En gratis skat

En gang for mange, mange år siden var jeg ikke blot menigt medlem af det nu næsten glemte parti, Retsforbundet, men også medlem af partiets agitationsudvalg. I dette udvalg producerede vi blandt andet en pjece med ovenstående titel: ”En gratis skat”. Det var naturligvis grundskylden, vi kaldte en gratis skat. Pjecen blev fremstillet, men ak, der var røster indenfor partiet, som ikke syntes, det var en god idé med den titel. Vi gjorde os jo nærmest til grin med den titel, for ingen lader sig da bilde ind, at nogen skat nogensinde er gratis.

Nå, pjecen hjalp vist ikke Retsforbundet ret meget dengang. Og så glemmer man jo det hele. Blandt andet, fordi en helt anderledes alvorlig fare nu truer landet, nemlig den muslimske indvandring. Det har jo vist sig, at landet så nogenlunde kan dalre af sted, selv om vi ikke har indført fuld grundskyld (den gratis skat), mens der er meget, der tyder på, at landets problemer ligger et helt andet sted, nemlig hos den stigende muslimske del af folket.

Og så pludselig kommer alle tankerne fra dengang til at stå lysende klart for én. Så læser man en leder i det engelske magasin The Economist, en leder, der hævder, at staterne sidder fast i gamle skattesystemer, og at det nu er på tide, at man indfører et system, der passer til det 21. århundrede. Og så er det, at øjnene er ved at trille ud af hovedet på én. For som det første, der foreslås, er en skat på jord, altså en gennemførelse af den grundskyld, som dengang blev så læsterligt gennemheglet.

Det kan da ikke passe! Er de blevet vanvittige på The Economist? Hvad har de spist på den redaktion? De fortæller, at Jean-Baptist Colbert, Ludvig den Fjortendes finansminister, havde hævdet, at det at opkræve skat svarer til at plukke en gås, så den hvæser mindst muligt. Men moderne stater har begået tre fejl, hedder det så:

Den første er, at man har ladet chancen gå sig forbi. Dyrere huslejer, ofte resultatet af mangel på passende arealer, har afstedkommet enorme fortjenester hos husejere i store, globale byer. Huspriserne dèr er i gennemsnit 34% højere end for fem år siden, og det udelukker unge mennesker fra at blive husejere. Sådanne enorme fortjenester burde være en indlysende kilde for skatteopkrævning, men trods det er ejendomsskatterne i alt væsentligt forblevet konstant på 6% af statens indtægter i de rige lande, det samme som før krakket i 2008.

Som gammel retsstatsmand spørger man som Jeppe i Baronens seng: ”Drømmer jeg, eller er jeg vågen?” De tanker, som retsstatsfolk har peget på gang på gang, men som nu synes gået i den grad i glemmebogen, at mange nok vil mene, at tiden er løbet fra dem, de fremtræder nu i et anset økonomisk tidsskrift som fremtidens skattemodel.

Så betyder det mindre, at tidsskrifter også vil mene, at en større arveafgift og en skat på investeringsafkast hører med til fremtidens gode skatteindtægter.

Dertil kommer, at The Economist i en længere artikel, en såkaldt ”Briefing”, omtaler selve ophavsmanden til disse jordbeskatningstanker, den amerikanske journalist, Henry George (1839-1897), på en meget positiv måde, ja, omtaler hans hovedværk ”Fremskridt og Fattigdom” med stor veneration. Oven i købet fortæller bladet noget, som jeg som gammel retsstatsmand ikke anede noget om. George’s tanker gav anledning til opfindelsen af et spil, ”Jordejerens spil”, en forløber for ”Matador”, et spil, der var designet til at vise, at ejendomsmarkedet overladt til sig selv ville tendere mod at skabe monopoler, hvor én spiller kan indkassere al husleje. Man havde dengang tilføjet et træk, som ikke kom med i de senere versioner, hvorefter man kunne pålægge en skat på jordprisen, så ingen enkelt spiller kunne vinde alle pengene. Altså, i sin oprindelige form et yderst opbyggeligt spil, men jo i det forhold, at man i de senere versioner havde fjernet alt, hvad der havde med jordskat at gøre, på sørgelig vis en afbildning af de georgeistiske tankers skæbne.

Men tankerne hører måske slet ikke fortiden, men fremtiden til?

I hvert fald påstår The Economist, at økonomer altid har interesseret sig for jordbeskatning. Af to grunde: fordi den er retfærdig, og fordi den er effektiv.

Det har været meget svært for økonomiske tænkere at komme udenom retfærdigheden af jordbeskatning. For hvis man giver jordejendomsret til ét menneske, forhindrer man jo derigennem andre i at have fri adgang til jordens ressourcer. Selv John Locke, den engelske filosof fra det 17. århundrede, der gik stærkt ind for jordejendomsretten, måtte tilføje, at denne ret kun gjaldt, når der var nok jord tilbage til andres almene brug. Denne indskrænkning kan måske gælde i nyvundne territorier, men ikke i storbyerne.

