Forargeligt eller dumt?

Der er en kommentar på Berlingske, som jeg godt vil kommentere. Den er skrevet af Eva Agnete Selsing, se her. Jeg vil kommentere den, ikke så meget fordi jeg er uenig i hendes holdning til problemet ”mange sexpartnere”, mere fordi jeg ser den som et eksempel på, at hvor en moraliserende tankegang er kommet ind i billedet, er den utrolig vanskeligt at komme af med.

Det synes nemlig at være problemet ”mange sexpartnere”, hun tager op til undersøgelse. Det begyndte vist med en undersøgelse foretaget af ét eller andet institut af, hvordan henholdsvis drenge og piger så på deres seksualliv. Og her nåede undersøgelsen frem til det resultat, at det ikke var spor betænkeligt for drenge at prale af deres mange sexeventyr, tværtimod kunne det både for dem selv og andre understrege deres mandighed. Modsat var det ydmygende for piger at have mange sexpartnere, det var ikke noget, de talte om, og hvis det blev kendt, at de havde mange sexpartnere, blev de skammet ud.

Det fik Anahita Malakians til på Facebook at skrive om sin forargelse over denne forskel. Sådan burde det ikke være her i 2018, mente hun, og hun opfordrede derfor sine medsøstre til åbent at stå frem og fortælle om, hvordan også de havde haft mange sexpartnere. Hun foreslog dem at gøre det under hashtagget #over10.

Det kom op til debat i Deadline den 24-7 om aftenen. Sørine Gotfredsen, Anahita Malakians og Camilla-Dorthea Bundgaard deltog i den. Debatten havde været i gang andre steder, men jeg havde ikke rigtig gidet beskæftige mig med den. Først Eva Selsings kommentar fik mig til at indse, at her da vist var noget, der råbte på en fornuftig kommentar. ”Fornuftig”, åh ja, det betyder her: en kommentar, som jeg er enig med; og det er jeg jo som regel med mine egne kommentarer.

Eva Selsing gør nemlig det, at hun godtager forargelses- og fordømmelsesmetoden. Hendes artikels overskrift hedder ligefrem ”Lad os dyrke fordømmelsen”. Hun skriver bl.a.:

Fordømmelse er på det nærmeste blevet et skældsord. »Jeg vil ikke blande mig i, hvordan andre indretter sig« er den enkeltes credo, der tilfredsstiller både venstreorienterede og liberale.

Moral er stillingtagen, vurdering, dom og fordømmelse ved overskridelse. Afstår vi fra det, ophører vi med at tænke moralsk om vores fællesskab.

For fællesskabets skyld, altså, mener hun, vi skal blande os, fordømme og minde hinanden om, hvad der er rigtigt og forkert. Og hvad er det da, der er rigtigt og forkert:

At du skal være din kæreste tro. At du skal tage vare på dig selv, hvis du kan. At du skal tage hensyn til andre i offentligheden.

Eva Selsings fejl er ikke, at hun vil fastholde visse normer, men at hun vil gøre det ved hjælp af moralsk fordømmelse:

Vi har brug for det fintvævede net af tillid, normer, uudsagte forståelser og velafprøvede praksisser, som udgør civilsfæren. At vi forholder os til hinanden og vores handlinger – til praksisserne – som moralske væsner. At vi dømmer og fordømmer hinanden for at bryde med normerne. Ellers dør de. Se bare på ægteskabet og familien, som er det frie Vestens byggesten, og hvis opløsning er et direkte resultat af skredne normer. Af de sociale dyders bortgang. Civilsamfundet består ikke uden sådanne normer, som bunder i en delt opfattelse af ret og vrang. Og ikke bare om de store, politiske eller etiske spørgsmål, men i høj grad også om hinandens dagligdags adfærd.

