Énfoldig

Det er teksten til i søndags, jeg ikke rigtig kan blive færdig med. For både den prædiken, jeg hørte i ”min” kirke, og den, jeg læste på document.dk, se her, ender med at lade Guds tilgivelse stå helt alene. Det er slutningen på prædikenen, at Guds tilgivelse gælder os, selv om vi er syndere. Og syndere er vi alle til hobe, uden forskel overhovedet.

Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det nu også er det, teksten vil sige os. Teksten er, som man måske véd, Luk 7,36-50, ”Kvinden i farisæerens hus”, som det hedder i den normale bibel. Der er tale om en kvinde, som ”levede i synd i den by”, som det så smagfuldt hedder i den danske oversættelse. Hun kommer ind i huset, stiller sig ved Jesu fødder – man skal huske, at man lå til bords dengang – og begynder at væde hans fødder med sine tårer, tørre dem med sit hår og salve dem med olie. Det fører til en samtale om tilgivelse og kærlighed mellem farisæeren og Jesus, og det hele slutter med, at Jesus siger til kvinden: ”Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!”

Det er givet, at det har vakt et vældigt anstød dengang. Tænk, at Jesus tilsiger en luder syndernes forladelse! Det er nogenlunde det samme, som sker i Joh 8,1-12 med kvinden, som er grebet i ægteskabsbrud. Her opfordrer Jesus den, der er uden synd til at kaste den første sten på hende. Og de anklagende mænd går bort. Til sidst siger så Jesus: ”Heller ikke jeg anklager dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere!”

Denne slutbemærkning fik i sin tid en tidehvervspræst til at sige, at kvinden naturligvis gik tilbage til sin gade. Med andre ord: Evangeliet er, at vi med det i ryggen kan synde videre, nu blot med den vished, at det ikke gør noget i vort forhold til Gud, hvilket jo egentlig betyder, at det ikke gør noget i det hele taget.

Men ærlig talt: Er det virkelig det, evangeliet vil os?

Man vil muligvis henvise til et diktum af Luther, som han bruger i et brev til Melanchthon ”Synd tappert”. Så får man sagt noget om, at vi er nødt til at leve med synden som daglig følgesvend, men at vi i troen på Guds tilgivelse også formår at holde et sådant liv ud. Vi er, med Luther ord, på én gang syndere og retfærdige. Dette ”Synd tappert” har jeg behandlet ret indgående her, både ud fra en tekstkritisk undersøgelse og ud fra en teologisk overvejelse.

I den tekstkritiske undersøgelse viser jeg, hvordan vi må være opmærksomme på Luthers totalsyndighedstanke; han tænkte sig, som Augustin, at menneskets drifter, kønsdriften, driften efter legemlige behageligheder og driften efter social anerkendelse, var identisk med synden. Det vil sige, den ægteskabeligt akt kan ikke gennemføres uden synd. Blot skal et menneske udføre den i tillid til Guds tilgivelse.

Og når Luther siger til Melanchthon, at han skal synde tappert, siger han – lidt drillende – til ham: ”lad nu være med at sidde oppe hele natten, når din kone venter på dig i sengen”. De har haft et vist frisprog overfor hinanden, det viser andre dele af Luthers breve til Melanchthon, og dette er et eksempel på et sådant venskabeligt drilleri.

Teologisk må man også sige, at Luther jo ikke tænker sig, at man skal ”synde tappert” i andre henseender end, hvad kønsdriften angår. Det kan man i det hele taget ikke gøre. Det kan jeg vise med en henvisning til Paulus’ formaning til den, der er grebet i tyveri:

Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det. (Ef 4,28).

Hvis tyven skal være med i menigheden og slide i det, forudsætter det, at hans tyveri er tilgivet. Men som man kan forstå af det følgende, tænkes han bestemt ikke at synde videre, nu blot med visheden om, at vi alle er syndere, og at det ikke gør noget i forhold til Gud. Man kan ikke på nogen måde bruge Luthers diktum ”Synd tappert” her, for manden tænkes jo at ophøre med sin langfingrethed og i stedet arbejde til bedste for sig selv og for den, der kan trænge til hans hjælp. Han skal sandelig ikke synde, hverken tappert eller kujonagtigt, nej, han skal holde op med at stjæle, som Paulus direkte siger. Og vi kan vel heller ikke forestille os andet.

Hvis vi derfor forestiller os, at kvinden i Joh 8 og kvinden i Luk 7 går tilbage til deres gade, så modsiger det de formaninger, der ellers giver i Det ny Testamente. Måske det er god tidehvervsk teologi, men det er ikke god udlægning af Det ny Testamente.