Det andet, som får økonomer til at tænke positivt om jordbeskatning, er, at den er umuligt at omgå, og at den ikke griber forstyrrende ind i de økonomiske kræfter. Penge kan skjules i skattely, men grunde bliver liggende, hvor de er. Og alle andre skatter ændrer forbrugsmønstret. Nogle gange tilsigtet, som ved skat på tobak og flyrejser, andre gange utilsigtet, som ved almindelig indkomstskat. Men jord kan der ikke produceres mere af, alle har på én eller anden måde brug for jord, og alle betaler derfor allerede nu fuld pris for benyttelse af jorden. Lægges der skat på jordbesiddelse, vil derfor prisen på jorden gå tilsvarende ned. Derfor var overskriften på den føromtalte pjece ”En gratis skat” faktisk korrekt nok. Det, du før indførelsen af fuld grundskyld, betalte til kreditforeningen, betaler du efter indførelsen til staten. For den enkelte grundejer er det hip som hap, men jo ikke for staten, der, som The Economist så rigtigt siger, hvis den vil, kan indkassere en del af den enorme fortjeneste, visse jordejere har haft.

Nu er jeg som nævnt et par gange gammel retsstatsmand, og noget af det, jeg husker, dengang jeg deltog i debatterne i dette forum, er, at disse debatter altid løb sur i det, når vi skulle til at implementere disse udmærkede tanker, som vi alle kunne være enige om. Hvad vi ikke kunne blive enige om, var de såkaldte ”overgangsforslag”: hvordan kommer vi fra den nuværende situation uden synderlig jordskat til den ønskeværdige situation med fuld grundskyld?

Så selv om jeg næsten ikke har kunnet få armene ned, nået så vidt i min læsning af The Economist, må jeg indrømme, at de lige så stille sænkede sig ved læsningen af de sidste par sider i den omtalte ”Briefing”.

For på de sidste sider hører vi om alle de indvendinger, økonomer har mod jordskatter. Der er ikke tale om principielle indvendinger, der er tale om indvendinger, som skyldes, at folk i almindelighed er imod skat på ”deres” jord, og at politikerne af den grund ikke er meget for at foreslå det. Så finder økonomerne på alle mulige indvendinger i stedet for at fremhæve fordelene ved den.

Jeg skal kun nævne én af disse indvendinger.

Det er tanken fra ”En gratis skat”, man har arbejdet med. For man anerkender, at der er en tæt sammenhæng mellem den pris, et jordstykke har, og de afgifter, der skal betales. Hvis afgifterne nedsættes, bliver jordstykket øjeblikkelig mere værd. Og omvendt, hvis afgifter påføres. Det vil sige: hvis man vil følge det gode råd, The Economist gav i begyndelsen, at man burde opkræve skat af de enorme fortjenester, som er forekommet ved jordbesiddelse i storbyerne, så på peger bladet i næste omgang på det umulige i en sådan fremgangsmåde. Disse ejendomme kan jo være købt eller belånt fornylig, og på den måde ville en påført ejendomsskat være det samme som konfiskation.

Ikke sandt: så hurtigt kan alle de smukke tanker om fremtidens skat tilintetgøres. Ærlig talt, jeg tager mig lidt til hovedet. For at der ved indførelse af en form for grundskyld, kan siges at være tale om en slags konfiskation, det stod vel klart for The Economist allerede, da man foreslog, at de enormt store fortjenester skulle beskattes. Hvorfor foreslog man så en sådan inddragelse af fortjenesterne i første omgang?

Og så én ting mere, nu, hvor armene er kommet ned i computer-højde:

Noget af det, der slog mig, da jeg for mange år siden læste ”Fremskridt og Fattigdom”, var George’s alternative økonomiske model. Han ville jo ikke opkræve fuld grundskyld for at genere jordejerne, han ville heller ikke gøre det, fordi han deri så fremtidens skat, eller fordi det var en skat, man ikke kunne gemme i skattely. Nej, når han gik ind for fuld grundskyld, skyldtes det, at han derigennem mente, at man kunne få bugt med arbejdsløsheden. Det var igennem arbejdsløsheden og det derigennem skabte løntrykkeri mellem arbejderne, at han så årsagen til menneskers fattigdom og ydmygende udplyndring.

Det har man i mange lande, ikke mindst her i Skandinavien, søgt at bøde på med stærke fagforeninger. Og det er jo i sig selv udmærket. Men den fejl i økonomien, der skaber arbejdsløshed, og som George mente havde noget med jordejendomsretten at gøre, har man ikke fået rettet. Vi har stadig arbejdsløshed, større eller mindre, i alle de vestlige lande.

Jeg skrev i sin tid en længere afhandling om arbejdsløsheden, herunder et afsnit om Henry George’s økonomiske teorier, se her, og den afhandling vil jeg her henvise til, omend den er noget kedelig. Det, disse tanker skal i denne sammenhæng, er blot at bebrejde diverse økonomer, herunder dem på The Economist, at de fuldstændig springer over George’s alternative økonomiske model. Den, de har, er ellers ikke for god, så de kunne have godt af i det mindste at få lidt at spekulere over. Men ikke, om de vil.

Læs eventuelt lidt mere om ”dalreteorien” her.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til En gratis skat

  1. Pingback: Krakket 2008 | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.