Den omvendte verden

Hvis De, kære læser, efter at have læst dette indlæg, sidder tilbage med en fornemmelse af, at dette dog vist var skrevet af en gammel Jeronymus, der er utilfreds med alt nutidigt og holder på, at alting var meget bedre i gamle dage, så er De ikke ene om den fornemmelse. Jeg har den selv. Jeg formoder, at jeg selv, når jeg er færdig med det, jeg her vil sige, også vil sidde med den fornemmelse: Du er vist ved at blive gammel! Du taler som et ekko fra forrige århundrede! Du må se at komme i omdrejninger, så du kan følge med i alt det nye, der sker!

Men lad os nu se på det!

Der er to forhold, jeg vil gøre opmærksom på, to forhold, hvor vi i vore dage tænker fuldstændig omvendt af den måde, man tænkte på i gamle dage. Og rigtigt gættet, jeg mener faktisk, at den måde, man tænkte på i gamle dage, var bedre, og jeg mener også – som den gamle Jeronymus, jeg er – at vi hurtigst muligt skulle se at indføre de tilstande, vi havde i gamle dage.

Men ak, det er vist lettere sagt end gjort. For det er hele kleresiet, der er smittet med den moderne tankegang, som de vist ikke engang helt er klar over, hvad går ud på. Det er journalister og politikere i en samlet masse, der nu burde lytte efter, hvad en gammel Jeronymus har at fortælle om de gamle dage, som han jo nok husker lidt bedre end de fleste.

De to forhold hedder grænsebevogtning og spionage.

Angående det første vil jeg henvise til tilstanden i gamle dage, oven i købet gøre det som noget ideelt: I gamle dage var det det enkelte land selv, der bevogtede sine grænser, sørgede for, at der var styr på tingene, så der ikke optrådte nogen illegale grænseoverløbere.

I dag, derimod, tillader EU ikke Grækenland at genoptage den praksis, man havde før 2015, hvor det var den græske flåde, der sørgede for at bevogte grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet, de ofte smalle sunde, der adskiller de græske øer fra det tyrkiske fastland. Den praksis lod den nytiltrådte græske regering i januar 2015, under Syrizas ledelse, sig af diverse ”Gutmenschen” lokke til at opgive med det resultat, at Europa blev oversvømmet af migranter fra august 2015 og frem til marts 2016.

Denne vældige strøm blev standset, først af en aftale mellem Balkanlandene om at hjælpe Makedonien med at lukke grænsen til Grækenland fuldstændig af, dernæst af en aftale mellem EU og Tyrkiet om, at alle migranter, undtagen syriske flygtninge, skal sendes tilbage til Tyrkiet mod en klækkelig betaling til Tyrkiet, förstås.

Og det er noget af det, omtalte gamle Jeronymus ikke forstår. Var det, grækerne gjorde, da deres flåde patruljerede i Ægæerhavet, ikke noget, ethvert land har ret til at gøre? Det var i hvert fald i gamle dage en ganske ligefrem tanke, at der ved enhver grænse blev foretaget grænsebevogtning. Var det imod én eller anden aftale eller EU-lov eller konvention, når grækerne lod flåden presse eventuelle migrantbåde tilbage? Det har i hvert fald sidenhen ikke været omtalt, at det var det, de gjorde.

Og det er det, der undrer mig gamle mand: Hvorfor vil Europa ikke længere bevogte sine grænser? Hvorfor laver man aftaler med de nordafrikanske lande om at holde migranter tilbage? Er det ikke den omvendte verden, hvis mit naboland for at vise sig som en god nabo skal bevogte grænsen for mig? At det ikke er mig, der skal holde kontrol med, hvem der kommer ind i mit land, men min nabo, der skal holde kontrol med, hvem der komme ud af hans land?

Det er det første forhold, jeg vil anholde som noget, der er det omvendte af det, det var i gamle dage. Og man er velkommen til for sig selv at prøve at afgøre, om den kendsgerning, at ikke ret mange andre har forsøgt at anholde denne ikke-grænsebevogtning, skyldes, at undertegnede er gammel, eller det har sin rod i, at han er temmelig ”jeronymusset”.

Det næste forhold er om muligt endnu mere ikke-omtalt.

Det har med det at gøre, at det i gamle dage var et lands eget ansvar at bekæmpe spioner. Da sovjetrusserne kort tid efter krigen fik del i atomhemmeligheden, fordi nogle englændere, der arbejdede med fremstilling af atomvåben, havde kommunistiske tilbøjeligheder, var det naturligvis et hårdt slag for den britiske kontraspionage, men der var da ingen, der fik den idé at bebrejde Sovjetunionen, at deres spionage var bedre end den britiske kontraspionage. Det var virkelig – dengang i gamle dage, altså – ethvert lands opgave at beskytte sine hemmeligheder mod fremmede magters indtrængen, og gjorde de det ikke godt nok, var det bare ærgerligt.

Og det var sådan set ligegyldigt, om den fremmede magt indrømmede sin heldige spionage eller ej, det faldt f.eks. ikke nogen ind at tvivle på, at russerne havde fået opskriften på atombomben ved spionage, russerne kunne så sige, hvad de ville.

Også det er der i vore dage vendt op og ned på.

Det kan selvfølgelig hænge sammen med, at der nu sker så mange ting, som den jævne mand – og da slet ikke en gammel Jeronymus – ikke rigtig forstår. Hvordan man er i stand til at hacke sig ind på noget, man ikke burde have adgang til, ja, det er en gåde for de fleste, men når det er almindelige firmaer, der udsættes for det, kan dog de fleste, også undertegnede, forstå, at de pågældende firmaer må beskytte deres data noget bedre.

