Pløjejord

Jeg har fået en tanke. Jeg skal prøve at udvikle den så godt, jeg kan. Den er ikke så svær at forstå. Men den kræver, som så mange andre nye tanker, evne til at anvende sin fantasi. Og når dertil kommer, at jeg med min tanke bevæger mig ind på områder, som jeg ikke véd ret meget om, og som tilsyneladende heller ikke er belyst nogen steder, så begynder vanskelighederne at tårne sig op.

Tanken bygger videre på noget, jeg var i gang med at undersøge, nemlig spørgsmålet om, hvad et ikke-sprogligt dyr vel kan vide om forplantningens mysterier, se her. Jeg nåede frem til det resultat, at selv om en gammel hunchimpanse måske kunne opdage forbindelsen mellem samlejet og den senere fødsel, så kan vi ikke få nogen sikker viden om, hvorvidt hun virkelig véd, at der er en forbindelse, og hun kan under ingen omstændigheder meddele sin eventuelle viden til andre chimpanser, hverken til hanner eller hunner.

Videre argumenterede jeg for, at det kun er via menneskets fortællesprog, at der kan dannes viden om forbindelsen mellem den han, hvis gener deltager i undfangelsen, og det barn, der fødes. Hos chimpanser med deres parring i flæng vil en sådan viden umulig kunne opnås.

Det, der gør det lidt vanskeligt at følge denne argumentation, er nok, at vi har meget svært ved at forestille os, hvad det vil sige at leve uden sprog. Vi tror uden videre, at den viden, vi har i kraft af vort fortællesprog, den har da de forholdsvis begavede chimpanser også, og har svært ved at indse, at den viden, der her er tale om, ikke har noget med intelligens at gøre, men kun kan fremkomme, hvor et fortællesprog kan danne en fiktiv fortælleverden ved siden af den virkelige verden, en verden, som tillader os at gå frem og tilbage i tid, som det lyster os.

Den tanke, jeg har fået, går nu ud på at overføre nu denne uvidenhedsforestilling fra sprogløse chimpanser til sprogbegavede mennesker, idet uvidenheden her tænkes at besætte de dele af historieforløbet, som ligger forud for en given opdagelse. Det er lige ud ad landevejen, at forestillinger om tobaksrygning er afhængig af opdagelsen af Amerika. Så før Columbus opdagede Amerika, var der ingen, der gjorde sig forestillinger om behageligheden ved at ryge tobak.

Men det er noget vanskeligere at forestille sig, at visse kulturer, måske endda mange kulturer, har været uvidende om, at kvindens dna spiller en rolle for barnets kromosomsammensætning. Og det har været ret vanskeligt for mig at finde ud af, hvornår det blev almindelig antaget, at det, at en pige kom til at ligne sin mor, havde med det forhold at gøre, at kvinden i lige så høj grad som manden bidrog til at give barnet bestemte egenskaber.

Umiddelbart vil man jo nok sige, at det dog er noget sært noget at overveje. Kan det da ikke være lige meget, hvad man har vidst til forskellige tider?

Og jeg ville såmænd heller aldrig have givet mig til at overveje det, hvis ikke det var for et bestemt koranord. Der er tale om det ord, som Sara Omar nævner i sin bog ”Dødevaskeren” som udtryk for den muslimske kvindeundertrykkelse. Der er tale om ordet fra Sura 2,223:

Jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som I vil. Læg op til jer selv, og frygt Gud! I skal vide, at I vil møde Ham engang. Bring det gode budskab til de troende!

Jeg refererer Sara Omar således her:

I Sara Omars bog ”Dødevaskeren” er der en scene på Skejby Hospital, hvor hovedpersonen overfor en anden kurdisk kvinde citerer de steder i koranen, der er kvindeundertrykkende. Og hun slutter netop med ordet om kvinden som mandens ager eller pløjejord. Så siger hun: ”Her har du legaliseringen af vold og voldtægt. Det er mandens ret, og den vestlige verdens love betyder mange steder intet i forhold til koranens ord”.

Den kvinde, hun samtaler med, gør indvendinger: ”Sådan tolker jeg bestemt ikke koranen”.

”Men hvordan står du som kvinde, hvis du bliver gift med en mand, der tolker koranen præcis på den måde”.

Hvortil den anden ikke kan svare andet end ”Jeg har ikke tænkt mig at blive nogens pløjejord”.

Jeg havde såmænd ikke tænkt synderligt over det med pløjejorden, før jeg læste om det hos Sara Omar. Og når jeg læser det hos hende, kan jeg jo godt følge hendes tanke om, at dette er en legalisering af vold og voldtægt.

Men så er det, at jeg ud fra koranens billedsprog pludselig får en ny tanke. For ikke sandt, pløjejorden bidrager jo ikke med nogle arveegenskaber ved kornet. Den kerne, der lægges i jorden, har i sig alle de egenskaber, der hører korn til, jorden er blot næringskilde for væksten, bidrager ikke med nye eller anderledes egenskaber.

