Uselvfølgeligt

Jeg er blevet inspireret til at skrive noget om den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer. Men som sædvanligt, når det er mig, der skriver, er der først så gruelig meget, vi skal igennem, før vi når frem til det, jeg vil sige.

Først vil jeg gøre opmærksom på Nanna Hauge, som har skrevet en prædiken til document.dk, se her, og i den prædiken nævner Dietrich Bonhoeffers bog ”Efterfølgelse”. Hun skriver i sin prædiken:

Vi er købt dyrt og skal nåden ikke være billig nåde, så skal den efterfølges af handling,

Sådan skrev den tyske præst og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer, i bogen Efterfølgelse. Den dyre nåde, siger Bonhoeffer, er dyr, fordi den kalder til efterfølgelse og handling, dyr er den, fordi den koster mennesket livet, det gamle liv i vildfarelsen, nåde er den derved, at den skænker et menneske livet og den ånd, der ikke er fej. Dyr er nåden fremfor alt, fordi den har været dyr for Gud, fordi den har kostet Gud hans søns liv. ”I blev købt dyrt” som der står i Bibelen.

Jeg må indrømme, at jeg altid har været lidt loren ved ”Efterfølgelse”. Den forekom mig lidt for højstemt og forloren. Det var, som skulle man selv arbejde sig frem til nåden. Eller det var, som gjorde Bonhoeffer en masse krumspring for at skjule, at det i grunden var mennesket selv, der ved egen kraft skulle forvandles.

Jeg har taget problemet op i den afhandling her på bloggen, der drejer sig om Luthers udtryk ”Synd tappert!”, se her. Her formulerer jeg min indvending ved at sige, at udtryksparret ”billig/dyr” er taget fra pengeverdenen, og at man altid risikerer, at sådanne ”pengeord” tager sin baggrundsforståelse med over i gudsforholdet. Og Guds nåde kan nu aldrig forstås som hverken noget, man køber, eller noget, man får givet. For både ordet ”vare” og ordet ”gave” tager sin logik med sig over i gudsforholdet, begge dele er f.eks. en ting, og Guds tilgivelse er ikke en ting. Og så har den gode teolog bagefter det største besvær med at forklare, at ”sådan skulle det alligevel ikke forstås”.

I hvert fald tager Bonhoeffer i et brev til Eberhard Bethge fra den 21-5 44 (”Widerstand und Ergebund”, side 183) afstand fra ”Efterfølgelse”:

Jeg husker en samtale, som jeg for tretten år siden havde med en ung fransk præst. Vi havde ganske enkelt stillet os det spørgsmål, hvad vi egentlig ville med vores liv. Da sagde han: jeg ville gerne blive en helgen (- og jeg regner det for muligt, at han er blevet det -); det gjorde dengang et stort indtryk på mig. Alligevel modsagde jeg ham og sagde nogenlunde sådan: jeg vil gerne lære at tro. Igennem lang tid har jeg ikke forstået dybden i denne modsætning. Jeg troede, at jeg kunne lære at tro, idet jeg selv så nogenlunde forsøgte at føre et helligt liv. Det var vel som en afslutning på denne vej, at jeg skrev ”Efterfølgelse”. I dag ser jeg tydeligt farerne ved denne bog, som jeg alligevel som tidligere står ved.

Troede han virkelig, dengang han skrev ”Efterfølgelse”, at han kunne lære at tro ved at forsøge at føre et helligt liv? Er Bonhoeffer blevet klogere af fængselsopholdet? Eller er det måske snarere hans forelskelse i Maria von Wedemeyer, der har fået ham til at forstå flere af kristendommens skjulte hemmeligheder, herunder spørgsmålet om, hvor meget i kristenlivet mennesket selv udvirker, og hvor meget der må overlades til Gud? Det er jo, kan man vist sige, det evige skisma i den kristne teologi.

Nu er der det mærkelige ved min måde at drive teologi på – og vist også ved Bonhoeffers – at personforholdet til Gud forstås ud fra det personforhold, vi erfarer til mennesker, og at omvendt de tanker, vi får om personforholdet til Gud ved at læse det ny testamente, uvægerligt gør sig gældende i personforholdet til mennesker.

Og når Bonhoeffer, netop i forholdet til den purunge Maria von Wedemeyer, oplever, at det, der fremkalder deres forhold, i høj grad er ting, de ikke selv er herrer over, så virker det naturligvis ind på hans forståelse af gudsforholdet: også det lever og vokser og fuldendes af kræfter, som et menneske ikke selv behersker, f.eks. af troen.

