Skinger debat?

Når nogen påstår, at vi har en skinger debat, mener de næsten altid, at skylden for denne skingre debat ligger hos deres debatmodstandere. Sådan mente Henrik Stubkjær i mit forrige indlæg tydeligvis, at det er os indvandringsmodstandere, der med vore påstande er skyld i, at debatten er skinger. Og jeg vil i dette indlæg følge hans eksempel, så når jeg hævder, at debatten er skinger, mener jeg ligesom Stubkjær, at det er den anden side, altså hans side af debatten, der bærer skylden. Men i modsætning til Stubkjær lader jeg det ikke blive ved påstanden om skingerhed, men argumenterer behørigt for det.

Min argumentation vil i alt væsentligt gå ud på at nævne en række NAQs i forbindelse med to artikler fra Information den 4-8 2018, en artikel af Richard Swartz om østeuropæerne, se her, og en artikel af Philip Larsen, kandidatstuderende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, se her, om betingelser for demokrati. Betegnelsen NAQs bruges her om ”never asked questions”, altså om det forhold, at mange af den anden sides debattører fordrejer debatten ved at undlade at tage væsentlige spørgsmål op til debat.

Richard Swartz plejer at være ganske interessant at læse. Og artiklen her begynder da også meget godt. Swartz fortæller om, hvordan han i forbindelse med EU-udvidelsen mod øst rejste rundt i Østeuropa for at tale med ledende politikere. Han var snu nok til at stille dem det spørgsmål, hvad de selv følte, at de kunne bidrage med ved optagelsen i EU. Og de blev ham alle svar skyldig. De kunne nok pege på, at Østeuropa for lang tid siden havde udgjort et bolværk mod tatarerne, mongolerne og osmannerne. Men både han og de følte, at dette var historie, historie, der forlængst var blevet uaktuel.

Men, fortsætter han, sølle femten år senere tages netop dette synspunkt frem igen af østeuropæerne. Nu er det muslimerne, der ses som den store fare for Europa, og ligesom østeuropæerne tidligere var dem, der satte hælene i overfor den tids invasioner, er det nu igen dem, der vender sig imod muslimernes angreb på det kristne Europa.

Swartz skildrer østeuropæernes opfattelse meget korrekt:

Den kristne hær blev i sin tid anført af polakkernes konge Jan Sobieski. Den rolle har Ungarns Viktor Orban påtaget sig i dag. Hvor andre europæiske politikere virker rådvilde overfor det muslimske ‘stormløb’, kan han tilbyde en simpel og gennemtænkt strategi. Indtil videre med stor succes. Orban blokerer for Europas halvhjertede og forkludrede forsøg på at forholde sig til migrationen, mens stadig flere europæere får den tanke, at manden muligvis gør det helt rigtige, eller at det i det mindste lige nu ikke er muligt at få øje på et realistisk alternativ til hans politik. I det liberale Europa fremstilles Orban derfor som farlig politisk manipulator – og som en højreekstremistisk populist og folkeforfører.

Og man kunne nu tro, at Swartz ville fortsætte med at beskriver Orban som en politisk manipulator. Det gør han dog ikke. Han fortsætter:

Men denne kritik rammer helt ved siden af det væsentlige. Som andre drevne populister – f.eks. Donald Trump – er Orban ikke så meget manipulator, som han er en mester i at lytte. Orban tolker folkeviljen med stor lydhørhed. Det stof, hans politik er gjort af, er ikke fakta eller demokratiske principper, men menneskers følelser, drømme, fordomme og frygt. Han lytter, og det han hører, leverer han tilbage i form af budskaber, folk helst vil høre.

For folk vil fremfor alt gerne høre om sig selv. Altså om deres egen nation. Om hvor unik og fantastisk den er, men jo også gerne, at den er truet. Af indvandrere (selv om Østeuropa stort set ingen har) af kosmopolitter (læs jøder, især finansmanden George Soros), af et nyt fremmedherredømme (med Bruxelles som hovedstad), af eliter (rodløse og internationale) og af liberalister i videste forstand (der håner den kristne kernefamilie med deres evindelige gay-prideparader).

Her melder sig et væld af NAQs.