Det er jo en sand beskrivelse, hun her giver af vort liv med hinanden, at det er et fintvævet net af tillid, normer, uudsagte forståelser og velafprøvede praksisser. Men det er ikke korrekt, at dette liv opretholdes gennem dom og fordømmelse af hinanden for at bryde normerne. Det opretholdes, fordi vi er relationsvæsner. Det lever i vore samfund, fordi der er en række forhold, hvori vi står til hinanden, og hvis disse forhold brydes ned, går det, som hun beskriver det til sidst:

For jo længere væk, moralen kommer fra det konkrete, fra vores hverdag og medmennesker, desto mindre forpligtende bliver den. Derfor er nyliberalisternes teoretiske dogmer og de venstreorienteredes krav om fordomsfri godhed, uanset konsekvenserne – begge universalismer, i øvrigt – de facto en afmoralisering af vores partikulære virkelighed. Og afmoralisering er en invitation til forråelse og det afstumpede. Til den syge hedonisme, der ingen midler skyr for at få sin nydelse.

Det er civilisationens og dermed menneskets modsætning. Det er der ingen grund til at dyrke. Så lad os lade være med at fordømme fordømmelsen. Den er ganske nødvendig for den orden, de fleste af os er taknemmelige for at have arvet.

Det lyder jo umiddelbart rigtigt, at der i vort samfund er visse normer, der gælder. Og ud fra ordet ”normer” har vi utrolig let ved at drage den slutning, at vi for at opretholde det gode samfundsliv er nødt til at skælde ud på normbryderne, skamme dem ud, holde dem deres overtrædelse af normerne for øje.

Ordet ”norm” snyder hende. Det peger i den grad hen mod begrebet ”moral”, at man skal være meget fast i kødet for at undgå at lade sig rive med.

Det er ikke desto mindre det, det drejer sig om: at undgå at lade sig rive med ind i en fordømmelsesholdning.

Og så vil hun måske sige: Jamen, hvad så? Skal vi da give Anahita Malakians ret i, at letlevende kvinder skal stå frem og bekendtgøre for os alle, hvor mange mænd de har nedlagt?

Nej, men vi skal prøve at trænge ind i det ny testamentes tale, når det vil fortælle os, at der er en tredje udvej. Man er ikke nødt til at vælge imellem at være forarget og fordømme eller at være ligeglad og opfordre til pral. Man kan også, som det ny testamente, opfordre til fornuft, opfordre til omtanke, opfordre til klogskab, opfordre til at lade sin velforståede egeninteresse gælde og tage behørigt hensyn til den.

Hvordan dog det?

Det kan man se af den lignelse, som Matthæus anbringer i slutningen af bjergprædikenen, Matt 7,24-27. Det, Matthæus vil med at anbringe denne lignelse dèr, er, at han vil have os til at se alle de formaninger, som bjergprædikenen er fuld af, som klogskabsregler. Lignelsen taler jo om en klog mand kontra en tåbe, ikke om en moralsk mand kontra en umoralsk mand. Jeg har tidligere skrevet om dette mærkelig forhold, f.eks. her og her. Meningen er, at det, Jesus giver os i bjergprædikenen, er gode råd om, hvordan vi får de forhold, vi står i, til at blomstre og lykkes. Og det er klogskabsråd, fordi vort eget liv jo lykkes, hvis disse forhold lykkes.

Det er her på samme måde som med ordet ”norm”: det lokker os til at tænke i moralbaner. Når Jesus i Matt 5,28 siger, at den, der kaster et lystent blik på en andens hustru, allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte, så er det såmænd forståeligt nok, at man giver sig til at tænke i lovbaner. Mange mener som bekendt, at Jesus her skærper loven, så den bliver umulig at overholde, og at hans mening med det er at få os til at fortvivle, fordi vi ikke kan gøre fyldest overfor Gud med lovoverholdelse; og så, når vi har fortvivlet, griber til Guds tilgivelsesord. Men nej, siger Matthæus – og sikkert Jesus med – lignelsen i kapitel 7 om de to husbyggere gør det klart, at Jesus hele bjergprædikenen igennem, også med hensyn til det sjette bud i Matt 5,27f, vil have os til at handle klogt, dvs., han vil have os til at tage hensyn til den relation, vi står i: den kan ødelægges ved blot et forkert blik.

