Martyrvirkning

De to prædikener, jeg stiftede bekendtskab med i søndags – den ene holdt i min ”hjemkirke”, den anden af Merete Boye, læst på document.dk se her – har givet mig anledning til nedenstående bemærkninger.

Det problem, der i første omgang rejser sig for en moderne læser, kunne være problemet om Guds almagt. I teksten, som er Matt 10,24-31, står der jo bl.a.:

Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. (vers 29).

Hvad er nu det? Betyder dette ”uden jeres fader er med den” mon, at Gud lader dem falde til jorden? Står da Gud bag det onde, der sker?

Den tanke er der i vore dage mange, der har svært ved at kapere. Gud kan da ikke ligefrem være ond. Det havde i hvert fald for nogle år siden Lars Sandbeck. Jeg skrev derfor lidt imod ham, se her. Han havde vendt sig imod den gamle oversættelse, der lød: ”uden jeres faders vilje”. Dette med ”vilje” står der ikke noget om, sagde han, meget korrekt. Og derfor hævdede han, at ”teksten understreger ikke almagten, men nærværet, den solidariske, kærlige faders nærvær med og omsorg for selv de mindste ting”.

Det er nu i al almindelighed mærkeligt at fratage Gud almagten, men det er da i særdeleshed her besynderligt. For lige efter dette med spurven, der falder til jorden, står der, at Gud har talt alle vore hovedhår. Nå ja, for nogen kan det vel være en overkommelig opgave, (se f.eks. billedet af Lars Sandbeck i denne artikel) men for langt de fleste menneskers vedkommende, i hvert fald de unge blandt os, er det nu noget, der synes nærmest umuligt for os mennesker, og kun muligt for Gud. Det må vel også være den trøst, der skal gives, at når Gud har styr selv på noget så ligegyldigt som antallet at vore hovedhår, så har man nok også styr på det langt mere afgørende: om vi lever eller dør.

Men er Gud da almægtig? Er han så almægtig, at han står bag også det onde, der hænder mennesket?

Ja, det mest indlysende svar er jo, at har han ikke det, er han ikke almægtig. Og er han ikke almægtig, er han så Gud? ”For Gud er alting muligt”, hedder det i Matt 19,26, Luk 1,37, Job 42,2 og 1 Mos 18,14. Alle disse skriftsteder må vi altså skrotte, hvis Gud alligevel ikke er almægtig.

Men så står han altså bag det onde, der hænder mennesket?

Lad os sige det på den måde, at Gud har sat mennesket ind i en verden med både vulkanudbrud og tsunamier. Men han har ladet det være op til mennesket selv at træffe foranstaltninger imod dette onde. Vil vi absolut bosætte os på vulkanens sider, fordi der er frugtbar jord dèr, er det vort eget ansvar at holde øje med de udbrud, der kan komme, og senere lære af de ulykker, der rammer os. På samme måde som det op igennem menneskets udviklingshistorie hele tiden har været menneskets lod at lære at omgås vilde dyr, uvejr og andre gebrækkeligheder, herunder vort eget legemes sygdomme.

Det vil sige: Sådan ser vi kristne på det. Muslimerne ser anderledes på det. For dem er Gud almægtig også på den måde, at hans almagtstråde rækker ind i menneskets beslutninger og overbevisninger. Jeg har tidligere omtalt Robert R. Reillys bog ”The Closure of the Muslim Mind”, og undret mig over, om det mon kan være rigtigt, hvad han skriver dèr, at muslimerne, efter at den teologiske retning, der hedder asharitterne, sejrede i 1000-tallet, har undladt at drive videnskabelig forskning, fordi de ikke ville eller måtte gribe ind i Guds virksomhed, se her. Det skulle efter hans mening være en del af forklaringen på, at der er så få nobelpristagere fra den muslimske verden.

