Er Gud menneskeskabt?

Problemet er: Er begrebet ”Gud”, det begreb, vi opererer så gladelig med i teologien, et begreb, der er skabt af mennesker?

Som man nok har lagt mærke til, er ateisterne hurtige på aftrækkeren her. De har jo forlængst fået os almindelige vesterlændinge til, når vi diskuterer begrebet ”Gud” at diskutere, om Gud er til eller ej, og helt springe over den meget vigtigere og langt interessantere diskussion om, hvad vi skal bruge gudsbegrebet til. Så hvis vi teologer må indrømme, at det er os mennesker, der opererer med gudsbegrebet, og at det altså i den forstand er et menneskeskabt begreb, så må vi være klar over, at vi med det samme vil blive mødt med indvendingen: Altså er Gud slet ikke til! Altså er han bare noget, vi forestiller os, som vi engang forestillede os hønisser! Altså er han et foster af vores fantasi, og har derfor kun eksistens i fantasien.

Går vi til Det gamle Testamente, opdager vi, at den tanke, man dengang sloges med, var den forestilling, at der kun var én Gud. Der er dog rester af en polyteistisk tanke, f.eks. i 5 Mos 32,8f:

Da den Højeste fordelte folkene,
da han skilte menneskene fra hinanden,
fastsatte han folkenes områder
efter tallet på gudssønnerne.
Herrens del blev hans folk,
Jakob blev hans
arvelod.

Hvor der i den danske oversættelse står ”Herren”, står der i den hebraisk grundtekst ”Jahve”. Så her forudsættes det altså, at israelitternes Gud, Jahve, kun er Gud for israelitterne, og ikke er den højeste Gud, der er én, der står over alle folkeguderne.

Men Det gamle Testamente arbejdede nu med gudstanken på den måde, at den tanke fandt tilslutning, at Jahve var den højeste Gud og samtidig israelitternes Gud. Man løste dette problem med tanken om, at israelitterne var Guds udvalgte folk.

Men der opstod andre problemer, når det var monoteismen, man skulle arbejde med. Hvordan kunne denne ene Gud, hvis han var almægtig, og hvis israelitterne var hans udvalgte folk, dog tillade, at israelitterne blev bortført til Babylon? Det gives der ikke noget svar på, men Guds almagt fastholdes. Og profeten lader Gud tale til persernes konge, Kyros. Han bliver opvakt af Jahve til at bekæmpe babylonerne og befri israelitterne. Det hedder hos Esajas:

Jeg er Herren, der er ingen anden,
der er ingen anden Gud end mig.
Jeg væbner dig, skønt du ikke kender mig,
for at de skal vide i øst og i vest,
at der ikke er nogen anden end mig,
jeg er Herren, der er ingen anden!
Jeg danner lys og skaber mørke,
jeg frembringer fred og skaber ulykke,
jeg, Herren, frembringer alt dette. (Es 45,5-7).

Altså, denne almægtige Gud danner både lys og mørke. Det kan Job ikke forstå. For så er det jo Gud, der har sendt ham alle de kvaler, han må igennem. Han når ikke længere end til at forvisse sig om, at han engang, når han er død, skal se meningen med det hele:

Dog ved jeg, at min løser lever,
til sidst skal han stå frem på jorden.
Når min hud er skrællet af,
når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud;
ham skal jeg skue,
ham og ingen anden skal mine øjne se. (Job 19,25-27).

Så det er sandt, at der er nok at spekulere på, når man går over fra polyteisme til monoteisme.

Jamen, hvorfor alle disse spekulationer, siger så nogle, vi har på Sinai fået loven åbenbaret, det er nok. Retter vi os efter loven, vil Gud dømme enhver retfærdigt.

Og bevares, den tanke er udbredt i Det gamle Testamente. Men den er ikke enerådende. Der er profeter, der ser frem til en tid uden lov, Jeremias, f.eks. i kap 31,31:

Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

Den tanke går igen hos Løgstrup, når han skelner mellem kærlighedsgerninger og erstatningsgerninger. Disse sidste er de gerninger, vi gør, når vi opdager, at vi ikke har kærlighed, og dog godt véd, hvordan kærligheden ville have handlet. Men idealet er ikke erstatningshandlinger, men ægte spontane kærlighedsgerninger.

Nå ja, tanken har lige gjort holdt ved Jesus. Han siger jo i Matt 6,3, at gerningen skal være gjort, så den venstre hånd ikke véd, hvad den højre gør, og i hans lignelse om verdensdommen véd de frikendte ikke, hvilke gerninger der har bragt dem frifindelse (Matt 25,31-46). Og Luther gennembæves af de samme tanker i sin klosterkamp.

Dog, alt dette skal blot være indledning til nogle bemærkninger om en debat i Deadline den 5-8 om burkaforbuddet.