Det var jo ganske besynderligt, at det blev de to, der kom til at danne par. Marias beretning om mødet i begyndelsen af juni 42 lyder som følger:

Jeg havde netop taget studentereksamen og påbegyndte at besøge familien før jeg tiltrådte mit ‘pligtår’ i Altenburg stift. Til det hørte fremfor alt et besøg hos min bedstemor, som jeg har haft et særlig nært forhold til. Det var gensidigt, fordi hun i mig mente at kunne genkende sig selv som ung pige. Dèr var jeg en uge, og så kom, i begyndelsen lidt forstyrrende, den berømte pastor Bonhoeffer på besøg. Men det udviklede sig meget hurtigt til, at vi tre kom godt ud af det med hinanden. Samtalen mellem de to andre blev ført på en måde, så jeg ikke blot mente at forstå, hvad det drejede sig om, men også følte mig opmuntret til at deltage. Hvad jeg så også gjorde.

Jeg er bange for, at jeg havde en fræk tone overfor min bedstemor, hvilket morede hende; den tone blev bibeholdt, selv om Dietrich var til stede. Vi talte sammen om fremtidsplaner. Min plan om at studere matematik, som af bedstemor blev regnet for en dum nykke, blev taget alvorligt af Dietrich, måske netop af den grund.

Vi gik ture i haven. Han fortalte, at han havde været i Amerika, og vi blev forbavsede over, at jeg endnu ikke havde truffet nogen, der havde været derovre.

I et brev til Eberhard Bethge skriver Bonhoeffer den 25-6 42:

Jeg har ikke skrevet til Maria. Det går virkelig ikke an. Hvis det ikke er muligt, at vi ses igen, vil den skønne tanke om disse højspændte minutter vel endnu engang opløse sig til den række af uopfyldte fantasier, som på en måde allerede er befolket i tilstrækkelig høj grad. På den anden side kan jeg ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre at iværksætte et møde med hende som ikke var påfaldende eller krænkende.

Her ser man, hvordan han følte, at hans egen udfarende kraft var magtesløs; den kunne ikke bruges til noget. Der var i de dage, de havde været sammen, åbenbart tale om ”højspændte minutter”, men da han er 36 år og hun kun 18, føler han, at det ville være påfaldende eller måske ligefrem krænkende, hvis han skrev til hende eller opsøgte hende. Og hvad så? Er der så andet at gøre end at lade disse højspændte minutter føje sig til den befolkede række af uopfyldte fantasier?

Men lykken stod dem bi, og da Marias bedstemor i efteråret 42 skulle gennemgå en øjenoperation i Berlin, kunne de to mødes igen, uden at det virkede påfaldende, for hvad var mere naturligt, end at Bonhoeffer besøgte sin trofaste medhjælper, Marias bedstemor, under hendes sygdom. Og dèr traf han så Maria, som godt nok undrede sig over de mange besøg, men tog dem som udtryk for Bonhoeffers trofasthed. I den forbindelse talte de igen godt sammen, og Dietrich inviterede oven i købet Maria på restaurant.

I løbet af efteråret ses de så igen og har nogle gode samtaler.

Så sker der det, at Marias bror, Max, den 26-10 42 omkommer på Østfronten. Bedstemoderen, der har mærket amoriner imellem de to, inviterer uden sin datters vidende Bonhoeffer med til begravelseshøjtideligheden. Det sætter moderen sig imod og beder Bonhoeffer om ikke at komme. Men så føler Maria sig tvunget eller foranlediget til at gribe ind. Hun skriver til Bonhoeffer; forklarer, at hun er blevet klar over hendes mors brev til Bonhoeffer, og beder undskylde for dette familievrøvl ”som De og jeg i grunden ikke har noget at gøre med”.

Og ikke sandt, så er der gået udenom den varme grød, men det er alligevel blevet klart, at det er af betydning for Maria, hvad Bonhoeffer tror og mener om familien.

Bonhoeffer svarer øjeblikkelig tilbage og takker for den klarhed, som Maria har bragt over sagen, for han forstod ikke helt hendes mors bøn til ham om at udeblive. Hvad dette familievrøvl er for noget, har han ingen ret til at få at vide, blot er det vigtigt for ham at få at vide, at hun ikke vidste noget om brevet. Og lidt senere skriver han:

kun ud af et roligt, frit, frelst hjerte kan der ske noget godt og rigtigt; det har jeg altid erfaret i livet og jeg beder Gud om – tilgiv, at jeg siger det på den måde – at han snart, ret snart vil give os et sådant hjerte, og at han på den måde snart, ret snart igen vil føre os sammen. Mon De kan forstå det? Mon De ikke føler det helt på samme måde – det håber jeg, ja, jeg kan slet ikke forestille mig andet.