Luther har i en prædiken over dette ord ikke ladet sig nøje med dette ”at se på en kvinde”, men føjer til: ”eller driver spøg med hende”, se her. For han er klar over, at det betænkelige ved et blik på en kvinde med hensyn til hendes ægteskab og dit med er, om der ligger en invitation i blikket eller ej.

Jeg vil således sige til Anahita Malakians: ‘Problemet er ikke, at du handler umoralsk ved at gå i seng med den ene efter den anden og måske oven i købet prale af det bagefter. Det kan da uden tvivl betegnes som umoralsk, men det er ikke sagen for Matthæus og heller ikke for mig. Jeg hører omhyggeligt på dig, men har ikke til sinds at overbevise dig om, at du umoralsk. Kun det vil jeg overbevise dig om, at du er dum, du handler uklogt, du handler, så du blæser på din mere langsigtede interesse. Og det er dumt.’

Af en side på internettet, se her, fremgår det, at Anahita er født i 1983, hun skulle altså nu være 35 år gammel. Hun er enemor med tre delebørn på 12, 10 og 5 år. Men der står på den side ikke noget om, hvorvidt hun har levet i ægteskab med en mand, og hvordan dette ægteskab blev opløst, om det var hende, der ville ud af det eller hendes mand, om de havde levet i et såkaldt ”åbent ægteskab”, eller hvordan de mente, at de bedst tog hensyn til børnenes tarv i deres skilsmisse, og den slags.

Men når hun nu opfordrer sine medsøstre til at prale af alle de mænd, de har været sammen med, og også selv gør det, kan man godt forestille sig, at hun på nuværende tidspunkt har opgivet enhver tanke om et fremtidigt fast forhold til en mand. Så er hun jo fri til at gå i seng med hvem som helst, der tilfældigt krydser hendes vej i fremtiden.

Men har hun mon tænkt på, at hun måske ikke i særlig mange år endnu vil have den sex-appeal, som hun åbenbart har for tiden?

Noget tyder på, at det ikke er en tanke, der er faldet hende ind.

Og hvis hun på et tidspunkt skulle få den tanke, at det måske var på tide at opgive denne evindelige flakken om mellem forskellige mænd og binde sig mere fast til et enkelt hankønsvæsen, så bør hun måske overveje, om det mon er en særlig god idé sådan at bralre ud med, hvor mange skalpe hun har i sit bælte. Hvilken mand vil indlade sig alvorligt med hende med den fremtidsudsigt blot at blive endnu en skalp, hun kan prale af?

Hun mener om sig selv, at hun vil være den modige person, der vil bryde den lov, der synes at herske i samfundet, at det kun er mændene, der kan prale af deres sexuelle erobringer uden skade for det gode rygte. Men dels er det måske tvivlsomt, om det er særlig klogt af mænd at prale af deres jagtbytte, for hvis de en dag ønsker sig en hustru og ikke blot et nyt jagtbytte, så er deres pralerier nærmest til ulempe for dem, og dels vil hun selv måske, hvis hun en dag skulle ønske et fast forhold, opdage, at det er vanskeligt at finde én, hun vil holde sammen med i mere end sengen, og måske også opdage, at hun, hvis hun vil love ham troskab, vil få lidt vanskeligt ved at overbevise ham om det ærlige i det løfte, når hun nu har den fortid, hun har, både med de mange forhold og med det store praleri af dem.

Så er der selvfølgelige det med vanen tilbage, altså: hun kan håbe på, at én af de mange mænd, der er passeret igennem hendes liv, får for vane at lægge vejen om ad hende indtil flere gange, så det for hende blive en slags vane, at ham kan hun nogenlunde regne med. Måske det oven i købet går sådan, at hun opdager, at det, han er interesseret i, ikke så meget er hendes krop, som det er hende selv, hendes væremåde, hendes smil, hendes humor, hendes tilgang til tilværelsen, den del af den, der ikke optages af lagengymnastik. Og så kommer hun altså til som en lidt ældre kvinde at falde til patten som hustru i et næsten normalt ægteskab. Hvilket vel også vil sige, at hun ikke mere i så høj grad praler af sine erobringer, i nogen grad, fordi hun har opdaget, at hendes mand ikke er særlig begejstret for det, men især, fordi hun simpelthen ikke mere har nogle erobringer at prale af.

