Er Danmark vort land?

Lars Aslan Rasmussen, MF for Socialdemokratiet, har i Berlingske en kommentar til debatten om de hjemvendende IS-krigere, se her. Hans synspunkt er, at problemet med disse krigere er minimalt i forhold til problemet med det, han kalder hverdagsislamismen. De få krigere, de er tale om, skulle det nok være muligt at holde et vågent øje med, men alle de små tiltag i retning af at gøre samfundet mere og mere islamisk, betyder langt mere. Her tænker Aslan Rasmussen på hadet og fanatismen, som trives i mange moskéer og blandt mange almindelige muslimer, også i de muslimske friskoler, hvor børnene lærer, at der er forskel på ”dem” og ”os” – ”de rene” og ”de urene”.

Det kan han efter min mening have ret i.

Og et bevis på den fare, han ser, kom så til syne på en blog i Jyllands-Posten, hvor en muslimsk sygeplejerske, Harun Demirtas, som er næstformand for sygeplejerskerne i Kreds Hovedstaden, kommer helt op i det røde felt i anledning af et læserbrev, han har set i Jyllands-Posten. Hans indlæg kan ses her, og det læserbrev, han farer i flint over, her.

Det, Demirtas bliver oprørt over, er, at en dansk mand, der igennem 20 år har været bloddonor, i læserbrevet giver udtryk for sin ulyst ved at blive behandlet af tørklædebærende muslimske sygeplejersker. Han begrunder det med sit syn på, hvad tørklædet indebærer, og slutter med at sige, at han ikke mere vil give blod til de donorsteder, hvor der bæres islamiske tørklæder.

Det er det, der får Demirtas op på mærkerne. Han begynder med at spørge:

Kan man hænge et skilt på væggen i venteværelset og skrive: Her arbejder sundhedspersonale med anden etnisk baggrund end dansk, bl.a. kvinder med tørklæder og mænd med langt flot skæg, der brænder for at hjælpe dig, selv om de er underbemandet. Men er du racist og ikke vil have deres hjælp, er du velkommen til at søge andre steder.

Og han mener, at det selvfølgelig ikke er muligt. For i sygehusvæsnet behandler man jo alle uanset race. Og så følger en lang udskældning af den bloddoner, der gik sin vej uden at give blod: han er racist, han dømmer kvinder med tørklæde som undertrykte, han bliver så provokeret, at han ikke kan styre sig, han dømmer muslimer, han er utaknemlig.

Til sidst kommer så det værste. Men det venter vi lidt med. Vi skal først lige se en kommentar til Demirtas, som en vis Christian Erichsen kom med. Han skriver:

Fuldskæg kan være en bakteriebombe, så hvad har mænd med langt flot skæg at gøre i sundhedsvæsenet? For almindelige danskere er religion en privatsag og det de reagerer på er den demonstrative måde nogle muslimer insisterer at udstille deres religiøse tilhørsforhold på. Så vil de bære tørklæde, så vil de ikke arbejde med bare arme som krævet i visse områder af sygehusvæsenet, så vil de ikke give hånd til mænd, så vil muslimske kvinder ikke behandles af mandlige læger, så vil de have bederum, så vil de bære burka. De kræver at vi respekterer deres skikke men vil ikke respektere vore. Men det er vel resultatet når man tilhører en religion der udnævner en til højerestående art end de vantro. Så hvem der er racister kan bestemt diskuteres.

Lige for lige, når venskab skal holdes. Det er et ordsprog, vi længe har rettet os efter overfor muslimerne. Men efterhånden som vi har opdaget, at de ikke forstår dette ”lige for lige”, er mange begyndt at miste tålmodigheden med dem og alle deres særheder. Og det er da ikke, fordi jeg mener, at vi skal gøre som bloddonoren. Men jeg finder det bemærkelsesværdigt, men desværre også typisk, at Demirtas blev ”helt rasende, da jeg læste, at nogle patienter tror, at de bare kan henvende sig til et offentligt sygehus og håndplukke personalet efter udseende” uden på nogen måde at nævne, endsige tænke på, hvordan muslimer opfører sig i sygehusvæsnet, og hvor mange krav de stiller.