Skulle det mon forholde sig sådan, at Muhammed som måske mange andre i oldtiden var uvidende om, at kvinden, hvad arveegenskaber angår, bidrager med lige så meget som manden?

Noget kunne tyde på det. I en artikel på islaminfo.dk, se her, hedder det:

Kvinders og mænds værdi er forskellig i islam, idet kvinden i sig selv er uden værdi. Hun får først værdi gennem manden. Dette pointerer de to kvindelige tyrkiske antropologer N. Sirman-Eralp og L.Yalcin-Heckmann som basis til forståelsen af forholdet mellem mand og kvinde i islam. De to antropologer skrev en udførlig religiøs og antropologisk rapport om dette forhold i forbindelse med en retssag i København, hvor den tyrkiske muslim Polat Chador og dennes tre brødre den 21. oktober 1986 myrdede deres kusine Gülsüme Chadar udenfor hendes hjem i København med i alt 29 knivstik. For at forstå og belyse drabet til bunds bestilte det danske retsvæsen rapporten ved de to tyrkiske antropologer.

Den fraskilte kvinde, som blev dræbt som hævn for at genoprette familiens ære, blev i den sammenhæng beskrevet som en kvinde uden værdi, da hun var fraskilt, selvstændig, levede alene og havde kastet skam over familien gennem forskellige forhold.

Antropologen Sirman-Eralp, som havde været med til at skrive rapporten for den offentlige anklager i drabssagen statsadvokat H.C Abildtrup, udtalte som antropolog følgende om kvinders værdi i islam i forhold til mandens værdi: “Kvinden anses (i islam kun) som den jord, hvori mandens sæd skal sås. Jorden er passiv. Den producerer kun, hvad der sås i den. I sig selv er jorden uden værdi. Jorden kan kun gøres produktiv og få værdi når den ejes (af manden). Jorden er kun af værdi, når den gøres til mark af manden og producerer børn (drengebørn). Derfor er den ugifte kvinde eller den enlige værdiløs. Den enlige kvinde er værdiløs. Kun når hun føder børn får hun værdi, men da kvinden kun er mark, er det manden, der ejer afgrøden, dvs. børnene.”

Det vil sige: Billedet af kvinden som den pløjejord, hvori mandens sæd sås, svarer meget godt til den uvidenhedsforestilling, jeg har gjort mig. Altså spørgsmålet, som har rejst sig for mig, lyder: ”Vidste Muhammed, at kvinden bidrager lige så meget som manden til det barn, der fødes? Var han klar over, at hun er meget mere end ”mark” eller ”pløjejord”, og at den konklusion, han drager på baggrund af sin forestilling om kvinden som pløjejord: at børnene selvfølgelig tilhører manden, derfor er draget på et forkert grundlag?”

Nu kan man selvfølgelig spørge, om ikke denne uvidenhed har præget alle samfund i oldtid og middelalder, uanset religion og uanset kvindesyn.

Det tror jeg ikke.

De samfund, der opdager, at en rødhåret kvinde ofte får rødhårede børn, må vel af virkeligheden komme til at betragte det som noget naturligt, at kvinden bidrager med mere til barnets udseende, end pløjejorden bidrager til, om kornet er rug eller hvede. Men måske denne naturlige slutning i de muslimske samfund er blevet holdt tilbage af den fejlopfattelse, som præger koranen.

Blot må jeg indrømme, at det har været umuligt for mig at finde ud af, hvad man tænkte om kvindens bidrag til arveegenskaberne i gamle dage.

Bortset fra én ting.

I slutningen af middelalderen fremstod blandt karmelitermunkene og franciskanerne en tanke om, at man, hvis man for alvor skulle fastholde, at Jesus var syndfri, var nødt til ikke blot at forestille sig, at Jesus var undfanget ved Helligånden, men også, at Maria var født uden arvesynd. Man havde fra Augustin arvet den tanke – som også Luther var tilhænger af – at menneskets syndighed er knyttet til vore drifter. Det er vore drifter, der er syndige. Og fordi kønsdriften er synd og udøvelsen af den derfor udtryk for synd, vil det barn, der fødes via en syndig akt, fødes som en synder. Dette, at Jesus er undfanget ved Helligånden – noget, der udtrykkes to steder i Det ny Testamente, nemlig i Matt 1,18 og i Luk 1,35 – betyder i nytestamentlig sammenhæng, at han er Guds søn. Men Augustin fik ændret dette, så Jesu undfangelse ved Helligånden i hans teologi kom til at betyde, at Jesus var syndfri i modsætning til alle os andre, som er syndere i kraft af de drifter, vi har i os.

Som man kan forstå, er dette en yderst legemlig opfattelse af, hvad synd er. Synd er altså hos almindelige mennesker noget, der på direkte legemlig vis kan nedarves fra forældrene.

Hov? Fra forældrene?