Jeg vil her kaste én af mine egne erfaringer ind i billedet. Jeg blev for mange år siden af en kvinde spurgt, om jeg ikke måtte indrømme, at alle mænd i grunden måtte være i tvivl om, hvorvidt de nu også var far til det barn, deres kone fødte, og om jeg ikke på samme måde var ramt at tvivl angående mit faderskab.

Jeg måtte i overensstemmelse med sandheden svare, at den tanke aldrig havde strejfet mig. Og jeg kan da ikke lade være med stadig med en vis taknemlighed at undre mig over, at jeg hele tiden med den største selvfølgelighed har regnet med, at mit barn var mit og ingen andens.

Og denne fuldstændig udeblevne tanke var hverken min eller min kones fortjeneste. Tillid kan man ikke sådan selv forskaffe sig. Men når vi på det plan helt og holdent stolede på hinanden, skyldtes det de forestillinger om forlovelse og ægteskab, som dengang var almindelige, og som også vi var grebet af: nemlig, at det at sige ja til hinanden, var noget, man gjorde for livet. Jeg gik ud fra, at hun så sådan på tingene, og hun gik ud fra, at dette var min opfattelse af sagen, og da vi først var blevet klar over, at det skulle være os to, lå der indbygget i den tillid et løfte om, at alt sexualliv var noget, vi havde med hinanden, ikke med andre. Løfte og løfte, med det ord er vi inde på moralens område igen, men vi spekulerede ikke på moral eller ikke-moral, for det var for os begge så selvfølgeligt, at sådan var det. Det lå så at sige indbygget i det forhold, vi gik ind i, først som forlovede, siden som ægtefolk.

Det vil sige: jeg oplevede dengang, at der var et menneske, der overgav sig helt og fuldt til en fremtid sammen med mig, stolede på mig for livet, regnede mig for en værdig livsledsager, ville have mig til far for de børn, hun håbede på.

Det var en tillidserklæring uden lige, og jeg kan ikke lade være med at have lidt ondt af de mange mennesker, der som Anahita flyver fra blomst til blomst for at opnå en stadig sexuel nydelse, men derved går glip af den langt større lykke, det er at møde en så uforbeholden tillid som den, jeg mødte.

Og hvordan hun end vender og drejer det: de to ting udelukker hinanden. En forudsætning for at møde den tillidserklæring, som jeg mødte, er, at der eksisterer en samfundsforståelse af, at den sexuelle forening er noget, man har med én og kun én person, og noget, der binder for livet. Man kan diskutere, om de svangerskabsforebyggende midler, da de blev almindelige, har bidraget til at nedbryde denne samfundsforståelse, men man kan ikke diskutere, om Anahita med sin praleopfordring lader hånt om den og prøver at nedbryde den, for det gør hun. Det betyder, at hun handler dumt. For hun udelukker med sine pralerier, at hun nogensinde kan komme til at møde en tillid af den art, som jeg mødte. Hun siger jo selv, at det er samfundets forståelse af det sexuelle, hun vil ændre.

Den forståelse vil jeg blot ikke have ændret.

Og så er vi tilbage ved Eva Selsings påstand. For hvis vi er nogle stykker, der vil holde den gamle forståelse af forholdet mellem kønnene i hævd, er det så ikke logisk, at vi med fordømmelse og udskamning vender os imod de mennesker, der agter samlejet for så lidt, at de raskvæk gennemfører det med både den ene og den anden?

Nej, det er det ikke. Det er langt mere relevant at påpege, hvor dumt sådanne mennesker bærer sig ad. Det er langt bedre at prøve at vise, hvilke oceaner af menneskelig lykke der skjuler sig i det faste forhold mellem ægtefæller. Det er langt mere i overensstemmelse med mennesket som et relationsvæsen at fremhæve, hvordan et menneske først finder sig selv i et forhold til en anden, og hvordan et menneske går glip af netop den sammenhæng med alt andet levende, der ligger i at give livet videre, hvis det på Anahitas vis er ligeglad med alt sådant.

