så blev det faktisk en erfaring, han gjorde, fortalte altså Goodall, for da han næste gang, efter at flokken var vandret bort fra bananerne, lidt efter dukkede op for at mæske sig med dem i fred, lykkedes det ham at undertrykke disse ellers obligatoriske jubelhyl.

Det vil sige, Goodall bragte her til torvs i den videnskabelige verden et vidnesbyrd om en højst overraskende social intelligens, et højst overraskende vidnesbyrd om, at chimpanser ikke blot blindt lader sig lede af deres naturlige drifter, ikke blot automatisk udstøder deres “madråb”, men er i stand til at undertrykke disse lyde, hvis situationen kræver det. Men ak, denne iagttagelse kunne ikke rummes i videnskabsfolkenes forståelse af, hvad der var muligt, og derfor blev den afvist; man havde på forhånd dannet sig en teori, og hvad der ikke stemte med teorien, stemplede man som løs snak, skrøner, anekdoter. (Gennem et vindue, side 22). (Se her).

Den forklaring, der ligger implicit i Goodalls fortælling her, kunne dengang ikke godtages på det videnskabelige parnas. Vi humanister fandt vel forklaringen rimelig, men ikke naturvidenskabsfolkene. Efter deres mening var forklaringen for menneskelignende, hun arbejdede med antropomorfe teorier. Men nu, hvor Henrich fremsætter antropomorfe forklaringer, der går langt videre end Goodalls dengang, nu er det så os humanister, der må sige stop: store ligheder er der mellem mennesker og dyr, men vi må fastholde den afgørende forskel, som vort sprog udgør.

Anders Klostergaard har i lighed med Joseph Henrich ikke nogen fornemmelse for sproget som den afgørende forskel på dyr og menneske. Han går så vidt i sine antropomorfe tanker, at han vil lade dyrene have del i Løgstrups suveræne livsytringer og mene, at dyr har religion.

Om Løgstrup hedder det:

Tidligere sognepræst Lars Ole Gjesing fortalte mig engang, at Løgstrup ved det sidste seminar, han gav, blev spurgt, hvordan han ville forholde sig, hvis suveræne livsytringer også fandtes hos andre dyr. Det var Løgstrup åben over for, hvilket også ligger i naturlig forlængelse af hans skabelsesteologi.

Det havde været mere interessant, hvis Klostergaard var fremkommet med et citat fra Løgstrup. Kan gerne være, at Løgstrup var åben overfor talen om dyrs delagtighed i de suveræne livsytringer, selv om det nu ikke ligger i naturlig forlængelse af hans skabelsesteologi – Løgstrup var jo meget imødekommende overfor overraskende spørgsmål – men det vil nu være svært for ham at lade dyr have del i den suveræne livsytring, der hedder ”talens åbenhed”, hvis man tør lade det, at dyr ikke har sprog, stå fast.

Sidst i kronikken hedder det:

Er religion begrænset til mennesket? Spørgsmålet er ikke helt så vanvittigt, som det måske først lyder.

I 2016 skrev 32 kolleger en vigtig artikel. De havde opstillet kameraer i fire chimpansepopulationer i Vestafrika. Chimpanserne slog ikke alene med store sten på hule træer og lavede trommelyde, men de fyldte også træernes hulrum med klippestykker, så der omkring træerne opstod klippebunker. Vi ved ikke, hvorfor de gør det, men måske går der en linje herfra til de stenstøtter, vi hører om i fortællingen om Jakob i Første Mosebog, og de tidligste tempelbyggerier.

Chimpanser er emotionelle. De har ritualer, hvor de fejrer gruppen, ligesom de tilsyneladende har rituel territorialmarkering og helligsteder.

Jeg kan ikke sige andet, end at dette er ren spekulation, antropomorf spekulation. Og hvis der er naturvidenskabsfolk, etologer og hvad de ellers hedder, der deltager i den slags spekulationer, er det på tide, at nogle mere jordnære humanister, måske endda nogle teologer, beder dem slå koldt vand i blodet: Kære venner, dyr er ikke mennesker, brug jeres fantasi, ikke til at tillægge dyrene menneskelige egenskaber, men til at forestille jer, hvordan det er at ligne os mennesker så meget, hvad angår følelsesliv og reaktionsmønster, men ikke have sprog.

I den samtale, som forhåbentlig stadig pågår mellem naturvidenskabsfolk og humanister, må det være opgaven for os humanister at komme med den slags advarsler. Men sådanne advarsler skal åbenbart ikke komme fra religionsvidenskaben, i hvert fald ikke fra dette fags professor i Aarhus.

Til sidst kun dette: Søren Kierkegaard skriver i ”Sygdommen til Døden”, at mennesket er et forhold, der forholder sig til sig selv. Det er vistnok noget, han har fra Hegel, men derfor kan det jo være rigtigt nok. I hvert fald: Dette, at mennesket har et sprog, og at dette sprog så at sige danner en virkelighed udenfor og ved siden af mennesket, gør det muligt for mennesket at komme til at forholde sig til sig selv. Det kan komme til at se på sig selv og sin tilværelse udefra. Det er ikke blot et bevidst væsen, det er et selvbevidst væsen. Markus Gabriel har i sin bog ”I am not a Brain” et helt kapitel om menneskets selvbevidsthed. Og at have selvbevidsthed betyder, at mennesket i alt, hvad det gør, ikke blot gør det dette eller hint, det véd også af, at det gør det. Det har sprog for det, det gør. Og denne sprogets sideløbende virkelighed spiller med ind i hele menneskets tilværelse. Mennesket forholder sig til sig selv.

Og vil nogen drille mig og sige, at det er der også dyr, der gør. Man har udført forsøg med chimpanser, undersøgt, om de véd af, at det væsen, de ser i et spejl, er dem selv, og minsandten, det er der nogle chimpanser, der kan blive klar over. Men – hvis det må være mig tilladt at drille igen – den chimpanse, der forstår spejlets forunderlighed, kan ikke kommunikere denne forståelse til de andre, der ikke forstår det, det er og bliver en helt privat forståelse.

Og dèr er så forskellen igen.

Advertisement