Det er desværre rigtigt, hvad Christian Erichsen skriver, at muslimer mener, de tilhører en højerestående art end os vantro: de stiller krav til os, men drømmer ikke om at rette sig efter vore traditioner og krav. Jeg kan stadig ikke forstå, at det offentlige sygehusvæsen tillader muslimske kvinder at bære tørklæde. Hvorfor skal patienter, der så sandelig har nok at gøre med at fordøje alle de nye indtryk, når de kommer på sygehus, i tillæg til alt dette belemres med at spekulere på, hvem der er muslim og hvem ikke?

Og så kommer vi til det værste. Han slutter med at skrive:

Nej, vi håndplukker ikke vores patienter. Men vi accepterer heller ikke, at nogen udsætter vores kollegaer med tørklæde for diskrimination. Men er du virkelig i tvivl om, om en sygeplejerske med tørklæde kan hjælpe dig, må du finde et land, hvor der ingen muslimer findes. For du får ikke lov til at fravælge en pga. udseende eller religion.

Det er en udtalelse, der fik en garvet debattør som Morten Uhrskov Jensen op af stolen, se her. Det er dette med, at de, der ikke vil behandles af en tørklædeklædt sygeplejerske, må finde et andet land, han forarges over. Han skriver:

Det er en ren etnisk krigserklæring rettet mod det danske folk, et folk, der for 1.500 år siden byggede en grænsevold mod syd for at holde uønskede ude. Hvor skulle de etniske danskere tage hen, hvis de ikke ønsker at spille efter Harun Demirtas’ pibe? Hvorfor skulle de ikke føle sig voldsomt provokerede over en person, som vi har været nådige at give adgang (i første eller anden generation, det er underordnet), og som nu truer de hjemmehørende med landsforvisning?

Harun Demirtas synes at ønske etnisk udrensning af de danskere, som ikke ser sig selv som en del af Harun Demirtas’ multikultiimperium.

Man kan godt argumentere for, at der er en god del overdrivelse på begge sider. Og det er jo ikke, fordi jeg ud fra Uhrskov ord ”nådige” vil forvente af vore muslimske landsmænd, at de skal gå og være os taknemlige døgnet rundt, de skal såmænd være sig selv, så vidt muligt. Men det ville nu ikke skade, om de ville prøve at sætte sig i vores sted, så de forstod vor modvilje mod for deres skyld at blive ved med at lave om på vort samfund.

Hvad der imidlertid især slog mig ved Uhrskovs bemærkninger her, er det spørgsmål, han stiller: Hvor skal vi etniske danskere tage hen? Én ting er, at Demirtas er kommet ud over taknemlighedsstadet – hvis han nogensinde har befundet sig dèr. Noget helt andet er, at han, som vi trods alt stadig betragter som en fremmed, og som vel også betragter sig selv som en nytilkommen, tillader sig at jage sine meningsmodstandere ud af landet. Så melder det forfærdelige spørgsmål sig: Hvor vil han, at vi skal tage hen? Tager han slet ikke hensyn til, at dette er vort hjem, vort land? Har han helt glemt, at det er ham, der er kommet til vores land, ikke os, der er kommet til hans land? Det er ham, ikke os, der har et land i baghånden, hvis Danmark ikke passer ham.

Så er vi fremme ved det næste. Som består i, at vi går tilbage til Michel Houellebecq’s roman ”Underkastelse”. Den bemærkning, jeg vil have fat i, omtalte jeg for et par år siden i en anden sammenhæng, se her. Men nu kommer jeg igen i tanker om den i en meget forfærdeligere sammenhæng. Bemærkningen falder, efter at hovedpersonen har været sammen med sin jødiske elskerinde. Hun har besluttet, at hun vil rejse til Israel, for i det Frankrig, der er opstået efter en muslims valg til præsident, er jødeforfølgelsen blusset op. I romanen har muslimerne fået mere og mere magt, og det er det, der får hende til at ville flygte. Men så hedder det i romanen om hovedpersonen, at han ikke har noget Israel at søge beskyttelse i.

Det gælder jo også os. Vi har ikke noget Israel at søge beskyttelse i. Hvis vort land forvandles til ukendelighed, hvis vi selv eller vore bekendte ikke tør leve det ud, der ligger i os, af frygt for repressalier, hvis vort land islamiseres uden ende, som det sker i Houellebecqs roman, og vi opfordres til at udvandre, hvor skal vi så vandre hen? Der er intet Danmark, der står parat til at beskytte os, som der er et Tyrkiet, Demirtas kan tage sin tilflugt til.

