Hvorfor jeg tror på Gud?

Egentlig skulle indlægget her vel hedde ”Tror du på Gud?” For det er det spørgsmål, der oftest melder sig hos ikke-præster, når de hører vore udgydelser, hvad enten de så vover at stille spørgsmålet åbent, eller de vælger at holde det for sig selv.

Men det skulle måske allerhelst – hvis jeg nu selv får lov at formulere det – handle om, hvordan jeg tror på Gud. For det er nemlig det, der for mig at se er det mest interessante.

Vi skal til at begynde med have fat på det problem, der hedder: Hvad er en myte?

Vor tid tænker ikke længere mytisk, eller rettere: Vor tid prøver, om det er muligt ikke at tænke mytisk. Og det er måske i virkeligheden ikke muligt.

Men hvad er da en myte?

En myte er en påstand om ting og foreteelser udenfor tid og rum, altså om noget, der er ganske ukontrollabelt. Når man påstår noget om noget, der på ingen måde lader sig kontrollere, skyldes det, at man på den måde får givet mening og helhed til vor menneskelige tilværelse.

Hvis vi tager en størrelse som dommedagsmyten – altså den myte, der fortæller, at mennesket ved verdens ende vil blive stillet for en dommer, Gud, og dømt efter, om det har gjort gode eller onde gerninger; de gode belønnes med himmerig, de onde med helvede – så bør man være klar over, at myten har både en objektiv og en subjektiv side. Den objektive side fortæller om verdens ende og Guds dom, altså noget, man ikke kan vide noget om, den subjektive side fortæller, at mennesket skal leve under ansvar, altså noget, man selv kan erfare noget om.

Og føjer man en påstand om lovens åbenbaring til – for jøderne er det åbenbaringen af toraen på Sinai, for muslimerne åbenbaringen af koranen til Muhammed – så får man skabt en lovholdning til tilværelsen, hvor den selvbevidst fromme kan kro sig over alle de love, han overholder, og den mindre selvbevidste kan ængstes for de helvedsstraffe, der venter ham, hvis han gør en forkert handling.

Gør man sig så endvidere klart, hvordan denne lovens åbenbaring fandt sted, at det i hvert fald for Muhammeds vedkommende skete så at sige, uden at han selv var involveret i det, og altså uden at han skulle eller kunne forstå det, så bliver det klart, hvorfor en muslim hedder en muslim, dvs., én der underkaster sig: jo, for han skal jo rette sig efter loven, hvad enten han forstår den eller ej.

Og det fører for muslimernes (og for de antikke jøders) vedkommende til den overbevisning, at man må kunne straffe dem, der vil være muslimer (eller jøder på Jesu tid) men ikke anerkender loven, eller ikke retter sig efter den.

Og for os, der står udenfor dette mytiske univers, bliver spørgsmålet, der skal afgøres, ikke, om der virkelig kommer en dom ved verdens ende, og heller ikke, om Gud virkelig har åbenbaret koranen for Muhammed. Begge disse spørgsmål hører hjemme i den objektive side af myten, og det er ikke dèr, spørgsmålet om mytens sandhed afgøres. Det afgøres i den subjektive side af myten.

Det vil sige, spørgsmålet bliver: Er det egentlige i livet afgjort med at overholde visse mere eller mindre skrappe regler? Er forholdet til min næste retvendt, hvis jeg overholder de regler, der gælder for søskendeforhold og for forholdet til ægtefællen?

Og når det bliver spørgsmålet, så må jeg svare: Nej, på den måde tror jeg ikke på Gud.

Hvordan da?

Umiddelbart vil jeg sige, at jeg tror på Gud på Jesu måde.

Hvis vi f.eks. læser Matthæusevangeliets 25. kapitel igennem, kan vi se, at Jesus opstiller en anden mytisk fortælling end den, jeg skitserede ovenfor. Imod tanken om, at henholdsvis Moses og Muhammed var modtagere af en åbenbaring af loven fra Guds side, sætter han lignelsen om de betroede talenter. Her afbildes Gud som én, der høster, hvor han ikke har sået, dvs., mennesket får at vide, at det selv er i stand til at finde ud af, hvad der er godt og ondt, det behøver ingen åbenbaring fra Gud. Og imod den fromme, men angstfyldte (eller selvbevidste) lovholdning til tilværelsen, sætter han den umiddelbare handling, hvor tingene gøres uden tanke for den belønning eller straf, der måtte følge, sådan som de frikendte i dommedagslignelsen ikke vidste, at deres gerninger kunne frikende dem.