Det er i hvert fald givet, at vi her har en væsentlig forskel mellem den vestlige og den muslimske verden. Og jeg vil altså mene, at det afspejler en forskel mellem islam og kristendommen. Vi i den vestlige verden har lært at forholde os til verden og det, der foregår i verden, ”som om Gud ikke var til”. Vi tvinges ikke til at drage den konklusion, at han så ikke er til, men vi lokkes til selv at undersøge verden og tage vore forholdsregler, fordi den Gud, der måske/måske ikke er til, er en Gud, der stiller os frit: vi må selv finde ud af, hvordan vi vil klare os i denne mærkværdige verden, så vi ikke blot overlever, men måske endda overlever godt; vi må selv, frit, afgøre med os selv, om vi finder denne tilværelse så god, at vi vover at delagtiggøre andre i den ved at sætte børn i verden, ja, måske endda så god, at vi lokkes til at synge lovsange til Guds pris. Vi står ganske frit, Gud tvinger os ikke.

Anderledes indenfor islam! Her er Gud højt ophøjet over mennesket, ganske umulig at forstå og komme til rette med. Og han tvinger sin vilje igennem, uanset vor indsigt og kunnen og gøren og laden. For en hurtig betragtning kunne det godt se ud, som om muslimen er et frommere menneske end den kristne. For, ikke sandt, han affinder sig med både det onde og det gode fra Guds hånd, han beder sine foreskrevne bønner uanset, hvordan det går ham, han modtager godt og ondt med samme holdning. Men er det en holdning af tak? Kan det være det, når den dog i sidste ende ikke er muslimens egen, men er fremkaldt af den Gud, der virker igennem hans følelser og viljesafgørelser?

Forskellen mellem de to religioner kommer frem som en forskel i Guds forhold til henholdsvis Muhammed og Jesus.

Forholdet mellem Muhammed og Gud er et tvangsforhold. Hvad der står i den hellige bog, koranen, er Guds eget, skinbarlige ord, der er intet i denne bog, der er Muhammeds tilskud til formuleringerne. Gud får Muhammed til at hensættes i en særlig trance-lignende tilstand, i denne tilstand lægger han koranens ord ind i Muhammeds hjerne, så han senere, når han vågner op af sin trance, kan recitere den nøjagtige ordlyd af Guds tale, så det kan blive nedskrevet og dermed overleveret til en hungrende eftertid.

Muhammeds efterfølgere har derfor ikke andet at gøre end at bøje sig i støvet for koranens ord, derfor hedder en sådan efterfølger en ”muslim”, dvs., én, der underkaster sig.

Men ligesom muslimen er tvunget til at underkaste sig, som Muhammed var det, således skal også Muhammeds budskab, koranen, udbredes ved tvang. Af og til kun mild tvang, men frihed er der ikke tale om, ligestilling mellem muslimer og kristne/jøder på statsplan heller ikke.

Forholdet mellem Jesus og Gud er derimod et frit forhold. Bibelen er ikke umiddelbart Guds ord. Den er kun Guds ord igennem menneskelig forståelse, menneskelig udtryksmåde, menneskelig grebethed. Når Jesus siger ”Hver dag har nok i sin plage” (Matt 6,34), så er det noget, han siger ud fra sin egen erfaring af, hvordan tiden henrinder, og hvordan et menneske ved at tage sorgerne på forskud kan ødelægge dagen i dag. Og de mennesker, der hører ordet, tænkes da også at forstå det på rent menneskelig vis, måske endog at ane en lille ræv bag øret hos Jesus. Som om nogen dag kan være en plage!

Og budskabet tænkes også at udbredes ved fri overbevisning. Men her kommer det interessante. For hvad nu, hvis de mennesker, som budskabet tænkes udbredt iblandt, betragter enhver tale om et frit forhold til Gud som gudsbespottelse? Hvad nu, hvis de er så overbeviste om, at de er tvunget af Guds åbenbaring til at vende sig imod en sådan frihedsforståelse med vold? Jøderne havde Guds åbenbaring i Toraen, den lov, Gud havde givet på Sinai, muslimerne har den i koranen, begge har den på en måde, så de må vende sig med vold imod den, der vil undergrave denne opfattelse – i hvert fald jøderne på Jesu tid.