1) Orbans politik er gjort af det stof, der hedder ”menneskers følelser, drømme, fordomme og frygt”, hedder det. Jamen, er Orban da ikke netop af den grund en god demokrat, når han tager hensyn til disse ting, måske bortset fra menneskers fordomme? Er det ikke en demokratisk mangel, hvis et lands politikere glemmer eller bagatelliserer folks frygt? Og er det ikke et træk, der kendetegner alle politikere, de vesteuropæiske såvelsom de østeuropæiske, at de tager hensyn til folkets drømme, f.eks. drømmen om en reduceret arbejdsløshed eller drømmen om økonomisk fremgang? Hvorfor skal netop Orban hænges ud, fordi han tager hensyn til vælgernes frygt?

2) Folk vil gerne høre om sig selv, siger så Swartz. Og det må de tilsyneladende ikke i Østeuropa, men de må godt i Vesteuropa. Hvad galt er der ved nationalfølelsen? Et stort spørgsmål, ja, men her tages det overhovedet ikke frem.

3) Folk føler sig truet af indvandrere. Den følelse gør Orban noget ved. Men han gør det ikke, som Swartz vil have det gjort, nemlig ved fortælle folket, at der ikke er noget at være bange for. Nej, han gør det at nægte at tage imod de indvandrere, som Bruxelles vil pådutte Ungarn. Dette er et meget væsentligt NAQ. Når Swartz kommer med det tilsyneladende modargument, at der ikke er nogen indvandrere at frygte i Østeuropa, har han ikke hørt deres argument for ikke at ville tage imod indvandrere. Det går, som man måske véd, ud på, at man på Vesteuropas store vanskeligheder med at håndtére specielt de muslimske indvandrere kan se, at det er en dum idé at lukke indvandrere ‘en masse’ ind i sit land. Så det nej til indvandring af muslimer, som østeuropæerne kommer med, er velbegrundet. Men i stedet for at argumenterer imod denne begrundelse, gør Swartz nar af indvandringsfrygten. Og så er det altså hans side af indvandringsdebatten, der taler skingert.

4) Og minsandten, om ikke vi af Swartz’s mund skal høre, at Orban hævder, at Ungarn er truet af jøder, især af finansmanden George Soros. Det har jeg vendt mig imod tidligere, se her, hvor det var Uffe Ellemann, der fremkom med den påstand, at man vender sig imod Soros, fordi han er jøde. Nej, Swartz, nej Ellemann, når Orban vender sig imod Soros, skyldes det, at han med sin enorme formue vil blande sig i Ungarns indvandringspolitik. Hvad jeg ikke gjorde opmærksom på dengang, kan jeg gøre opmærksom på nu: det er et demokratisk problem, hvis et menneske får mere at skulle have sagt i den demokratiske debat end andre, blot fordi han har flere penge end andre. Det vender vi tilbage til.

5) Endelig frygter folket, ifølge Swartz’ opfattelse af Orbans mening, Bruxelles’ overherredømme, eliten og liberalister. Det får ham til at slutte med en række påstande om Østeuropas manglende liberalisme, så han til sidst kan give den hele armen:

Overalt er mønstret det samme: at svække, udhule og underminere civilsamfundet og retsstaten. At bekæmpe demokratiets institutioner med demokratiet som middel. Det hele i nationens navn.

At man kan bekæmpe demokratiets institutioner med demokratiet som middel, er noget, der tages frem i den anden artikel i Information, den af Philip Larsen.

Han mener, at det er nødvendigt for et sandt demokrati at have nogle liberale kontrolinstanser, der kan forhindre et demokratisk valgt flertal i at gøre ganske, hvad der passer dem. Flertallet har magten, ja, men det har ikke altid ret.

Det er således svært at forestille sig, at man kan opretholde et egentligt flertalsstyre uden også at have nogle liberale kontrolinstanser, som kan sætte foden ned. Hvad skulle eksempelvis afholde det gældende flertal fra at forhindre nye flertal i at komme til magten eller til orde?

Det synes oplagt, at dette flertal blot vil vedtage love, som favoriserer det selv i fremtiden. Og kigger vi ud i verden, er det netop det, vi er vidner til med forfatningsændringerne i Ungarn, Polen og Israel. De siddende flertal søger at sikre sig selv.