Og – og det er det sværeste – i stedet for den holdning, der mener sig i stand til at tvinge andre mennesker ind under lovens åg, sætter han en holdning, der holder fast ved sin anti-lovholdning, selv om der trues med døden. Og det gøres i den sikre forvisning, at Gud, sprogets skaber, har skabt mennesket som et sprogligt væsen, der uundgåeligt bliver smittet af den holdning, der møder det, og at de andre, der vil tvinge deres holdning igennem, uundgåeligt lider skibbrud, måske først efter manges død, men dog til sidst.

Det er det, der menes med at tro på Jesu opstandelse. For han holdt jo fast ved sin anti-lovholdning, selv om det kostede ham livet. Og han opfordrer talrige steder os til at gøre det samme, ja, han kan direkte sige, at den, der ikke tilsidesætter far og mor til fordel for ham, ikke kan være hans discipel (Luk 14,26).

Sagen er jo den, at livet ikke er omkostningsfrit. At være et sprogligt væsen lægger lige så stille et ideal om helstøbthed ned over os mennesker. Du kan ikke spille én rolle overfor dem, der truer dig, og en anden overfor dem, du har magt over; du må være dig selv i alle forhold.

Eller: Det er ikke gratis at bekende sin tro.

Så kan man naturligvis sige: Jamen, så lad dog være med alt det trospjat! Nøjes med at regne med den subjektive side af myten og lad den objektive side ligge! Alt dette med, om Gud er til og om Jesus er opstået fra de døde, det er jo noget, vi ikke kan vide noget om, så hvorfor bekymre sig om det? Lad det fare og hold dig til den subjektive side: at leve helt og fuldt i de forhold, hvori du står til dit medmenneske. Vær agnostiker! Vær én, der indrømmer, at han intet véd om mytens objektive side.

Jovist!

Problemet er bare, at du kan være lige så agnostisk, som du være vil, med dit liv og med den holdning, dit liv udstråler, giver du alligevel udtryk for din tro. Blot har du ikke nogen til at holde dig i ørerne.

Det er jo det, gudstjenesten vil med dens idelige gentagelser af Jesu formaninger: holde al selvretfærdighed borte fra dig, have dig til at hvile i taknemlighed over alt det, du modtager, få dig til at indse, at de forhold, du glad og lykkelig lever i til daglig, er forhold, hvor det ikke er dig, der har skabt tilliden, men den Gud, der ligger bag sprogets mysterium, og i hvert menneske, der bruger sproget, skaber den modtagelighed hos én selv og hos den, man taler til, som skal være der, for at man kan tale om tillid.

Den Gud tror jeg på. Ham vil jeg takke, ham vil jeg bønfalde, om han dog ikke også i fremtiden vil forære mig al denne lykke.

Og ”tro” betyder altså her, dels den bevidste eller ubevidste livsholdning, uden hvilken intet menneske kan leve, og dels den intensitet, hvormed jeg prøver at gøre livsholdningen bevidst og prøver at leve efter den.

Det sidste har en vis dobbelthed i sig. For når jeg gør mig min livsholdning bevidst, opdager jeg jo, at det ikke er mig, men sprogets Gud, der herre over mine forhold til andre mennesker. Og så betyder jo mine anstrengelser efter at komme til at leve i denne tillid intet. Men på den anden side er det jo mig selv, der i de konkrete situationer taler og handler og føler. Det griber mig bagfra, og dog er det mig, der gribes, mig, der af den grund taler og handler.

Men det første: at tro er en ubevidst livsholdning, er måske det væsentligste. For mange har den forestilling i sig, at troen da på én eller anden måde må kunne føles i én selv. Og da de ikke føler noget særligt overfor alt dette med Gud og Jesus, vover de ikke at bruge ordet ”tro” overhovedet. Dette er en rest fra den pietistiske trosforestilling. Men den trosforestilling ugyldiggøres af tanken om tro som noget, der griber alle os vestlige mennesker bagfra. Så er troen ikke en størrelse, som dele af samfundet har patent på, men noget, alle, der lever et normalt liv i et vestligt samfund, har del i.

Lad mig komme med et par eksempler:

De fleste menneske i vort samfund er enige om, at kønsforskellen er udtryk for noget godt, og at dette at sætte børn i verden er noget velsignelsesrigt ikke blot for dem, der bliver forældre, men også for det barn, der kommer til verden. For, siger vi, livet i sig selv er godt.

Dette, at livet i sig selv er godt, er naturligvis en overbevisning (en trosoverbevisning), som den enkelte har som sin private overbevisning. Men hvis det kun er den enkeltes private overbevisning, hvordan kan han så tillade sig at tvinge denne overbevisning ned over et nyt individ? Det kan han også kun gøre, fordi det er samfundet som sådant, der har denne overbevisning, og samfundet kan kun godtage denne stadige tilvækst ved at sætte det mærkelige gudsbegreb bag tilblivelsen af barnet. Fordi Gud har skabt os mennesker, givet os livet, ladet dyreverdenen udvikle sig, så mennesket blev til, ladet mennesket få del i den forunderlige kønsforskel, osv., derfor tør vi give os livet i vold. Og vi gør det i Guds navn, hvad enten vi véd af det eller ej.