Dette er vist så tæt, som tænkes kan, på at være et frieri uden dog virkelig at være det.

Maria er imidlertid så forskrækket over det, hun har sat gang i, at hun viser sin mor dette brev. Moderen får et møde i stand med Bonhoeffer, og tilsyneladende regner hun det brev, han har skrevet til Maria, for et frieri, for hun beder ham om igennem ét år at afholde sig fra at kontakte Maria, så hun kan få lov at falde til ro. Bonhoeffer skriver om det i et brev til Eberhard Bethge: han føler nok, at han kunne argumentere imod hendes ønske, men da hun lige er blevet enke, vil han efterkomme ønsket:

jeg bør ikke give hende [altså Marias mor] følelsen af at være værgeløs, så ville jeg være en skurk, men det vanskeliggør min situation.

Men nu er jo på en måde trolden sluppet ud af æsken, og det uden at det er kommet til nogen åben erklæring mellem Maria og Dietrich; at de elsker hinanden og tænker på den anden som en mulig ægtefælle, er noget, de erfarer gennem andre. Det får Maria til at skrive i sin dagbog:

Det overvældende er og bliver, at han virkelig vil gifte sig med mig; jeg kan stadigvæk ikke rigtig forstå, at det er muligt.

Den 10-1 43 betror så Maria sin dagbog, at hun har haft en lang samtale med sin mor. Og hun har fået lov til at skrive til Bonhoeffer på den betingelse, at tesen om det ‘kontaktfrie år’ opretholdes. Og det brev er et utrolig fint eksempel på den modenhed, der præger Maria trods hendes 18 år. Hun skriver bl.a.:

Det bliver svært for mig her skriftligt at skulle sige Dem det, som man knap nok kan sige ansigt til ansigt. Jeg ville jo skulle tilbagevise hvert ord, som vil kunne siges derom, fordi det griber så hårdt fat på ting, der skal tilkendegives ganske forsigtigt. Men eftersom jeg har erfaret, at De forstår mig så godt, tillader jeg mig nu at skrive til Dem, også selv om jeg slet ingen ret har til at svare Dem på et spørgsmål, som De slet ikke har stillet.

Jeg kan idag sige Dem et ja, der kommer fra et helt og glad hjerte.

Men De må prøve at forstå min mor, når hun ikke vil ophæve den ventetid, der er os pålagt. — —

Det brev svarer Bonhoeffer øjeblikkelig på, da han modtager det den 17-1 43. Han skriver bl.a.:

Må jeg ikke godt skrive, hvad jeg inderst inde føler! Jeg mærker og er overvældet af bevidstheden om, at der er tilfaldet mig en gave uden lige – jeg vovede ikke mere at håbe på det efter alt det forvirrende, der er sket i de sidste uger – og nu er det store og lykkebringende, som jeg slet ikke kunne forestille mig, indtruffet, og hjertet udvider sig og bliver ganske bredt og flyder over med taknemlighed og beskæmmelse og kan stadig ikke rigtig fatte det, dette ‘Ja’, som skal træffe afgørelse om hele vort liv.

Og Bonhoeffer går derefter over til at skrive ‘du’ til Maria og kalde hende med fornavn.

Hvad du behøver af tid og ro til en indre prøvetid, som du skriver, må du have, ganske som det er godt for dig. Det véd alene du. Med dit ‘Ja’ kan jeg jo nu også vente roligt. Uden dette ‘Ja’ var det svært, og det ville være blevet stadig sværere; nu er det let, når jeg véd, at du vil det og behøver det. Jeg vil ikke presse og forskrække dig med noget, jeg vil skåne dig og gøre den lykke, der begynder vort liv, let og glad for dig, jeg forstår det godt, når du nu et stykke tid endnu en gang vil være helt alene – jeg har i mit liv været længe nok alene til at kende velsignelsen – og ganske vist også farerne – ved at være alene.

Det kommer til endnu nogle kontakter imellem dem, inden Bonhoeffer bliver fængslet den 5. april 1943, men kun via breve og via en enkelt telefonsamtale, som Maria foretager. Fra 5. april og fremefter, indtil Bonhoeffer blev overført til fængslet i Prinz-Albrecht-Strasse i oktober 44, holdtes forbindelsen imellem dem kun vedlige gennem breve og gennem Marias overvågede besøg i fængslet. Når Bonhoeffer blev overført til et andet fængsel, skyldtes det, at han blev mistænkt for at have forbindelse til de sammensvorne bag attentatet mod Hitler den 20. juli 1944. Det var også årsagen til, at han blev hængt den 9. april 1945.