Jeg kan også sige, at vi har glemt den indvirkning, tilgivelsesordet tænkes at have på den tilgivne. Hvis den anerkendelse, der ligger i at bliver tilgivet, kan få en, der har stjålet, til at fortryde sit tyveri og ophøre med det fremover, kan det så ikke også få en kvinde, der har begået hor, til at leve normalt fremover?

Eller – for nu at angribe problemet fra en anden vinkel – vi kan spørge, om den helhed, der gives til personligheden gennem tilgivelsen, kan bevares, hvis luderen går tilbage til sin gade.

Den helhed, eller den menneskelige integritet, er det jo, Jesus vil bibringe det menneske, der møder hans tilgivelsesord. Dette ord vil flytte et menneske fra at nære afsky for sig selv til at være glad ved sin tilværelse; det vil have mennesket bort fra selvhadet frem til at hvile i at være den, man er; det vil have menneskets inderste personlighed til at blomstre, så al frygt for loven og dens straf forsvinder, og mennesket helt af sig selv gør det, situationen kræver.

Den forvandling af et menneske, og den forandring af dets holdning til andre mennesker, som evangeliet om Guds tilgivelse foranlediger, kan ses af slavens ændrede forhold til sin herre og til sin stilling som slave i det hele taget.

I Joh 15,15 siger Jesus om disciplene, at de ikke er slaver, men venner. Den danske oversættelse siger ”tjenere”, men i originalteksten står der slaver. Og det understreges af det næste, Jesus siger: Slaven véd ikke, hvad hans herre gør. Han arbejder, som man siger, ”efter reglerne”, dvs., uden at forstå meningen med reglerne.

Men sådan skal disciplenes forhold til loven eller ”reglerne” ikke være. Heller ikke en kristen slave tænkes at ”arbejde efter reglerne”, dvs., efter en snorlige, men ubetænksom regelret adlyden, nej, han tænkes selv at forstå, hvad hans herre er ude på, og handle ud fra den situation, han bliver sat i.

Det er, hvad Paulus opfordrer til i Ef 6,5f. Her hedder det:

Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte,  ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje. 

Denne formaning til slaverne står næsten ord til andet i Kol 3,22. Hvad jeg her specielt vil gøre opmærksom på, er udtrykket ”af et oprigtigt hjerte”. Egentlig står der ”i jeres hjertes énfold”. Men da det i vore dage bliver misforstået, som om der var tale om at handle naivt, er det bedre med den nuværende oversættelse.

Jeg har her leveret en længere redegørelse for, hvordan det græske ord, der anvendes her: aplouV, skal oversættes. Ordret oversat betyder det ”énfoldig”, med tryk på første stavelse, så det bliver en modsætning til ”mangfoldig”. Men da vi ikke kan bruge det, fordi ”enfoldig” er kommet til at betyde ”naivt”, uanset hvordan vi lægger trykket, vil jeg foreslå ordet ”helstøbt”.

Det forandrer ikke så meget ved betydningen her: ”med frygt og bæven og i jeres hjerters helstøbthed”, det er næsten det samme som det, den nuværende oversættelse foreslår. Og dog kan måske det med helstøbtheden give en særlig klang i forbindelsen med øjentjenesten. For dermed siges det, at slaven ikke skal have ét øje, når hans herre er til stedet, og et andet, når han er sammen med sine medslaver. Eller vi kan sige, at eftersom slaven ved sin dåb blev ganske ligestillet med alle andre medlemmer af menigheden, bør han også handle som én, der opfatter sig som ligestillet med alle andre. Den kristne slave er underordnet sin herre i jordisk henseende, men ”i Kristus”, eller ”i menigheden” eller ”i forholdet til Gud” er han det ikke. Ligesom han af Gud ikke længer betragtes som en slave, der intet forstår, men som en ven, der kan sætte sig ind i sin herres formål, sådan skal han i sit forhold til sin herre, ikke betragte sig selv som én, der intet forstår, men som én, der forstår og deler sin herres formål, og handler ud fra det.

Så handler han helstøbt som en god kristen.

Faktisk er der et Jesus-ord, der illustrerer dette på ypperlig vis – når det altså bliver oversat lidt anderledes end den nye oversættelse gør det. Det er ordet om øjets lys, Matt 6,22f. Oversættelsen af 1992 lyder:

Øjet er legemets lys. Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst, men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt.

Oversættelserne fra 1907 og 1948 erstatter ordparret klart/mat med ordparret sundt/sygt, men det gør ikke det hele bedre.

Faktisk undrer det mig ikke så lidt, at man bruger ordparret klart/mat eller ordparret sundt/sygt til at oversætte to græske ord, aplouV/ponhroV, som ret klart betyder ”énfoldig (helstøbt)/ond”. Hvis man synes, at et øje da ikke kan være ondt, og at man derfor må oversætte det med ”mat” eller ”sygt”, kunne man have slået op på Matt 20,15; her siger vingårdsejeren til dem, der gør vrøvl: ”Er dit øje ondt, fordi jeg er god?”