Jeg vil slutte med igen at henvise til Joachim Skovgaards billede af Adam og Eva i Edens have, og til det blogindlæg om betagelse, jeg skrev om det, se indlægget og et link til billedet her.

Det er dette at kunne blive betaget af en person af det andet køn, vi skal fremhæve. I indlægget om Joachim Skovgaards billede brugte jeg ordet betagelse som indvending mod den muslimske moraliseren med dens indbyggede sociale kontrol. Det, jeg har imod Eva Selsings indlæg, er, at det kunne forlede en svag sjæl til at tro, at den eneste forskel på islam og kristendommen er, at muslimer går lidt mere til biddet med sin sociale fordømmelse end vi kristne. Og tror man det, har man misforstået det hele.

Vi kristne har en flanke til enhver moralforståelse af ægteskabet og hvad der til hører. Vi har også en flanke til en forståelse af sexualiteten, der vil ødelægge al tale om ægteskab. Vi kirkefolk har igennem mange år oparbejdet i os en frygt for gennem vore formaninger at blive betragtet som dydens pertentlige vogtere. Det har været grunden til, at vi ikke har talt den megen sexuelle løssluppenhed imod.

Men skal vi anbringe os ret imellem de to flanker, vi skal forsvare, må vi sige med Paulus: ”Alt er tilladt, men ikke alt opbygger” (1 Kor 10,23). Alt er tilladt. Ja, det er ikke længer lovens forbudt og tilladt, der gælder; det drejer sig ikke længer om at skamme ud og forarges. Men ikke alt opbygger. Nej, for det ægteskab, man lever i, næres og opretholdes af gensidig troskab. Og derfor vil det være dumt at lade et eller flere sidespring ødelægge det, uanset at alt stadig er tilladt.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Luther, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

3 svar til Forargeligt eller dumt?

  1. Karen E. Hansen siger:

    Tak for din artikel, som denne gang var til særlig eftertanke. Det skyldes ikke, at jeg ikke synes at du har ret, men at jeg føler, du gør det alt for indviklet! Pointen i, at ægteskabet ikke forsvares ved moralisering og social kontrol, men ved relations-etik og værdsættelse af tilliden, er enkel nok. Men hvorfor omvejene? Sammenstødet mellem den islamiske kultur med dens hysteriske kontrol af kvinder, modsvarende mænds uansvarlighed – og en postkristen kultur, som er ved at løbe ud i teoretisk dyrkelse af romantisk kærlighed sammen med en ofte de facto promiskuitet for både mænds og kvinders vedkommende, er det svært at se udfaldet af. Ideen i #10 er da umådeligt dum. Det svarer lidt til, at kvinder i ligestillingens navn ryger og stresser som mænd – og får de samme livsstilssygdomme. Hvilket fremskridt! Du har før skrevet om netop relationer og tillid som forudsætning for kærlighed, også i det kristne perspektiv… Og det var godt.
    Jeg gruer lidt for, at som ligestillingen ser ud til at ville ofre kærligheden mellem mand og kvinde (ligelig ligegyldighed), kan mødet med islams sociale kontrol af kvinder inspirere til håbløs moralisering (alle holder øje med alle). Eva Selsings intension er egentlig sympatisk – men…… Den kristne relations-etik, du taler om, burde udfoldes mere stringent…
    Hilsen
    Karen Elisabet

  2. ricardtriis siger:

    @ Karen Elisabet!
    Tak for dit indlæg! Du har ret i, at den kristne relations-etik burde udfoldes mere stringent. Jeg må se at få taget mig sammen engang. Men jeg har nu henvist til to tidligere indlæg, hvor jeg har gjort lidt mere udførligt rede for nogle af de skriftsteder, jeg henholder mig til. Og jeg har en vis aversion mod at gentage mig selv alt for meget. Derfor nøjes jeg med links til tidligere indlæg. Men det kan godt være, jeg skal sluge min uvilje mod selvgentagelser og mere bestræbe mig for, at hvert indlæg kan forstås i sig selv.
    Jeg prøver at holde mig det for øje.
    Vh Ricardt

  3. Pingback: Énfoldig | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.