Små (dirty) tricks

I Kristeligt Dagblad for den 19-7 er der en artikel, hvor man stiller Morten Messerschmidt og Anders Klostergaard Petersen nogle spørgsmål angående forholdet mellem kristendom og sekularisme, se her. Som underoverskrift har bladet skrevet:

Morten Messerschmidt (DF) vrøvler, når han giver kristendom æren for, at vestlige lande holder religion og politik adskilt, siger professor Anders Klostergaard Petersen. Professoren ser på kristendom med videnskabelige øjne uden at have blik for religionens udvikling, siger Messerschmidt.

Og så begynder bladet at udspørge de to personer om det, der står i overskriften: ”Er kristendommen mere foreneligt med et sekulært samfund end andre religioner?

Jeg vil her springe over det, Morten Messerschmidt sige, bortset fra én ting. Ham er jeg i det store og hele enig med, men jeg vil dog hævde, at det kan være lidt farligt at lade sig lokke på glatis af spørgeren. Se her:

Men hvorfor er det kristendommens fortjeneste og ikke for eksempel oplysningstidens, at politik og religion i mange vestlige lande holdes adskilt?

Fordi der ingen oplysningstid ville være uden kristendommen.

Det er et uhyre fristende svar, og jeg ville nok også være stolt af mig selv, hvis jeg kunne komme med et så rammende svar midt i en travl hverdag. Alligevel vil jeg, når jeg nu her har tid til at tænke mig om, sige, at det ikke er nødvendigt at hævde, at kristendommen er årsagen til oplysningstiden, det er nok at sige, at kristendommen fint kan leve med de idealer om ytringsfrihed, der dukkede op i oplysningstiden, eller – som jeg har sagt det nogle steder, f.eks. her – at kristendommen er et enzym, der får en naturlig udvikling til at finde sted, en udvikling, som måske/måske ikke ville have fundet sted alligevel.

Eller jeg kan sige, at det er nok at sige, som Messerschmidt siger lidt tidligere:

det sekulære fungerer meget fint og har gode livsbetingelser i den kristne del af verden

Messerschmidt er ude på at sammenligne kristendommen med islam i henseende til sekularisme, så han føjer til: ”og ikke i den islamiske [del af verden]”. Hvilket han har så evig ret i.

Men hvis man ligefrem hævder, at kristendommen er årsag til oplysningstiden, åbner man en flanke for folk som Anders Klostergaard Petersen. Det vender vi tilbage til.

Når jeg mest vil hæfte mig ved Klostergaards svar, hænger det sammen med, at jeg vil prøve at vise, hvilke tricks (dirty tricks, om man vil) han benytter sig af for at få kristendommen og islam anbragt på samme niveau.

Det er en lidt mærkelig iagttagelse, man kan gøre sig med mange religionsvidenskabsfolk: de mener øjensynlig, at de, hvis de vil være ”videnskabelige”, er nødt til at nå frem til det resultat, at kristendom og islam står nogenlunde lige med hensyn til voldsanvendelse. Så først, når det er om ikke påvist, så dog i det mindste påstået, kan de føle sig som rigtig neutrale i religiøs henseende. Og neutral, det må man være, man må dele sol og vind lige, om det så er sandt, det, man når frem til, det må komme i anden række.

Det første trick, som jeg skal omtale, kunne man kalde forvirringstricket, eller mangfoldiggørelsestricket. Det lyder sådan hos Klostergaard:

Kristendom er mange ting og har været mange ting gennem tiden.

Det er tilsyneladende sandt nok. For der foregår jo hele tiden en historisk udvikling, hvorved tingene ændrer sig. Men man burde dog som almindelig historiker gøre sig overvejelser over, om mon de ændringer, der sker med kristendommen, holder sig indenfor visse rammer, eller de er ganske udflydende. Og man burde nok også se på, om der er visse fællestræk, der følger de forskellige kristendomsformer op igennem historien. Nadveren og dåben synes således at have været karakteristisk for alle former for kristendom. Og man har også haft den samme helligskrift at henholde sig til.