Helhjertethed, helstøbthed, det er det, det drejer sig om. ”Ingen kan tjene to herrer”, hedder det i Matt 6,24, og det er klart, for så ville man jo være nødt til at se til både den ene og den anden, altså have et tvesindet blik.

Vi skal også lige omkring Mark 8,35f:

For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv? For hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?

Det ord, der her oversættes ved ”liv”, er det græske ord yuch. Det oversætter vi normalt ved ”sjæl”. Men her er oversættelserne lidt i tvivl. 1948-oversættelsen siger om de to sidste ord ”liv”, at de også kan oversættes ved ”sjæl”. 1907-oversættelsen skriver ligeud ”sjæl” de to steder, selv om man har oversat de to foregående steder med ”liv”. Lukasevangeliet (Luk 9,24f) hjælper os til den rette forståelse, idet det skriver: ”hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv”.

Igen: Helstøbthed drejer det sig om. Tvesindet er det, Jesus er ude efter at slå ned. Dette, at du er elsket af Gud, må da få dig til at vove at være et helt menneske.

Og – og nu er vil tilbage ved søndagens tekst – gælder det ikke også kvinden i farisæerens hus? Vil hun ikke af Jesu tilgivelse drives til at være sig selv helt og fuldt? Og kan hun være det som luder? Eller: kan hun være det som ægteskabsbryder? Eller – og nu går vi planken ud: kan man være det som ægteskabsbryder? For selv om det kun er kvinder, der plejer at optræde som ludere, så kan jo både han- og hunkønsvæsener bryde deres ægteskab.

Bryde deres ægteskab”! Det lyder unægtelig lidt gammeldags. Ikke blot har vi i vore dage fået p-pillen, der giver kvinder den samme frihed, som manden hele tiden haft: friheden til at gå i seng med hvem som helst uden frygt for graviditet, vi har også efterhånden lært af oplysningstiden – skønt måske i virkeligheden af Jesus – at hvert menneske har en indre urørlig kerne, og at det drejer sig om at lade denne kerne komme til udfoldelse. Helstøbthed, ja, det er måske, hvad det moderne kvindeideal går ud på, med eller uden forudgående tilgivelse fra Guds side. Og ser vi et sådant kvindeideal forvaltet hos en Anahita Malakian, der ifølge egne oplysninger har haft samleje med mere end 100 mænd, eller er det i højere grad forvaltet af f.eks. Eva Selsing, der så vidt vides lever i et normalt ægteskab med sin mand Rune Selsing? Begge synes jo så sandelig at være sig selv, at leve op til Jesu ord om helstøbthed.

Det er vel spørgsmålet.

Og det er ikke så ligetil at svare på.

Men på en lidt besynderligt måde fik jeg hjælp til besvarelse af dette spørgsmål af Deadline-udsendelsen den 13-8. Her havde man sat et panel på tre personer til at finde ud af, om mænd måtte gå i korte bukser. Jeg havde på forhånd regnet med, at det blev én af de diskussioner, jeg ville slukke for, men jeg blev faktisk glædelig overrasket. Jo, for man formåede ud fra forskellige synsvinkler at få afbildet det, som Eva Selsing taler om, når hun i en artikel om Anahita Malakian, se her, skriver, at ”Vi har brug for det fintvævede net af tillid, normer, uudsagte forståelser og velafprøvede praksisser, som udgør civilsfæren”. I Deadline-diskussionen var det det fintvævede net af beklædningsovervejelser, som blev drøftet, f.eks. blev det selvfølgelige nævnt, at vi jo med vort tøj prøver at gøre os til herrer over de signaler, vi sender til andre. Én af de kvindelige deltagere påpegede, at begge de to deltagende kvinder nok bar en trøje med udskæring, men – som hun sagde – ikke mere nedringet end hertil. Og så pegede hun – så vidt jeg kunne se – på et punkt et stykke over kavalergangens indgang. Og begrundelsen var interessant. Når hun ikke ved denne lejlighed ville vise mere af sin krop, skyldtes det, at hun godt ville have folk til at lytte efter det, hun sagde. Hun ville fremstå som saglig. Hun ville i seernes øjne fremstå som et menneske med en god portion viden, ikke først og fremmest som kvinde.

Der ligger altså i civilsfæren en god portion velafprøvede praksisser, som man vel kan prøve at ændre på, og som måske også ændrer sig over tid, men som man i de fleste tilfælde falder gnidningsfrit ind i. Det gælder, hvad vort tøj angår, men det gælder også, hvad vor håndtéring af kønsforskellen angår.