Men lad os foreløbig standse her!

De breve, som de to har udvekslet, blev efter Marias død med hendes vidende og godkendelse udgivet og foreligger nu som ”Brautbriefe aus Zelle 92”. Og det er en ganske fantastisk brevveksling. Det, som digtere gang på gang med større eller mindre held har forsøgt at gengive: hvordan to mennesker finder ud af, at de er forelskede i hinanden, det kommer her frem i en højst usædvanlig form: på skrift. Og vi ser en sart tilbageholdenhed, som trods alle tvivlsoplevelser ender med at føre til, at de forstår hinanden og tror hinanden.

Men vi ser også, hvordan Bonhoeffer forstår, at alt det, der overfor andre mennesker er fordele: hans berømmelse, hans viden, den vægt, hans ord har i kraft af hans alder: 36 år, alt det må tilintetgøres overfor Maria, han må nøjes med at være Dietrich og kaste alt Bonhoeffer-væsenet fra sig, og så blot vente, vente på det rette øjeblik.

Ja, det er det, Bonhoeffer skal lære her – på den hårde måde.

Ikke at presse på. At vente som de fem brudejomfruer (Matt 25,1-11) uden at kunne foretage sig noget, uden at kunne fremme sagen til egen fordel, uden at miste ønsket om forholdets etablering. Blot vente og hele tiden være parat.

Så kan han, når tiden er inde, når ordet ‘ja’ foreligger, netop fordi han har ventet i tro, gribes af tro, tro på den Gud, der binder det ene hjerte til det andet, tro på, at det er ægthed, der strømmer ham i møde fra Marias brev.

Og det må det dog være, siger vi, skønt vi godt véd, at en dygtig manipulator ville kunne skrive det samme og opnå den samme reaktion. ”Kun ud af et roligt, frit, frelst hjerte kan der ske noget godt og rigtigt”, skrev han til hende. Og hun svarede: ”Jeg kan idag sige Dem et ja, der kommer fra et helt og glad hjerte”. Han har bedt Gud om, at han vil give de to et sådant hjerte, og nu foreligger det, og så overvælder troen ham, så al tvivl blæses fuldstændig ud af hovedet på ham: Er det ungpigenykker? Føler hun sig forført af ham? Er hun betaget af hans fromhed og gudsfrygt? Intet sådant overvejer han et eneste øjeblik. Kun det ord ‘ja’ hører han, kun det bestemmer hans svar, kun det stoler han på som ægte ment, ja, som fremelsket af den Gud, der ”har vort hjerte i sin hånd, og det som bækkene vender” (DDS 696 vers 7).

Men virker så den forståelse af troen, den oplevelse, han her har haft af Guds indgriben, ind på hans teologiske tanker?

Det må den da nødvendigvis gøre. Men det tager tid. Og det er så kniplingstynde følelser og fornemmelser, der dèr bestemmer menneskers handlinger, at det ikke er ligetil at beskrive det. Brevene kan fortælle om personforholdet mellem menneske og menneske, men får Bonhoeffer tid nok til at overføre sine erfaringer om dette personforhold til personforholdet til Gud?

Jeg véd det ikke. Men jeg vil her til sidst prøve at vise, at der et sted i deres brevveksling optræder en situation, et ordspil, en iagttagelse, der kan afbilde det, der var Luthers grundproblem, givetvis dog uden at Bonhoeffer bliver klar over dybden i iagttagelsen.

Den 10-11 43 har de to mødtes til en samtaletilladelse i fængslet. De har tidligere gjort op med hinanden, at disse samtaletilladelser er en noget blandet fornøjelse, fordi de aldrig får lov til at være alene, og aldrig kan sige noget til hinanden, uden at andre lytter med. Sådan som det jo også er med brevene, de bliver censureret, altså gennemlæst af andre.