Så det burde ikke være helt umulig for en videnskabsmand at redegøre for, om kristendommen har været grundlaget for vore sekulære samfund – det er det spørgsmål, der bliver stillet.

Den opgave vil Klostergaard dog ikke påtage sig. Han afgrænser sekulariseringsbegrebet til noget, der først opstod i det 17. og 18. århundrede, og vender så om på årsagssammenhængen. Det er kristendommen – men kun kristendommen i den nordvestlige del af Europa, der, hvor kristendommen kan siges at være sekulariseret – der er blevet sekulariseret af kulturen, ikke omvendt, nej, den kulturelle og sociale udvikling har gjort kristendommen i disse dele af verden sekulariseret.

En årsagssammenhæng, han ikke redegør nærmere for, hvilket man må erindre sig, når han senere afkræver Messerschmidt en redegørelse for en påstand om den modsatte årsagssammenhæng.

Det var det første trick: der er mange former for kristendom.

Så til det næste: Sekularismebegrebet udtyndes. Dette, at mange evangelikale i USA bruger religiøse argumenter imod vielsen af to personer af samme køn, tages som udtryk for, at disse kirker ikke går ind for sekularisme. Og lidt senere hedder det:

De fleste af verdens kristne befinder sig på det afrikanske og på det asiatiske kontinent. Der ser vi ikke sekulariserede former for kristendom.

Men hvad var det nu lige, sekularisme betød? Det er mildt sagt stadigvæk uklart. Og den uklarhed i forbindelse med uklarheden om, hvad kristendom er, slås nu sammen, så ovenstående replik fremkommer. Det er sikkert sandt nok, at der i mange samfund, hvor kristendommen har slået rod, ikke findes særlig mange overvejelser over sekularisme/ikke sekularisme. Der er andre ting, der mere presserende kræver løsninger, korruption, f.eks.

Så har Messerschmidt som sagt givet udtryk for den tanke, at uden kristendom ingen oplysningstid. Det bliver Klostergaard spurgt om. Og han svarer:

Jo, men så må man jo argumentere for det kausalforhold. Det er ikke nok bare at sige, at kristendommen er forudsætningen for udviklingen i vores del af verden, bare fordi man føler det. Den væsentligste faktor for udviklingen i Nordvesteuropa er det generelle velstandsniveau.

Dette påvirker naturligvis kristendommen, og kristendommen smitter samtidig af på samfundsudviklingen. Men hvis man skal pege på velstand eller kristendom som afgørende faktor for, at vi i høj grad holder religion og politik adskilt i Vesten, er der ingen tvivl om, at det er velstand. Det er der temmelig stærk videnskabelig evidens for at sige.

Som før nævnt, var det nok for Klostergaard bare at sige, hvordan det er den sociale og kulturelle udvikling, der har fremkaldt den sekulære kristendom. Nu, hvor han stilles overfor den modsatte årsagssammenhæng, og hvor det er Messerschmidt, der kommer med påstanden om årsagssammenhæng, er det ikke nok bare at sige det, det må bevises.

Og hvordan beviser man den slags ting?

Ja, man henholder sig selvfølgelig til, hvad videnskaben siger. Og den siger, med temmelig stærk videnskabelig evidens, at det mere er velstanden end kristendommen, der gør, at vi i Vesten holder religion og politik adskilt. Men henvisning til denne evidens undlader han at komme med. Han mener tilsyneladende, at det er nok, at han bruger videnskaben som en autoritet, han kan gemme sig bagved. Hvad det desværre også er i denne sammenhæng, for han bliver ikke bedt om at redegøre for denne videnskabelige evidens.

Det er også ét af de tricks, der bruges: Når alt andet svigter, så bare tal om videnskabelig evidens! Det lukker munden på de spørgende, og er man selv en videnskabsmand, dvs. er man af sit miljø anerkendt som videnskabsmand, så vil en sådan henvisning være nok som argumenterstatning.

Og her må jeg anholde en bemærkning af Morten Messerschmidt. Han siger:

For det andet er min største anfægtelse mod professor Anders Klostergaard Petersen, at han ikke betragter kristendommen som et trosanliggende, men som noget rent videnskabeligt.