Sådanne liberale institutioner bør ses

som mulighedsbetingelserne for overhovedet at kunne have et demokratisk styre. Ved at værne om vores frihedsrettigheder sikrer de, at befolkningens stemmer reelt kan udtrykkes, og at intet siddende flertal kan udhule den demokratiske proces og tømme den for mening.

Umiddelbart lyder alt dette jo meget rimeligt. Men det kommer i meget høj grad an på, hvordan disse tanker anvendes. Eller det kommer an på, hvordan de mange NAQs, der ligger gemt i teksten, besvares.

Et af de mange NAQs går således ud på, om EU-kommissionen tænkes at være et eksempel på en liberal kontrolinstans, der kan sikre demokratiet imod at blive tilintetgjort af et demokratisk valgt flertal. Noget kunne tyde på det, at det er det, der menes. For kommissionen har jo lagt sag an mod Polen, fordi landet har vedtaget nogle love, der ændrer på retsvæsnet. Og kommissionen har også set skævt til Ungarns forsøg på at holde George Soros penge ude af landet, så han ikke skal få mulighed for at påvirke valgresultater, blot fordi han har mange penge.

Nu er jeg ikke inde i det ungarske retssystem og heller ikke i de tiltag, man har foretaget sig imod Soros indflydelse, men selve den tanke, der ligger bag: at det ikke blot ved selve stemmeafgivelsen på valgdagen, men også i diskussionen op til valget så vidt muligt skal gælde, at den rige ikke har nogen fortrinsret, forekommer mig rigtig. Eller altså: Hvordan undgår man, at én enkelt rigmand med store annoncer og andre pengekrævende tiltag får en uforholdsmæssig stor indflydelse på diskussionen op til valget og dermed på valget selv?

Jeg har af og til undret mig lidt over, at der i alle de anklager, man har rettet imod Donald Trump, ikke er en anklage for at have brugt af sine egne penge til reklamer ved valgkampen. Og jeg må med skam at melde indrømme, at jeg ikke har undersøgt de amerikanske regler godt nok, for det ville forekommer mig ret ”amerikansk”, at man ikke blot sætter grænser for den enkelte kandidats pengeforbrug, men også kontrollerer det. Men hvis man gør det, hvorfor er så EU-kommission ude efter Orban, når han vil gennemføre det samme ved de ungarske valg? Det forekommer mig, at det er Orban og ikke EU-kommissionen, der her vogter demokratiet bedst.

Men det bedste – eller rettere værste – eksempel på en udemokratisk indgriben fra den liberale kontrolinstans, der skulle kontrollere demokratiet i de enkelte lande, læs: EU-kommissionen, er dog kommissionens stædige fastholden ved asylretten eller ”fodjordsreglen”. Man har bestemt, at med Schengen-aftalen skulle al grænsekontrol EU-landene imellem nedlægges og den ydre grænsekontrol overlades til EU. Og man har da også fra EU’s side gang på gang fastslået, at man tager dette med grænsekontrol alvorligt. Men man har omhyggelig fortiet eller måske slet ikke været klar over, at man med sin insisteren på ”fodjordsreglen” i praksis har sat grænsebevogtning lig med grænsekontrol, dvs., man har ikke på nogen måde villet forhindre illegal grænseoverskridelse – ”fodjordsreglen” er jo netop beregnet på illegale indvandrere – men stillet sig tilfreds med at kunne registrere, hvem der kom ind over EU’s grænser hvor.

Dette har ført til det absurde forhold, at man i praksis har måttet sætte EU’s grænselande til at bevogte EU’s grænser. Det vil sige: Man har i kraft af denne ”fodjordsregel”, som efterhånden har fået næsten guddommelig status, fået en altfor stor indvandring af fremmede, hvor ikke mindst muslimerne, som tiden går, truer med at kunne volde demokratiske problemer. For langt de fleste muslimer vil sætte den muslimske lov, shariaen, der påstås at være guddommelig, over de demokratiske love, der lidt nedværdigende kaldes kun menneskelige love.