Kan synden så ikke også nedarves fra moderen?

Jo, naturligvis, svarer karmeliterne og franciskanerne. Og så går de i gang med at danne sig forestillinger om, at også Maria er født uden synd. Så først føler de sig ganske sikre på, at Jesus er syndfri, født uden den skrækkelige arvesynd. Se evt. her.

Jeg mener ikke, vi i vore dage på nogen måde kan gå med til Augustins arvesyndslære og derfor heller ikke til franciskanernes og karmeliternes tanke om Marias syndfrihed.

Men i forbindelsen her er tanken interessant. For den viser jo, at man i den vestlige verden gik ud fra som en selvfølge, at kvinden bidrager til barnets medfødte træk lige så meget som manden.

Det er noget, som vi i dag véd med videnskabelig sikkerhed, men det er også noget, som Muhammed må have været uvidende om. Havde han vidst, hvordan det forholdet sig, ville han ikke have omtalt kvinden som mandens pløjejord.

Ahmed Akkari fortæller i sin nye bog ”Mod til at tvivle”, side 114, om, hvordan han som ungt menneske blev overbevist om koranens guddommelighed, fordi den fortalte om naturvidenskabelige fakta, som man intet kendte til, da bogen blev skrevet:

Et af de videnskabelige fakta, som Koranen tilsyneladende fortæller om, er de forskellige stadier, som et foster gennemlever i moderens mave:

”Vi skabte mennesket af det fineste ler. Siden satte Vi det som en dråbe i en solid bolig. Dråben gjorde Vi til levret blod, blodet gjorde Vi til en klump kød, kødet gjorde Vi til knogler, og knoglerne beklædte Vi med kød. Så lod Vi det opstå som en ny skabning. Velsignet være Gud, den bedste skaber!” (Sura 23,12-14).

Dråben beskrives som sæden, og klumperne af kød som fostret, der udvikles. Og dertil sagde de lærde: ”Hvornår opdagede videnskaben dét ved at kigge ind til fosteret i moderens mave? Meget senere! Mikroskopet blev først opdaget i det 16. århundrede!”

Som sekstenårig var jeg bare målløs. Det her var utroligt!

Dengang som 16-årig havde Akkari ikke mod til at tvivle så meget, at han spurgte, hvor i koranens beskrivelse ægcellen kommer ind i billedet. Men det skal såmænd ikke bebrejdes ham, i hvert fald ikke af mig, for det er jo først i dag som 83-årig, at jeg kommer til at se, at Muhammed ”glemmer” at fortælle om kvindens bidrag. Om man skal bebrejde den danske skole og dens religionsundervisning noget, véd jeg ikke rigtig. Men man kan da godt spekulere lidt over, hvordan Akkari ville have udviklet sig, hvis han var blevet tvunget til at tage stilling til sådanne falske påstande, selvfølgelig ikke fremført som falske påstande, blot som påstande, som skolen må lade et fornuftigt menneske tage stilling til.

Men jeg har nu aldrig regnet dette for et bevis på koranens guddommelighed, se evt. dette indlæg om Maurice Bucaille, en fransk konvertit, som gik meget ind for disse videnskabelige ”beviser” for koranens guddommelighed.

Og vil nogen sige, at jeg da er utrolig fræk, når jeg sådan blander mig i muslimernes overbevisning om koranens guddommelighed, så er jo dette at regne koranen for et almindelige oldtidsskrift noget, vestlige forskere har gjort gennem århundreder, og specielt er dette at påpege historiske unøjagtigheder ikke noget særsyn blandt disse mennesker. Og det er det heller ikke her på bloggen.

Jeg har da forlængst ”frækt” redegjort for det, der efter min mening er noget af det stærkeste bevis for, at det er Muhammed og ikke Gud, der har skrevet koranen. Det drejer sig om sura 5,32:

På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet. Vore udsendinge har bragt dem de klare beviser. Alligevel gik mange af dem derefter for vidt på jorden.

Den tanke, at den, der dræber ét menneske, skal regnes som én, der har dræbt alle mennesker, og at den, der skænker et menneske livet, skal regnes som én, der har skænket alle mennesker livet, står ikke i Det gamle Testamente, som Gud/Muhammed fejlagtigt hævder, den står i en mishna fra cirka 250 e. Kr. En mishna er en rabbinsk udlægning af skriften, og jeg har her oversat det, rabbineren siger fra engelsk.

Og det er ret indlysende: Sammenholder man det, der står i mishnaen, med det, der står i koranen, er tanken noget, Muhammed har lært af sin samtids jøder, ikke noget, Gud har åbenbaret for Muhammed.

På samme måde her: Når Muhammed omtaler kvinden som mandens pløjejord og når han udelader al omtale af ægcellen, så kan det ikke være Gud, der taler igennem ham, det er Muhammeds egen uvidenhed, der slår igennem.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Pløjejord

  1. Pingback: Bibel og koran som Guds ord | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.