Det får Dietrich til at nedfælde sine taknemlige tanker allerede samme dag, selv om brevet først kan afsendes syv dage senere. Han havde efter hendes sidste brev ikke regnet med, at hun kunne komme,

og så kom du alligevel. Det varede altfor kort – naturligvis, jeg havde igår og også i dag nedskrevet alle de spørgsmål og anmodninger, som jeg havde til dig, for ikke at glemme dem – og så glemte jeg naturligvis det hele. Men det betyder heller slet ingenting i sammenligning med den kendsgerning, at du en stykke tid sad ved siden af mig på sofaen og var hos mig. Dèr har du haft nattevagt, er rejst af sted og fra banegården kommet direkte herhen – velsagtens uden middagsmad – og så siger du naturligvis bare: ‘Jamen, det er da selvfølgeligt’! Ja, Maria, men at det er selvfølgeligt, det er jo netop underet, det er den lykke, der igen og igen er mig ubegribelig, det er noget så helt og holdent uselvfølgeligt!

Det er ordspillet selvfølgeligt/uselvfølgeligt, vi skal have fat på. Det er dette naturlige, at hun kommer og besøger ham, uanset de vanskeligheder, hun må igennem, der af ham (og egentlig af enhver kristen) må betragtes som et under. Hun er hans forlovede, de regner hinanden for forelskede, de er ikke længer individuelle personer, men nu og fremover bundet samme af deres ja-ord, og derfor, fordi hun er lykkelig i sin kærlighed, derfor kommer hun trods nattevagt og manglende middagsmad, og derfor kan hun nu kun udleve sin fulde menneskelighed ved at besøge ham, når lejlighed gives. Og det er naturligt og selvfølgeligt for hende. Og dog er det et under, dog er det ubegribeligt, uselvfølgeligt.

At være helt og fuldt menneske, hvordan opnår man det?

Luther formulerede sit problem lidt anderledes. ”Hvordan får jeg en nådig Gud?” spurgte han. Men det var i grunden det samme problem. Og han fik løst det ved at svare på samme måde som Maria og Dietrich: ved at leve i kald og stand, ved at være ligefrem og naturlig, ved at gøre det, der ligger lige for, (se her) det, han er sat her på jorden for at gøre.

Ligefrem og naturlig”. Ja, bevares, det er naturligt og selvfølgeligt, når man vel at mærke kan få alle sine retfærdiggørelsesforsøg krænget af sig. Det var det, Luther forgæves forsøgte på i det, man kalder klosterkampen. Og hans erfaring var, at disse retfærdiggørelsesforsøg blev siddende. Og hvad så? Så vil jo denne Satans trang til at iføre sig den moralske overlegenhedsfølelse altid vinde sejr.

Jo, måske. Men hvis man ved tro på Guds tilgivelse kunne lære at være ligeglad med det, så kunne måske – måske, ja – denne ligefremme og naturlige holdning, som ligger i livet kald og stand, dukke op af sig selv, så naturligt og ligefrem, så man skulle tro, det var løgn, og derfor så uselvfølgelig som noget. Det er grundunderet i tilværelsen, det, det gælder om at have øje for.

Og derfor skal Gud takkes. Ikke blot for naturens undere, også for kulturens undere. De undere, som er så selvfølgelige, at vi næsten altid overser dem. De undere, der består i tillidens opretholdelse, i kærlighedens ægthed, i de naturlige og selvfølgelige omsorgsgerninger.

Selvfølgelige og naturlige er de. Men det er netop det uselvfølgelige ved dem.

Og hvad kan vi så lære af det?

Vi kan lære, at Gud uddeler sine undere med rund hånd i vort samfund. Der er jo utrolig mange, både i og udenfor kirken, både blandt kirkegængere og kirkefremmede, der får lov at opleve samhørigheden med et andet menneske. Derfor: i kirken har vi ikke Gud for os selv, han er alle menneskers Gud, også Gud for dem udenfor kirken, ja, måske han endda vil drille os kirkegængere lidt, vi, der tror, vi har ham som Gud mere end de kirkefremmede. Han, der lod hedninger få del i frelsen for at ægge Israel (Rom 11,11) skulle han ikke kunne drille os på samme måde?

Men vi kan også lære, at vi, når vi lovpriser Gud for netop disse gerninger, tager afstand fra både de løsslupne og de lovfromme. Fra de løsslupne tager vi afstand, for de tror, de kan få samhørigheden til at blomstre ved egen kraft. Fra de lovfromme tager vi afstand, for de tror det samme, blot bruger de en anden metode, fromhedens metode, lovtvangens metode, men lige forkert er det.

Nej, at nå frem til selvfølgelighedens uselvfølgelighed er det ikke givet noget menneske at kunne ved egen kraft.

Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

2 svar til Uselvfølgeligt

  1. Pingback: Er Gud menneskeskabt? | ricardtriis

  2. Pingback: Var Jesus etiker? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.