Som man nok har opdaget, har jeg igennem lang tid ladet debatten om tørklæder og burkaer være fraværende her på bloggen. Jeg har engang for lang tid siden bestemt mig for at sige ”Lad dog barnet!” og så gå videre med nogle andre mere interessante problemstillinger. Når jeg nu vil gøre holdt og sige noget fornuftigt – eller noget ”angiveligt” fornuftigt – om burkaforbuddet, skyldes det, at de tre kloge debattører i Deadline ganske uforvarende kom til at give mig et argument imod muslimerne og deres ”angiveligt” gudsåbenbarede koran.

De kunne nemlig fortælle, at det var meget vagt, hvad der i koranen stod om kvinders påklædning, at reglerne for kvindepåklædning havde skiftet meget igennem tiderne, og at regeringerne i de muslimske lande i Mellemøsten ofte var i syv sind med hensyn til påbud og tilladelser.

Ikke sandt, så er det, man siger til sig selv: De kan rende og hoppe, kan de, disse muslimer, med deres påstande om, at de i modsætning til os har en guddommelig lov, shariaen. Ja, mere end det, de bør rende og hoppe med dette guddommelighedssnak, for det er gudsbespotteligt, det er misbrug af Guds navn, foruden at det er snyd og bedrag fra de muslimske lederes side.

Jeg mener: hvis man for diskussionens skyld går med til den i virkeligheden uhyrlige påstand, at Gud har åbenbaret sin vilje med mennesket gennem henholdsvis toraen og koranen, hvad ligner det så, at mennesker senere hen kommer med udlægninger af disse gudsord? Så forvandler de sig jo øjeblikkelig fra guddommelige ord til højst almindelige menneskeord. Men hvis mennesker først er besat af lovfromhed, kan de få sig selv til at anse selv de mest tåbelige ting for noget, Gud har bestemt.

Jeg kan stadig ikke lade være med at finde det latterligt, at en jøde, altså en rigtig from jøde, der er opsat på at overholde loven til punkt og prikke, ikke må tænde for en elektrisk strøm på sabbatten. Det betyder blandt andet, at han før sabbatten skruer pæren i køleskabet ud, så den ikke tænder, når døren åbnes. Hvis han ikke gjorde det, ville han jo tænde en elektrisk strøm, når han åbner køleskabsdøren for få sig en bid brød.

Og ligeledes finder jeg det besynderligt, at man i visse boligkomplekser i Israel har indrettet elevatorerne sådan, at de på sabbatten standser ved hver eneste etage på vej ned og på vej op. Jo, for hvis man gik ind i en normal elevator og trykkede på knappen til den etage, man ville op til, ville man jo tænde en elektrisk strøm, og det må man ikke, når det er sabbat.

Ja, rigtigt: Pjat og papir!

Men også gudsbespotteligt. For her gør man noget, der er bestemt af mennesker, overvejet af mennesker, gennemtænkt af mennesker, nemlig hvordan en jøde skal forholde sig til forbuddet mod at tænde bål på sabbatten i vor moderne verden, til guddommelig tale. Jeg mener, vi går med til, at Gud har givet visse befalinger, som i sin tid er skrevet ned i Det gamle Testamente, men der kan jo ifølge sagens natur ikke stå noget om, hvordan man skal forholde sig til elektricitet i ledninger. Alligevel har rabbinere altså tilladt sig i Guds navn så at sige – og det er jo det, der er gudsbespotteligt – at forbyde de fromme jøder at tænde for strømmen.

På samme måde med de muslimske tørklæder. Lad os bare sige, at det, der står i koranen, er identisk med en befaling fra ingen ringere end Gud selv. Men at man så ikke kan lade det være med det og rette sig bogstaveligt efter de ord, der står i koranen, men absolut skal brodére videre på dem, absolut skal lave bestemmelser om tørklæder, ja, føler sig foranlediget til at tildække hele kvindens ansigt, det er højst menneskeligt, for den menneskelige fromhed kan ikke få bestemmelser nok, javist, men det har da ikke noget med Gud at gøre. Hold venligst Gud udenfor!

Og når man til stadighed blander Gud ind i det – og det gør man jo ved at hævde, at det er en del af sharia – så handler man gudsbespotteligt, også selv om det antages, at koranen er Guds eget skinbarlige ord. For man blander guddommeligt og menneskeligt sammen. Man lægger noget til de guddommelige ord (altså de angiveligt guddommelige ord) og det bliver de ikke mere guddommelige af, tværtimod håner man de guddommelige ord derved, som om Gud ikke havde tænkt sig godt nok om, da han fastlagde sin lov i koranen.

Der hører altså en bestemt logik til begrebet ”Gud”, som ikke er så nem at have med at gøre. Man kan ikke behandle gudsbegrebet ganske efter forgodtbefindende. Men det er jo netop, hvad både rabbinerne og imamerne gør. Selv om de naturligvis mener, at de i deres store fromhed rammer Guds planer meget præcist, noget, de dog ikke har andet end deres store selvlavede fromhed som bevis for.

Nu er jo imidlertid Guds ord til os aldeles ikke at finde hverken i toraen eller i koranen. Det er i stedet at finde i Jesu skæbne, i hans prædikenvirksomhed, i hans død og opstandelse, eller mere præcist og i hvert fald mere nutidigt: i Jesu martyrvillighed.