Man kan efter min mening ikke anklage nogen for at behandle kristendommen videnskabeligt. For kristendommen tåler så udmærket at blive udsat for videnskabelig kritik. Men man kan bestemt anklage Klostergaard for at føre dårlig videnskab i marken.

Det ses i dette korte indlæg ganske tydeligt i det sidste spørgsmål og det svar, han giver:

Du mener ikke, man kan anskue religionerne isoleret. Men er der alligevel ikke en pointe i, at de fleste muslimer tror, at Koranen er skrevet af Gud, mens de fleste kristne tror, at Bibelen er skrevet af mennesker, og de dermed i højere grad kan diskutere og fortolke helligteksterne?

Det er noget vrøvl, for der findes muslimer, der tror, at Koranen er skrevet af mennesker. De ligner på mange måder sekulære protestanter. Samtidig kan man både i Indre Mission og i Luthersk Mission i Danmark samt mange andre steder i hele verden finde kristne, der tror, at Bibelen er Guds ufejlbarlige ord.

Disse forestillinger er forholdsvis nye og dermed udtryk for, at der er en udvikling i kristendommen, i islam og i alle andre religioner, der præges af samtiden, og i denne sammenhæng er tanken om Bibelens og Koranens ufejlbarlighed en reaktion på oplysningstidens religionskritik.

Her har spørgeren, Jens From Lyng, fat i noget. Netop, hvad synet på de to helligskrifter angår, ses en tydelig forskel mellem kristendom og islam. Jeg vil oven i købet mene, det er god videnskab at påvise og fastholde denne forskel. Plus mange andre forskelle.

Koranen skrevet af Gud? Mener muslimerne virkelig det?

Ja, det gør de, og det gør langt, langt de fleste muslimer. Lad mig bare nævne, at det toneangivende muslimske universitet Al-Azhar i Kairo for år tilbage fradømte en egyptisk professor, Nasr Said, muslimnavnet, fordi han tillod sig at sige, at koranen burde læses i sin historiske kontekst, se her. Hvad der findes af videnskabelig, historisk-kritisk forskning angående koranen, er altsammen udført af vestlige ikke-muslimske videnskabsfolk. Muslimer selv går ikke den vej.

Det er der flere grunde til.

Én grund er den muslimske trosbekendelse, der som bekendt lyder noget i retning af: Der er kun én gud, Allah, og Muhammed er hans profet. I det sidste, at Muhammed er Guds profet, ligger en påstand om netop det, spørgsmålet nævner: at koranen er skrevet af Gud.

En anden grund er koranens form. Den er udformet, så det lyder, som om det er Gud selv, der taler. Han taler i pluralis majestatis. Og hvis det nogle steder lyder, som om ordene er Muhammeds, har hjælpsomme muslimer indføjet et ”Sig:” foran ordene, så det alligevel blive Allah, der taler.

Og det er simpelthen dårlig videnskab at sammenligne det med visse kristne fundamentalister, der tror, at bibelen er Guds ord. De kan sige det med al den trosstyrke, de kan mønstre, påstanden kan aldrig komme til at veje det samme som den muslimske påstand; der er helligskrifternes form til forskel. Koranen har kun én profet, så når denne profet siger: Så siger Allah, så er der ikke noget at tage fejl af. Mens bibelen har fire store og tolv små profeter, som alle siger: Så siger Herren, og så kan det jo ikke undgås, at læseren opdager, at Gud taler på én måde gennem Jeremias og på en anden måde gennem Ezekiel. Det i sig selv gør, at man får en helt anden tilgang til bibelen, end muslimer må have til koranen.

Og det er direkte forkert, at forestillinger om helligskrifterne, koranen og bibelen, som henholdsvis Guds eget skinbarlige ord, og som Guds ord via en menneskelig røst, først er kommet til for forholdsvis nylig. I 1000-tallet var der en heftig strid indenfor islam, og den gik blandt andet ud på, om man skulle læse koranens ord som eviggyldige eller som historiske ord med en historisk kontekst, se her. Og det var den første opfattelse, der vandt, og altså vandt i den grad, at denne opfattelse har holdt sig til i dag.