Vi har i store dele af den vestlige verden fået en ungdomskultur, hvor det er legitimt for de unge mænd at få afløb for deres megen testosteron. Og de unge kvinder har spillet med på legen, og har jo efter p-pillens fremkomst kunnet gøre det uden fare for at blive gravide. Men mærkelig nok er dette vilde sexløb med de mange partnere (jeg véd det ikke, men det forlyder, at det er sådan, der foregår) for langt de flestes vedkommende blevet afløst af et nogenlunde normalt ægteskab, oven i købet har de fleste af disse ægtefolk besluttet sig for at få børn sammen, når det kunne passes ind i et uddannelses- og arbejdsforløb.

Disse velafprøvede praksisser kan opfattes som snærende bånd for menneskets frie udvikling, men de kan også opfattes som roller, man naturligt og glad lever sig ind i. Og jeg kan ikke andet end glæde mig over den frihed, der råder i vore vestlige samfund, så det bliver en fri sag, om man opfatter praksisserne på den ene eller den anden måde. Men jeg glæder mig da også over, at ægteskabet med dets børneavl stadig er i vælten. Og – det er jeg overbevist om – er i vælten som en dejlig ting, man frit vælger til.

Blot kan man jo ikke helt overse, at det uforpligtende forhold til samlejet ser ud til at fortsætte langt ud over puberteten. I puberteten kan man vel forstå det, men i voksenalderen forekommer det lidt forkert anbragt. Og jeg forstår sådan set ikke, at Anahita Malakian vil køre videre ad den pubertære vej. Hun vil absolut have kvinderne til, ligesom de mænd, der så gerne vil være ungdommelige, at prale af deres ”erobringer”. Var det dog ikke bedre, klogere, mere voksent, at sige til de mænd, der står og praler af, hvilke kvindebedårere de er: ”Barnerumper! Se dog at blive voksne!”

Det var jeg lidt inde på i mit forrige indlæg om Malakian, se her. Og jeg må også sige, at dette med, at hun har været i seng med ikke færre end 100 mænd, det tror jeg ikke på. Hun er 35 år gammel, har fået tre børn, som hun nu er enemor for. Den ældste er 12 år, ham eller hende har hun altså fået, da hun var 23 år gammel. Hvor mange mænd hun har været sammen med før den tid, vides ikke, men det kan naturligvis snige sig op på et ret betragteligt antal, hvis hun sådan rigtig har lagt sig i selen. Men på et tidspunkt må hun jo have fundet sammen med én, hun ville have børn sammen med. Og han må vel have været lidt mere end en forbigående fornøjelsespartner. Og mon så ikke hendes erobringslyst stilnede noget af.

Hvis det virkelig er sandt med de 100 mænd, så burde hun anskaffe sig en blok af de svenske samtykkeerklæringer, som nu kræves forud for ethvert samleje. Hvis hun udfylder hundrede af dem på behørig vis og sætter dem op på en stor opslagstavle, vil hun givetvis kunne sælge den som et forunderligt kunstværk til Københavns Kommune.

Det, som Jesus vil med sit tilgivelsesord, er at gøre os til naturlige mennesker, at få det menneske, der var i Guds tanke, da vi blev til, til at blomstre, blive sig selv, danne en naturlig helhed. Og det lykkes jo på mange måder for en sådan menneskeforståelse af slå igennem og gøre sig gældende.

Og for mig at se er der ikke megen helstøbthed over Anahitas pralerier. Når man ser hendes holdninger nøjere efter i sømmene, afslører de et vældigt sving fra en måske forståelig og i hvert fald almindelig løssluppenhed på det sexuelle område, før hun fik børn, over en rolig periode med almindelig sexuel aktivitet i ægteskabet til en senpubertær periode i trediverne, hvor hun er blevet alene med sine tre børn, men igen forfalder til det sexuelle praleri. Eller er hun måske muslim og går og øver sig til de 72 sexualpartnere, der venter hende i det muslimske paradis?

Men det naturlige eller det helstøbte, som Jesus anbefaler os, ligger ikke i hendes adfærd eller i, at luderen går tilbage til sin gade. Og jeg tror heller ikke, det ligger i den løsslupne ungdomskultur. Men hvad enten der deri ligger noget naturligt eller ej, når forelskelsen og muligheden for ægteskab melder sig, så er det for de fleste mennesker det, de finder naturligt, det, de ønsker frit at vokse ind i. Man kunne så blot ønske sig for både Anahita og vores kultur, lidt bredere forstået, at også de ville vokse ud af det pubertære. Men det har vist lange udsigter.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Etik, Luther, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.