Jesus vendte sig i sin prædikenvirksomhed imod den jødiske lovfromhed. Han vovede at tale loven imod (“I har hørt, at der er sagt til de gamle … men jeg siger jer”, flere steder i Matt 5), han vovede at bryde loven og plukke aks på en sabbat (Mark 2,23-28), oven i købet med den begrundelse, at Menneskesønnen, altså han selv, er herre over sabbatten, og han vovede at lade hånt om de jødiske spiseregler: hvad der gør et menneske urent, er det, der kommer ud af munden, ikke det, der går ind i den (Matt 15,10).

Det var det naturlige liv, Jesus ville genindføre, og som han faktisk genindførte i den menighed, han skabte omkring sig, og som levede videre efter hans død. Den livsform, hvor man umiddelbart stoler på sin næste, uden videre regner med, at han forstår, på ganske naturlig vis uden lovens støttekorset med dens ”du skal”, ”du må ikke”.

Det kommer frem på smukkeste vis i Paulus’ brev til Filemon, dvs., i det mindste af alle breve i Det ny Testamente. Brevet er en skrivelse, som Paulus sender til Filemon sammen med den slave, Onesimus, som var løbet bort fra Filemon, var nået frem til den fængslede Paulus og hos ham blevet omvendt til kristendommen. Det fantastiske ved brevet er, at Paulus kun højst indirekte opfordrer Filemon til at frigive Onesimus; opfordringen står mellem linjerne, ikke på dem. For Paulus vil ikke foreskrive Filemon en ny lov, strengere eller løsere end den gamle, han vil, at det skal være det umiddelbare forhold mellem de to, der skal bestemme, hvad Filemon gør.

Eller, kan vi sige, Paulus regner med, at Gud selv vil give Filemon den ånd, der får ham til at se det ægte menneskelige forhold, der er opstået mellem ham og Onesimus, og får ham til at handle derudfra.

Jamen, vil det sige, at Gud åbenbarer sig i forholdet mellem Filemon og Onesimus?

Ja, netop.

Ligesom han åbenbarer sig i ethvert forhold mellem mennesker. For Gud er den inderste kraft i sproget, og sproget er, hvad der styrer ethvert menneskeligt forhold.

Det er jo sandt, at menneskeheden i vor vestlige del af verden – i Østen ser det lidt anderledes ud – har kæmpet med gudsbegrebet for at finde ud af, hvor det kan gøre sig gældende og hvor ikke. Og det er også sandt, at en stor del af denne kamp har udspillet sig med spørgsmålet om, hvorvidt Gud stod bag de ti bud, bag toraen, bag koranen. Alt dette blev dog fejet til side af kristendommen, som med gådeordet om, at Gud står bag Jesu forkyndelse, død og opstandelse, vil pege på, at sproget fungérer, når man opgiver at kæmpe for sit eget; som Paulus lader Gud sige det til sig: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,9).

Litteraturen kan afbilde for os de særlige situationer, hvor man næsten kan mærke åndens vingesus. Sådan har jeg her brugt en situation fra Kaj Munks skuespil ”Puslespil” for at antyde Guds indgriben, så tydeligt som det nu kan antydes. Mange andre situationer fra andre stykker litteratur kan fremdrages for at vise det samme.

Men man kan også pege på vore demokratier, på, hvordan vi i vore samfund prøver at sørge for, at det bliver argument, der kommer til at kæmpe mod argument, uden ydre magtmidler.

Og dog er det måske især i familieforholdene, at vi ser disse sprogets kræfter udfolde sig, når forståelse og indlevelse gør sig gældende. Vi tænker ikke over, at det er guddommelige kræfter, der dèr gør sig gældende, men det kunne jo meget vel være noget, der dukker op som en afsmitning af afsmitningsreglen, se her. Med andre ord: vi er langt mere påvirkede af kristendommen, end vi sådan går og tror. Og det skal vi vel ikke være så kede af.

Til sidst: Vi skal passe på, at ikke spørgsmålet om, hvorvidt Gud ”er til eller ej”, kommer til at erstatte eller ligefrem udslette alle overvejelser over, hvor Gud mon griber ind, hvor Gud lader sig kende, hvad vi med fuldtonende mening kan tillade os at sætte gudsbegrebets absoluthedskrav bag. Ikke bag toraen eller koranen eller nogen anden lov, for alt sådant er menneskeværk, men bag den overraskende forståelse, der griber os i samlivet med andre, forståelsen af sprogets kræfter – hvilken rigdom dækker ord som ”kærlighed”, ”tillid” og ”fortrolighed” ikke over – og troen på, at vi har fået lov at leve under disse ords velsignelse, en tro, som vi ofte betragter som det mest selvfølgelige af alt, men dog en tro, som ved nærmere eftersyn snarere må kaldes højst uselvfølgelig, kun forklarlig ved højere magters indgriben, som Bonhoeffer formulerede det, se her.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.