Det er blandt andet denne opfattelse, der får én til at tvivle lidt på rigtigheden af det, han skriver i den forbindelse: at dette viser, at der er udvikling i kristendommen, i islam og i alle andre religioner. Jovist er der udvikling i kristendommen, men den udvikling vil jo nødvendigvis gå langt hurtigere end udviklingen indenfor islam. For islam skal hele tiden slæbe sin koran med sig, en koran med ord, der dårligt lader sig fortolke anderledes, end den én gang fastlagte fortolkning tilsiger.

Som en lidt parentetisk bemærkning kan indføjes, at en reformation indenfor kristendommen fører til noget helt andet end en reformation indenfor islam. Ved den lutherske reformation brugte man det humanistiske slogan: Tilbage til kilderne. Hvor muslimerne har brugt dette slogan – og det har blandt andre IS – fører det til det samme voldsregimente, som herskede under Muhammed. Derfor finder man ikke tendenser til voldsanvendelse hos de kristne fundamentalister – Klostergaard nævner Indre Mission og Luthersk Mission, men det er nu ret milde former for fundamentalisme – mens man hos muslimske fundamentalister næsten ikke kan undgå at støde på koranens mange opfordringer til vold.

Til sidst skal jeg blot kommentere et spørgsmål, som stilles til Klostergaard, men desværre stilles alt for upræcist, så han får gode muligheder for at undlade at se det, der dog synes at ligge lige for. Spørgsmålet lyder:

Morten Messerschmidt vil indvende, at man blot kan se på de overvejende kristne lande over for de overvejende muslimske lande for at få syn for sagn om, at kristendommen er mere forenelig med en sekulær samfundsorden?

Det er ret indlysende, at de terrorister, der plager vore samfund, er muslimske terrorister, ikke kristne terrorister. Det er også ret let at se, at mens kristne i muslimske lande – f.eks. kopterne i Egypten – ikke udgør nogen fare eller noget besvær for statsmagten, så udgør de store mindretal af muslimer i de europæiske lande ikke blot en stor og besværligt masse, men en direkte fare i form af den højere kriminalitet og de mange terroranslag fra disse mindretal.

I en normal samtale ville Klostergaard nok have forstået denne mening bag Messerschmidts bemærkning. Men intet er normalt her. Klostergaard vil ikke se det indlysende. Han svarer derfor kun med, at det kun er den nordvesteuropæiske kirke, der er sekulariseret, flertallet af kristne, der bor i Afrika og Asien, er ikke sekulariserede. Hvad der så end her menes med sekulariserede. Modsætningen til islam er slående, endda ofte i den ubehagelige dobbeltbetydning. For det er islam og ikke kristendommen, der har et statsideal, kalifatet, som de vil have indført, om det så skal være med vold.

Men Klostergaard ser ikke denne modsætning. Og jeg er bange for, at dette skyldes, at en sådan modsætning ikke må så meget som antydes i det religionsvidenskabelige miljø, han bevæger sig i. Hvis man gør det, bliver man lukket ude, mistænkt for at ville indføre kristne værdier i en ateistisk, såkaldt videnskabelig undersøgelse.

Men kan så ikke en gammel lærd muslim bruges. Jeg tænker på Ibn Khaldun, død 1404. Han er ikke bange for at opridse forskellen mellem kristendom og islam. Jeg citerer fra et tidligere blogindlæg om ham, se her:

Lad mig først pege på, at Ibn Khaldun som den naturligste ting af verden hævder, at muslimer, modsat kristne, har en pligt til at føre hellig krig. Han skriver: ”I det muslimske samfund, er hellig krig en religiøs pligt på grund af den muslimske sendelses universalitet og forpligtelsen til at omvende enhver til islam enten ved overtalelse eller ved magt”. (Kapitel 3, afsnit 31). Og i samme åndedrag gør han udtrykkelig opmærksom på, at en tilsvarende forpligtelse giver kristendommen ikke de kristne; deres religion, siger han, udbredes udelukkende gennem det, der i hans øjne er ‘propaganda’.

Hvornår er det blevet god videnskab at se bort fra et historisk vidnesbyrd som dette?

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.