Ja, så måtte jo jøderne på Jesu tid slå Jesus ihjel. Hvad de jo som bekendt også gjorde. Men de måtte naturligvis fortsætte med at slå de disciple ihjel, som hævdede, at han var opstået fra de døde. For derigennem fastholdt disse disciple jo Jesu frihedsforkyndelse, ja, slog fast som uigendriveligt, at det at tro på toraen som Guds åbenbaring var at have en falsk gudsforståelse. Men hvordan skal disse disciple forholde sig til den tvang, den tids jøder ville lægge ned over dem?

De skulle forkynde det glade frihedsbudskab, uanset hvad denne forkyndelse førte til for deres personlige vedkommende. De skulle gå i Jesu fodspor, den Jesus, der fastholdt sin forkyndelse, selv stillet overfor døden. De skulle fastholde, at forholdet til Gud var et frit forhold, om så jøderne truede med døden.

Hvordan kunne de dog det? Var ikke forkyndernes død det ultimative bevis på, at deres forkyndelse var usand, at Gud ikke stod bag den forkyndelse af det frie forhold til ham, som de gik ind for?

Nej, tværtimod, siger søndagens evangelium. Når man altså vover at inkorporere almagtstanken i det. For Gud, den almægtige, virker igennem martyrernes død. Han formår at få de uskyldiges død til at virke tilbage på bødlerne, så de – før eller siden – kan se det forkerte i det, de har gjort.

Dette evangelium kan nok siges at forudsætte almagtstanken, men det gør det på den måde, at almagtstanken skal lyde som en trøst til dem, der forfølges, fordi de forkynder Jesu opstandelse. I det førnævnte indlæg, nemlig dette, nævnte jeg den tanke, at de spurve, der er tale om, nok ikke er fritflyvende spurve, men spurve i bur. Derigennem siges det til de kristne, der er sat i fængsel af forfølgerne, at Gud har det i sin magt at lade dem komme fri eller lade dem lide martyrdøden. Om han vælger det sidste, skyldes det ikke, at han er en ond Gud, men det skyldes, at han vil bruge denne martyrs død til at forkynde sit frihedsbudskab for dem, der synes ganske immune overfor det.

At noget så utroligt kan lade sig gøre, er Paulus’ skæbne et bevis på. Han var i begyndelsen kristenforfølger, mente det helt i orden at kristne skulle indfanges og stenes, hvis de bekendte Jesu frihedsbudskab. Men den holdning led skibbrud, den holdning kunne han ikke fastholde, stillet overfor de mange, der fastholdt troen trods de sten, der regnede ned over dem. Han skriver jo selv om det i Gal 1,13 og i 1 Kor 15,9. Man kan også sige, at han med sit liv bevidnede, at ”afsmitningsreglen” var sand. ”Afsmitningsreglen” er et udtryk, jeg har brugt om det forhold, at et menneske får tilmålt med det mål, det måler med (Luk 6,38), se her. Og det, denne søndags tekst vil sige er altså, at vi rolig kan regne med, at det forholder sig sådan, Guds almagtskræfter står bag den forkyndelse, der er sat i værk af Jesus, blot viser disse kræfter sig her som Ordets kræfter, det er Ordets almagt, der er tale om, det er Ordet, der formår at sætte sig igennem trods al modstand. Det svarer forøvrigt udmærket til det skriftord, vi anvender ved enhver dåb, nemlig Matt 28,18, hvor Jesus siger til sine disciple, at al magt i himlen og på jorden er givet ham, altså givet det korsfæstede og opstandne Ord.