Demirtas er ikke den eneste muslim, der mener, vi ”racister” bare kan skrubbe af. Nå ja, jeg erindrer, at en tysk borgmester tillod sig at sige, at de, der var imod hans ønske om at tage imod indvandrerne, bare kunne forlade Tyskland, og han var ikke muslim. Men i Holland har der dannet sig et muslimsk parti, og formanden Tunahan Kuzu lægger ikke skjul på sine ønsker om hollændernes fremtid, se her:

Når nederlendere ser på deg som utlending, mener de egentlig at de er overlegne, og at du ikke hører til her, sa Kuzu i et intervju med YouTuberen Ismail Ilgun om identitet i Nederland skriver Breitbart.

Kuzu vil snu saken på hodet, og sier at innfødte nederlendere som er bekymret over at Nederland endrer karakter, hvor folk med forskjellig bakgrunn lever sammen i en by som Zaandam eller et bydel som Poelenburg, kan «dra seg til helvete vekk».

Det må indrømmes, at Kuzu er mere nøjagtig i angivelsen af vi europæeres fremtidige destination end Demirtas. Men jeg véd nu ikke, om det beroliger.

Men hvis man har fået den fornemmelse ind under huden, som Houellebecq giver udtryk for, så kan man for det første måske forstå en del af muslimernes følelser. For det er jo den samme følelse af usikkerhed om, hvor man egentlig hører til, der besjæler dem. Det ulykkelige er så bare, at det overfor muslimer er meget, meget vanskeligt at hævde, at det er dem, der skal ændre sig, fordi det er dem, der har forladt det sted, hvor de egentlig hørte hjemme, og frivilligt er draget til vores land. Deres folkelige identitet er knyttet næsten uløseligt sammen med deres religiøse identitet, og den er ikke nem at danse med for os andre.

Men denne følelse burde også gøre det muligt for os at sætte os i andre folkeslags sted, f.eks. i israelernes sted. De har lige fra starten af staten Israels grundlæggelse haft et ret stort arabisk mindretal boende iblandt sig, og mens araberne på Vestbredden ikke har nogen rettigheder i den israelske stat, så har araberne i Israel det. Hans Rustad på document.no, se her, prøver at forstå israelerne indefra, så at sige, idet han fortæller, at der er to ønsker for staten Israels liv, der nemt kommer til at stride mod hinanden, ønsket om at ville være et demokrati og ønsket om at ville være en jødisk stat.

Det sidste tilsiger, at jødernes traditioner og religion skal have forret i staten, men det første tilsiger, at alle er lige for loven, ingen skal på grund af deres religion berøves nogle rettigheder. Denne uforenelighed er kommet for en dag med et nyt grundlovstillæg, som parlamentet just har vedtaget.

Jeg vil ikke mene, at jeg er i stand til at afgøre denne tvist mellem to uforenelige tænkemåder, men jeg vil dog for ligelighedens skyld anføre et link, dette her, til en artikel fra Berlingske, der ser noget mere kritisk på sagen end Rustads.

Og så vil jeg fremhæve den udmærkede oversættelse af ordet ”demokrati”, der kalder det ”folkestyre”. Denne oversættelse forudsætter, at den størrelse, der skal styres, udgøres af et folk. Og et folk tænkes at have samme sprog og samme historie. Ja, også samme historie. Hvilket naturligvis ikke betyder, at det er umuligt for fremmede at leve sammen med folket og at blive anset som et fuldgyldigt medlem af folket, men alligevel betyder, at disse fremmede på én eller anden måde må indoptage folkets historie i deres bevidsthed, selv om det er svært. For de fremmede har jo deres eget folks historie at forholde sig til, og hvilken historie vejer så tungest?

Morten Uhrskov slutter sit blogindlæg på denne måde:

Nu skal du høre, Harun Demirtas. Hvis du fortsætter af den vej, du netop har betrådt, vil du med sikkerhed bevidstgøre de etniske danskere om…lige præcis, deres etniske tilhørsforhold. Er det det, du ønsker? Hvis det sker, slipper du kræfter løs, du ikke gør dig begreb om.