Og jeg kan også godt forstå det, når store lande advarer mod onde magters hacking, uden at jeg er helt klar over, hvem der hentydes til med ”onde magter”, dog gætter jeg på, at det, hvis det ikke er Kina, nok er Rusland. For i hvert fald Rusland har jo fremragende skakspillere, og de er nok helt fantastiske til det dèr med at hacke.

Men hvad jeg ikke forstår, er, hvad der foregik i USA op til præsidentvalget i 2016. Det forlyder, at Trump-kampagnen skulle have haft kontakt til nogle russiske hackere, der kunne hacke sig ind på Hillary Clintons servere og finde ud af det demokratiske partis valgstrategi (eller hvad de nu fandt ud af). Og det forlyder også, at nogle russiske ”trolde” har skabt en mængde uægte e-mails og andre internet-mystifikationer, hvorved de kunne blande sig i den amerikanske valgkamp og sørge for, at det blev Trump og ikke Clinton, der vandt.

Nu er det så oven i købet kommet frem, at denne indblanding skete ved hjælp af 12 navngivne russere, som i USA er anklaget for spionage (eller hvad de nu er anklaget for). Og det mærkelige er, at det også synes bevist, at disse 12 personer havde relation helt op til Putin.

Dette blev afsløret kort tid, før Trump skulle mødes med Putin i Helsingfors. Om det var et rent tilfælde, eller man fra dele af administrationen ville have Trump til at aflyse mødet med Putin, det er ikke godt at vide.

I hvert fald var man fra amerikanske mediers side stærkt interesseret i at få Trump til at bebrejde Putin det på deres møde.

Og det er netop det med denne bebrejdelse, jeg ikke helt kan forstå.

Har amerikanerne andre at bebrejde end sig selv? Ja, demokraterne skulle have sikret deres servere bedre. Men hvis Trump er nødt til at bruge russere for at hacke sig ind på disse servere, skyldes det så, at der ikke er amerikanere, der er tilstrækkelig dygtige hackere?

Og i det hele taget: Hvis russerne ved hjælp af hackere og ”trolde” kan påvirke et amerikansk valg, så er det da sandt, at de kan være uheldigt for den demokratiske proces, men det er da så sandelig amerikanerne selv, der skal udarbejde procedurer, så den slags ikke kan foregå, det er amerikanerne selv, der skal sikre sig, at deres demokrati ikke kan påvirkes på den måde.

Og derfor forekommer det mig, at al den ståhej, som Trump har fremkaldt med sine bemærkninger på pressekonferencen efter topmødet, er noget af en skændsel for amerikansk presse. Man blander indenrigspolitik og udenrigspolitik sammen. Man forlanger af Trump, at han skal benytte topmødet til at bebrejde Putin denne indblanding, som efter mediernes opfattelse er så bevist, som den kan blive, men man tænker ikke over, om forholdet mellem USA og Rusland forværres ved en sådan bebrejdelse.

Der har i tidens løb foregået meget i det skjulte. Spionromaner er fulde af den slags beretninger. Og det har været en nådesløs kamp. Ikke noget med barmhjertighed her. Ikke noget med en højere moral. Her gjaldt det om med alle midler at få fat på det, man ville have, og for enhver pris ikke at blive opdaget. Og blev man opdaget, var det bare med at benægte så hårdt, man kunne.

Vi fik paraplymordet på et tidspunkt, så fik vi plutonium-mordet, og nu sidst Novochok-forgiftningerne i England. Og om det nu skyldes, at tingene ikke foregår helt så hemmeligt som i spionromanerne, eller det skyldes, at kontraspionagen er blevet bedre, sikkert er det, at England ikke har holdt sine anklager mod Rusland tilbage, men ladet dem komme offentligt frem, endda fået mange lande til at gennemføre aktioner imod Rusland.

Rusland benægter selvfølgelig alt. Jeg kan ikke helt blive klar over, om det skyldes, at landet stadig befinder sig på spionromanernes stade og tidspunkt – lidt ligesom denne blogejer – eller det skyldes, at de ikke har noget med mordene at gøre. Men i hvert fald: Der er sket den ændring i Vestens offentlighed, at der nu er vendt op og ned også på disse forhold. Nu er det ikke så meget det enkelte lands pligt til at beskytte sig imod den slags fra andre landes side, man interesserer sig for, nej, nu går man i offentligheden op i, hvordan man kan få det andet land til at ophøre med den slags frækheder.

At det virkelig er noget nyt, kunne ses på pressemødet i Helsinki efter topmødet. Ole Wæver sagde det i Deadline den 16-7 meget præcist: Det var da topmålt tåbelighed af en reporter at spørge ind til afsløringerne om, at Putin skulle have hjulpet Trump under valgkampen; som om ikke enhver med lidt omløb i hovedet ville kunne sige sig selv, at hvis der virkelig var noget om de anklager, der kommer fra USA, så ville ingen af de to røbe noget; de havde jo begge haft fordel af det.

Ikke desto mindre er det denne manglende tro på de amerikanske myndigheder, som Trump gav udtryk for på pressemødet, der er det store samtaleemne i USA. Og han har da også følt sig foranlediget til at trække sin manglende tro tilbage. Ret klodset og utroværdigt.

Man mener åbenbart, at Putin skal værsgo undlade at kæmpe for sit lands interesser af hensyn til amerikanernes fine fornemmelser for fair optræden ved et valg. Det får man ham ikke til.

Det mener i hvert fald ikke denne gamle Jeronymus. Men om verden virkelig er i den grad gået af lave, at der er vendt op og ned på også dette, at det er et land selv, der skal sørge for beskyttelse, det er næsten ikke til at tro. Så jeg vil håbe på, at der bliver vendt tilbage på disse forhold, inden det hele opløser sig i kaos.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.