Men hvordan så få disse tanker omsat til vore dages menigheder? Ja, det problem rejser også Merete Boye. Hun siger i sin prædiken:

Vores herre og mester sagde sandheden om os og om alle mennesker så klart og med en sådan myndighed, at de, der ikke brød sig om det, ikke fandt anden udvej end at håne ham, kalde ham for Fanden selv, og til sidst at slå ham ihjel på korset. Hans tale var stærk og myndig og udfordrende. Kunne det tænkes, at vores kristne tale i dag er blevet så fad og så tam, at den ikke kan udfordre nogen? Det er et uvelkomment og et ubehageligt spørgsmål, men ikke desto mindre er vi nødt til at spørge os selv, hvad det er der gør, at vores kår er så meget bedre end Jesu kår, og de første disciples? Er vi gået på akkord med sandheden? Vælger vi i vores kristne tale og livsførelse den bløde mellemvare, det som de fleste kan blive enige om – noget, der hverken er bevislig løgn eller påtrængende sandhed, som vi står inde for med vores liv og lemmer? Ikke, som Jesus sagde, vores tale skulle være: ”Ja ja!” og ”Nej, nej!”, men ”Joh, men” og ”tjah, såmænd… ham Jesus sagde så mange gode ting, men lad os ikke blive lukkede og ensidige: vi skule da nødig komme til at provokere eller ryste nogen.” Hvis det er dén tale, vi fører i vores kristne kirke, så er vi så ufarlige og så tandløse, at ikke engang kejser Nero ville kunne finde på at krumme et hår på vores hoveder.

Desværre har hun alt for meget ret i disse bemærkninger. Og specielt har hun ret, hvis ordene anvendes på kirkens forhold til islam. Her forekommer det i hvert fald mig, at kirken alt for ofte vælger den bløde mellemvare, den, der på ingen måde kan provokere eller ryste nogen. Men skulle vi ikke kunne bekvemme os til at sige sandheden om islam? Skulle vi ikke i stedet for al vor eftergivenhed fortælle sandheden om koranen: at den indeholder en række opfordringer til uvenskab med, ja mord på os ikke-muslimer?

Måske det ville være en idé, om vi begyndte med at nævne nogle af de martyrer, der i dag bliver ofrer for den muslimske terror! Måske vi burde tilføje en række mennesker i kirkebønnen, f.eks. de mennesker, der må leve med politibeskyttelse, fordi de har udtrykt sandheden om islam. Det ville være en udmærket måde at komme bort fra det ofte anvendte udtryk, at ”de selv var ude om det”. Jeg foreslog også for snart flere år siden, at vi burde oprette en særlig helligdag, Ny Alle Helgen, hvor vi fejrede nutidens martyrer, se her. Jeg skrev bl.a.:

Skal vi ikke kalde den kvinde, hvis mord jeg omtalte i begyndelsen [hun blev skudt ved massakren i et center i Nairobi, fordi hun svarede ja til, at hun var kristen], for en martyr? Skal vi ikke kalde andre, der dør med samme bekendelse på læben, uanset at de kunne redde livet ved at nægte at bekende deres tro, for martyrer også? Og skal vi ikke kalde alle dem, der holder fast på sandheden, uanset om de trues på livet, for martyrer? Theo van Gogh, f.eks.? Ved samme lejlighed kunne vi jo så mindes de mange, der ikke har lidt martyrdøden, men er truet til at leve med politibeskyttelse døgnet rundt, Geert Wilders, Hirsi Ali, m.fl. Også de betaler en pris for at sige sandheden, også dem burde vi jo hylde for deres mod.

Forslaget kan stadig tager op og aktualiseres.

P.S.: Man vil bemærke, at jeg denne gang har søgt at linke til de bibelsteder, jeg omtaler. Desværre giver bibelselskabet kun begrænset mulighed for at linke til enkelte vers. Ud over bibelselskabets udgave benytter jeg mig af en gengivelse af fire af Paulus’ breve, som jeg lavede for nogle år siden.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.