I dette tilfælde er troen måske ikke så meget noget, der griber mig bagfra, som den er noget, jeg ikke kan undslippe, hvis jeg vil forholde mig ret til det liv, jeg har fået.

Man kan så sige, at det ikke så meget er mig som enkeltindivid, mere samfundet som sådant, der på den måde på münchhausensk vis hiver sig selv op ved håret, får udspundet en skabertro af sprogets kirtler, så den deraf skabte Gud kan tildeles meningsfylde og ansvar for livets godhed.

Og det er da for så vidt sandt nok. Problemet er blot, at det samme ville man kunne sige om en hvilkensomhelst anden trosoverbevisning. For enhver trosoverbevisning har sproget som grundlag, og gudsbegrebet ligger som et brugt eller ubrugt værktøj til dannelse af en helhedsoverbevisning, ligesom talrækken og den geometriske forståelse ligger som et godt værktøj til forståelsen af den ydre verden. Derfor skulle jeg måske snarere i mit forrige indlæg have sagt, at mennesket har opdaget gudstanken, fremfor at sige, at mennesket har opfundet gudstanken.

Et andet eksempel på, hvad troen er, kan ses ud fra forskellen mellem muslimsk tro og kristen tro. Der er en væsentlig forskel på mytens objektive side, men en lige så væsentlig forskel på den subjektive side. Og blandt andet derfor er jeg kristen, fordi jeg gennem min opvækst i en dansk sammenhæng, har fået tiltro til den måde, vi omgås på, til forelskelsesmetoden, når en livsledsager skal findes, til den kraft i sproget, som gør tilliden stærk, jeg véd dårlig nok, hvordan. Den lovholdning, som den objektive side af den muslimske myte vil lægge ned over tilværelsen, også over mine venskaber og mine relationer til familien, kan jeg ikke tro er ægte menneskelig. Og fordi jeg lever i relationerne og fordi jeg finder denne holdning anbefalet af Jesus, derfor tror jeg på kristendommen. Med skabertro og opstandelse og hele pibetøjet (så nogenlunde, da).

Inden jeg slutter, skal jeg vist komme en tænkt indvending imøde. For der er måske dem, der vil sige, at når jeg nu gør så meget ud af ”afsmitningsreglen”, altså det forhold, at den holdning, jeg møder de andre i fællesskabet med, før eller siden virker tilbage på mig selv, så må jeg da prøve at overbevise muslimerne med imødekommenhed og forståelse i stedet for med modargumenter mod deres religion og afsløringer af deres eventuelle tvetydige bemærkninger.

Til det vil jeg svare, at det er min fornemmelse, at hvis jeg ville møde muslimerne med den form for hensyntagen, der pro forma giver dem medhold i deres religiøse fejltagelse, men realiter er imod den, så ville jeg møde dem på uægte vis; jeg ville betragte dem som eksotiske væsener, der nok før eller siden ville komme op på niveau med os andre, eller jeg ville mene, at det ville være synd for dem, hvis nogen gav dem de samme tvivlsspørgsmål at slås med, som plager os andre, eller jeg ville antage, at de levede trygt og godt i deres religiøse overbevisning.

Nej, jeg vil møde dem og deres religion som hele mennesker, der oprigtigt prøver ud fra deres religion det samme, som jeg prøver ud fra min religion: at få helhed og ægthed ind over livet. Men fordi vi ser forskelligt på det, der giver ægthed og helhed, derfor må vore opfattelser nødvendigvis støde sammen. Og fordi jeg har haft stor hjælp af den åbne diskussion om kristendom, som foregår i vort samfund, kan jeg ikke tro andet, end at vore muslimske landsmænd også må få glæde og gavn af de input, jeg måtte komme med (og som de læser her på bloggen, hvis de læser her). For jeg prøver hele tiden at være saglig, ligesom det var saglige argumenter, der hjalp mig.

Men jeg må da indrømme, at når de møder mig og mine meningsfæller med påstande om, at vi er islamofober, så er det svært at få en saglig diskussion til at fungére. Og jeg ser også godt deres insisteren på tørklæde og ikke-håndtryk som noget, der skal få dem selv og vi andre til at se et skel mellem dem og os, eller måske direkte som en ideologisk krig mellem Vesten og islam.

Og en sådan krig skal de ikke kunne føre uden protest. Altså en Ordets protest, en protest med argumenter.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Hvorfor jeg tror på Gud?

  1. Pingback: En kristen muslim? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.