Lad os håbe både for dig og os andre, at du ikke lige vidste, hvad det egentlig var, du skrev, da du skrev det med, at man må finde et andet land, hvis man ikke deler din fortolkning af det islamiske tørklædes betydning.

Det er et fromt håb at give udtryk for. Men jeg er bange for, at dette håb er for naivt. Jeg kan frygte, at Demirtas’ ord er udtryk for en muslimsk overlegenhedsfølelse, som alle muslimer får ind under huden, når de under deres opvækst møder begrebet ”rent-urent” og bliver klar over, at vi danskere betegnes med ordet ”urene”. Og jeg er ret sikker på, at denne overlegenhedsfølelse ubevidst kommer til at præge dem i deres forhold til os, hvad der også er mange eksempler på, Demirtas’ ord er kun det mest tydelige.

Og naturligvis vil jeg da ikke ønske, at Demirtas fortsætter ad den vej, han her har betrådt, men jeg kunne på den anden side godt ønske mig, at vi danskere blev mere bevidste om vort etniske tilhørsforhold. Det behøver ikke at betyde, at vi bliver ubehagelige overfor vore muslimske landsmænd, men det skulle gerne betyde, at vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved deres muslimsk avlede overlegenhedsfølelse. Gerne gennem diverse drillerier, men i hvert fald gennem oplysning om, hvad vi føler i omgangen med dem og med hinanden, og hvad vi søger at tage hensyn til.

Lad mig minde om den mandlige censor, der ikke ville give hånd til de kvindelige elever. Jeg har her påpeget, at han med sit ikke-håndtryk kunne være med til at øge de kvindelige elevers nervøsitet: de følte ikke, de blev retfærdigt behandlet. Den følelse ville han imidlertid ikke være med til at undlade at give næring til. Det kunne han så let som ingenting gøre ved at give hånd til både mænd og kvinder, men for ham var åbenbart dette, at han var muslim, overordnet det, at han befandt sig i en dansk sammenhæng, hvor man bestræber sig for, at alle er godt tilpas, også i vanskelige situationer som f.eks. en eksamen.

Den samme holdning ses hos Demirtas. Hans muslimske praksis: at mænd har skæg og kvinder tørklæde, sætter han over hensynet til patienterne. De skal værsgo finde sig i diverse muslimske mærkværdigheder. Som jeg før sagt: oveni alle de andre nye ting, man skal lære, når man kommer på sygehus, skal de lære at omgås muslimer.

Det, jeg kunne ønske mig, når jeg siger, at danskerne burde blive mere bevidste om deres etniske tilhørsforhold, er, at vi i stedet for bare at forbyde eller tillade disse muslimske skikke prøver at sætte muslimerne ind i vore skikke og mærkværdigheder ud fra de nogenlunde fornuftige overvejelser, der ligger bag, prøver at få dem til at se, at det i vores folkelige sammenhæng kommer an på at undgå at støde andre, at vise forståelse for deres følelser, at sætte os ind i de andres situation. Og hvis de fastholder, at det er deres religion, der påbyder disse mærkværdigheder, så skal vi påpege, at vi her i landet ikke regner folk fra nogle religioner for mere værd end andre, at vi ikke lader religiøse love overskygge almindelig menneskelig forståelse, en forståelse, som vi beder dem deltage i, fordi menneskelig forståelse overtrumfer religiøse regler.

Til syvende og sidst er det jo et spørgsmål om, hvorvidt de vil være med os eller ej, eller – som politikerne plejer at sige – om de ”vil Danmark” eller ej. Er det ikke lidt selvmodsigende, at de flygter fra et land, hvor muslimer er mere værd end ikke-muslimer, til et land, hvor alle er lige, og så, vel ankommet til dette land, vil leve og anerkendes fuldt ud som danskere i kraft af den lighed, de har forstået gælder her i landet, men dog medbringer deres muslimske tro, som siger, at deres muslimske identitet skal overskygge deres identitet som danskere?

Javist, ”Lad dog barnet!” som jeg plejer at sige om alt dette tørklædehalløj. Men jeg plejer dog vist nok også at føje til, at de ikke skal leve her i landet, uden at deres religion bliver modsagt på det kraftigste af kirken og de kristne. Dette sidste mangler i høj grad. Og det er dèr, vi har problemet.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Er Danmark vort land?

  1. Pingback: Her ser vi Danmarks fremtid | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.