Og så er vi fremme ved det, der nok er det største angreb på demokratiet i nyere tid, det forhold, nemlig, at man fra elitens side, eller skal vi sige: fra de europæiske politikeres side, har foranstaltet den største befolkningsudskiftning, Europa nogensinde har set. Det smukke ideal, vi vil bevare, hedder ”demokrati”, og det betyder direkte oversat ”folkestyre”, og det forudsætter et folk med fælles sprog og nogenlunde fælles værdier. Men kan man stadig bibeholde alle de demokratiske værdier, når en efterhånden meget stor del af befolkningen tilhører et andet folk? Én ting er, at disse indvandrere taler det lokale sprog, fransk, tysk, hollandsk, dansk, noget andet er, at de, efterhånden som de er blevet mange, er begyndt at skille sig ud, ikke at ville være danskere, nogle af dem også at vende sig direkte imod det danske samfund. Kan et demokratisk samfund bevares under disse forhold?

Hvordan er det dog kommet dertil?

Tja, nogen har påpeget, at alt dette er sket, uden at folket er blevet spurgt. Og det er da for så vidt rigtigt, men godt nok kun ”for så vidt”. For sagen er vel, at vi – hele det danske folk – har været genstand for en meget møjsommelig læringsproces. Det, vi skulle belæres om, var, hvordan muslimer på én gang kunne være mennesker, der skulle anerkendes, og mennesker, hvis ideologi vi skulle vogte os for.

Denne læringsproces blev i begyndelsen i høj grad vanskeliggjort af, at langt de fleste af os syntes, vi skulle passe på med, hvad vi sagde, for vore gæster, muslimerne, lyttede jo med. Og ville det ikke skade integrationen, hvis gæsterne blev klar over, at vi ikke uden videre godtog alle deres særheder? Først langt inde i processen, hvor muslimerne virkelig var blevet mange og havde samlet sig i ghettoer, var vi nået dertil, at omkring halvdelen af de debatterende lod hensynet til de medlyttende muslimer falde og mere direkte gjorde opmærksom på alle problemerne med at integrere muslimer i vort samfund i det håb, at vi ved at diskutere vanskelighederne kunne få gjort noget ved dem.

Den anden halvdel, derimod, fortsætter med at skamme os andre ud. Til det brug har man opfundet en række skældsord: ”islamofob”, ”populist”, ”racist”, osv., ikke just ord, der fremmer debatten, man må nærmest sige, at de gør debatten skinger.

Prøv at sammenligne denne rimeligt realistiske skildring af debatklimaet herhjemme med den konklusion, Philip Larsen drager:

Læren er, som også den tyske filosof Jürgen Habermas har peget på, at liberale institutioner og rettigheder ikke bør ses som adskilte fra demokratiet eller pr. definition som en spændetrøje for folkets suveræne magt.

Langt snarere burde de ses som mulighedsbetingelserne for overhovedet at kunne have et demokratisk styre. Ved at værne om vores frihedsrettigheder sikrer de, at befolkningens stemmer reelt kan udtrykkes, og at intet siddende flertal kan udhule den demokratiske proces og tømme den for mening.

Vi skal altså i vort danske demokrati stadigvæk finde os i den løftede pegefinger fra Bruxelles’ side: Husk nu på ”fodjordsreglen”! Og det, uanset at netop denne regel er med til at udskifte befolkningerne, så det folk, hvis styre der er tale om, ikke længer er et folk, men en befolkning. Dette er ikke noget, der sikrer, at ”befolkningens stemmer reelt kan udtrykkes”, men i stedet noget, der særdeles effektivt er med til at hindre, at folkets stemmer kan høres, ikke i kraft af indgreb fra statens side, men i kraft af, at den elite, der sidder på meningsdannelsen, søger at forhindre enhver kritik af de fremmede og af indvandringen.

Så langt står vi fra hinanden i debattens to sider. Men mens min side, indvandringsmodstandernes side, sådan set et meget langt stykke ad vejen kan forstå den anden sides holdninger, fordi vi selv engang havde de samme holdninger, er det næsten umuligt for den anden side at forstå os. De bliver ved med at forklare vores holdning med sære psykologiske indretninger af vort ubevidste. Den gamle tale om ”den indre svinehund” kører videre med de førnævnte begreber ”islamofobi” osv.

Og se, det er en trussel mod demokratiet. I første omgang, fordi samtalen forkvakles, i næste omgang fordi det folk, hvis styre der er tale om, tvedeles i en muslimsk og en kristen del, så den indbyrdes tillid, der er en nødvendig forudsætning for demokratiet, forsvinder.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Skinger debat?

  1. Pingback: Demokratiet i fare? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.